Make your own free website on Tripod.com

Tai Chi Nytonline © 2001

 

Fra Redaktionen!

Kung-Fu-Tse og de to børn

Manden med betydningsfulde venner

Den "glemte" hånd i Tai Chi Chuan

Du er, hvad du er!

Capoeira

Åndelig vækst

Nu er det på tide at vågne op

Tilbage til Tai Chi Nyt online

 

Nr. 38 November 2003

Fra Redaktionen!

Forleden dag modtag jeg en email fra en Tai Chi udøver i USA, hvori han skrev, at han synes, jeg skulle fjerne nogle navne fra Tai Chi Nyt Onlines internationale lærerliste. Grunden jeg fik for dette, gjorde mig ærlig talt irriteret.
Han sagde, den ene var blevet "smidt" ud af mesterens klasse og den anden havde ikke nævnt mesterens navn på sin hjemmeside.
Jeg forklarede ham, og nu forklarer jeg det så også her, så ingen er i tvivl. Tai Chi Nyt Onlines lærerlister er ment som en HJÆLP, de er på INGEN måde anbefalinger af lærerne. Jeg giver ikke X-antal Yin/Yang tegn for en lærer, det må være op til de enkelte elever selv at finde ud af, om de harmonere med deres lærer.
Den internationale lærerliste er ment som en hjælp, hvis man skal til udlandet og gerne vil finde én at træne med, ikke andet.
På godt gammeldags dansk, jeg er godt træt af disse personer, uanset hvor de kommer fra i verden, der skal stille sig til dommer overfor andre på deres mestres vegne.

Desværre er det ikke kun i USA denne tendens er, den forefindes også her i lille Danmark.
Jeg læser og hører tit, denne sætning: "Man skal deltage i Mesterens kurser, for at være på lærerlisten". Hvorfor? Er en elev, der efter 10, 15 eller 20 års træning hos en mester, som af en eller anden årsag vælger at holde op med at deltage i kurserne, blevet ringere? Er han/hun fra den ene dag til den anden blevet ringere til at lave Tai Chi?
Jeg bliver så skuffet, hvergang dette sker. Jeg ved ikke om det er mig der har misforstået noget, men jeg troede, at et af formålene med Tai Chi var at komme i harmoni. Er det ikke, det Tai Chi betyder? Nu spørger jeg: "Hvor er denne harmoni henne?"
Er det ikke meningen, der blandt Tai Chi udøvere UANSET stilart, burde være en fælles interesse i at udbrede kendskabet til Tai Chi? Er det ikke vigtigt, vi som Tai Chi udøvere fremstår som et godt eksempel på, hvordan man kan leve i harmoni med hinanden på trods af meningsforskelle?
Man får indtryk af mange Tai Chi udøvere/lærere har glemt dette. Der foregår en smedekampagne uden lige, ikke kun på tværs af stilarterne, men også inden for "egne" rækker.
F.eks. er der et rygte gående om, at jeg og en anden Tai Chi lærer, skulle mere eller mindre være dødsfjender, på trods af vi har et udemærket samarbejde.
Det er jo svært for mange lærere at få elever, så derfor møver nogen sig ind på andre læreres område, for at få en "bid" af kagen. Dette resultere ofte i der INGEN hold kommer, da der er for mange om budet. Jeg har selv fået ødelagt nogle hold på denne bekostning og det værste af det hele er, ringer man og spørger den pågældende lærer, hvorfor han har valgt at undervise lige netop der, hvor der i forvejen er problemer med at skaffe elever, er svaret ofte: "Det er jeg blevet bedt om, er der noget galt i det!"
Hertil vil jeg svarer i princippet, nej. Men hvis vi alle er interesseret i at udbrede Tai Chi, så er det ikke på denne måde, det vil ske, tværtimod.

Min afsluttende bemærkning til dette er, som Yang Jwing-Ming siger. "Det er på tide at vågne op". Jeg vil gerne tilføje, "Inden det er for sent".

Den, der kender andre er lærd.
Den, der kender sig selv er mægtig

Lao-Tse

Tilbage til indhold

Kung-Fu-Tse og de to børn

Kung-Fu-Tse

Kung-Fu-Tse var på rejse og mødte to børn, som skændes. Han spurgte, hvad de skændtes om, og det ene barn sagde:

"Jeg påstår, at Solen er nærmest om morgenen og længst væk ved middagstid og han siger, at Solen er længst væk om morgenen og nærmest ved middagstid".
Og han fortsatte: "Når Solen står op er den stor som et vognhjul, og ved middagstid er den lille som en tallerken. Den må vel være længst væk, når den ser lille ud og nærmest, når den ser stor ud".

Det andet barn sagde: "Når Solen står op er luften kold, og ved middagstid er den varm. Den må vel være nærmest, når den er varm, og længst borte, når den er kold".

Kung-Fu-Tse var ude af stand til at sige, hvem af dem, der havde ret, og børnene lo ad ham og sagde: "Hvem var det, der sagde, at du var en klog mand?"

Lieh-Tse

Tilbage til indhold

Manden med betydningsfulde venner

Af Dr. Yang Jwing-Ming
Oversat af Knud Erik Andersen

Dr. Yang Jwing-Ming

Der var engange en mand, der hver morgen, inden han gik, sagde til sine to koner, at han ikke ville komme hjem til, hverken frokost eller aftensmad. Han skulle mødes med nogel meget betydningsfulde forretningsforbindelser, eller nogle betydningsfulde regeringsmedlemmer og de ville invitere ham på mad efter mødet. Han kom hjem mæt og fuld hver eneste aften. Han ville prale med, hvor udsøgt maden havde været, eller hvor betydningsfulde, dem han havde spist med, var.
En dag diskuterede konerne hans adfærd. "Vi har hørt så meget om vores mands betydningsfulde venner, men undre det dig ikke, vi aldrig har set dem og de aldrig kommer for at besøge ham?" Den anden kone nikkede. Derfor besluttede de sig for i al hemmelighed at følge efter ham dagen efter.
Næste morgen skete, der det som der altid skete. Manden fortalte konerne, han skulle mødes med nogle forretningsforbindelser og afsted gik han. Konerne ventede et par minutter før de fulgte efter ham og sørgede for han ikke opdagede dem.
De fulgte efter ham til den østlige del af byen. De undrede sig over, der ikke var en eneste, der hilste på ham. Da han kom til en port, gik han frem og tilbage foran en butik, der solgte vin. Han så på folk, der sad og spillede.
Der blev han næsten hele morgenen og forlod så byen. Konerne blev meget overrasket over at se, han gik ind på kirkegården. Her var der en samling mennesker, der skulle til at tage afsked med en af deres slægtninge og det er en 

