Tai Chi Nytonline © 2001

 

Om at træne

En forklaring på "Peng"

Hvad sker der, når jeg træner Tai Chi Chuan

Tvunget til hård træning: 100 års traditionel Taiji (Tai Chi) træning

Tilbage til Tai Chi Nyt online

 

Nr. 32 August 2001

Om at træne

 
Af Knud Erik Andersen

Alle kender det: Man elsker Tai Chi, men syntes ikke, man får gjort nok ved det.
Tung Ying Chieh skrev i sin bog om Tai Chi, at "man skal have en ny følelse i Tai Chi hver dag. Har man ikke det, er det spild af tid og man skulle hellere stoppe."

Før i tiden var der kun få der lavede Tai Chi og de gjorde det ofte meget seriøst, de havde tiden til det. Livet på landet var ikke så stresset som det virker i dag, selv om vi har elektriske husholdningsapparater og biler så vi kan komme hurtigere rundt. Alle syntes vi, at vi er stressede. Så hvordan får vi tid til Tai Chi? I en artikel om Kai-Ying Tung i Black Belt Magazine siger han, at "hvis man bare træner en gang eller to om ugen sker der godt nok fremskridt, men ikke ligefrem noget dramatisk. Man må træne for at få et udbytte".

Den der er tiltrukket af Tai Chi men kun sjældent træner det, vil ikke syntes Tai Chi er rigtig sjovt, fordi man aldrig når at høste udbyttet.

Den der laver Tai Chi fast på et hold en gang om ugen men aldrig uden for klassen vil få et lille udbytte af Tai Chi, men når man har gået et stykke tid vil de andre blive øvede, niveauet vil stige og man vil få svært ved at nå den form der skal til for at kunne lære nye krævende ting.

Den der laver Tai Chi fast på et hold og træner en del selv, men ofte holder lange pauser i ferier og lignende vil i en stabil træningsperiode nå et højt niveau hvor man lærer sjove ting og man får tilfredsstillelsen af at være i en god form. Det kan dog efter en periode uden Tai Chi føles ekstra hårdt at komme i gang igen fordi man er ude af form. Det føles frustrerende at have glemt ting man har brugt meget energi på at lære, og det mest mærkbare udbytte man får er, at benene brænder som ild.

Den der laver Tai Chi fast men oftest uden en lærer.  Man har tidligere lært Tai Chi og nået et vist niveau, men af forskellige årsager kan man ikke komme hos en lærer. Det er klart at man har stort udbytte af at lave Tai Chi selvom der er nogle ting man gør forkert. Men Tai Chi er næsten som en heksenøgle; man skal have forklaret hvordan man kommer videre. Det er vigtigt at lære nye ting og få korrigeret de gamle ting, så man kan blive ved at finde en ny følelse hver gang.

Knud Erik Andersen i "Dragen slår med halen"

 

Den der træner fast hos en god lærer og for sig selv, men aldrig rigtig kommer ud af stedet. Mester Tung sagde på det første kursus han holdt i Danmark at "man skal koncentrere sig 100 % når man laver Tai Chi og ikke stå og tænke på arbejde eller problemer, ellers kan man lave Tai Chi i ti år uden at blive god". "Der er Marlboro og Marlboro Light, men der er ikke Tai Chi light."

Den der træner fast, har en god lærer og udvikler sig får et stort udbytte af Tai Chi. Man får en stærkere og sundere krop og et roligere sind. Man kan klare sit arbejde uden at blive udslidt og man vil få nemmere ved at omgås mennesker. Ved at give en stor indsats i Tai Chi får man et endnu større udbytte.

Den der har en ekstraordinært god lærer og træner meget gennem mange år. For at kunne træne meget kræver det at man har et roligt liv med masser tid og overskud. Udbyttet er, at man kan udvikle Tai Chi endnu videre, til at kunne bruges i selvforsvar effektivt og på den mest elegante vis. For at kunne det skal man kunne kontrollere sin krop, sine følelser og sit sind.

Tilbage til indhold

En forklaring på »Peng« :

Skrevet af Knud Erik Andersen © 1998

 Den første af de mange energier i Tai Chi Chuan er : »Peng«. Mange udøvere, forstår ikke fuldt ud meningen af Peng Jin (Peng energien). Mange bøger, der er skrevet om Tai Chi Chuan, især de engelske udgaver, kopiere definitionen Peng fra hinanden. Definitionen for Peng Jin, der benyttes i disse bøger er »Afværg«, som vil sige at parere og komme væk. Denne definition er fuldstændig forkert.

