Tai Chi Nytonline © 2001

Nr. 8 Oktober 1991

 

Guldkorn

En Taoist i New York

Naturlig Tai Chi

Qi Gong

Krøblinge Tai Chi

Tai Chi Chuan i Finland

Fem nøgle ord

Tilbage til Tai Chi Nyt online

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guldkorn

Af Tung Ying-Chieh

Når man træner Tai Chi Chuan, vil det gøre den svage stærkere og forynge den ældre. Hvis man vil have hurtige resultater, skal man undgå tobak, alkohol, sex, få rigelig med søvn og i det hele taget undgå dårlige vaner.

I kampkunst er spørgsmålet om hvor meget en lærer giver videre af sin lærdom, ene og alene afhængigt af eleven, ikke af læreren. Lad mig forklare det kort. I dag værdsætter mange mennesker Tai Chi Chuan og har et inderligt ønske om at træne. Men de er skeptiske om, hvorvidt deres lærer videregiver den sande lære. Inden de overhovedet har startet, er de allerede mistænksomme. Hvad kan man så stille op, selvom man gerne vil dele sin viden?

Der er også mange elever, der opgiver på halvvejen og giver læreren skylden for ikke at ville dele sin viden med dem, uden overhovedet at tænke på at de måske ikke har trænet ret meget. Dette er ment som en advarsel til de der kommer med sådanne beskyldninger mod deres lærer.

Mester Yang var meget åben med at videregive sin viden. Han underviste alle lige. Hvorfor opnåede nogen så meget, og andre lidt?. Det er på grund af forskelle i prioritering, intelligens og opfattelse af undervisningen. Det er også fordi principperne i Tai Chi er ekstremt dybtgående og ikke kan forstås på en dag. Der er forskellige stadier man skal igennem, og lærerens metode er at tage trin for trin. At opgive før det højeste stade, og så beskylde læreren for at være en svindler er det rene vrøvl. At forvente guldkorn efter nogle få dage med lille indsats, er også urealistisk. Bliv ved at studere og der vil ikke være nogen grund for læreren til ikke at videregive hans viden

 

Tilbage til indhold 

 

En Taoist i New York

Af Lars Bo Christensen.

Siden 1956 har der på Manhattans Upper West Side i New York, levet en Taoist og Tai Chi mester i ordets oprindelige forstand.

Da Liu der nu er 87 år, flyttede til USA i 1956 pgr. de politiske omvæltninger i hans hjemland. Han blev Tai Chi lærer ved FNs kinesiske institut og har dermed absolut været en af de første Tai Chi pionerer i vesten. Da Liu startede sin Tai Chi træning i 1928 hos Sun Lu-Tang i Kiang Su i ØstKina. Senere under den Japanske besættelse blev han tvunget til at rejse væk og tog til de sydøstlige provinser. Her studerede han med mange berømte mestre. Her skiftede han fra Sun til Yang stil, som han har undervist i snart 40 år i New York.

Jeg besøgte Da Liu i Juli måned i år. Jeg havde kigget i fagbogen over Manhattan, og der var til min store overraskelse masser af Tai Chi skoler. Men ingen af dem tiltrak mig synderligt. Så så jeg på Teachers College et opslag om Da Liu, som jeg udmærket kendte fra hans bøger, der har kunnet købes i Danmark i mange år. Ligeledes kom jeg i tanker om at Bill Dockens fra Sverige har studeret med Da liu.

Det lykkedes mig ikke at finde hans klasse, da der var ændringer pgr. sommerferien. I stedet fandt jeg frem til en af hans elever gennem atten år, Luis Ortega. Det havde slået mig at Da Liu måske var elev af Cheng Man-Ching, efter billederne at dømme, og luis' form bestyrkede mit indtryk. Men det viste sig ikke at være helt rigtigt. Da Lius Yang stil lærer hed Li Li-Chou. Han var præsident for Shanghai Tai Chi sammenslutning og der var Cheng Man-Ching næstformand.

Li Li-Chou var en af de største Taoist mestre på den tid og havde adopteret Yang stil i sin træning. Han var altså ikke elev af en af de kendte Tai Chi familier, og i det område har der nok været tradition for at lave Yang stil på den måde. Det kan måske også forklare hvorfor Cheng Man-Ching afviger en del i formen fra Yang Cheng-Fu.

