online
© 2001
Nr. 36 September 2003
|
|
||
|
Der er nogen, der har meget, nogen har lidt, andre igen har slet ingenting. Alligevel er alle ens. De er til tider kede af det og andre gange glade. De, der har lidt eller ingenting, bliver glade bare de får noget at spise. Ser man på, de der bor i Asien, er der mange, som har meget lidt, alligevel har de de varmeste smil. Der er mange Tai Chi udøvere, der stadig tror, at jo flere stile eller forme de lære, vil det hjælpe dem med at mestre Tai Chi, men dette mener, jeg er en misforståelse. Hvis man f.eks. træner Yang, Chen og Wu stilene, især de nye konkurrenceforme, selv om principperne burde være de samme, er der mange grundlæggende ting, der adskiller sig. Stillingerne og kropsbevægelserne er forskellige og det er svært at være præcis i dem alle. I Yang Stilen, som Tung familien underviser, er der mange forskellige forme, der trænes og i hver form arbejdes der med forskellige energier, så det er vigtigt at lære det meste, hvis ikke det hele, men jeg synes allerede det, er ved at være for meget. Det grundlæggende er trods alt ensartet gennem alle formene, hvilket gør det nemmere. Der er nogle, der har kendskab til hundrevis af forme. Jeg mener, det kun er for bedre at kunne sælge sig selv. Træner de virkelig alle disse forme jævntlig? Man skal træne den langsomme form mindst 15 gange om ugen og de kortere forme som Familie Stil mindst 30 gange om ugen, så vil man måske blive god om ca. 10 til 20 år. For virkelig at forstå Tai Chi, er der kun to ting man behøver at vide - Yin og Yang. For at være god til Tai Chi, behøver man kun at have kendskab til få forme, træn det der er indeholdt i disse forme.
I de næste par nummre af Tai Chi Nyt Online vil
der blive beskrevet andre stilarter så som Aikido,
Løvedans, Capoeira, Xingi og Bagua.
|
||
|
Kong Hsüan af Ch'u spurgte sine ministre: "Jeg hører,
at folkene i det nordlige er bange for Hao Hsisü. Er det sandt?" |
|
Af Knud Erik Andersen |
|
|
Morihei Ueshiba (1883-1969). Skriver man om Aikido, bliver man også nød til at skrive om grundlæggeren Morihei Ueshiba. Han blev den. 14. december 1883 født ind i en landbrugsfamilie i Wakayama i dag kendt som Tanabe. Han var den eneste søn ud af fem børn. Fra sin far Yoroku arvede han en samurais beslutsomhed og interessen for offentlige anlæggender, fra sin mor arvede han interessen for religion, digte og kunst. Ueshiba var meget svag og ofte syg som barn, hvilket var grunden til han foretrak at være indendørs for at læse en bog i stedet for at lege udenfor. Han elskede at høre legenderne om mirakelmagerne "En no Gyoja" og "Kobo Daishi", og han var facineret af de eksotiske buddhistiske ritualer. Han overvejede rent faktisk på et tidspunkt at blive buddhistisk præst. Ueshibas far - Yoroki -fortalte historien om Kichiemon - Ueshibas bedstefar - som skulle være en af datidens bedste samuraier, for at begrænse Ueshibas dagdrømmeri. Yoroki opfordrede ham til at træne sumobrydning og svømning. Ueshiba blev stærkere og indså til sidst nødvendigheden for at være stærk efter hans far blev overfaldet af en flok bøller, som var blevet betalt af en rivaliserende politiker. Han nød sin træning af jujutsu og sværdkamp. Men skæbnen ville, at han fik et slemt tilfælde af Beri-Beri, så han blev nød til at rejse hjem, hvor han senere giftede sig med Itogawa Hatsu. Da han var kommet til kræfter under den japansk-russiske krig, besluttede han sig for at melde sig til militæret. Da han ikke var høj nok, blev han ikke optaget. Han blev så gal, at han straks tog ud i skoven, hvor han hængte sig i armene fra træerne for i et desperat forsøg på at strække kroppen ud. Næste gang blev han optaget og blev infanterist i 1903. Hans overordnede blev meget betaget af ham og indstillede ham til Militærakademiet, men af ukendte årsager sagde han nej og trak sig tilbage. Ueshiba rejste hjem til gården. Han var ivrig efter at fortsætte sin fysiske træning efter opholdet i militæret, hvor han fik optrænet en stærk krop. Hans far byggede en dojo på gården og bad den kendte jujutsu instruktør Takaki Kiyoichi om at undervise Ueshiba. Den unge Ueshiba blev stærkere og fandt ud af, han havde opnået store færdigheder. Det var i denne periode, han blev interesseret i politik. I 1902 da han var 29 år gammel, flyttede han og familien ud i Hokkaidos ødemark. Efter nogle få år med modgang, begyndte landsbyen at blomstre. Ueshiba var blevet meget muskuløs og hans styrke i armene var legendariske. Det var mens han boede på Hokkaido, han mødte Sokaku Takeda grandmaster i Daito-ryu Aiki Jutsu. Efter dette møde indså Ueshiba, han intet kunne stille op mod Takeda, og smed alt fra sig og begyndte at træne. Da der var gået en måned, vendte han tilbage til Shirataki, hvor han byggede en dojo og bad Takeda om at bo der, hvilket han sagde ja til. Da han hørte, hans far var alvorligt syg, solgte han al sin ejendom og forærede Takeda dojoen. Han ville aldrig vende tilbage til Hokkaido. På sin rejse hjem stoppede han uden grund i Ayabe, hovedsædet for den nye religion Omoto-kyo. Her mødte han mester Deguchi Onisaburo. Da han blev begejstret for Ayabe og Deguchi, blev han yderligere tre dage og da han kom hjem, viste det sig, han var blevet væk for længe. Hans far var død. Ueshiba tog meget alvorligt på sin fars død. Han besluttede sig for at sælge familiens jord og rejste til Ayabe for at studere Omoto-kyo. Gennem de følgende seks år studerede han hos Deguchi, underviste Budo og var chef for det lokale brandvæsen.