 Peng Jin betyder oppumpet energi. Et eksempel på denne »Oppustede energi« kan ses, hvis man slår på en basketball bold med en kølle. Da bolden er fyldt op med luft, vil køllen springe tilbage, når den rammer bolden. Med andre ord, køllen vil ikke trænge gennem bolden.

 Her er et andet eksempel på, hvorfor man skal have Peng Jin, når man træner Tai Chi Chuan. Forestil dig en glasflaske indeni en basketball bold, der kun er fyldt halvt op med luft. Når køllen rammer bolden, vil flasken gå i stykker. Hvis bolden var fyldt helt op med luft, ville flasken ikke gå i stykker.

 Peng Jin kaldes også »Tai Chi Jin« eller »Nei Gong«.

 Endnu et eksempel for at tydeliggøre Peng Jin : Anbring en bold i en beholder fyldt med vand. Ved hjælp af din hånd, pres da bolden ned under vandoverfladen. Du kan nu føle Peng Jin i selv samme øjeblik som bolden presser sig selv op af vandet. Jo kraftigere du presser bolden, des kraftigere vil bolden presse op af vandet. Dette er også en forklaring på et Tai Chi Chuan ordsprog, "Når en person er dygtig til Tai Chi Chuan, vil du falde længere tilbage, jo mere du skubber".

 Som sagt er Peng Jin den første af mange energier; derfor kan man se, hvor vigtig Peng Jin er. Først når man fuldt ud forstår betydningen af Peng Jin, kan man sige, man har taget det første skridt ind gennem døren til Tai Chi Chuan. Hvis man fastholder principperne fra Peng Jin, kan man tydelig se nødvendigheden af det, når man laver formene, Push hands, og San Shou. Når en udøver er god til at bruge Peng Jin, har han nået et niveau i sin træning som karakteriseres med tre ordsprog:

1. Ji lai ji ying, man lai man ying. Som oversat betyder fgl. "Hvad der kommer hurtigt, skal der reageres hurtigt imod (handle med hurtighed); hvad der kommer langsomt, skal der reageres langsomt imod (handle med langsomelighed)". Med andre ord hvis en modstander slår hurtigt ud mod dig, skal du reagere Super hurtigt. Dette vil også sige, at du kan ændre din energi uden din modstander opfatter det, eller hvis han gør, vil det være for sent for ham at reagere på den.

2. Si xu fai xu, you xu you shi. Dette betyder : "Da du kan ændre din energi, kan du få den til at »virke tom, uden at være det. Den er både tom og fuld".

3. Ren bu zhi wo, wo du zhi ren. "Han kender ikke mig, kun jeg kender ham". Med andre ord, "min modstander kender
intet til mig, men jeg ved alt om ham". P.gr.a dette ordsprog, som forklarer principperne i Peng Jin, siges det at Peng Jin er halvt skjult, halvt synligt. Principperne i de andre energier er mere synlige. Peng Jin er også meget vigtig i selvforsvar. Hvis man bevæger sig mod venstre eller højre, frem eller tilbage, må man ikke miste Peng Jin. Man kan lagre Peng Jin i Tan Tien eller i brystet ved at ånde ind, når man angriber eller trækker tilbage. Man skal ikke lagre for meget Peng Jin i brystet, det skal ikke være fyldt. Man skal heller ikke lagre for meget i Tan Tien dette vil resulterer i manglende fleksibilitet ( eller hurtighed) i den øverste del af kroppen.

Hvis den øverste del af kroppen er for fyldt med Peng Jin, vil det også resulterer i det, der er kendt som -tung for oven; let for neden- . Når man ånder ud, skubber man Peng energien ud. Når modstanderen mister balancen, anvender jeg al qi'en i min krop til at skubbe ham. Når jeg bruger al qi'en i min krop, gør jeg det ved at forbinde før fødslen qi og efter fødslen qi sammen.

 Et lignende eksempel på at forbinde de to qi'er sammen er når varm og kold luft mødes og danner en spiral, som siden bliver til en tornado. På den anden side, hvis jeg ånder ind og ud samtidigt med jeg skubber en modstander og han skubber mine arme, kan jeg ikke skubbe ham. Ved at skubbe mine arme op, har min modstander forhindret mig i at forbinde disse to qi'er sammen. Hvis jeg prøver at bruge den øverste del af kroppen til at skubbe ham, vil det igen ikke kunne lade sig gøre. Det samme vil gøre sig gældende med den nederste del af kroppen. Disse to qi'er skal forbindes, hvis det skal lykkedes mig at skubbe ham. Før jeg bruger Peng energi til at skubbe modstanderne med, forestiller jeg mig, hvor jeg vil have energien sendt hen. Brugen af tanken er meget vigtigt, fordi "tanken leder qi'en". Når qi'en skubbes ud bliver den til Peng.