kinesisk tradition at spise et godt måltid for at ære den afdøde.
Konerne blev endnu mere overrasket over at se deres mand slutte sig til de sørgende og at han stillede sig i kø for at få del i maden. Nu forstod de, hvad manden mente, når han sagde, han skulle spise med nogle vigtige venner. Da de tog hjem, var de meget skuffede og kede af det.
Da de kom hjem, græd de i timevis. Det var gået op for dem, hvilken dårlig mand de havde giftet sig med. Hvilket liv var det? Hvad bragte fremtiden? Senere på aftenen kom manden hjem mæt og fuld. Igen pralede han af sine vigtige venner, der havde inviteret ham på mad på de fornemmeste restauranter. Han var ikke klar over, at konerne kendte hans hemmelighed.
Nå mine venner, hvad mener I om denne mand? Har I nogensinde gjort noget lignende for at beskytte Jeres værdighed og stolthed? Er det indtryk, I giver folk Jeres sande jeg, eller er det blot en maske? Nogen gange kan man blive så opslugt af sine løgne, at man tilsidst ikke længere skammer sig over dem. Da har man fået anlagt en maske så tyk, at den bliver meget svær at få af igen.

Dr. Yang har beskæftiget sig med kinesisk kungfu siden 1961 og har mere end 30 års undervisningserfaring. Dr. Yang har udgivet mere end 25 bøger og 28 videobånd om Kampkunst og Qigong. For øjeblikket er han formand for Yang's Oriental Arts Association, Boston, MA., USA.

Denne artikel er taget og oversat med tilladelse fra artikeln "Taiji Breathing", af Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 18 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

With permission, this content is a direct translation of "Taiji Breating", by Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 18 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

 Tilbage til indhold

Den "glemte" hånd i Tai Chi Chuan

Af Adam Hsu
Oversat af Knud Erik Andersen

Adam Hsu i en stilling fra Chen Tai Chi Lao Jia formen

Det er sjældent, man i Tai Chi Chuan finder bevægelser eller stillinger, der lægger lige meget vægt på højre og venstre arm eller ben. Ligegyldig hvilken Tai Chi Stil, så sker det næsten altid, at det er den ene arm eller det ene ben, der føre an og den anden, der følger efter.

Det samme princip bliver afspejlet i den sociale struktur i vores familie, regering, virksomheder, skoler osv. Der er nogle, der er ledere, beslutningstagere, igangsættere mm. Andre lever en mere stille tilværelse eller påtager sig roller som opretholder, støtter og får arbejdet udført. Selv om alle rollerne fra top til bund er lige vigtige i et velfungerende samfund, giver vi helt naturligt, det arbejde lederne af samfundet udføre, en større betydning. Olympisk guld eller skandaler i kongefamilien, de skaber overskrifter og fanger vores opmærksomhed.

I Tai Chi Chuan er det nemt at se, hvilken arm eller ben der føre an. Armen eller benet, der har den største betydning, bliver for det meste placeret forrest og anbragt i en vigtig stilling. Den er vigtig, iøjenfaldende og blikket falder på den med det samme. Når man træner, prøver man altid på at bevæge den rigtigt og være sikker på den ender det rigtige sted. Dette er selvfølgelig godt, men det er bare ikke nok

Selv om de fleste udøvere bevæger den "glemte" hånd i overensstemmelse med de generelle principper, bliver den ofte behandlet som en statist i en film, den er i baggrunden, uinteressant, uden betydning og ignoreret. Den "glemte" hånd må ikke glemmes i træning, der skal lægges lige så meget vægt på denne som på den "almindelige" hånd. Hvis dette ikke sker, vil éns Tai Chi træning være ufuldstændig.

Dette er et udbredt problem blandt Tai Chi Chuan udøvere også blandt mine egne elever og brødre i kampkunst. Dette er en af årsagerne til selv de mest ihærdige elever går i stå. De kan ikke komme videre, fordi de ikke har lagt vægt nok på den "glemte" hånd. De vil ofte arbejde meget hårdt, for at udføre en bevægelse korrekt, men de lader den "glemte" hånd passe sig selv. De arbejder på, at bevægelserne er perfekt, men lægger ikke mærke til den "glemte" hånds forkerte stilling.

Det er blevet helt klart, gennem min undervisningserfaring i kungfu, at der ikke er nogen af hænderne, der er mere vigtig end den anden. De er lige vigtige. Prøv læg mærke til en meget dyr skræddersyet jakke. Foringen er lavet af kvalitetsstof og er syet lige så smukt som det ydre stof. En billig jakke kan godt ud ad til virke helt i orden, men det er en helt anden historie, når man ser på foringen.

Den "glemte" hånd kan hjælpe med dette i Tai Chi Chuan træningen. Da den normalt er tættere til kroppen, er den lettere at bruge til at få opmærksomheden henledt på kroppen. Dette er vigtigt, da de indre organer er placeret i brystet og maven, ikke i armene og benene. Ved dets nærhed, kan denne arm huske os på at udvide torsoen, når armene bevæges udad og trække sig sammen, når de bevæger sig indad. Når armene udfører de cirkulerende bevægelser i Chan Si Jing (Silkeøvelserne), vil den "glemte" hånd minde os om, at de graciøse spiraler stammer fra torsoen. Når torsoen støder til, bliver de indre organer massageret godt og grundigt. Derfor bliver den "glemte" hånd, set udfra et helsemæssigt synspunkt, den vigtigste.

Den "glemte" hånd har også en meget vigtig rolle i den mentale træning. Tai Chi Chuan er baseret på filosofien om Tai Chi (Yin og Yang). Hvis denne filosofi skal afspejles i Tai Chi Chuan træningen, skal man lære at fungere inden for et mentalt paradoks: opmærksomheden skal være intenst fokuseret; samtidigt med at opmærksomheden også skal spredes, strækkes og deles, så den kan dække forskellige områder af kroppen på én gang, mens vi udøver Tai Chi Chuan bevægelserne. Mens vi kæmper for en rigtig koordination, korekt placering og præcise bevægelser med den "glemte" hånd, styrker man også viljen, øger éns mentale muligheder og åbner nye døre til en bedre forståelse og påvirkning.