Luis hørte om vores Tai Chi blad og indvilligede straks i at arrangere et interview med sin mester. New York er umådelig varm og fugtig i juli, 38 grader var det, og fugtig så man var helt klam.

Men jeg havde alligevel taget lange bukser og en nydelig skjorte på så jeg var præsentabel.

Da Liu var en umådelig venlig mand og jeg fattede straks stor sympati for den lille gamle mand. Han boede i en stor lejlighed han havde haft i tredive år. Han tændte for airconditoningen og spurgte om jeg kunne holde varmen ud. Han havde ikke været uden for USA siden han kom dertil, men vidste godt hvor Danmark lå og at der var kølige somre. Jeg stillede ham de spørgsmål jeg havde forberedt. Han svarede beredvilligt men uden større interesse. Da jeg var færdig tog han over. Han satte en video på, og tussede imens rundt i den syv værelses lejlighed og fandt bøger og bånd frem og forklarede af sig selv alle mulige interessante ting. Han kendte godt Tung familien og havde en laset kopi af Mester Tungs bedstefars bog.

Jeg spurgte om sammenhængen mellem åndelig træning og kampkunst. Til det svarede han at "Det er en og samme ting, rigtig kampkunst er med Chi. Jeg kan skubbe folk langt væk med min tommelfinger. Det kommer indefra". Luis bekræftede at Mester Liu ofte skubbede folk med et lille ryk fra sin tommel for at vise at man ikke behøver store muskler. Og på den video han fandt frem, der var ti år gammel, hvor han var en ung mand på 77, skulle han undervise en af sine elevers klasse i hvordan man anvender Tai Chi. Her viste han et imponerende 'one inch punch' mod et stykke papir der blev holdt op for ham. Det fløj to meter væk (prøv selv). Han skubbede også alle i klassen "blidt" ind i en væg fra ca. en meters afstand. Kun med tommelfingeren, men man kunne se at det rystede dem, især fyrene, der blev skubbet hårdest.

På videoen lavede hans klasse både Sværdsæt, Pushhands og Fire hjørner. Selv om der var nogen forskel i formen, var disse ting ret meget lig det jeg selv kender. Jeg spurgte Da Liu om han kendte Cheng Man-Ching, for jeg vidste at han havde undervist i New York i en del år. Det gjorde han, det viste sig faktisk at jeg sad i Chengs værelse på hans gamle seng. Også T.T. Liang, der er en berømt elev af Cheng, havde boet der da han levede i New York. Så de havde faktisk nærmest haft et Tai chi kollektiv. Men ellers sagde Da Liu at han for det meste isolerede sig meget. Han har bare passet sin undervisning og skrevet bøger.

Dem er det blevet til nogle stykker af. Ti i alt hvoraf den kendteste er 'Tai Chi Chuan og I Ching' Der har solgt over en million eksemplarer og er blevet oversat til fem sprog. Jeg har læst mange bøger om Tai Chi og beslægtede emner, og jeg må sige at Da Lius hæver sig over mange andre.

Da liu har også skrevet om andet end Tai Chi bla. 'Tao of Chinese culture', en oversættelse af I Ching, en bog om helseøvelser og en om meditation. Han viste mig en ny bog om Tai Chi sværd, der udkommer om kort tid, og det var bestemt den bedste om emnet jeg til dato har set. Jeg håber vi får mulighed for at sælge den via Tai Chi Nyt.

 

 

  Da Liu underviser ikke 'Dao'(kniv), han syntes ikke det er blidt nok til åndelig træning, men han har lært det engang. Til gengæld underviser han sværd 'Chin'(sværd), der er meget blidere. Han viste os et ægte 'Drage kilde sværd'. Det var ikke så stort, men meget smukt og godt håndværk. Det havde en udskåret jadeskive til at tynge silkedusken ned med, og var forbavsende let. "de sværd de kalder 'drage kilde' i dag, er godt nok dyppet i vand fra drage kilden. Men de er lavet på maskine. Dette sværd er håndlavet og hærdet i vandet fra Dragekilden".