 Tai Chi Chuan kan sammenlignes med produktionen af stål. I denne proces, anbringes metallet i en ild indtil alle urenhederne er brændt væk. Når stålet er rent, da er det stærkest. Når Peng Jin er stærkere, er de indre organer stærkere.

 At lave spiraler eller drejninger med qi og Peng Jin resultere i større fleksibilitet. Når man træner Tai Chi Chuan kan man forestille sig selv som en bil. Hjulet er lavet af stål; rundt om hjulet er dækket. Mellem dem er der pumpet luft ind, dette er Peng Jin.

 Først når man er i stand til at fatte principperne i Peng Jin, samtidigt med forståelsen af hårdhed og blødhed af de indre og ydre dele af kroppen -- teoretisk og praktisk -- da kan man sige, man forstår principper i Tai Chi Chuan.

 Tilbage til indhold

Hvad sker der, når jeg træner

Tai Chi Chuan

Skrevet af Knud Erik Andersen © 1998

Der er mange fordele ved at træne Tai Chi Chuan. Ikke nok med man får et bedre helbred, men man lærer også et kampsystem, hvor man bruger modstanderens kraft til at overvinde ham med. Så man behøver ikke være en stor stærk person, for at kunne bruge Tai Chi Chuan som et selvforsvarssystem. Jo større modstanderen er og jo mere kraft han bruger, des lettere er de at overvinde. Det tager mange år før man kan bruge Tai Chi Chuan som selvforsvar, fordi man først skal lærer principperne og det tager sin tid. Man skal være afslappet for at kunne bevæge sig hurtigt og for at kunne dirigere den indre energi.

I dag udøves Tai Chi Chuan hovedsageligt for det helsemæssige, men flere og flere udøvere bliver mere og mere interesseret i de kampmæssige aspekter i stilarten. Der afholdes konkurrencer flere og flere steder rundt omkring på Jorden.

Men Tai Chi Chuan trænes stadig hovedsageligt for helbredets skyld. Hvad er da fordelene? For det første har man det utroligt godt og morsomt, når man træner og man får mulighed for at være sammen med andre. Det siges, hvis man træner regelmæssigt et par gange om dagen gennem længere tid, vil man blive smidig som et barn, få et helbred som en skovhugger og ro i sindet som en vismand.

Fordi Tai Chi Chuan ikke kræver megen plads, styrke eller dyrt udstyr, er det muligt for alle at træne det uanset, hvor gammel man er eller hvilket køn man har.

Åndedrættet bliver langsommere og dybere, og balancen styrkes. Du får en afslappet kropsholdning og træningen stimulerer ikke alene fordøjelsen, den stabiliserer også stofskiftet. Tai Chi Chuan varmer

kroppen om vinteren og køler den om sommeren. Den styrker hjertet og lærer dig at udnytte lungernes fulde kapacitet. Ved regelmæssig træning kan du sænke blodtrykket, regulere blodcirkulationen og hindre kramper. Nyrernes arbejde styrkes, fordøjelsen fremmes, og du optager næringsstofferne i føden mere effektivt. Maven bliver stærk og eleastisk som et trommeskind.

I Tai Chi Chuan udnyttes energien mere effektivt, og overflødigt vand i kroppen reduceres. Din gang vil blive let, og når du står ud af sengen om morgenen, vil fødderne føles fast plantet i jorden, som havde du slået rødder.

Men Tai Chi Chuan er andet og mere end konditionstræning. Træningen bliver et godt redskab til at overvinde de daglige problemer og opgaver med. Det letter tankevirksomheden og åbner op for dine inderste følelser. Du tænker, før du handler, og vælter ikke hovedkulds ud i dagligdagen.

Du lærer at benytte dig af samme principper som i Tai Chi Chuan. Du lærer at overvinde det hårde med det blide, aktivitet med passivitet, og du bevarer din tålmodighed, når du bliver udsat for angreb, fysisk eller psykisk. Det er ikke en pludselig forvandling, men resultater, der gradvis opnås gennem regelmæssig daglig træning.