Adam Hsu

Hvordan man behandler den "glemte" hånd har også sin indvirkning, hvis man træner Tai Chi Chuan for at opnå et bedre helbred. Med mindre man lider af et handicap eller andre fysiske problemer, volder det ikke problemer med at lave udadgående bevægelser. Man åbner sine arme, svinger dem rundt, rækker ud efter noget og griber fat, træder ud, sparker og strækker sine led hele tiden, uden at tænke over det. Hvad med vores torso?  Den får ikke engang lige meget tid til træning.

For at kunne bruge Kungfu kræver det koordination af hele kroppen, hver en minimeter af kroppen skal arbejde sammen for at nå målet og overvinde modstanderen. Hvis man er ligeglad med den "glemte" hånd, f.eks. en sjusket bevægelse eller en forkert placering, vil det nedbryde den anden hånds opgave. Resultatet af håndens arbejde, vil være ineffektivt. Det kan endda være, at arbejdet er spildt.

Denne artikel er oversat med tilladelse af Master Adam Hsu fra hans oprindelige artikel "Second Hand Taijiquan" taget fra hans hjemmesider www.adamhsu.com og Traditional Wushu
Association.

Tilbage til indhold

Du er, hvad du er!

Af Dr. Yang Jwing-Ming
Oversat af Knud Erik Andersen

Dr. Yang Jwing-Ming

  • Luk øjnene, slap af i Sindet og tænk nøje over følgende spørgsmål:

  • Når du laver noget, hvad er det da, der motivere dig? Er det for at vise dine omgivelser, hvor dygtig du er, eller er det for at sige dig selv, du godt kan? Hvor alvorligt tager du kritik? Er det vigtigere, hvad der tænkes om dig end, hvad du tror om dig selv? Lever du for andre, eller for dig selv?

  • Er det pengene, der driver dig? Penge er vigtigt, men hvor vigtigt er det for dig? Er du slave af pengene eller lever du bare som du har lyst til?

  • Hvad føler du, er vigtigst: At være materielt eller mentalt rig? Hvis man spørger dig, hvad vil det sige at være rig? Mener du så det både er materielt og åndeligt eller kun materielt?

  • Har du kun en fysisk krop eller har du også en bevidst mental krop?

  • Tror du på, at åndelig rigdom varer længere end materiel rigdom? Tror du også på at bygge på langvarige venskaber? Hvis ikke, hvordan definere du så dine føelser og bevidsthed?

  • Lytter du ofte til andres mening i stedet for at gøre som, du selv mener er rigtigt? Kender andre dig bedre, end du selv gør? Giver de udtryk for deres mening i forhold til dine føelser eller i forhold til deres egne føelser? Hvorfor tror du ikke på dig selv, og hvorfor vælger du at stole på andres mening, når de heller ikke tror på sig selv?

  • Kan du overvinde dit føelsesmæssige sind? Giver dit intellekt tabt overfor dit føelsesmæssige sind? Hvem bestemmer over dig? Dine føelser eller dit intellekt?

  • Afhjælper stoffer og alkohol problemerne eller gør de det bare være? Har du gjort dette klart overfor dine venner, der har problemer?

  • Når du bliver ked af et eller andet, finde du så ud af, hvad der er galt, eller gør du ingenting? Hvorfor bliver du ked af det og sårer dig selv?

  • Når du står overfor et problem, prøver du så at undgå det og flygte fra realiteterne, eller prøver du at stå ansigt til ansigt med det og prøver på at løse det? Mener du det midlertidige pusterum en flugt fra et problem giver, vil løse problemet eller at problemet til sidst bare vil blive være?

 

  • Hvordan vil du beskrive dit liv? Er det som eller adskiller det sig fra dyrenes? Har du tænkt over, hvorfor du er til? At lide? At bidrage? Eller at....? Hvad er din rolle i denne verden? Hvis man kun lever én gang, burde man så ikke værdsætte hvert eneste sekund og sørge for de blive udnyttet fuldt ud?

  • Er ære, omdømme og magt vigtigt for dig? Hvem er du? Er du et politisk offer?

Mange er blevet stillet overfor disse spørgsmål, siden tidernes morgen. Den bedste måde at se, hvad man vil blive, er ved at se, hvad man var før. Historien er som et spejl, der afspejler éns fremtid. Mange har studeret livet for at lære af fortidens ophobede erfaring og prøve på ikke at begå de samme fejltagelser. Dette er motivationen for at studere "Tao" - Vejen -. "Vejen" er, hvordan man står ansigt til ansigt med én selv og forblive én selv, hvordan man påvirker andre og hvordan vi passer ind i naturen. I Tao er det materielle klassificeret som "Yang" og det spirituelle som "Yin". Yang verdenen kan ses, men Yin verdenen kan kun føles. Det er meget lettere at opnå Yang, der er synlig, mens det er meget vanskeligt at forstå Yin, som gør det muligt for dig at opbygge din egen fortrolighed, føelser og åndelig forbindelse med andre og naturen. At være rig vil sige, man har lige meget Yin og Yang. Et sandt menneske, der kan bidrage  med hans visdom, skal have en stærk Yin side, derved vil hans Yang side også blive stærk. Yang har sine rødder i Yin. Kundskab er Yin og når det kommer til udtryk, kan den forbedre den materialistiske Yang verden.

Det største problem man står overfor i dag er, at den unge generation konstant bliver hjernevasket af TV og samfundet om, hvor vigtig den materialistiske Yang verden er. Den spirituelle og føelsesmæssige verden er totalt blevet ignoreret. Jeg mener, det er nu man skal tage ansvar for at lægge vægt på genopbyggningen af Yin siden især indenfor uddannelse, hvilket er nøglen til opretholdelsen af menneskets spirituelle renhed og gode natur.

Dr. Yang har beskæftiget sig med kinesisk kungfu siden 1961 og har mere end 30 års undervisningserfaring. Dr. Yang har udgivet mere end 25 bøger og 28 videobånd om Kampkunst og Qigong. For øjeblikket er han formand for Yang's Oriental Arts Association, Boston, MA., USA.

Denne artikel er taget og oversat med tilladelse fra artikeln "You Are What You Are", af Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 13 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

With permission, this content is a direct translation of "You Are What You Are", by Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 13 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

Yin og Yang

 Tilbage til indhold

Capoeira

Af Knud Erik Andersen

Hvad er Capoeira?

Capoeira er en brasiliansk kunst form, som kombinere elementerne af dans, musik og rituel kamp. Det er udviklet fra de afrikanske slavers kamp mod deres undertrykkere og dets historie er fyldt med kriger ritualer fra Det Centrale Afrika.