Jeg spurgte Da Liu om han ser nogen forskel på Tai Chi elever i Vest og Øst. "Jeg ser en forskel i før og nu. Før havde folk tid og overskud til at træne. Hippierne var gode nok, de arbejdede ikke så meget og havde tid til at lære Tai Chi". Da Liu underviser sin egen forkortede form, som han mener er mere velegnet til travle Amerikanere. Han underviser også hele formen, men kun til de der gør noget ved træningen. Da Liu er 87 år, han ligner da en gammel mand, men Karen og Jeg lavede Pushhands med ham, og han var bestemt ikke skrøbelig. Som med min egen mester Tung, var han usædvanlig klar og styrende i samtalen, så intet negativt eller unødvendigt sneg sig ind. Samtidig kom han med et par meget personlige bemærkninger der vidner, om stor indsigt. Da Liu underviser i øvrigt også udover Tai Chi i meditation, I Ching og kinesisk astrologi.

Når et menneske som Da Liu der nu er 87 og har lavet Tai Chi i 67 År, har arbejdet med meditation og livsforståelse via I Ching og Tao Teh Ching og har skrevet bøger om snart sagt alt inden for området, personligt har kendt mange af de gamle mestre som Sun Lu-Tang og Wu Tunan, og i øvrigt har hørt og set næsten alt, giver det en speciel følelse af at de ikke interesserer sig for det materialistiske. Da Liu spurgte på et tidspunkt om jeg ville have en kop the, jeg svarede at hvis han skulle have noget selv ville jeg da gerne. Jeg ville ikke sådan sende en gammel mand ud at lave te til mig. Han kom senere ind med teen i et krus med New York tryk på og som låg for at holde på varmen var der en minifrisbee. Ikke noget med gamle lakskåle med dekorerede låg. Skal du ikke have the? spurgte jeg. "jeg drikker ikke" , "drikker du ikke the"? "Jeg drikker aldrig væske, men jeg spiser lidt en gang imellem. Jeg kan cirkulere væsken inden i kroppen, prøv og hør". Så kunne jeg tydelig høre hvordan vandet løb frem i halsen på ham, så han måtte synke hele tiden. Jeg havde hørt om Taoister der kunne dette, men aldrig tænkt på at det kunne findes i virkeligheden. Jeg er selv grovæder og må drikke store mængder væske for at kunne udskille affaldsstoffer og hindre udtørring. Jeg fortalte ham at jeg måske mange gange spiste alt for meget selv, men han affærdigede mig med at "nej nej, du er ung", hvilket beroligede mig noget. Jeg havde fået en stor del af min ferie til at gå med at købe og konsumere i store mængder. Når man sådan er længere tid i en by som New York, hvor man kan få alt og hvor alles stræben går på at få mere, var det en dejlig oplevelse at møde et menneske som Da Liu.

Da Liu 1904 - 2000, en anerkendt forfatter og en af de første, der underviste Tai Chi Chuan i USA, døde den. 28. juli 2000 i New York City. Han blev 96 år gammel. I slutningen af 50'erne og 60'erne underviste Liu Tai Chi Chuan i De Forenede Nationer (FN), hvor han arbejde i den kinesiske afdelingen, hvor han var ansat som kalligraf og tolk. Han underviste også på Det Kinesiske Institut (YWCA). Senere underviste han på Universitetet i Columbia, Skt. John's Katedral Skole og Kirken på Riverside. I 1928 begyndte han at træne hos Sun Lu-Tang, grundlæggeren af Sun Stilen. Senere rejste han til de Sydvestlige provinser, hvor han trænede med flere forskellige mestre. Senere skiftede han til Yang Stilen. Han skrev syv bøger om Taoismen og I Ching.

Tilbage til indhold

Naturlig Tai Chi

I 1982 udkom en bog på engelsk med titlen 'Natural Tai Chi'. Den var skrevet under pseudonymet 'Bylen Manas Steran'. Det var imidlertid ikke svært at genkende stilen . Forfatteren Ron Loving havde i en årrække undervist i kung Fu og Tai Chi i københavn. Han var berygtet for sin kompromisløshed både i den hårde og den bløde træning. Bogen vakte en berettiget opsigt fordi den anstiller en ny provokerende synsvinkel, der har givet mange en større forståelse af deres træning. Ron Loving har tydeligvis en stor indsigt i hvorfor der er noget der hedder indre træning og hvorfor det virker. Derfor har vi valgt at bringe nogle uddrag i de næste udgaver af Tai Chi Nyt.

Introduktion.