 

Tilbage til indhold

Tvunget til hård træning: 100 års traditionel Taiji (Tai Chi) træning

En samtale med Master Dong Zeng Chen oversat til dansk af Knud Erik Andersen

Denne artikel blev til gennem en samtale mellem Master Dong Zeng Chen, hans elev Chip Ellis og Karl Chang, som har trænet Dong familiens Taiji gennem mange år, og som fungerede som tolk. Karl startede sin Taiji træning hos Grandmaster Dong Fu Ling i 1972 og fungerede ofte som hans tolk. Det at han taler flydende Mandarin kinesisk kombineret med hans indgående forståelse af principperne i Taiji, gjorde han var en perfekt tolk til denne samtale om Master Dong Zeng Chens tidlige træning som tredie generations Taiji mester.

Vi følte alle en form for vigtighed i at bevare denne information, da der ikke er særlig mange i live i dag, som har modtaget denne form for traditionel træning som er gået i arv i en direkte linie. Og der vil være færre i fremtiden. Denne artikel er oversat næsten ordret fra et bånd med ca. fire timers samtale.

Jeg voksede op omgivet af personer, der havde tilegnet hele deres liv til kampkunst. Mit hjem i Hebei provinsen, i Xingtai Territoriumet, i Xin Præfekturet er blevet anerkendt i hele Kina for gennem generationer at havde haft en meget høj koncentration af kampkunst udøvere. Alle landsbyer havde kampkunst skoler, hvor mange forskellige stilarter blev undervist. De enkelte skoler trænede selvstændigt, men de samledes alle for at fejre det kinesiske Nyt År. De gav opvisninger for hinanden, og af og til pralede en skole med, at deres stil var den bedste, hvilket endte i en kamp.

Disse konkurrencer gjaldt både indre og ydre stilarter. De hårde ydre stilarter brugte knive, spyd og stave mod hinanden. Af og til tog konkurrencerne overhånd og endte ude blandt publikum. Normalt var der ingen, der døde, men en masse kom til skade. Denne form for konkurrencer forekom stadig i barndom.

Dong familiens Taiji historie begyndte med min bedstefar, Dong Ying Jie, som var en af Yang Cheng Fus bedste elever. Gennem ti år, rejste han sammen med Yang Cheng Fu gennem Kina, for at undervise Taiji og for at modtage udfordringer på Yang stilens vegne. Dengang, underviste man meget formelt. Lærerne krævede meget respekt. Da min bedstefar begyndte at undervise, fik han den samme respekt. Det var ikke tilladt hans elever at snakke; de måtte lytte efter med bøjede hoveder og gøre hvad deres lærer sagde, uden at stille spørgsmål. Når Yang Cheng Fu underviste gav han sin tunge overfrakke til min bedstefar. Dong Ying Jie ville stå som en stumtjener, med frakken over sin arm i en Peng stilling, i to timer, mens Master Yang underviste. Efter mange år, blev hans Peng utrolig stærk.

Både min onkel, Dong Jun Ling og min far, Dong Fu Ling lærte Taiji fra min bedstefar i vores hjem i Hebei provinsen. I 1948 rejste min far og hans tre brødre til Hong Kong for at undgå borgerkrigen i Kina. Efter befrielsen i 1950, vendte mine onkler tilbage til Hebei, men min far blev i Hong Kong.

Selv før jeg formelt begyndte at modtage undervisning i Taiji, ville jeg følge med min far's elever rundt og træne med dem. Alle mine venner gjorde det samme; mange af deres fædre var også mestre. I 1956, da jeg var ni år gammel, begyndte min onkel at undervise mig, eller rettere at undervise mig på ny. På det tidsounkt kunne jeg helle den langsomme form, men var aldrig blevet formelt rettet i mine bevægelser. Kort efter min onkel begyndte at undervise os, rejste han til Hong Kong, hvor min far Dong Fu Ling boede.

Fra 1956 til 1959, trænede jeg Taiji under opsyn af Mr. Wu Bao Yin, en af mine bedstefaders elever. Efter at havde lært lidt fra min onkel, var min Taiji ikke særlig god. Jeg var ikke tilfreds. Min onkel foreslog, at jeg begyndte at træne hos Mr. Wu, mens han var væk.