Capoeira er en hyldest til livet. Det udvikler fortrolighed kombineret med en stærk fornemmelse af tyngdepunktet. Capoeiras cirklende og undvigende bevægelser, kombineret med dets rige tradition af musik og sang, giver den en særlig placering som kunstart,og stiller altid spørgsmålet: "Er Capoeira en leg, en kamp eller en dans?"

Spillet i Capoeira kræver smidighed og elegance som hos en danser, med styrken og dygtigheden som hos en kriger. Det centrale budskab i Capoeira er harmoni og at bringe mennesker sammen for at skabe et ubrudt sammenhæng uden hensyn til spillet og at finde fred, glæde og fuldbyrdelse i kampen og i livet.

Capoeiras historie

Som i USA har der altid været slaveri i Brasilien. Slaverne arbejdede på plantagerne, hvor sukker og tobak var den vigtigste afgrøde og efterspørgelsen efter slavearbejdere var stor. I slaveriets historie anslås det, at mere end to millioner slaver blev bragt til Brasilien fra Afrika.

Disse slaver kom fra forskellige egne af Afrika og derfor havde de forskellige kulturelle baggrunde. De blev sejlet til tre forskellige havnebyer: Bahia, Recife og Rio de Janeiro.

I Rio og Recife havde slaverne forskellige etniske baggrunde og nogen gange kom de fra rivaliserende stammer, hvilket gjorde det meget svært for disse slaver at organisere et oprør. Flertallet af slaverne i Rio kom fra Bantu stammen, mens de i andre områder som f.eks. Bahia, hovedsageligt kom fra Vestafrika. Da slaverne indså, at deres situation ikke var til at ændre, at det var deres skæbne at udføre ufrivilligt arbejde resten af deres liv, begyndte de at flygte.

I Recife gjorde en gruppe på fyrre slaver oprør mod deres herre, dræbte alle de hvide medarbejder og nedbrændte plantagebygningerne. De erklærede sig selv for frie og de besluttede sig for at lede efter et sted, hvor de kunne skjule sig for slavejægerne. De satte kurs mod bjergene, en rejse, der tog flere måneder. Havde det ikke været fordi, de fik hjælp af de lokale indianere,  havde de aldrig gennemført denne rejse. Til sidst nåede de til et sted, de troede var et sikkert sted, som de opkaldte efter de mange plametræer, der omkransede det - Palmares. På dette sted blev en afrikansk koloni grundlagt; en koloni der eksisterede i næsten et århundrede. I denne koloni blev de første forme i Capoeira skabt.

Selv om der ikke er nogen, der vil benægte den afrikanske indflydelse på Capoeira, er der ingen beviser for en egentlig form for Capoeira, der stammer fra Afrika. Alt skrevent materiale om emnet er baseret på spekulationer. De første historiske optegnelser om Capoeira som kampkunst stammer fra ca. 1770, lang tid efter slaveriets indførelse. Der er ikke fundet yderligere optegnelser om Capoeira før i de tidlige 1880'ere i form af politirapporter i Rio de Janeiro.

Palmares

Gennem årene opstod der spredte bofælleskaber i bjergene. Den største af disse var Palmares med mere end 20.000 indbyggere indbefattet nogle indianer og nogle få hvide.
Her samledes stammer, der i Afrika var dødsfjender eller fremmede for hinanden, for et fælles mål - frihed.

Et nyt samfund blev etableret med en meget stor kulturelt blanding. I disse nye omgivelser delte og lærte de af hinanden, deres dans, ritualer og kampe. Et af resultaterne af denne rituelle sammensmeltning blev Capoeira i sin tidlige udgave.

Palmares voksede sig hurtigt større, da flere flygtninge søgte tilflugt i denne lille afrikanske stat. Dette begyndte at bekymre de portugisiske kolonisatorer. Folk fra Palmares tog tit ned fra bjergene for at handle med frugt og dyreskind. På hjemvejen skete det de angreb nogle plantager for at frigive flere slaver.

Palmares begyndte at påvirke livet på plantagerne, da flere og flere slaver flygtede. Kolonisterne led økonomiske tab p.gr.a. den manglende arbejdskraft.

Tingene så endnu mere sort ud for portugiserne, da Holland invaderede Brasilien i 1630. Slaverne udnyttede dette og med hjælp fra Palmares, flygtede de fra plantagerne og kæmpede mod den porugisiske hær. På dette tidspunkt kæmpede hæren mod to fjender. Hollænderne vandt krigen, men afrikanerne holdt aldrig inde med kampene. I 1644 forsøgte hollænderne, at nedkæmpe Palmares, men uden noget resultat. I de efterfølgende år blev der sendt yderligere ekspeditioner afsted til Palmares, men disse kom også tilbage uden at havde opnået nogen resultater.
Det er vigtigt at påpege at disse ekspeditioner bestod af meget erfarende og godt bevæbnede soldater. Men afrikanerne opfandt en kampmetode, de kaldte "jungelkrig" eller baghold.

Capoeira var hovedingrediensen i dette overraskelsesangreb. Ved hjælp af hurtige og indviklede bevægelser forårsagede slaverne store tab hos de hvide. Capoeira blev deres våben - deres symbol på frihed. Når en af ekspeditioner havde held med sig, lærte slaverne, der blev sendt tilbage til plantagerne de andre slaver Capoeira. Søndag var slavernes eneste hviledag og det var denne dag, de trænede Capoeira. Men der, hvor de trænede, blev træningsformen snart ændret. Musik, dans og ritualer blev tilføjet til Capoeira, for at skjule, at slaverne rent faktisk trænede nogle dødsensfarlige teknikker.

På 25 år var der 11 oprør mod kolonisterne, hvilket endte med afskaffelsen af slaveriet den. 13. maj 1888.
Efter slaveriets ophævelse, var der nogle af de tidligere slaver, der vendte tilbage til Afrika, men de fleste blev i Brasilien. Da plantageejerne ikke længere havde interesse i dem som arbejdskraft, tog de afsted til storbyerne, hvor der opstod slum- og fattigkvartere. I byerne var det heller ikke muligt at få arbejde og flere af dem dannede kriminelle bander. Andre, der var heldige, fordi de havde kendskab til Capoeira, blev ansat af politikere som bodyguards. Alle blev de anset som en "pest" af regeringen.