Deguchi, der var pacifist, var fortaler for ikke-voldlig modstand og
universal afvæbning. Han skulle havde sagt: "Oprustning og
krig er de metoder godsejere og kapitalister benytter sig af for at
tjene penge på de fattiges bekostning". Det er
fascinerende, hvordan en sådan mand, kunne komme så
tæt på en kampkunstudøver som Ueshiba. Hvor end er
så tog det ikke lang tid før Deguchi indså at
formålet med Ueshibas liv, var at undervise den sande mening
med Budo: en ende på al kamp og strid. I de efterfølgende år var der mange, der søgte Ueshibas undervisning, blandt dem var Tomiki Kenji, som sidenhen lavede sin egen Aikidostil, og den berømte admiral Takeshita. I 1927 opfordrede Deguchi Ueshiba til at forlade Omoto-kyo for at finde sin egen vej. Hvilket han gjorde og flyttede til Tokyo. Ueshibas berømmelse var efterhånden blevet så stor, at han byggede en formel dojo i Tokyo. Mens byggeriet stod på, fik han besøg af højt graduerede instruktører fra andre stilarter. Blandt disse var bl.a. Kano Jiggoro, grundlæggeren af judo. De blev så imponerede, at de opfordrede deres egne elever til at blive elever hos Ueshiba. I 1931 var Kobukan færdigbygget. En forening blev stiftet i 1932 med Ueshiba som Chefinstruktør. Det var på dette tidspunkt, at elever som Shioda Gozo, Shirata Rinjiro bl.a. kom til dojoen. Helt op til starten af 2. Verdenskrig, havde Ueshiba meget travlt med at undervise i Kobukan samtidigt med, han afholdte specielklasser for miltæret og politiet. De efterfølgende 10 år blev Ueshiba meget berømt og mange historier om ham dukkede op på skrift. Hans eneste søn - Kisshomaru - skrev mange af Ueshibas handlinger ned. |
I 1942 rejste han tilbage til landet. Ueshiba sagde tit "Budo og landbrug er et". Krigen havde tømt Kobukan og han blev træt af livet i byen. Han overlod driften af Kobukan til sin søn og rejste til landsbyen Iwarma. Her byggede han en udendørs dojo og den berømte Aiki Helligdom. Iwama anses for at være fødestedet for den moderne Aikido "Vejen til Harmoni". Før han flyttede, blev hans stil kaldt for Aikijutsu, derefter Aiki-Budo, hvor det primært var en kampstil mere end en spirituel sti. Fra 1942, hvor navnet Aikido formelt blev brugt, til 1952, forenede Ueshiba teknikkerne og fuldendte filosofien i Aikido. Efter krigen voksede interessen for Aikido hurtigt i Kobukan - nu kaldet Hombu Dojo - under ledelse af Kisshomaru Ueshiba. Morihei Ueshiba var nu kendt som Osensei eller Stormester, Mesteren af Aikido. Han havde også modtaget mange æresbevisninger fra den japanske regering. Lige op til sin død, forfinede og forbedrede Osensei sin stil, uden aldrig at vige for hård træning. I det tidlige forår i 1969 blev Osensei syg og fortalte sin søn Kisshomaru "Gud kalder på mig....." Eftert eget ønske blev han bragt hjem, så han kunne være i nærheden af sin dojo. Den. 15. april blev hans tilstand forværet. Da hans elever havde sagt deres sidste farvel, gav han de sidste instrukser. "Aikido er for hele Verden. Træn ikke af egoistiske grunde, men for alle overalt på kloden". Tidligt om morgenen den. 26. april 1969 tog den 86 år gamle Osensei sin søns hånd, smilte og sagde: "Nu er det op til dig", hvorefter han døde. To måneder efter døde hans kone Hatsu 67 år gammel. Osenseis aske blev begravet i familiens tempel i Tanabe. Hvert år bliver der holdt en mindegudstjeneste den. 26. april i Aiki Helligdommen i Iwama. Hvad er Aikido?
Aikido har mange lighedspunkter med Tai Chi. Grundprincippet i Aikido
er at opnå harmoni mellem krop og sind, det samme gør
man i Tai Chi. Ordet Aikido betyder rent faktisk: "metoden eller
vejen [do] til at finde koordination eller harmoni [ai]
af den Mentale energi eller Ånd [ki]". I Aikido
arbejder man med en Indre Energi ki. I Tai Chi kalder vi det qi.