Master Dong Zheng Chen

Mr. Wu begyndte at lære Taiji sent i sit liv, da han var 30 år gammel. De fleste i landsbyen lærte det da de var unge. Men hans energy var meget blid, så blid at selv ikke stærke personer kunne skubbe ham. Det virkede som om han forsvandt, når han blev skubbet; der var ingenting der. Hans blidhed var meget effektiv. Dette var en fast klasse på ti personer. Vi trænede to til tre timer hver aften, efter aftensmaden, med mindre det regnede, sneede eller det var et Herrens vejr. Der blev trænet udendørs på marken, når månen var på himlen. Selv sent om vinteren, vi trænede udendørs hvis månen var fremme. Hvis månen ikke var fremme, ville vi træne indendørs i lyset fra stearinlysene. Der var ikke noget eletricitet i vors landsby på det tidspunkt. Værelserne i husene var meget små, og man kunne dårlig nok stå oprejst. Det værelse, der blev brugt til træning i Wu familiens hus målte 33 m2, ikke nok plads for ti personer at træne i.

I begyndelsen da jeg trænede Taiji udendørs om vinteren, var det temmelig koldt. Men det varede ikke længe, førend jeg kunne se dampen stige fra mine hænder, mens jeg trænede, selv i de koldeste nætter. Vi begyndte klassen klokken seks eller syv om aftenen. Til tider ville de fortsætte indtil klokken elleve eller tolv., alt efter interessen. Der var ikke afsat nogen bestemt tid. Nogle gik tidligt og tog hjem for at træne, andre blev. Mens vi trænede, fortalte Mr. Wu historier. Det gjorde os unger meget interesseret. Dengang var der ingen TV, radio måske et par bøger. Der var intet andet at tage sig til. Historierne motiverede os. Hvis vi ikke kom til træning en dag, missede man et afsnit i historien. Taiji gik hen og blev underholdning; vi blev underholdt og lærte noget samtidigt.

I vinteren 1959 begyndte min onkel Jun Ling at undervise os seriøst. Da var jeg tolv år gammel. Min onkel var meget nøje med, hvem han underviste. Han havde kun ti elever gennem hele sit liv, og kun een virkelig dygtig elev. Han valgte elever, der passede til hans egen personlighed. Han underviste ikke nogen med en fremtræden stilling i samfundet, heller ikke nogen rige personer. Hvis man talte meget, ville han ikke undervise dig. Han mente, at eleverne skulle holde for sig selv, hvad de selv vidste. Min egen filosofi er helt anderledes: Jeg mener undervisningen skal spredes så vidt muligt, så stilarten ikke uddør.

På dette tidspunkt underviste han kun mig og hans søn. For det meste trænede vi udendørs på familiens gårdsplads på et hjemmelavet betongulv. Indendørs var der alt for mange familiemedlemmer, så der var ikke for meget plads til at træne på. Normalt trænede vi om aftenen, nogen gange om dagen. Nu da min onkel var kommet tilbage, begyndte Mr. Wu at komme til vores hus for at træne.

I starten rettede min onkel kun mine bevægelser. Jeg prøvede rettelserne og de føltes bedre. Efterhånden som jeg blev dygtigere, blev jeg også mere seriøs. Efter Taiji træningen, kunne jeg hoppe længere, løbe hurtigere, og jeg følte mig meget bedre tilpas. Det føltes virkelig godt, derfor blev jeg ved, uden at tænke på fremtiden eller om at blive en lærer en dag.

Min onkel og jeg trænede ofte både dag og aften. Der var en lang middagspause i skolen fra klokken 11 til 13 om vinteren. Da ville jeg træne derhjemme. Jeg sov aldrig til middag og sov aldrig meget om natten, fordi jeg havde det så godt, når jeg havde trænet Taiji og følte ikke jeg havde behov for så meget søvn.

Om sommeren var der meget varmt hos os og der var ikke mange der lavede noget p.gr.a. varmen. Middagspausen om sommeren varede helt frem til klokken 15. Jeg havde fået fortalt, jeg skulle træne på det varmeste tidspunkt, på det varmeste sted; dette tog jeg meget alvorligt, så jeg trænede ved middagstid om sommeren. Det var meget varmt i begyndelsen, for varmt til at stå i Solen i mere end par minutter, men min Taiji træning kølede mig faktisk. Jeg kunne træne Gong Fu i den varme Sol i en eller to timer, men når jeg holdt op, var det for varmt til at stå dér. I gamle dage, mente man at jo hårdere man trænede, jo bedre var træningen. Lærerne prøvede at presse sine elever til det yderste. De tvang os ikke til noget, de forklarede blot, hvorfor det var vigtigt at træne hårdt. Vi var overbevist, så det er på denne vis vi træner.