Det de fleste af disse "Capoeiristas" (de der træner Capoeira) tog del i, var at skabe kaos i det politiske liv i landet. I 1890'erne var der mange højtstående personer, der trænede Capoeira. Dette var en trussel mod regeringen og præsidenten stifitede et specielt politikorps, der skulle få kontrol over tingene. Da dette tiltag ingen virkning havde, blev der indført en streng straffelov. En endnu strengere lov blev senere indført, som sagde: "Enhver der havde kendskab til Capoeira ville blive landsforvist". Til at håndhæve disse love, ansatte præsidenten en mand - Sampaio - som var kendt for at være den mest hensynsløse politichef i hele den brasilianske historie. Han var fast besluttet på at få Capoeira udryddet. Det interessante med Sampaio var, han selv var god til Capoeira og var en rædsel for banderne.

Sampaios specielle politikorps lærte Capoeira, så de kunne udfordre deres fjender på deres præmisser. Hvis det ikke havde været for den stærke modtand fra Capoeiristaserne, samt støtten fra indflydelsesrige personer, ville hans mission

muligvis været lykkedes. Der var én episode, der fik en ende på Sampaios ufortrødne jagt på Capoeiristerne. Han arresterede en mand - Juca - der var medlem af lavadlen, for at træne Capoeira og forlangte han skulle landsforvises. Dette skabte en krise i regeringen, fordi medlemerne af præsidentens kabinet var imod dette, da Jucas far var en kendt og velyndet person blandt mange af politikerne.

Præsidenten indkaldte kabinetet til et særmøde og efter 18 dage trak to vigtige medlemmer af kabinetet sig tilbage og Juca blev forvist. Efter denne episode, forventede man ændringer, der ville gå Capoeiristerne imod. Men det viste sig episoden var til deres fordel. Oppositionen dannede en sort milits, der skulle vælte præsidenten. Militsen bestod udelukkende af Capoeiristas og de spredte frygt og rædsel i hovedstaden. Politiet kunne intet stille op mod dem og ligesom situationen så værst ud, udbrød der krig mellem Brasilien og Paraguy. Den sorte milits blev sendt til fronten og pludselig var forbryderne nationale helte. Capoeira gik ind i en ny fase i dets historie.

I moderne tid

Loven, der forbød udøvelsen af Capoeira, galdt stadig frem til 1920 og dets udøvere camouflerede den som en "folkedans". På deres hemmelige træningssteder forsøgte Capoeiristerne at holde liv i traditionen og ved at give udtryk for, at det var en folkedans, blev udøvelsen af Capoeira accepteret mere bredt i samfundet.

Dengang var det meget normalt, at Capoeiristaerne havde et eller to kælenavne. Politiet kendte alle Capoeiristaerne ved disse kælenavne og ikke ved deres medfødte navne, derfor var det meget svært at arrestere dem. (Denne tradition holdes i hævd den dag i dag. Når man begynder på sin Capoeira træning, bliver man "døbt" og får et kælenavn.)

I 1937 modtog Mestre Bimba, en af de vigtigste Capoeira mestre, en invitation af præsidenten til at vise sin stil i hovedstaden. Efter en vellykket demonstration rejste han hjem og med regeringens tilladelse, åbnede han den første Capoeira skole i Brasilien. Dette var det første skridt mod en mere åben udvikling og nogle år senere vedtog senatet en lov, der gjorde Capoeira til en nationalsport.

I dag trænes Capoeira overalt i verden. I Brasilien undervises Capoeira overalt som en kulturel del. I skolerne, på universiteterne, i klubber og i militæret.

Capoeira Angola

Mestre Pastinha

Der er nogle begyndere, der træner Capoeira, som tror at Capoeira Angola er en langsommere udgave af Capoeira Regional. Dette er ikke rigtigt, faktisk er Capoeira Angola er meget ældre end Capoeira Regional og er en selvstændig del af Capoeira.

Capoeira Angola udøves typisk langsomt, selv om det også kan udføres hurtigt. Angola trænes til "Toque de Angola", jævnt og langsomt. Den er fyldt med slag, undvigelsesøvelser og pauser. De, der træner Angola, burde træne med stor dygtighed, aldrig glemme at modstanderen måske prøver på at narre dem!

Det er hovedsageligt spark og cabeçadas (skaller), der bruges i Angola stilen. Benene er det vigtigste af de to. "Rabo de Arraia" er det mest offensive våben. Sparkene er sjældent højere end brysthøjde, mens man i Regional stilen sigter mod hovedet. "Rasteira" er nok den mest brugte form for selvforsvar og bruges hovedsageligt som forsvar, når modstanderen sparker for højt. Et af de vigtigste elementer i Capoeira er de uafbrudte sammenhæng i "Rodaen". En god Angoleiro (én der træne Capoeira Angola) er opmærksom på sin modstanders bevægelser. Blokeringer er ikke noget grundlæggende i Capoeira, kroppens udvigelsesmanøvre er den form for selvforsvar de fleste kan lide, hvis man ikke er tilstede, kan man ikke rammes. Blokeringer anvendes kun, når alt andet er slået fejl.

Det er yderst vigtigt at fastholde det flydende i capoeira. I Capoeira er der en bemærkelsesværdig ubalance. Capoeiristerne ved, at det flydende i kampen på et eller andet tidspunkt vil blive brudt. Det flydende bliver brudt af udøverne selv, når de ved, de kan lave et angreb uden selv at komme til skade.

Den mest kendte mester i Capoeira Angola er uden tvivl Mestre Pastinha. Han åbnede sin første skole i 1941 i Largo de Pelourinho i Salvador, Bahia. Mestre Pastinha var fast besuttet på at holde liv i Capoeira Angola.

 
Capoeira regional

Mestre Bimba

Mestre Bimba, grundlæggeren af Capoeira Regional, blev født den. 23. november 1899. Gennem hele sin barndom trænede han sammen med sin far en kampstil, der hed Batuque.

Da han var 12 år gammel, stiftede han bekendtskab med Capoeira og den blev sidenhen en del af hans liv. Hans mester arbejde som kaptajn på et skib, der sejlede op langs kysten til Salvador. Bimba blev undervist i den angolanske form for Capoeira og begyndte at undervise Capoeira de Angola i 1918.

Efter mange år tilegnet træning og efterforskning, begyndte han at undervise en blanding Capoeira de Angola og Batuque. Den nye form for Capoeira omfattede nogle systematiske træningsmetoder, der blev opfundet gennem opfindelsen af angrebs- og selvforsvarssekvenser.