I Aikido bevæger man sig udfra et punkt kaldet hara,
placeret ca. 3 cm. under navlen midt inde i kroppen, i Tai Chi hedder
dette punkt Dan Tian. I Aikido arbejder man udfra princippet om at
arbejde i cirkler, det gør man også i Tai Chi. I Aikido
findes der intet angreb, kun forsvar, det samme gælder for Tai
Chi. Det er derfor man siger, hvis to Tai Chi mestre stod overfor
hinanden, ville der ikke blive nogen kamp, fordi de begge ville vente
på en kraft, de kunne ydnytte, det samme gør sig
gældende overfor to Aikido udøvere. Selvforsvar i Aikido
Som selvforsvarssystem erkender Aikido, at et individ, der bliver
angrebet af et andet, har ret til at forsvarer sig selv mod denne. |
Ja,
hvad er Aikido? De fleste kender det nok fra film og TV. Hvem har
ikke set 
Det
er facinerende at se, hvordan en enkelt person på elegant vis
kan "lege" med en eller flere modstandere og hvis man ikke
vidste bedre, ville man sige, det var fup. Jeg har engang set et
filmklip af grundlæggeren Morihei Ueshiba (1883-1969) i en
alder af 86 år, kaste rundt med modstandere, meget yngre
og tungere end han selv, som var de fluer. Man skal huske, Ueshiba
var en meget lille mand.
|
Hvis mennesker ikke tager hensyn til hinanden, hvad adskiller dem så fra dyrene? Kung-Fu-Tse |
|
Af Dr. Yang Jwing-Ming |
|
|
I Kina i Han dynastiet for ca. 2000 år siden, var der en gammel landmand, som hed Chen Yin. Gennem mange år arbejdede han sammen med sin søn meget hårdt på deres få hektar jord og ganske langsomt blev de nogenlunde rige. Men gamle Chen Yin var ikke tilfreds. Han fortrød altid, at han aldrig havde kendt nogen fra de højere kredse. En eftermiddag midt under en kraftig tordenbyge, vaskede Chens svigerdatter grønsager, som hun havde plukket i haven nær ved flodebreden. Hun så en lille båd, der lå for anker ved et piletræ ikke langt fra, hvor hun sad. I båden sad en embedsmand, som bar en meget smuk embedskappe, som desværre var drivende våd. Hans to tjenere var også drivvåde. Færgemanden, som var en gammel ven af familien fortalte, at passageren hed Chen Yin, ligesom hendes svigerfar, og han havde en meget vigtig stilling i regeringen. Da hun kom hjem, fortalte hun svigerfaren om det sammentræf, at han og den velklædte embedsmand, havde det samme navn. Gamle Hr. Chen tog en paraply og skyndte sig ned til båden. Han sagde til embedsmanden: "Hvilken storm! Kunne De ikke havde lyst til at søge ly i min beskedne bolig, deres velbårenhed?" Da embedsmanden var sulten og træt, tog han mod tilbudet. Der blev lavet dejlig varm te. Da embedsmanden blev bekendt med, at han selv og værten, havde det samme navn, blev han meget glad. De drak vin og snakkede om deres forfædre, som var de i familie med hinanden. Gamle Hr. Chen gav besked om, der skulle laves en banket. Derefter tog han embedsmanden i hånden og førte ham ud på verandaen, hvor han sagde: "Jeg kan ikke klage over, hvor godt vi har det her i landsbyen. Der er mange hektar jord, hvor jeg høster ingefær, taro og sukkerrør. Der er også mange fiskedamme, morbærtræer og urtehaver, mange forskellige urter bliver dyrket i skyggen af morbærtræerne". Gamle Hr. Chen tog embedsmanden til den anden side af huset for at vise ham noget mere, i et forsøg på at gøre indtryk på ham. Han viste ham ti høje bygninger. "Det er kornmagasiner", sagde han, "og det er staldene til okserne, fårene og til svinene. Til venstre kan De se de huse, hvor forpagterne bor, samt de huse vi lejer ud". Embedsmanden nikkede, mens hans sind blev forblændet og hans øjne grådige. Der blev kaldt til spisning og den bedste vin og delikatesser blev serveret. Gamle Hr. Chen løftede sit glas og sagde: "Denne bryg har lagret i mere end ti år. I dag tilbyder jeg den til min yngre bror". Embedsmanden gengældte skålen og inden længe var de begge fyldt med varme og alkohol". For at gøre indtryk på den gamle mand, begyndte embedsmanden at prale om sine forbindelser i regeringen. "Den og den guvenør er min fars gamle skolekammerat", sagde han. "Den næstkommanderende er min onkel og den og den i regeringen er min bedste ven. Faktisk kender jeg alle af betydning i denne provins og de ville give mig alt jeg måtte ønske mig. Faktisk vil alle, der arbejder med mig aldrig lide nød". Gamle Hr. Chen slugte det hele råt og med dyb respekt. Da de var færdig med at spise, var det holdt op med at regne. Det var ved at blive mørkt og embedsmanden blev nød til at begive sig hjemad, selv om gamle Hr. Chen bad ham blive endnu en nat. Med sorg i sinde så gamle Hr. Chen embedsmanden rejse. Næste morgen tog gamle Hr. Chen sit bedste tøj på, fandt de smukkeste gaver og satte sejl med et par af hans tjenere. Da han kom til byen, besøgte han embedsmanden, som tog mod ham. Fra da af blev deres venskab forseglet. I mange år sendte gamle Hr. Chen embedsmanden friske varer fra landsbyen sammen med konserveret kød. Men det pinte den taknemmelige embedsmanden, at han ikke kunne gøre noget til gengæld for al den gode mad. |
