Grunden til, jeg har valgt at skrive om
Nødværgeretten er, at jeg ved mange
kampkunstudøvere - uansat stilart - tit tænker
på, hvilke rettigheder og muligheder de har, hvis de en
dag skulle være så uheldige at få brug for at
forsvarer sig i en situation, hvor de føler sig truet på
deres liv. Jeg har personligt hørt rygter om, at man i
juridiske kredse tillægger det, at en person kan noget
kampsport, den samme alvor som, hvis pågældende person
havde gået med kniv og brugt den. Det virker reelt i en
situation, hvor en person med flere års erfaring i en voldlig
kampsport uprovokeret har angrebet en anden. Men Tai Chi - og for den
sags skyld en, hvilken som helst anden seriøs kampkunst -
underviser rigtig nok i kampteknikker, men ikke med formål for
øje at slås, men at undgå at slås. Min gamle
lærer i Kung Fu sagde: "Hvis man kan leve et helt liv i
kampkunst uden at bruge, det man har lært, da kan man sige, man
har levet et fuldt liv".
Jeg har selv været truet på livet og været glad for
at jeg havde muligheden for at kunne forsvare mig, hvis jeg ikke
kunne tale mig ud af problemerne.
Man taber ikke ansigt, hvis man vender ryggen til en konflikt,
tværtimod man opnår stor respekt blandt sande kampkunstudøvere.
TÆNK, TÆNK, TÆNK derfor på ikke at
overreagere, hvis du en dag skulle blive nødt til at bruge
selvforsvar. Når den, der har prøvet på at
overfalde dig, er uskadeliggjort, må du altså ikke rykke
armen af ham , bare for en sikkerheds skyld.
Grundprincippet er at du altid skal bruge din sunde fornuft.
Til dem, der har forsvaret sig selv i en situation og er i tvivl om
sine rettigheder, her er lovens ord. Kend din ret og stå
stærkere, når situationen opstår.
Nødværgeretten giver retningslinier for i, hvilket
omfang man lovmæssigt må bruge den viden, man har fra den
kampkunst, man nu engang træner..
Nedenstående giver lovteksten og beskriver nærmere,
hvorledes den skal forstås. Bemærk dog, at lovteksten er
den gældende og at nedenstående beskrivelse kun kan
være og er kun vejledende.
Nødværgeretten borgerlig straffelov af 30. oktober 1992 §13
§13, der er delt i 3 stykker, siger i stk. 1:
Handlinger foretagne i nødværge er
straffri, for så vidt de har været nødvendige for
at modstå eller afværge et påbegyndt eller
overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart
går ud over hvad der under hensyn til angrebets farlighed,
angriberens person og det angrebne retsgodes betydning, er forsvarlig.
Stk. 1 giver kun ret til at anvende magt overfor uretmæssige
angreb. Nødværge kan således ikke anvendes overfor
lovlig anholdelse. At et angreb er uretmæssigt, vil sige, at
det er retsstridigt. Derimod kræves ikke, at angrebet skal
kunne tilregnes angriberen. Man har derfor tillige ret til
nødværge overfor børn, berusede personer,
sindssyge og åndssvage. Som regel vil der ikke foreligge nogen
tvivl om hvor vidt et angreb er ulovligt eller ej, f.eks. har man ret
til med magt at fjerne en påtrængende betler der
sætter foden ind mellem dør og dørkam.
På samme vis er nødværge berettiget overfor en
beruset mand som griber fat i en og evt. fremkommer med trusler.
Det er tilstrækkeligt at det uretmæssige angreb er
overhængende. Overhængende må ikke tolkes for
snævert. Det er tilstrækkeligt, at angrebet kan siges med
sikkerhed at være truende. Man har således ikke
nødigt at afvente et angreb, før man sætter ind
med sit forsvar.
Dette er en indlysende fordel, da man ofte vil have betydeligt
nemmere ved at klare sig, når man således kan
afværge angrebet allerede i starten. Det er dog en
forudsætning, at der efter de foreliggende omstændigheder
virkelig er tale om et overhængende angreb, således, at
det ud fra en fornuftig bedømmelse er ganske givet, at et
angreb er truende.
Dette vil bl.a. fremgå af angriberens hele holdning
(angrebsstiling, bevægelser, bevæbning m.m.) og
udtalelser (trusler).
Ikke alene overfor uretmæssig angreb på person, men
også over for angreb på genstande og fast ejendom er
nødværge lovligt. En mand, der tager en sten op i den
hensigt at ville knuse en rude i ens ejendom, kan hindres om
nødvendigt med nødværge. Også overfor andre
former for hærværk vil der i henhold til dette være nødværgeret.
En grundejer vil i henhold til nødværgeretten kunne
anvende en vis magt for at hindre, at uvedkommende personer ulovligt
færdes på hans ejendom.
Nødværge kan udøves ikke blot til forsvar for
egen person og egne ejendele, men også til forsvar til fordel
for andre. Bliver således en dame forulempet på gaden,
kan enhver hjælpe hende evt. under anvendelse af magt. Ser man
en eller flere personer øve hærværk på anden
mands ejendom, har man ret til at skride ind overfor dette om
nødvendigt ved at anvende magt.