Disse sekvenser blev kendt som "Sequence de Bimba" og "Cintura Desprezada". Mestre Bimba indførte også et gradueringssystem. Hans oprindelige gradueringssystem gjorde, at udøverne bar farvede tørklæder omkring halsen i stedet for omkring  livet, som det er i dag.

Mestre Bimbas Capoeira stil fik sit navn fra hans egen skole "Det Regionale Fysiske og Kulturelle Center", forkortet som Capoeira Regional. I 1932 åbnede han den første Capoeira Regional skole. I 1937 modtog skolen officielle anderkendelser. Fra da af var undervisningen begrænset til at foregå i de godkendte klubber og skoler.

I 1936 udfordrede Mestre Bimba åbent alle uanset stilart, for at fremme sin nye Capoeira stil. Mester Gato har sagt: "Mestre Bimba var en kriger, med en krigers tankegang". Mestre Bimba var ubesejret helt frem til sin død.

P.gr.a. den omtale hans stil fik, blev den hurtigt spredt ud over hele Brasilien. I 1953 blev Mestre Bimba inviteret til Præsidentpaladset, hvor præsident Gertuho Vargas erklærede Capoeira for at være den brasilianske nationalsport og kampsystem. Capoeira Regional er teknisk set en tilpasset udgave af Capoeira de Angola. Mestre Bimba tilpassede dette system ved at tilføje nogle nye teknikker så som "Galopante" (slag med hul hånd). Mestre Bimba tilføjede også sine egne spark, så som "Martelo" (cirkelspark).

Nogle af de angolanske teknikker blev tilpasset den Regionale stil og navnene på teknikkerne blev også ændret. F.eks. blev "Rabo de Arrata" fra den angolanske stil ændret til "Meia Lua de Compasso" i den Regionale stil. Ikke nok med, at Mestre Bimba ændrede navnene, så tilføjede han også flyvende og roterende variationer.

Hvis ikke Mestre Bimba havde indført en strukturel undervisningsmetode, ville Capoeira nok været uddød lige som tilfældet var med Batuque. Capoeira trænes og undervises nu overalt i verden. Indførelsen af Capoeira Regional ville havde sikret Mestre Bimba en plads blandt de legendariske personligheder i Capoeira. Mestre Bimba var ikke kun stifteren af Capoeira Regional, han var også en udemærket sanger og slagtøjspiller. Han opfandt flere "toques" (rytmer) til berimbauen, så som "Sao Bento de Regional, Amazonas og Iuna"

Baggrundsmaterialet for denne artikel er taget fra bogen "Capoeira  ~ Martial Art of Brazil" skrevet af Lloyd Howell. Billederne er venligst udlånt af Capoeira gruppen Quilombo Do Norte  v./ Jacob Sucksdorf www.ginga.dk

Tilbage til indhold

Åndelig vækst

Af Dr. Yang Jwing-Ming
Oversat af Knud Erik Andersen

Yang Jwing-Ming

Åndelig vækst er det ultimative mål i éns liv. En af metoderne til at opnå dette er gennem selvdisciplin. Éns underbevidsthed, der er knyttet til éns spirituelle tilværelse, tilskynder én hele tiden til at nå dette mål, hvilket giver én skyldføelse, når man kommer på afveje eller bliver doven. Denne skyldføelse stimulere éns bevidsthed og til sidst lære man, hvordan man disciplinere sig selv og overvinder sin dovenskab. Den åndelige vækst deles normalt op i fire trin: Selverkendelse, opmærksomhed, overvågenhed og til sidst åndelig vækst (eller løsrivelse fra de føelsesmæssige trældom).

For at kunne opnå dette, skal man først have en stærk vilje og være villig til at stå overfor denne udfordring. Den første store forhindring, man skal overvinde, for at opnå åndelig dyrkning, er dovenskab. Jeg kan huske, min Hvide Trane mester engang sagde til mig: "Din største fjende er dig selv. Hvis du kan overvinde dig selv, kan du overvinde hele verdenen". Dette antyder vanskeligheden i denne selverkendelses proces. Vi sætter os af og til alt for store mål, og for det meste fejler man p.gr.a. dovenskab. 

Personligt har jeg prøvet at følge et arbejdsskema siden jeg var 16 år gammel. Men til sidst blev mine mål sat efter min fantasi i stedet for efter virkeligheden, p.gr.a. manglende

selverkendelse. Selvfølgelig kunne denne fantasi ikke opfyldes og mine mål ikke opnåes. Hver gang jeg fejlede, hadede jeg mig selv og havde medlidenhed med mig selv. Til sidst indså jeg, det var målene, jeg havde sat mig, der var umulige at opnå for et almindeligt menneske. Jeg lærte at ændre på mit skema, så det blev mere realistisk, baseret på mine muligheder. Selv med et sådant skema, lykkedes det mig ikke altid at følge den. Det var svært at have et skema, som jeg kunne følge 100%. Men hver gang jeg fejlede, blev jeg mere ydmyg. Langsomt var jeg begyndt at vågne. At lære at forstå Livet er ikke nemt.

Nu efter så mange år, har jeg to regler - at presse mig selv så meget som muligt for at kunne opnå mine mål og at kunne trøste mig selv, hvis jeg skulle fejle, eller gå hen og tabe modet og blive ked af det. Det ene er Yang og det andet er Yin. Fra denne proces har jeg ganske langsomt fået forståelse for meningen med livet: Jeg bliver ved med at udfordre mig selv.

Dr. Yang har beskæftiget sig med kinesisk kungfu siden 1961 og har mere end 30 års undervisningserfaring. Dr. Yang har udgivet mere end 25 bøger og 28 videobånd om Kampkunst og Qigong. For øjeblikket er han formand for Yang's Oriental Arts Association, Boston, MA., USA.

Denne artikel er taget og oversat med tilladelse fra artikeln "Growth", af Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 49 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

With permission, this content is a direct translation of "Growth", by Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 49 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

 Tilbage til indhold

Nu er det på tide at vågne op

Af Dr. Yang Jwing-Ming
Oversat af Knud Erik Andersen

Shaolin

Hvis du træner kinesisk kampkunst, er jeg sikker på, du har lagt mærke til de mange underlige ting, der er sket indenfor de kinesiske kampsystemer i vesten de sidste 30 år. Nogen af Jer har måske lagt mærke til dem og sagt: "Og hvad så?" Nogle af Jer er måske rystet over det, men føler ikke, I kan gøre noget ved det. Hvis du er en entusiastisk kinesisk kamkunstudøver , så læs denne artikel meget nøje og tænk over det, der står i den. Det er VORES fremtid og ansvar. Det er os, der skal ændre de dårlige tilbøjeligheder. Hvis vi ikke gør det, så er det os, der bliver årsagen til den kinesiske kampkunst historie i den vestlige verden.