Til sidst fik embedsmanden en ide. Han snakkede med en gammel ven, der var politibetjent. Betjenten aftalte med en bestemt bandit, at han skulle begå en forbrydelse og mistænkeliggøre gamle Hr. Chen. Det varede ikke længe før den gamle mand blev arresteret og smidt i fængsel. Gamle Hr. Chens søn skyndte sig hen til embedsmandens hus for at søge hjælp. "Din far har altid været god mod mig. Jeg vil gøre, hvad der står i min magt for at hjælpe ham", sagde embedsmanden med tårer i øjnene. "Men din far er anklaget for en alvorlig forbrydelse. Han bliver ikke løsladt, bare fordi jeg beder om det. Han har haft forbindelse til nogle slemme forbrydere. Men jeg har et forslag til, hvordan vi kan gribe sagen an" fortsatte embedsmanden. "Jeg vil give alt, jeg ejer bare min far bliver løsladt", sagde sønnen. Embedsmanden fortalte sønnen, hvormange penge han skulle bruge for at bestikke diverse embedsmænd. "Det vil komme til at koste mindst titusind sølvstykker, at bestikke disse embedsmænd". For at skaffe pengene solgte sønnen al deres jord. Han måtte give embedsmanden skødet til jorden, som beslaglagde jorden i navnet på de andre embedsmænd. Han solgte også al deres ejendom og inden året var omme, var de ludfattige. Mens gamle Hr. Chen var fængslet, var han taknemmelig for, hvad embedsmanden gjorde for ham. Endelig blev han løsladt. Men da han kom hjem, gik det op for ham, det eneste der var tilbage, var hans sørgende og ulykkelige familie. Da der var gået nogle dage og gamle Hr. Chen havde raset af, begyndte han at undre sig over, hvorfor en bandit han aldrig havde set, havde ønsket en sådan hævn. Han stegte en kylling og tog noget vin med til fængslet. Han håbede på banditten, ville blive taknemmelig for maden og fortælle ham, hvorfor han havde hævnet sig sådan. "Jeg har ødelagt alt for dig og din familie og alligevel behandler du mig så godt og giver mig mad", sagde banditten. "Jeg kan ikke skjule sandheden længere. Det er din bror, der står bag det hele. Det var ham, der fik betjenten til at arrangere det hele". Langt om længe gik det op for gamle Hr. Chen, hvad der var sket. Han gik hen til embedsmandens hus, men fik af vide, han var ude og rejse og det ville vare længe, før han kom hjem. Da det ikke var muligt for gamle Hr. Chen at komme af med sin vrede, rejste han hjem og gav sin svigerdatter skylden for alt, der var sket. "Det ville aldrig været sket, hvis det ikke havde været for dig", sagde han. "Jeg fortalte kun, at du og embedsmanden havde det samme navn", svarede hun, "Jeg bad dig ikke om at blive venner med ham". Forpint af vrede, forbandte gamle Hr. Chen hende. Det gjorde hende så gal, at hun hængte sig selv. Da hendes mand så, hun havde hængt sig for ingen verdens nytte, hængte han sig selv. Nu da gamle Hr. Chen ikke havde nogen familie, ingen formue, tog han et reb om halsen og hængte sig selv. Nå, mine kære venner, hvad synes I så om denne historie? Synes I det var synd for gamle Hr. Chen, eller ler i af hans dumhed? Faktisk begår mange af os de samme fejl. Vi bliver snydt af vores begær, hvilket kommer fra en falsk følelse af høflighed. F.eks. har vi en tendens til at visse vores venner, hvor rige vi er. Én der virkelig er vis, er tilfreds med de talenter og ejendele han har og lever et liv i ydmyghed og venlighed.
Dr. Yang har beskæftiget sig med kinesisk kungfu siden 1961 og har mere end 30 års undervisningserfaring. Dr. Yang har udgivet mere end 25 bøger og 28 videobånd om Kampkunst og Qigong. For øjeblikket er han formand for Yang's Oriental Arts Association, Boston, MA., USA. Denne artikel er taget og oversat med tilladelse fra artikeln "False Dignity Gets its Reward", by Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 26 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com With permission, this content is a direct translation of "False Dignity Gets its Reward", by Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 26 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com |
|
Af Erle Montaigue |
|
|
Der er så mange mestre og lærere, der prøver at skyde genvej og undgå hårdt arbejde. Den undskyldning de kommer med, lyder ofte således: "Jeg underviser utraditionel kampkunst". Dette er for det meste en undskyldning for ren og skær dovenskab og for at undgå det hårde stykke arbejde, der skal til for at gøre kampkunst til en overlevelseskunst. Prøv se på de virkelig gode utraditionelle kampkunstudøvere, de der virker som om de har fundet deres vej og for lang tid siden har skippet deres traditionelle baggrund. De har normalt trådt deres sko i en traditionel skole. Bruce Lee er et godt eksempel på dette. Der er ingen af hans elever, der overhovedet er kommet i nærheden af hans færdighed eller opfindsomhed. Efter min mening er det kun Danny