Forsvaret skal nøje afpasses efter hvad der er forsvarligt, i
det der skal tages hensyn til angrebets farlighed, angriberens person
og det angrebene retsgodes betydning. Heraf følger, at det er
forskelligt i forskellige tilfælde, hvor effektivt man må
gå til værks. Overfor livsfarlige angreb er det
berettiget at anvende meget kraftige midler, såfremt de er
nødvendige for at afværge sådanne angreb.
Overrasker man en indbrudstyv, og denne optræder på en
truende måde med noget, der ligner en pistol, må man
naturligvis have ret til udøve oven i købet
vidtrækkende nødværge, selvom det bagefter viser
sig, at tyven kun truede med en pibe eller lignende, i det man
selvfølgeligt ikke kan kræve en nøjagtig
undersøgelse af våbnets art, da man derved i
virkeligheden gør nødværgeretten illusorisk.
Kraftige forsvarshandlinger er ligeledes berettiget ved angreb eller
forsøg på angreb, hvorved store samfundsværdier
sættes på spil, f.eks. ildspåsættelse og togafsporing.
Derimod kan der ikke anvendes kraftige nødværgehandlinger
af en grundejer, der vil hindre ulovlig passage over sin grund.
Nogen større skade vil der nemlig i reglen næppe ske ved
sådan passage. Hvis imidlertid den person, som grundejeren
lempeligt søger at fjerne, går over til direkte
voldshandlinger, vil grundejeren nu være berettiget til at
anvende kraftig nødværge alt efter angrebets art.
Det er ikke alene angrebets farlighed og det angrebne retsgodes
betydning der skal tages hensyn til, men også til angriberens
person. Denne må ikke udsættes for større skade
end fornødent for at afværge angrebet. Dette
indebærer, at der også skal tages hensyn til angriberens
fysik og alder. Også overfor berusede personer bør der
udvises varsomhed i magtanvendelse, selv om deres angreb er nok
så ulovligt, såfremt angrebsmåden og det angrebne
retsgodes betydning gør det muligt at udvise sådan forsigtighed.
Har man anvendt magt for at afværge et uberettiget angreb,
bør man ikke såfremt tilfældet kommer for politi
og domstol, søge at "pynte på det" ved at
forklare, at man egentlig ikke har foretaget sig noget. Mange
forsøger ofte at bortforklare deres
nødværgehandlinger i den fejlagtige tro, at de ikke har
ret til at anvende magt.
Dette er der imidlertid ingen grund til forudsat den anvendte
nødværge er nøje afpasset efter straffelovens
§13 stk.1. Dette er imidlertid ikke altid nemt. Det kan ske, at
man p.a. skræk eller ophidselse kommer til at gå for vidt
i sit forsvar. Angrebet vil ofte komme ganske pludseligt,
således at man ikke har tid til overvejelser. Skal forsvaret
være effektivt, skal der reageres straks.
Dette forhold er der netop taget hensyn til i straffelovens §13 stk.2:
Overskrider nogen grænserne for lovlig
nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen
er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk og ophidselse.
Bemærk, at den skræk eller ophidselse der er tale om,
skal skyldes selve angrebet og ikke andre ting som f.eks. antiparti,
beruselse eller lign. Også den der i henhold til
nødværgeretten hjælper en anden i forsvaret mod et
ulovligt angreb vil i påkommende tilfælde kunne
påberåbe sig §13 stk. 2.
I §13 stk. 1 og 2, er der navnlig tænkt på
sådanne afværgende magtanvendelse, men under visse
forhold kan der også blive brug for tvingende magtanvendelse,
f.eks. ved anholdelse.
Denne udøves i overensstemmelse med
nødværgeretten, i det §13 stk. 3 fastsætter følgende:
Tilsvarende regler finder anvendelse for
handlinger som er nødvendige for på retmæssig
måde at skaffe lovlig påbud adlydt, iværksætte
en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller
tvangsanbragt persons rømning.
Det vil sige, at tvingende magtanvendelse som efter en rimelig
bedømmelse må anses for nødvendig for på
retmæssig måde at skaffe lovlig påbud adlydt,
iværksætte en anholdelse eller hindre en flugt, er
lovlig, når de ikke åbenbart går ud over, hvad der,
under hensyn til forholdets farlighed, lovovertræderens person
og det pågældende retsgodes betydning, er forsvarligt.
Denne bestemmelse tager ikke alene sigte på offentlige
myndigheder, men også private borgere, når disse - som
regel dog undtagelsesvis - udøver tvingende magtanvendelse i
det offentliges interesse. Den private anholder har dog pligt til at
aflevere den anholdte til politiet. I de fleste tilfælde vil en
anholdelse foregå uden kamp, men kan den ikke gennemføres
uden, må nødværgerettens bestemmelser tages i
betragtning, og jo større modstand, der ydes, dets
større handlefrihed får anholderen. I det dennes
magtanvendelse nu tillige skal bedømmes som forsvar mod angreb
på egen person, d.v.s. nødværge efter §13
stk. 1.
Hvad enten der nu er tale om aktiv eller passiv modstand må det
erindres, at der ikke må gås hårdere frem end
nødvendigt for at bryde modstanden, i det lovlig
nødværge forudsætter en nøje afpasning af
den anvendte magt efter den øjeblikkelige situation! En
sådan afpasning kan bedst foretages når udøveren
af nødværgen er nøje fortrolig med et
selvforsvars system, der spænder over en stor skala - fra det
mere lempelige til det allerkraftigste. |