Hvis du nogensinde har set en Kung Fu konkurrence, har du så lagt mærke til, hvor dygtige de fleste er til deres forme, men når de skal kæmpe, kæmper de som karateudøvere? Selv hvis man overværer åbne mesterskaber, vil de, der bærer Kung Fu dragter lave karate. Det kan virke som om, der ingen forskel er på karate og Kung Fu. Nu kan man så stille spørgsmålet: "Kan Kung Fu bruges i kamp og er teknikkerne anvendelige?" Hvis Kung Fu udøver mener deres stil, er OK, hvorfor ændres Kung Fu så pludselig til karate? Kan du forstå det?

Hvis man ser tilbage gennem historien på de orientalske kulturer, vil man se at mere end 60% har deres oprindelse i Kina. Kina blev anset for at være "Midtpunktet" i Asien. Kina bliver kaldt for "Jong Kuo", hvilket betyder "Riget i midten". F.eks. er det koreanske og japanske alfabet mere end 50% kinesisk. Det er på samme måde med kampkunst. Mange japanske og koreanske kampsystemer har sporet deres rødder tilbage til Kina. Med en historisk baggrund som denne, virker det da ikke underligt, at de fleste fra vesten tror, at Kung Fu er en form for karate og burde være at finde i de gule sider under "Karate"? Har du det ikke dårligt med, at folk tror, det du har brugt så mange år på at træne, er karate? Synes du ikke, det er underligt, at mange Kung Fu skoler bruger det samme gradueringssystem, som man bruger i karate?

Hvorfor er der flere amerikanske udgaver af Kung Fu - lige som der er amerikanske udgaver af kinesisk mad - end der er traditionelle? Hvordan kan det være, de bliver ved med at tjene penge på at vildlede uskyldige ofre? Hvorfor er der ikke flere traditionelle skoler? Hvor og hvordan opstod disse stile? For det meste er de en blanding af Kung Fu og karate spark. Desværre fastholder de ikke det vigtige fra nogle af stilene.

Kung Fu betyder "tid til energi". Træning, der kræver masser af tålmodighed, energi og tid til at træne er Kung Fu. I Kung Fu er der både et fysisk og et mentalt aspekt. Men desærre er det noget, der er tilsidesat i de moderne udgaver af Kung Fu. Det er blevet vigtigere at tjene penge end at opnå selvdisciplin. Penge har fået første prioritet både, hvad angår træning og undervisning. Hvordan kan man finde en sand mester og opbygge et forhold, som ikke bliver påvirket af "penge".

Hvordan kan det være, at blade, der påstår, de har kendskab til "Kernen i" Kung Fu eller fremviser "Ægte" Kung Fu, bliver ved med at udgive artikler om amerikanske Kung Fu stile eller andre mærkelige stile? Ikke nok med de udgiver de forkerte ting, men de benægter samtidigt de traditionelle Kung Fu stilarter og giver dem ikke den erkendelse, de har fortjent. Et blads ansvar MÅ være at fremme de sande stilarter og at vise folk den rette vej. Desværre er mange af bladene snæversynet og ser kun på, hvor mange blade de får solgt. De forstår ikke, de forgifter stilarternes rødder og ødelægger det, der kunne få dem til at overleve. Det værste er, når de skal vælge en artikel, tages der hensyn til om den vil sælge. De tænker kun på kolde kontanter og gider ikke engang at spilde tiden med at se efter om, det der står i artiklerne nu også er sande. De får uskyldige læsere til at få falske forhåbninger og forstærker misforståelserne som offentligheden har om kinesisk Kung Fu.

For at gøre indtryk på folk og få flere elever og penge, er der flere mestre, der er villige til at påføre sig en tung maske og fremvise fantastiske evner, som kun kan udføres med deres egne elever. Disse fidusmagere formere sig som fluer og det bliver være og være. Hvor længe kan dette blive ved og hvordan vil deres rygte være, når de bliver afløret? Men vigtigst af alt, hvordan vil dette pårvirke de kinesiske stilarter som helhed? Det er ikke underligt, der er så mange karateudøvere, der spottende, siger Kung Fu er fup og fidus. Hvad mener du om det?

For at kunne forstå, hvordan alle disse underlige ting opstod, bliver vi nød til at analysere fortiden og spore deres oprindelse.

Hvordan skete det?

Den værste indflydelse har nok været Bruce Lees film. Hvis man ser på Bruce Lees baggrund, kan man se han trænede Wing Chun i nogle få år, før han rejste til USA. I Kina er Wing Chun kun en lille del af White Crane. Da han var kommet til USA, begyndte han at blande den Kung Fu han havde lært med nogle sparkteknikker. Det han lavede, var en form for modificeret Kung Fu og selv det Kung Fu han havde lært, var kun en lille del af denne stil. Det kampkunst han viste i sine film repræsenterede naturligvis ikke kinesisk kampkunst. På den anden side kan man ikke benægte, at markedet for kinesisk kampkunst eksploderede p.gr.a. disse film, man kan heller ikke se bort fra, han vildledte publikum ved at give dem det forkerte indtryk af kinesisk Kung Fu. Jeg prøver ikke på at sige, at Bruce Lees film ikke er underholdende, men jeg føler folk i vesten er blevet hjernevasket af hans film, selv om man helt sikkert kan sige, dette ikke var hans mening.

En anden grund er, at de fleste blade om kampkunst ejes af forretningsmænd, der har meget lidt kendskab til kinesisk kampkunst. Deres motivation er at tjene penge, ikke at fremme ægte kinesisk kampkunst. Det var p.gr.a. dette, at alt omkring Bruce Lee blev bygget op for at gøre ham til en helt og gøre hans stil berømt. Så længe de kunne tjene penge, var 

de villige til at vildlede publikum og fremme den amerikanske form for Kung Fu. Desværre er det uskyldige publikum blevet hjernevasket.