Det vi vil diskutere i denne bog er ikke særlig kendt i vesten på dette tidspunkt. At der skulle kunne findes en naturlig form for Chi Kung (Chi Gong) er i sig selv overraskende for de fleste.
Så vidt jeg ved har systemet aldrig haft et navn. For de der som jeg træner denne metode, behøver det ikke et navn, men almindeligvis referer vi til det som "Naturlig Tai Chi".
For at gøre tingene simple, vi vil diskutere Chi som om der var en linie der adskiller Tao (Dao) fra det område vi kalder den dagligdags verden. Først vil vi se på de grundlæggende regler for at bruge Chi, som de kommer til anvendelse på den side af linien vi kalder Tao. Derefter vil vi se på nogle måder at få denne energi "over på den anden side af linien" og bruge den i hverdagen.

 Hvad er Naturlig Tai Chi

Naturlig Tai Chi er en slags Chi Kung. Dets hovedprincip er at hjælpe dig til bevidst at kontrollere energien kaldet Chi, via simple naturlige måder, så du kan anvende det i dit daglige liv.
Den første store forskel fra andre Tai Chi systemer, er at vi underviser dig chi's love, så dit arbejde med det følger bestemte trin. Det bliver ikke overladt til "måske". Mange systemer taler om chi i vage vendinger. vi lærer dig bestemte handlemåder, så du kan bruge det i hvert minut af dit liv, fra første dag.
Den anden store forskel er at vi ikke behøver en indlært form sådan som andre systemer bruger det. Du bliver fra starten undervist i at få Chi til at flyde. Hvis Chi flyder naturligt vil det bevæge din krop. Din krop vil snart vænne sig til dette, og så vil Chi bevæge dig i naturlige mønstre.
Fordi det er Chien selv der bevæger dig, bliver kroppen næret og bliver afslappet.
Dette er begyndelsen for dig til at komme i harmoni med Tao naturligt, ikke fra tørre intellektuelle mumlerier. I korthed, hvad mange andre snakker om, gør vi.
En tredje større forskel er at vores system får dig derhen år i forvejen af andre systemer. De fleste skoler fortæller dig at hvis du laver den eller den form i tilstrækkeligt mange år, vil der ske "noget". Dette er for os at se det samme som at give en skrivemaskine til en abe og hvis den får tid nok kan det være den skriver noget forståeligt. Vi giver også "aben en skrivemaskine", men vi underviser ham sproget ligesåvel som at skrive.
En fjerde forskel er at fordi vi kan gøre alt det ovennævnte kommer vi hurtigt ind til sagens kerne. Hvorfor prøver du at opbygge Chi? Mange af jer har brugt måneder og år på at opbygge Chi... Hvad vil i så gøre når i har det? du har sikkert aldrig tænkt meget over det, siden du havde travlt med at huske forme o.lign. Nå men vi vil vise dig hvordan du kan bruge det i dit daglige liv og insistere på at du bruger det i dit daglige liv fra begyndelsen.
En femte forskel er at vi ikke prøver at lære dig at Chi er for at slås "eller knække mursten med næsen" eller andre stunts. Selvfølgelig er du fri til at dirigere din Chi hen til disse ting hvis du ønsker det, men vi presser dig ikke til det. De fleste moderne Tai Chi skoler kan kun måle resultater ud fra kamp eller andre subjektive følelser. Når du kommer længere ind i denne introducerende bog, vil du se hvorfor vi foretrækker at måle kvantitet og kvalitet af Chi på naturlige måder.
En sjette forskel er at vi bruger Tao Te Ching direkte i vores metode, ikke som en vag obskur bog, men ved at lade dig gøre hvad bogen siger trin for trin, så du bliver i stand til at leve bogen. Dit daglige liv er Tao såvel som Teh. denne bog vil blive levende for dig kan jeg forsikre dig. Vi har nøglerne til den og vi vil være glade for at lade dig have dem.
En syvende forskel er at vi træner dig som det du er: et åndeligt væsen. Det næste jeg vil sige kommer formodentlig som et chok for de fleste vesterlændinge. Vi træner dig i særlige metoder der hvis de bliver anvendt vil tillade dig at bevæge dig udenfor din krop. På det stade kan du "parkere" din krop på en parkbænk, og så kan du gå ud på græsset og lave dine øvelser. Du begynder det grundlæggende i denne kunst med principperne i denne første bog. Hvis du nogensinde kommer ind i vores skoler, starter du sædvanligvis med de andre øvelser indenfor seks måneder.