Da jeg ni til tolv år gammel, var jeg så fyldt med energi at jeg kunne springe ned fra et 3,5 m højt tag og lande på jorden. Familie restauranten havde nogle borde, der var 1 m høje og efter lukketid, ville jeg springe fra jorden og op på bordene gang på gang. Vi anbragte en skål med vand på bordene og målet var at hoppe op på bordene uden at spilde vand på dem. Hvis man spildte vand tabte man. man skulle hoppe højt og lande blødt. Jeg startede med at sætte af på begge ben og senere kunne jeg gøre det ved at sætte af fra et ben. Selv i vores leg var det målet at forbedre vores Gong Fu.

At modtage undervisning fra min onkel indebar meget hård og vanskelig træning. Han underviste os skridt for skridt, en bevægelse af gangen. Det var til tider meget smertefuldt. Vi gik ekstra meget i dybden med detaljerne til hver enkelt bevægelse. Vi snakkede om hver enkelte brudstykke og hvordan de passede sammen. Der var næsten hundrede skridt til hver bevægelse. Bagefter finpudsede han bevægelserne indtil de var flydende. De hændte vi trænede i syv eller otte timer, andre gange kun en halv time. På dette tidspunkt havde jeg trænet næsten hver dag i tre år. Mr. Wu gik aldrig i detaljer på denne måde. Det føltes helt anderledes at gøre det på denne måde med min onkel.

Når det er familiemedlemmer, der undervises, er undervisningen meget hårdere, meget mere kritisk. Undervisningen af fremmede havde tilbøjelighed til at være mere venlig. Det var anderledes, hvis man var medlem af familien. Var man først anerkendt som elev, blev man behandlet som et familiemedlem. Mesteren var meget hårdere mod dig.

Efter Mr. Wu havde lært fra min bedstefar, var Dong Ying Jie væk fra landsbyen i længere tid. Hans elever begyndte selv at undervise. Min bedstefar kom tilbage og afprøvede deres Tui Shou (Pushing Hands). Der var en elev, der havde problemer med at grounde sig. Min bedstefar ville hænge ved og følge og eleven blev revet op med rødderne og sendt gennem luftene gang på gang. Hver gang eleven skubbede, ville Dong Ying Jie følge med ham tilbage; det var som at gå baglæns nedad trapperne. Har du først taget skridtet, bliver du nød til at blive ved med at gå. Mr Wu sagde til eleven, "Hvorfor er du så dum? Hvorfor følger du med ham?"

Min bedstefar overhørte Mr. Wu og lavede push hands med ham. Han greb fat i Mr Wu's hånd og skubbede ham ind mellem to kinesiske vinkrukker. Disse keramiske krukker er virkelig enorme, med en smal top og bund og virkelig bred på midten. Min bedstefar skubbede ham ind mellem åbningen i bunden på to krukker. Hovedet gik igennem, men skulderne sad i klemme og han måtte trækkes fri, dette gjorde Dong Ying Jie tre gange. Hvergang skubbede han Mr. Wu ind i dette smalle hul.

Min onkel var streng overfor os, som min bedstefar havde været det overfor hans elever. Når vi trænede og når jeg havde lyst til at bevæge mig, f.eks. som midt i Enkel Pisk, ville min onkel sige jeg skulle stå stille. Når jeg havde lyst til at stå stille, ville han sige, jeg skulle bevæge mig. Han ville lede efter den vanskeligste del af bevægelsen og lade mig stå stille der, for at jeg virkelig skulle blive god til den. Det er noget af det vanskeligste, at stå stille, når man har lyst til at bevæge sig. Det ødelægger det flydende i bevægelsen, men det optræner udholdenhed og det kineserne kalder "nien", evnen til at modstå lidelser.

Dong Zheng Chen

På dette niveau, arbejdede vi på hver enkelte bevægelse indtil den var rigtig. Vi ville ikke fortsætte til den næste bevægelse, for den forrige var rigtig. Når vi var utålmodige, ville han lære os tålmodighed, ved at gentage den samme bevægelse gang på gang. Når så man blev virkelig træt og var nærmest ligeglad, hvad den næste bevægelse ville være, ville han overraske os ved at fortsætte til den næste bevægelse. Man fortsatte først til næste bevægelse, når han mente, du var klar, ikke når du havde lyst. Der er en stor forskel. Et kinesisk ordsrog siger, "Når vandet kommer, vil dæmningen opstå." Det er en helt anden mentalitet end i Vesten.