P.gr.a. den før omtalte indflydelse og igen p.gr.a. behovet for at tjene penge, begyndte mange traditionelle mestre at kæmpe som Bruce Lee, selv om de stadig trænede traditionelt. Årsagen til dette er naturligvis, at der aldrig har været en godkendt organisation, der kunne tilbyde stævner
med realistiske regler, som kunne tilgodese alle de kinesiske 
kampstile. Hvis elevernes ønske om at kæmpe skulle tilfredsstilles, blev de nød til at deltage i karatestævnerne, hvor de modvilligt, måtte bukke. P.gr.a. dette støttede de fleste mestre direkte eller indirekte disse karatestævner samtidigt med, at de benægtede deres egen stil. De ved det ikke, men de ødelægger dem selv.

Som nævnt i forgående afsnit er et af de største problemer nok, at der aldrig har været en organisation, som kunne udfærdige regler og evne at sørge for gode dommere. Mange kinesiske kampkunstudøvere mener det er umuligt, at lave regler, der kan tilgodese så mange forskellige stilarter. Derfor er de nød til at følge karate reglerne, som er set ud fra karate træningen. I karate turneringerne er det vigtigt at samle points, disse gives kun for angreb. Der gives aldrig points for gode blokeringer og et godt forsvar. Dette skyldes, at der i karate lægges mere vægt på angreb end forsvar. P.gr.a. disse regler siges det indirekte, at angreb er vigtigere end forsvar. Så længe du slår din modstander ihjel, behøver du ikke bekymre dig om, du bliver slået ihjel.

Et andet eksempel er, at det er forbudt at sparke mod skridtet og lave fodfejninger, fordi der er mange høje spark i karate og det er netop fodfejninger og spark mod skridtet, der bruges mod høje spark. Ikke nok med det. Det er også forbudt at slå mod ansigtet og i ryggen. Det har altid undret mig, hvordan disse regler kan bruges til at træne en kæmper til at slås på gaden. Folk på gaden sparker altid mod skridtet, slår i ansigtet og endda i ryggen. Sig mig ærligt, skal Kung Fu også kæmpe efter disse karate regler?

Nu da vi ved, hvordan det skete og hvad vi har gjort forkert, lad os da finde ud af, hvad der skal til for at få os ind på rette kurs.

Hvordan finder vi den rette vej?

Hold op med at kritisere og give hinanden skylden. Saml alle de kinesiske kampstile, sæt Jer ned og tal sammen med et åbent sind og find frem til nogle brugbare regler. Mange udøvere er afhængige af reglerne, som stadig er på forsøgstadiet i Kina eller på Taiwan. Selvfølgelig skal vi overveje deres regler, men det er ikke ensbetydende med, de er de bedste. Hvis de er de bedste, hvorfor har de så ændret dem de sidste 20 år? Der er ikke nogen, der kan benægte, at det tager tid at lave nogle brugbare regler og at det kræver megen eksperimenteren. Vi får brug for meget mere eksperimenteren og tålmodighed. Vi skal ikke give efter for de forhindringer og vanskeligheder, der ligger foran os. Forhindringerne skal fjernes og vanskelighederne skal overvindes. Jeg tror på, så længe vi arbejder sammen med et åbent sind, vil vi nå frem til en god løsning.

Afvis og afskræk de amerikanske udgaver af Kung Fu. Tilbyd dem at slutte sig til og hjælp dem med at finde den rette vej. Lad dem vide, de kun har en fremtid, hvis de tilslutter sig og retter deres nuværende vej.

Tving alle blade, der skriver om kinesisk kampkunst, til at forbedre kvaliteten af indholdet i deres blade og kun dække ægte Kung Fu. Redaktørere, der ikke har kendskab til Kung Fu, burde ikke være redaktørere af blade, der skriver om Kung Fu. Man giver ikke en bil til én, der ikke ved, hvordan man skal køre den, vel?

Deltag og opfordre dine elever til at deltage i turneringer. Deltag med åbent sind og giv udtryk for din mening. Hvis du er enig med mig, så kom op af stolen og gør noget.

Lad være med at lære dine elever at slås, som man gør i karate. Uanset hvilken Kung Fu stil, du underviser, så er det disse evner, du skal lære dine elever at bruge i kamp. Hvis man kæmper efter de regler, der er lavet til karate turneringerne, så vil de ødelægge det grundlæggende i træningen og du vil gå tabt af det egentlige formål med den defensive Kung Fu træning.

Nu spørger du nok: "Hvordan kan vi rette op på dette rod?" At snakke om det med et åbent sind, vil selvfølgelig fremkomme med mange muligheder, men her og nu vil jeg gerne komme med nogle få måder, hvorpå vi kan realisere vores drøm.

Hvad skal vi gøre?

Det sværeste er at finde kvalificerede dommere. Dette vil især være svært i opstartsfasen af denne forening. I begyndelsen skal man benytte sig af, for at vinde over konkurrenterne, anderkendte mestre, der har vist deres kunnen enten på skrift eller via demonstrationer. Senere burde det være muligt for dem, der ved turneringer eller demonstrationer har vist deres kunnen, at blive inviteret til at sidde i dommerpanelet. De mestre, der skulle have lyst til at sidde i et sådant dommerpanel, burde ikke tøve for at vise deres evner og opnå anderkendelse. Kommende dommere bør interviewes af en dommerkomite, som skulle give deres stemmer efter ansøgernes kvalifikationer.

For at lede kæmperne i den rigtige retning, bør det kun være tilladt at bruge Kung Fu teknikker de første 5-6 år i turneringerne. Dommerne bør vurdere naturligheden i teknikkerne, rootingen og strategierne i kampen fra de forskellige stilarter i stedet for at tælle points. Det offensive er lige så vigtigt som de defensive. F.eks. lægges der vægt på i alle spark uanset stilart, at der er slået "Rod" i det ben, der er plantet på jorden. Hvis hælen er løftet, må man betragte, at sparket har mistet sin rod og trækker fra. Det er naturligvis vigtigt, at det i begyndelsen kun er kvalificerede og kyndige dommere, der dømmer. I fremtiden, når først reglerne er kommet på plads og der er flere kvalificerede dommere, så vil alt blive meget lettere.

Dr. Yang har beskæftiget sig med kinesisk kungfu siden 1961 og har mere end 30 års undervisningserfaring. Dr. Yang har udgivet mere end 25 bøger og 28 videobånd om Kampkunst og Qigong. For øjeblikket er han formand for Yang's Oriental Arts Association, Boston, MA., USA.

Denne artikel er taget og oversat med tilladelse fra artikeln "It's Time", af Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 11 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

With permission, this content is a direct translation of "It's Time", by Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 11 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com

 Tilbage til indhold

En klog mand træffer sine egne beslutninger.
En uvidende mand følger den offentlige mening.