Inosanto, der er kommet tættest på Bruce Lee, og hans traditionelle baggrund er arnis og der findes intet mere traditionelt end arnis! Larry Hartsell har en traditionel baggrund i brydning. Jeg har set nogel af Bruce Lees første elever, som nu er i halvtredserne, de ser ikke særlig raske ud. De er overvægtige og har en dårlig hudfarve mm. De ser gamle ud. De skriver artikler, hvor de påstår, de stadig kan klare sig mod de bedste med et "One inch punch", men de ser så syge ud! Hvorimod Danny Inosanto stadig ser frisk og rask ud. Jeg er bedøvende ligeglad med, om de stadig i en alder af 55, kan slå hårdt. Hvad der har betydning, er om deres kampstil har givet dem et godt helbred og et godt liv, og om de kan give andre disse nydelser. Det er meningen, en kampkunst er en forening mellem helse og selvforsvar. Vi skal nok helt tilbage til dengang da kampkunst tilhørte én familie og var familiens måde at overleve på. Dengang da man ikke kun sloges mod en person på et værtshus eller kæmpede mod én i en ring med regler, der skulle overholdes, det er ikke kamp, der blev udkæmpet krige. Familiens overhoved, som regel en mand, ville ikke engang vide, om familien ville være der, når han vendte tilbage og familien ville ikke vide, hvornår han vendte tilbage. Sådan var det med Yang familiens Tai Chi i Kina, de var kendt som de mest frygtede kæmpere i hele Kina og alligevel kalder man i dag deres Tai Chi for en dans! I dag har vi selvfølgelig ikke det samme behov for overlevelse som dengang, men stilen forbliver den samme og der er ingen forskel på det indre system for helse og det for selvforsvar, det er den samme energi. Når jeg underviser intensive kurser, ønsker folk, jeg deler det op i to dele, en med helse og en med selvforsvar. Men de, der kun møder op til den ene del, går virkelig glip af noget, fordi den helsemæssige del kan ikke adskilles fra den selvforsvarsmæssige. Sådan var det før i tiden og sådan bør det stadig være. Er hjælp til selvhjælp ikke det vigtigste? Den sande kampkunst er den, der er årsag til, at man overlever de andre. En stil, som kun består af slag og spark er ikke i stand til dette, hvorimod traditionelle stilarter er. Ingen stil? Selvfølgelig havde Bruce Lee en stil. Rent faktisk havde han en del traditionelle stile og Tai Chi var en af dem. Disse var hans grundlag. Det er min opfattelse, at hvis Bruce Lee stadig var i live, ville han bringe sine elever tilbage til sin baggrund og underviste dem, hvordan han lærte ikke, hvad han lærte. Dette er hvad jeg mener om traditionel kampkunst. Om det er karate, Tai Chi, Kungfu, J.K.D (Jeet Kune Do - red.) mm., det grundlæggende ligger i de traditionelle forme og katas i disse stilarter. Det er her, vi lære, hvordan kroppen fungere og hvordan vi kan styre den, hvilket er meget vigtigt, når man skal udvikle en traditionel stil til et overlevelsessystem, der kan bruges på gaden. Man kan ikke tage de traditionelle bevægelser fra formene eller kataerne og fremstå med en fysisk påstand for deres væren, det er ikke derfor, de er der. Prøv at bruge en teknik fra en kata eller form i en slåskamp og du er sikker på at tabe. En god kampkunstudøver underviser ikke teknikker, men nærmere, hvordan man bruger sindet, ved hjælp af fysiske øvelser. De såkaldte utraditionelle udøvere, som aldrig har trænet en traditionel stilart, siger altid det samme: "Vi gider ikke spilde tid på at lære en masse bevægelser, der ingen mening har". De siger også. "Hvorfor lave katas i stedet for at lave teknikker fra formene med en partner". I dette tilfælde har den utraditionelle udøver fuldstændigt misforstået meningen med kata. Man laver ikke katas for at lære teknikker! Men for at lære indre sind/krops bevægelser. Det har intet at gøre med at lære tekniker, Hvis man ikke er med i sindet, så lære man det aldrig, det indre arbejde opnåes ikke gennem angreb/selvforsvars øvelser med en partner. Evnerne til at overleve komer først meget senere, når vi får kendskab til tilstandene: 'Et tomt Sind, Ørne drømmesyn, Krybdyrshjerne og fa-jing'. Her gør man brug af éns egen naturlige bevægelser, forskellig for individ til individ. Det mest naturlige forsvar mod et simpelt angreb forfra, kan for mange være at føre hænderne op foran ansigtet. Denne bevægelse laver vi om til et frygteligt fa-jing/dim-mak angreb og til sidst, vil denne bevægelse, hvilket på et tidspunkt var det mest naturlige gå hen og blive en ren refleks mod alle fremtidige frontale angreb med en hånd. Hvis man ikke har det grundlæggende, har man intet! De traditionelle forme og katas er det grundlæggende, det er dem, der lære én at bevæge sig. Det er ikke så meget det, at man lære dybe stillinger og bevægelser, der er overdrevent, så man kan bruge dem i kamp. Det er langt fra derfor, man træner disse katas, som kræver megen disciplin, så man kan undgå at bruge dem, når der står knosuppe på menuen. Hvis man ser en utraditionel kampkunstudøver i et alvorligt slags- |