Jeg trænede kun den langsomme form indtil jeg var blevet god til den, hvilket tog tre år. Det var kun mig og min fætter, der lærte på denne måde. Efter tre år i 1962, begyndte jeg at lære Tui Shou [Push Hands]. Af og til ville min bedstefars ellever komme forbi, så ville vi lave Push Hands med dem. I begyndelse fik vi kun af vide, vi skulle slappe af i kroppen og holde den oprejst, ikke hvordan vi skulle skubbe. Det var ikke meningen vi skulle skubbe, kun lave cirkler i to år, hver aften, kun mig og min onkels søn. Jeg ville også lave Push hands med Mr. Wu, hvis han var der, eller med min onkel. Jeg begyndte med at lære Peng, Lu, Ji, An, dobbelt hånd Push Hands.

Efter at havde trænet Push Hands circkler i to år, Mr. Li [Li Qing Shan], som var en ekspert i hård stil Shaolin Gong Fu kom for at se, hvad jeg havde lært. Selvom han ikke officielt var min lærer, tillod min onkel at jeg lærte nogle ting fra ham, når han kom til vores hjem ca. en gang om måneden. Det var Mr. Li som lærte mig Fa Jing, hvordan man aflevere energi. Han var en lille kamphane, men han var ufattelig hurtig og hans energi var ustoppelig; han var ekspert i Fa Jing. Han var som et bjerg, når han bevægede sig. Det var umuligt at aflede ham. Selv om det siges, man kan aflede 100 kg. med 1 g., så er der situationer, hvis kraften er stor nok, hvor det er umuligt at aflede den. Det eneste, der var at gøre, var at gå af vejen.

Han kunne flække en kinesisk gravsten med hans hånd. Disse sten var lavet af skiffer, 1 m. gange 1,5 m. og 20 cm. tyk. Han kunne flække dem midt over. Engang indtog han noget urtemedicin, som gjorde een stærkere og han var bange for, han skulle skade nogen. Så han tog ud på kirkegården for at prøve sin styrke. Andre fulgte med ham og så ham flække gravstenen, så dette er ikke nogen opdigtet historie.

Meget senere, da han var 70 år gammel, så jeg ham splintre min onkels hovedport med en hånd. Han virkede som dommer i en Qigong konkurrence og blev drillet af nogle knægte på min alder for at være for gammel til at dømme. For at bevise sin duelighed, slog han til min onkels port, som var lavet af træ, som var 5 cm. tykke og som var lamineret i tre forskellige retninger og derefter sømmet sammen. Porten bestod rent faktisk af to døre, som åbnedes i midten. I en og samme bevægelse slog han med begge hænder, med så meget energi, at begge døre blev total smadret. Han var 70 år gammel! Jeg var måløs. De andre knægte var overvældet og forblev tavse. Ingen kunne argumentere mod Mr Li's evner. Han giftede sig aldrig; han brugte hele sit liv på kampkunst. hans far var også en kampkunstudøver.

På dette tidspunkt begyndte jeg at lære Hua Jing, eller hvordan man modtager og omdanner energi, af min onkel. Når man kan ændre sin form, så kan man omdanne den kraft, der kommer mod dig, eller afværge denne krafts styrke. Jeg begyndte at lære Fa Jing og Hua Jing fra min onkel. Den ene af os ville skubbe og den anden ville afværge. Vi lærte det flydende, ikke i nogen fastlagt position. Det var, når muligheden opstod, indenfor rammerne i Tui Shou øvelserne, men kun med Peng, Lu, Ji, An, aldrig med Tsai, Lieh, Jou, Kao.

Min onkel var en rigtig purist i hans måde at undervise Taiji på. Jeg fik aldrig lov til at læse andre bøger om Taiji end hvad familiens medlemmer havde skrevet, kun den røde bog [En forklaring på Taijiquan, skrevet af Dong Ying Jie]. Denne bog læste jeg mange gange. For hvergang jeg læste den, lærte jeg noget nyt. Jeg forstod den på en anden måde efterhånden som mine kendskaber til Taiji voksede. Jo dybere jeg gik ind i den, des mere var der i den. Der var ingen ende.

Fra da jeg seriøst startede min taiji træning i 1959, var der på intet tidspunkt, hvor min træning blev afbrudt, selv ikke under kulturrevolutionen. I begyndelse ville min onkel ikke have, jeg lærte andre former for kampkunst. Men senere hen trænede jeg sammen med folk, der kendte andre stile, og var aldrig nægtet dette. Den mest intense træningsperiode var, fra jeg var 16 til 27 år gammel. Når jeg trænede udenfor kalssen, sammen med mine venner, aftalte vi, vi skulle slå igennem, og at vi skulle angribe, hvor som helst på kroppen. I begyndelse gjorde det ondt, når man blev ramt, men senere hen gjorde det ikke ondt mere. På dette tidspunkt blev der trænet meget Qi Gong, så kraften fra slagene blev omdannet af Qi Gongen.