Dette kan virke som et usædvanligt emne for mange af jer, men de originale skoler i kina havde også denne kunst. Mange har tabt den men vi har gemt den. Jeg skal fortælle dig noget andet. Kroppen er ikke, og har aldrig været kilden til Chi. Kun et åndeligt væsen, i harmoni med Tao, kan udvikle og øge denne form for energi. hvis du har lært at Chi kommer fra kroppen eller at den eller den form udvikler Chi, har du lært den stik modsatte retning af hvor du ville hen. Chi er heller ikke mystisk. Kun hvis ikke du selv forstår det. Så kan din manglende viden skjules bag mystik omkring Chi. Hvis du har læst så langt, skal jeg fortælle dig en ting mere. Du vil se, især hvis du træner med os, at denne kunst er meget meget forskellig fra andet "Tai Chi" du nogensinde har hørt eller læst om. Sandt nok, du undrer dig over hvorfor det har været holdt hemmelig etc. Faktisk tror jeg ikke det har været holdt nær så hemmeligt som det faktum, at ingen i disse tider vil have sådan en træning. For sytten år siden spurgte jeg om lov til at undervise denne træning til vesterlændinge. Min lærer sagde at det kunne jeg godt, siden den erfaring ville hjælpe mig. Så jeg fortalte forskellige af mine venner om det. Til min overraskelse var de ikke interesserede. De var interesserede i at få deres næste farvede bælte, eller i hvem der ville vinde den næste turnering, i at se Tv eller gå på disco o.lign.
Fra den dag af er jeg ikke gået ind i en kampkunstskole og har heller ikke diskuteret denne kunst med andre.
Imens du læser denne introducerende bog vil du beslutte om denne kunst har nogen værdi for dig. Du vil beslutte om den skal forblive "hemmelig" for dig, eller om du vil gå ind på vores vej.
Som Lao-Tse sagde: "Når den virkelig vise hører om Tao, skynder han sig ivrigt at bruge det. Når den middelmådige hører om Tao ser han det, men ser det alligevel ikke. Når den dumme hører om Tao griner han højt af det. Blev der ikke grinet af det, ville det ikke være Tao".
Alle jer der læser dette vil tilhøre en af ovennævnte kategorier. Hvis hundrede læser denne bog, vil jeg skyde på at halvfems vil være kategori tre, ni vil være kategori to og en vil være kategori et.
Jeg skriver ikke mere for de halvfems og ni. For den ene vil jeg, som det er vores tradition, videregive min viden om vejen så han kan gå endnu videre end mig, ligesom jeg er gået endnu videre end mine lærere. Så hvad jeg har opnået på et kvart århundrede vil han opnå på fem år, og vil således have de næste tyve år til at føre vores søgen videre.
For ser du det er en anden forskel i vores mestre . Min mester mestrede i tommer, så jeg kunne blive mester i fod. Jeg vil mestre fod så du kan mestre mil. Nogle af jer vil føre denne tradition videre til jeres børn og børnebørn. Det er til jer denne bog er skrevet og dediceret.

Kapitel 1.

Et stort problem elever ofte støder ind i, er at de tror Chi er noget de er nødt til at erhverve sig. Noget de ikke har som de må jagte efter. Dette er ikke sandt. Så længe du er i live, har du Chi. Det er liv.
Hvad der måske er sandt, er at du mangler forståelse af hvordan Chi virker, og derfor ikke bruge det bevidst til at opnå dine ønsker. Det er mit mål i denne bog at råde bod på dette. At vise, i det mindste de grundlæggende ideer du skal bruge, for begynde bevidst at bruge dit fulde potentiale.
Det er helt sikkert at denne kunst byder på eventyr. Det er ikke kedeligt og du sidder ikke og kigger på din navle.
Den korrekte anvendelse kræver at du har eller skaffer dig forskellige redskaber. Ligesom en maler behøver pensel, børste og palet. Man kan sige at de første redskaber er din opmærksomhed om de forskellige grundlæggende regler Chi lyder. Et andet værktøj vil være din evne til at se gamle ideer som ubrugelige, når de ses i lyset af Taos naturlige love. Ikke at fralægge sig de gamle ubrugelige ideer, vil kun efterlade dit sind i et kaos af sammenrodede ideer. Chi kan ikke fungere med sådan et sind, idet en fundamental funktion af Tao er orden. Det der er i orden er i harmoni med Tao, og Chi kan flyde ind i sådan en form. Men kun hvis der er orden. Dette værktøj er et kritisk et, der over alle kan bestemme fald eller succes. Der er yderligere en funktion af dette værktøj som jeg håber du vil ofre lidt opmærksomhed.en håndbog i vores metode. Men den er ikke skrevet i "sådan gør du" vendinger. Hver eneste sætning har sin egen funktion. Hvis du har nøglen til den kan du få større indsigt i virkelig Taoisme. I denne bog vil jeg her og der referere til Tao Teh Ching, simpelthen for at vise at den eller den øvelse er en direkte funktion af et område i Tao Teh Ching.
Tao Teh Ching er ikke en bog for intellektet. Læs om de grundlæggende redskaber igen. Du behøver dem alle for at forstå kunsten kaldet Tao.