mål, som bare slår modstanderen ud og går sin vej, så har han lavet det grundlæggende. Men ser man en udøver, stille sig i en eller anden form for "klar" stilling f.eks. en dyb stilling og som bliver slået ud, da er dette en traditionel udøver, der aldrig er kommet længere end til det grundlæggende. Efterhånden som vores overlevelsesevner bliver bedre og bedre, bliver man tilbøjelig til kun at bruge nogle enkelt godt gennemprøvede teknikker i stedet for at bruge en masse komplicerede. Men det er vores mangeårige baggrund i den traditionelle stil, der giver os denne mulighed. I det virkelige liv og her mener jeg ikke et værtshusslagsmål, kan en dårlig timing være forskellen mellem sejr og nederlag, måske endda mellem liv og død. Det vil sige, selv om vi træner forme og katas hver dag, lære det os ikke at slås ved hjælp af disse, det lære os nærmere at overleve ved at bruge nogle simple teknikker, mens man altid sørger for at der er balance mellem hænder og fødder. På den anden side er der dem, der deltager i et par timer i den lokale karate eller kungfu skole og praler med de kan bare det hele. Så er der den anden side af medaljen dem, hvoraf nogle har trænet i mere end 30 år, som ikke kender stilen, fordi de ikke har formået at omdanne deres stil til en overlevelseskunst. En kampkunstudøver vil altid være god til gadekamp, men kun hvis han har udviklet sig til et højere niveau af forståelse for overlevelse og er helt på det klare med, at alverdens katas og forme ikke er nok til at gøre ham til en god kæmper. Han skal lære at slås, samtidigt med han lære sin kampstil. På den anden side vil man heller aldrig lære overlevelse, hvis man kun har læst et par bøger, gået til undervisning et par timer og set et par Bruce Lee film. Det er den traditionelle kampkunst, der lære os det psykologiske i en kamp. Forskellen mellem at vinde og tabe er 50% sind og 50% krop. Hvis man ikke har fuldstændig kontrol over sin krop og sind, vil man aldrig vinde. Kontrollen får man ikke ved at se et par Jean Claude Van Damme film eller ved at lære et par hurtige slag og spark. Man skal lave et stykke arbejde, der er relevant i forhold til de overlevelsesevner, man ønsker at skærpe. Prøv se på, hvad der sker i en kamp. Hvis man skrue ned for tempoet, ville man kunne se, hvad der sker med hænderne og fødderne. Hvis man ser på en, hvilken som helst god kata eller form, vil man se nøjagtig de samme bevægelser med hænderne og fødderne, de er blot overdrevet og i et langsommere tempo. Dette er, hvordan man lære sindet, hvordan den skal fortælle kroppen, hvad den skal gøre. Når man står i en kampsituation, vil hastigheden på bevægelserne naturligvis blive sat i vejret og man vil bruge de selv samme bevægelser, man med blod, sved og tårer har trænet på gennem tyve år. Man tænker ikke over det, det er der bare. Det er ligesom når man skal lære at skyde med en bue, i begyndelse er man klumset og aner ikke, hvordan man skal spænde strengen, men ganske langsomt, bliver buen en del af én. Kroppen og sindet smelter sammen til ét og endelig kan man ramme målet flere meter væk. Det er på samme måde med katas og forme, man lære dem ikke for at lære teknikker, men nærmere for at opnå et ubevidst sammenhæng mellem krop og sind. Man behøver ikke at træne forme og katas så længe man lever, kun indtil de sidder på rygraden og bliver ubevidste handlinger. Bliver éns stil så utraditionel, når man bliver inddraget i en kamp på denne måde? Jeg er en af de mest utraditionelle kampkunstudøvere eller overlevere, når vi snakker om kamp. Men hele min baggrund ligger i det traditionelle. Det er det hårde arbejde, time efter time i mine yngre dage, der holder mig i god form og gør det muligt for mig nu, når jeg ikke har overskud til at træne 3-4 timer om dagen, at kunne holde ud. Nu foretrækker jeg at bruge al den tid på mine børn, spille musik, male, skrive og fortælle dem, hvad jeg har lært, sideløbende med deres almindelige undervisning, som jeg i forvejen selv sørger for. Er det ikke ironisk, man bruger al den tid på at blive god til at overleve og ligesom man er ved at nå målet, ønsker man det ikke længere! Man vokser op og sindet modnes, man prøver på at holde sig lang væk fra ballade og viger fra slåskampe, som var de pesten. Måske træner vi kampkunst, for ikke at bruge kampkunst! Erle Montaigue har trænet Tai Chi Chuan siden 1968. Af lærere han har trænet hos kan nævnes: Mester Wong Eog (1968), Mester Chu King Hung (1973), Mester Chang Yiu-Chun den ene af Yang Shou-hous to elever. Erle Mester Chus første elev i London i 1973. Chu var en af Yang Sau-chungs (1909-1985) tre elever. Yang Sau-chung var Yang Cheng-fus ældste søn. Erle blev formelt introduceret for Yang Sau-chung i 1981, da han besøgte ham i hans hjem i Hong Kong.