På dette tidspunkt var mine evner i Push Hands nået et sådan niveau, at ingen af mine onkels andre elever kunne vinde over mig. Jeg begyndte forsøge at teste andre skoler og stilearter, og for at teste mine evner mod dem. De fleste underviser Taiji for at opnå et bedre helbred, så det er intet værd som selvforsvar eller Gong Fu. Mange underviser det som en total afslappet form. Men hvis man ønsker at bruge Taiji som kampkunst, skal man være både hård og blid; man skal vide hvordan man anvender begge. Selv hvis man lære det som en kampkunst, med alle dets anvendelser, hvis man ikke træner det jævnligt mod andre, vil det være ubrugeligt som kampkunst.

Da jeg var 27, rejste jeg fra landsbyen og begyndte at undervise i Gong Fu foreningens klasser betalt af præfekturet. Jeg rejste en del, hvor jeg var to uger det samme sted. Kendte kampkunst eksperter overalt i landet inviterede mig til at besøge dem. Jeg lærte lidt fra dem alle. Jeg underviste hverdag, mens jeg var væk, tre uger på en måned. Klassen var på to timer, om morgenen før folk skulle på arbejde. Klasserne blev betalt af regeringen og blev undervist på offentlige torve. Jeg blev betalt af regeringen, men også af eleverne, selvom det ikke var nødvendigt. De gav mig 10 % af deres indkomst for min undervisning. Det er hvad kineserne kalder "den røde konvolut", et tegn på anderkendelse. De værdsatte, hvad Taiji gjorde for deres helbred og deres sjæl.

Udenfor Kina, besøgte jeg mange andre skoler. I Singapore, besøgte jeg mange kinesiske skoler. Det meste var venlig træning. De ydre stilarter er fuldt ud engageret; når først de er påbegyndt en bevægelse, kan de ikke fortryde eller stoppe den. Ikke som Taiji. I de ydre stile, er det kun den del, der slår, der er engageret. I Taiji, er det hele kroppen, fra benet og op, der er engageret, når først du har besluttet dig til at slå. Jingen er anderledes. Når man slår i de ydre stilarter, kan man skade andre; i taiji kan du kaste en modstandere flere meter væk. Jingen kommer fra hele kroppen; det er helt anderledes i forhold til de ydre stilarter. Taiji er både blid og hård. Man skal begynde med det blide, derefter det hårde, hvilket giver en utrolig eksplosion af energi.

Jeg havde mødt næsten alle moderne Taiji mestre og lagt mærke til forskellene i deres stile. Chen stilen har en god eksploderende energi og den gamle Wu stil er meget kraftfuld, meget stærk. Men ingen af de andre stilarter har Yang stilens grounding. jeg føler, at Yang stilen passer bedre til den brede befolkning end andre stilarter. Den gør benene meget stærke, fordi man bevæger sig meget langsommere end i andre stilarter. Skridtene i Yang stilen er hverken store eller små; et middelstort skridt har den største kraft.

Der er en historie om Master Liu, som var en meget lille mand, der blev udfordret af en anden skole i overværelse af et stort publikum. Han kastede sin modstander ud af cirklen, som var omgivet af fem rækker af tilskuer. Den anden mand blev kastet så hårdt og hurtigt, at han røg gennem de fem rækker, som var han blevet skudt ud af en kanon. Tlskuerne fløj i alle retninger. Af og til er Yang stilen så kraftfuld, at man tror det næppe.

Man skulle tro, det ville være umuligt at opnå en sådan styrke, men det kan man. Uanset om man er stor eller lille, alle kan blive dygtige. Det er vigtigt at have en dygtig lærer til at holde øje med dig, til at vise dig dine stærke og svage sider.

Der er tre ting, der er nødvendige for at opnå succes i Taiji: Du skal tro på det vil lykkedes. Du må have tålmodighed til at lære. Og sidst: Du skal være ihærdig, hvilket vil sige konstant daglig træning, uden forsømmelse.

 

A Production of INTER-ISLAND PEN AND SWORD © 1995 Rachel Porter

 

Tilbage til indhold