Vi har i dette nummer bragt hele introduktionen, samt første kapitel, da de er en forudsætningen for at hænge på i resten af bogen. Vi bringer flere uddrag af bogen i de næste numre.

Tilbage til indhold

Qi Gong

Af Di-yang Bao & Jiang-hua Wu.

Di-yang Bao er uddannet som traditionel kinesisk læge. Hun har i 8 år trænet Qigong, hvoraf de 4 har været under mester He-Ming Pang's ledelse.
Jian-hua Wu er uddannet Qigong læge og har trænet Qigong i 12 år. Han har lært Qigong af mestrene Xü Dai, Long Lian og Zheng Xiang-ling.
I denne artikel vil de prøve at forklare lidt om Qigong og dets anvendelse.

Di-yang Bao

Qi Gong's historie, der er 5-7 tusinde år gammel, er en arv fra den traditionelle kinesiske medicin.
Det er en effektiv måde at give en medicinsk behandling på, samtidigt med at det generelt styrker helbredet. Det spiller en aktiv rolle i forebyggelse og helbredelse af sygdomme. Det forhindrer tidlig senilitet og forlænger livet. Det er især effektivt i forbindelse med behandlingen af vanskelige sygdomme.
Man har i dag ved hjælp af videnskabelige metoder undersøgt og bevist eksistensen af "Qi" i Qigong. Resultatet viste, at "Qi" havde forskellige fysiske former som f.eks. infrarød stråling, partikelstrømninger, statisk elektricitet, elektromagnetiske strømme m.m. Qigong er nu udbredt over det meste af verden og er blevet en vigtig metode til at undersøge og forstå kroppen. Flere og flere accepterer det og opnår mange fordele af det.


Hvad er Qigong ?


Qigong er træning for Qi, tanken og kroppen. Qigong virker til at helbrede sygdomme og forlænge livet, ved at bevæge Qi og Xue (kroppens væsker hvoraf en er blodet) i meridiansystemet ved hjælp af tanken, samtidigt med at man står i bestemte stillinger. Qi omfatter den overordnede betydning "luft", men betyder i forhold til traditionel kinesisk medicin "indre energi". Indtil i dag, er der ingen, der har kunnet give et nøjagtigt svar på hvad Qi er i forhold til den moderne videnskab. Man har kun kunnet sige, at Qi er en speciel substans, der består af en højere energi og forskellige fysiske værdier.


De forskellige Qigong Stile og deres kendetegn .


Der er mange klassificerede Qigong stile der er forskellige med hensyn til indhold, funktion og formål. Qigong kan generelt inddeles i 3 kategorier: Kungfutsiansk, Buddhistisk og Taoistisk Qigong. Der er 3 grupper Qigong i forhold til de forskellige øvelser : Bevægelig Qi gong, stille Qi gong og Bevægelig Qigong i kombination med stille Qigong.

Qigong kan også inddeles i 3 typer baseret på et bestemt niveau af Qi energi: Grundlæggende, Mellem og Højeste niveau Qigong.


Qigong's funktion.