I 1985 blev Erle og otte af hans
elever, som de første fra Vesten, bedt om at deltage i The all
China National Wushu Tournament i Yinchuan, Kina. Der blev Erle
afprøvet af fire af Verdens bedste kinesiske mestre og fik
tildelt titlen "Mester", som den eneste fra Vesten. I maj 1995 blev Erle den første fra Vesten, som rejste til Kina for at få undervisning af den originelle Wudang Shan gruppe, nemlig af Liang Shiah-kan, vogteren af den oprindelige Dim-Mak Qis Nedbrydende Forme. Denne artikel er oversat med tilladelse af Erle Montaigue og er taget fra hans hjemmeside Tai Chi World : Erle Montaigue. |
|
Af Dr. Yang Jwing-Ming |
|
|
Livet kan sammenlignes med en gåtur i mørket. Vi føler os usikker, da vi ikke kan se, hvad der sker omkring os. Derfor biliver vi ofte forvirrede, farer vildt, bliver bange og ved ikke, hvad der skal ske os og vi kan ikke finde vejen til vores mål. På vores vandring kan vi godt støde på én, der ved hvordan man kan lave ild. Omkring ilden kan vi bedre se, hvad der er omkring os. Vi har alle muligheden for at lave ild, hvis vi kan få gang i en gnist. Men det er ikke altid lige let. For at få gang i en gnist, skal vi først besejre os selv. Hver gang vi besejre vores egen dovenskab og holder de løfter vi giver os selv, vil beløningen være en gnist af håb. Men vinden er ret kraftig og vejret er koldt i mørket. En enkelt lille gnist har ikke store chancer for at blive antændt og lyse op omkring os. Selv om gnisten bliver antændt, er det ikke sikkert den forbliver tændt i særlig lang tid. Så for bedre at kunne se, skal vi have gang i mange gnister. Ikke nok med det, for at holde liv i ilden, skal vi have fat i noget brænde. Hver gang vi møder en oprigtig ven, er det som at finde noget brænde til vores bål. Jo flere vi finder, des bedre chance har vi for at få gang i et godt bål. Der er mange, der mangler selvtillid, mod eller en stærk vilje til at besejre selv selv, og derfor ikke får skaffet sig noget brænde. Derfor søger de efter nogen, der allerede har gang i et bål, der kan holde dem varme og give lys. Disse mennesker skal hjælpes på deres vej. Uden denne hjælp, vil de blive ved med at være bange, forvirret og mangle selvtillid. Mange af dem, der ikke kan finde nogen, som kan hjælpe dem, forbliver fortabte. Flere af dem begår selvmord, for at undgå skuffelser i fremtiden. Lejlighedsvis vil nogen af dem, der har fået gang i et bål ikke dele ilden med andre, de bliver egoistiske. Andre vil dele deres bål, selv om de må passe på dem, |
der sidder omkring bålet, ikke brænder sig. Men der er mange oplyste personer, der vil udnytte situationen og mishandle deres elevers ånd og blive såkaldte "Åndelige ledere". Desværre forbliver de fastlåst i det følelsesmæssige mudder og bliver ved med at kæmpe i mørket, selv om de har lavet et bål, så de kan se. Der er også de, der efter at havde fået gang i et bål, vil blive ved det, i stedet for at se, hvad fremtiden har at byde på. De er følelsesmæssigt fanget af stolthed, hovmod, rigdom og magt og forbliver med det resten af deres liv. Andre vil tage ilden med dem og fortsætte deres søgen efter den vej, der fører dem til deres mål. Nogen af disse vil gavmildt efterlade noget af deres ild, så den kan oplyse vejen i mørket for dem, der skulle ønske at følge efter. Men dette sker meget sjældent. Desuden, hvis alle er ligeglade og ikke sørger for, der kommer mere brænde på bålet, vil ilden dø ud og igen vil denne oplyste vej gå tabt. Er du faret vild i dit liv? Er du forvirret, bange og tabt modet? Tør du acceptere og udfordre skæbnen, selv om du står der alene i mørket og intet kan se? Vil du lære, hvordan du overvinder dig selv for derved at gøre dig fortjent til en gnist? Denne gnist vil give dig lys i fremtiden. Tør du indlade dig på bekendtskaber? De vil fortælle dig, hvor du kan finde brændet til bålet. Opbyg din vilje. Giv dig selv et mål i livet. Bliv venner med andre. Da vil du, når du tager ilden med dig gennem livet, have rigeligt med brænde til at oplyse din vej. Lad ikke din ild gå ud. Er den først gået ud, bliver du nød til at starte helt forfra igen. Dr. Yang har beskæftiget sig med kinesisk kungfu siden 1961 og har mere end 30 års undervisningserfaring. Dr. Yang har udgivet mere end 25 bøger og 28 videobånd om Kampkunst og Qigong. For øjeblikket er han formand for Yang's Oriental Arts Association, Boston, MA., USA. Denne artikel er taget og oversat med tilladelse fra artikeln "Finding Your Way", af Dr. Yang Jwing-Ming, copyright YMAA 2003. www.YMAA.com taget fra hjemmesiden www.yangsandover.com/articles With permission, this content is a direct translation of "Finding Your Way", by Dr. Yang Jwing-Ming, copyright YMAA 2003. www.YMAA.com taken from the homepage www.yangsandover.com/articles |
|
Af Dr. Yang Jwing-Ming |
|
|