Meridianerne er i den traditionelle kinesiske medicin, de baner Qi og Xue løber i. Det er her ilten samt de næringsrige stoffer transporteres.
Qigong betyder styrkelse af Qi og Xue. Organernes funktioner forbedres og meridankanalerne gøres mere åbne ved hjælp af Qigong øvelserne.
Hvis Qi er i bevægelse, vil Xue cirkulere frit ellers vil Xue stagnere og være årsag til sygdom. I en Qigong tilstand vil cirkulationen af Qi og Xue forbedres betydeligt, fordi bevægelsen af Qi forstærkes, når den dirigeres af tanken.
Kroppen kan ifølge den traditionelle kinesiske medicin ikke opretholde en normal tilstand med mindre yin og yang er i balan-ce. Når man laver Qigong øvelserne, slapper man helt af, så vil kroppen automatisk regulere yin og yang. Derfor kan man forlænge livet og behandle sygdomme.


Qigong's mekanisme.


Den moderne videnskab har lavet mange undersøgelser om Qigong's medicinske teorier. For at kunne udforske forskellen på EEG mellem en Qigong tilstand, en normal tilstand, sovende tilstand, i ro m.m., er der i Kina og andre lande, blevet lavet et systematisk og videnskabeligt samligningsgrundlag. Nogen af de ændringer, der sker når man laver Qigong, er bla. et langsommere åndedræt, fordøjelsen og blodcirkulationen forbedres og nervesystemet bliver mere sensitivt. Al Qigong indbefatter 3 trænings aspekter som er: optræning af sindet, åndedrættet og kropsholdningen.


Hvorfor træne Qigong ?


Ved lang tids træning af Qigong kan man optræne specielle evner så som diagnosticering ved hjælp af tanken.
Qigong bliver også anvendt på hospitaler i kina. En Qigong læges Qi samles et bestemt sted i kroppen og føres over i patientens krop fra dette sted for at kunne helbrede sygdommen. Dette er en af de indre Qigong teknikker.
Der er mange organisationer rundt om i verden, der undersøger Qigong's mekanismer f.eks. Kina, USA, England, Indien m.m. Og i dag accepteres Qigong af flere og flere mennesker. I fremtiden vil Qigong kunne udforskes og bruges sammen med moderne videnskabelige teknikker.

Di-yang Bao

Tilbage til indhold

Krøblinge Tai Chi

Af Henrik Christensen.

I weekenden 20.- 21. april 1991 var 8 handicappede samlet på et kollegium i København for at lave Tai Chi. Halvdelen af deltagerne havde børnelammelse, og af de resterende deltog bla. 2 trafikofre.

Om lørdagen foregik det under vejledning af min lærer, Jesper. Og tro det eller lad være - han er altså god til Tai Chi. Desuden smittede hans begejstring af på os andre, så der var ingen problemer med manglende motivation.
Dagen efter underviste jeg så alene. Hvis nogen f.eks. 5 år efter min ulykke havde sagt til mig, at jeg om 11 år ville blive Tai Chi lærer, ville jeg havde hånleet af vedkommende. Men nu er det søreme sket !!

En ting jeg ikke fik formuleret på kurset var, at fordi vi handibørger ikke fungerede særligt godt rent fysisk, har vi som kompensation udviklet en formidabel snaksalighed. Det giver sig udslag i, at vi benytter stort set enhver lejlighed til at pludre.
På den ene side skal man selvfølgelig acceptere folks individuelle grænser, men på den anden skal man også være opmærksom på om, pausen i den konkrete situation er et udslag af, at folk er lade. Vi brugte måske for megen tid på at snakke, men grænsen er næsten umulig at drage.

I det sammenhæng har jeg været privilegeret, fordi jeg på grund af mit handicap til trænings-aftnerne i Gimle ikke har haft nogen at sludre med, når jeg tager et hvil. Da jeg hader at kede mig, bliver "mine" pauser i høj grad ufrivillige.


Langsomhed


I det øjeblik folk ikke har styr på en situation, vil de ofte udløse en langsommelig adfærd karakteriseret ved, at de prøver sig frem undersøger om isen nu også kan bære. I min situation har det medført at jeg i de fleste af livets forhold er blevet langsom.
På den baggrund har det været utrolig rart at finde et område, hvor det at være langsom ikke er en ulempe men tværtimod noget, der bliver dyrket. Samtidig er det langsomme i Tai Chi ikke blot noget, man har eller ikke har fra naturens hånd, men en egenskab, som kan opøves. Og træningen i at være rigtig langsom passer på mange måder mig.
Og det er åbenbart ikke kun mig der er sær, en af deltagerne fortsatte med at træne 15 min. om dagen i den næste uge. I den forbindelse skal man huske på, at vi på kurset kun nåede at gennemgå 1/3 af Formens 1.Del. Så det har sandsynligvis været afsindigt kedeligt for vedkommende.