Der er stadig mange, der i dag er i tvivl om, hvordan man skal trække vejret, mens man træner Tai Chi. Nogle mestre fortæller deres elever, de skal trække vejret naturligt, andre lægger vægt på normalt vejrtrækning med mellemgulvet, mens mange andre siger, man skal lave omvendt vejrtrækning med mellemgulvet. I denne artikel vil jeg prøve på at sammenfatte nogle af mine erfaringer med vejrtrækningen i Tai Chi, baseret på forståelsen af de mange bøger jeg har læst om Tai Chi og Qigong og gennem mine undervisnings erfaringer gennem mere end 38 år. Jeg håber denne artikel, vil hjælpe med til at fjerne nogle af de mange misforståelser, der er om dette emne. Lad os først lige tænke lidt over det naturlige åndedræt. Når man træner Tai Chi med denne form for åndedræt, skal man ikke tænke på åndedrættet. Dette er især vigtigt for nybegyndere. På dette niveau skal de bruge al deres energi på at slappe af i kroppen og få en bedre balance. Når man har lært at beherske sin krop, da skal man begynde at lære at beherske sit åndedræt, så det bliver mere effektivt. Åndedrættet anses for at være strategien i kinesisk qigong. Hvis man kan koordinere sit åndedræt, gør det det muligt at regulere kroppen og bruge qien mere effektivt. Der er to almindelige måder at trække vejret på i Tai Chi. Den første hedder "Almindelig åndedræt med mellemgulvet" eller "Buddhistisk åndedræt", mens den anden hedder "Omvendt åndedræt med mellemgulvet" eller "Taoistisk åndedræt". Når man bruger Almindelig åndedræt med mellemgulvet, udvides mellemgulvet eller Dan Tian når man trækker vejret ind, når du ånder ud trækker det sig sammen. Men i Omvendt åndedræt med mellemgulvet, trækker mellemgulvet sig sammen, når man trækker vejret ind og udvider sig, når man ånder ud. Det er normalt lettere at slappe af i kroppen og føle sig bekvem, hvis man trækker vejret med et normalt åndedræt med mellemgulvet, derfor er det denne metode, der bruges mest, når man træner Tai Chi for helbredet. Hvad angår det omvendte åndedræt med mellemgulvet, er der mange Tai Chi udøvere, der fejlagtigt tror, at denne form for åndedræt strider mod Taoismen. Dette er ikke rigtigt. Det anvendes blot af forskellige årsager. Prøv denne enkle øvelse. Anbring en hånd på mellemgulvet og anbring den anden foran dig, som om du skubber noget. Træk vejret dybt ind og når du ånder ud, forestil dig da, at du skubber noget meget tungt. Du vil hurtigt opdage, at når du prøver på at skubbe så hårdt du kan, bruger du helt automatisk det omvendte åndedræt med mellemgulvet. Det er dette åndedræt, der ofte bruges i vægtløftningskonkurrencer. Deltagerne har ofte et bredt bælte omkring livet for at styrke ryggen og beskytte nyrerne og for at forøge deres styrke. |
Den logiske begrundelse for at bruge omvendt åndedræt med mellemgulvet er indlysende. Man har nemmere ved at føre strømmen af Qi til lemmerne og få større kraft, hvis man samtidigt føre en strøm af Qi til Dan Tian. Dette stemmer overens med de grundlæggende principper i fysiken, der siger, at for hver handling er der en reaktion. Hvis du stadig ikke er overbevist, så prøv dette forsøg. Prøv at puste luft i en ballon, samtidigt med du holder en hånd på mellemgulvet. Prøv læg mærke til, hvad der sker med mellemgulvet. Udfra disse forsøg, kan man se at omvendt åndedræt med mellemgulvet stemmer overens med Tao. Det bør anvendes, når man skal føre Qi til lemmerne og hvis man effektivt skal bruge sin kraft f.eks. i en kamp. Da omvendt åndedræt udvider Qi og giver kraft til kroppen betragtes det som Yang, i modsætning til et normalt åndedræt, der betragtes som Yin. Udfra dette kan man se, at både normal og omvendt åndedræt med mellemgulvet er korrekt, alt efter hvad man skal bruge det til. Det er ligesom, hvordan man bruger sit åndedræt i hverdagen. Man skal vide, den måde man trækker vejret på, påvirkes af den måde, hvorpå man tænker og føler. Hvis man f.eks. tænker på noget skræmmende, vil man helt naturligt holde vejret. Når man er ked af det, trækker man vejret mere end man udånder, det samme sker, hvis man er ophidset. Når man er afslappet er åndedrættet ensartet og naturligt og når du ånder ind udvides mellemgulvet, mens det trækker sig sammen, når du ånder ud. Men hvis man har til hensigt at bruge styrke, skifter man automatisk til omvendt åndedræt. Teoretisk set tillader normalt åndedræt med mellemgulvet, at Qi cirkulere uhindret og omvendt åndedræt med mellemgulvet gør, at man bliver spændt og ophidset, hvilket gør det muligt for Qi at komme til udtryk i den fysiske krop. Udfra dette kan man se, at det normale åndedræt kan få kroppen og sindet til at slappe af, hvilket anses for at være en Yin øvelse. Hvorimod omvendt åndedræt gør, at man bliver ophidset og fyldt med energi, hvilket anses for at være Yang. Derfor foreslår jeg, hvis man er mere interesseret i det helsmæssige i Tai Chi, skal man lægge vægt på at bruge det normale åndedræte med mellemgulvet. Men hvis man træner Tai Chi som kampkunst, så skal man bruge det omvendte åndedræt med mellemgulvet og lære, hvordan man føre Qien ud til lemmerne effektivt. Dr. Yang har beskæftiget sig med kinesisk kungfu siden 1961 og har mere end 30 års undervisningserfaring. Dr. Yang har udgivet mere end 25 bøger og 28 videobånd om Kampkunst og Qigong. For øjeblikket er han formand for Yang's Oriental Arts Association, Boston, MA., USA. Denne artikel er taget og oversat med tilladelse fra artikeln "Taiji Breathing", af Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 18 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com With permission, this content is a direct translation of "Taiji Breating", by Dr. Yang Jwing-Ming, YMAA News Issue # 18 copyright YMAA 2003. www.YMAA.com |
|
Da du kom til verden, græd du, og alle omkring dig var glade. Lev således, at alle græder, når du forlader verden, og kun du alene ler. |