Tai Chi som genoptræning?


Da psyken/viljen i sidste instans afgør omfanget af et individs træningsindsats, er jeg overbevist om, at Tai Chi må have behandlingsmæssige potentieller. Som antydet får deltagerne nemlig mulighed for at kombinere balancetræning med positive oplevelser i tilknytning til langsomhed.
Betingelsen for, at jeg kan overbevise professionelle behandlere om Tai Chi's eventuelle muligheder, er imidlertid,at jeg taler deres sprog. Så derfor vil jeg gerne i kontakt med nogle fornuftige fysioterapeuter for at diskutere ideen med dem. Såfremt nogen kender et eksemplar af racen, bedes vedkommende kontakte mig på tlf. 31 95 68 42.

Under alle omstændigheder undersøger gruppen nu mulighederne for at etablere et regelmæssigt hold enten privat eller i forbindelse med idrætsorganisationen HATTA.
Så konklusionen på denne weekend må blive :

Krøblinge-Tai Chi has come to stay !!!

Iflg. redaktørerne af dette blad skulle jeg være den første handicappede dansker, der har været vanvittig nok til at blive Tai Chi lærer. Så postulatet om at jeg er opfinder, hænger altså på om der eksisterer vanvittigere folk et sted, og det er jeg for høflig til at tro.
Var der nogen,der nævnte Guiness' rekordbog ?

P.S.!!!
Jeg har spekuleret over forholdet mellem Tai Chi og Krøblinge Tai Chi. Målet for Tai Chi er gennem bestemte bevægelser at lette strømmen af energi gennem kroppen. Derfor findes der rigtige og forkerte bevægelser.

I modsætning hertil er det første mål for Krøblinge Tai Chi den ro, der følger af koncentration. Ikke desto mindre er målet da også at lave de "rigtige" bevægelser.

 

Tilbage til indhold

 

Tai Chi Chuan i Finland

Af Henrik Birk Kadziola.

Tai Chi Chuan har i de seneste år haft stor fremgang og stigende popularitet i Finland. Der er endnu kun få kvalificerede lærere, men efterhånden mange der underviser. Bla. er der to kinesere der underviser i henholdsvis Chen og Pekingstilen. Heraf er sidstnævnte uddannet på det officielle Wushu akademi og har ikke meget tilovers for de "gamle" stilarter, hvilket han gør meget ud af at meddele. desuden har han gennem et Budomagasin ladet mig og resten af Finland vide at jeg som hvid, aldrig vil kunne lære og undervise Tai Chi ordentligt. Så der er meget liv i Tai chi verdenen i finland. Den anden kineser, Hai Shen Lee, har jeg et mere venskabeligt forhold til.

Jeg underviser i Helsinki og på Åland, og har sagt ja til at afholde et kursus i Porvoo til November. Alle tre steder har eleverne dannet Tai Chi foreninger, hvor man træner og hygger sammen, noget der skaber en meget fin basis for undervisningen.


Mester Tung i Finland


I forlængelse af februar kurset 91 i københavn besøgte mester Tung Helsinki og underviste 2 dage, I alt tre klasser.

Vi udgjorde en lille "delegation" på 4 mester Tung, Rami, Ian, og undertegnede der Søndag formiddag tog med fly til Helsinki. Finnerne lettere ramponerede efter nattens festivitas. Vi havde en hyggelig tur og efter et kort hvil begyndte så undervisningen, og hvilken undervisning.

Der var mødt 24 forventningsfulde elever op, og der blev virkelig gået til den. Korrektioner gennem hele sættet.
Mester Tung befandt sig tilsyneladende rigtig godt og alle arbejdede koncentreret. Tung bad mig også hjælpe til med at rette. Det var spændende men også en uvant følelse. Til alles overraskelse begyndte mester Tung også den sidste aften at rette det hurtige sæt, og underviste på det nærmeste i løb for at nå alt det han havde sat sig for. Så absolut ud over enhver forventning.
Efter undervisningen var vi begge aftner rigtig mange ude at spise sammen, på henholdsvis Russisk og Tyrkisk/Armensk restaurant. Dette var yderligere med til understrege den fine ånd på kurset.

Afsluttende har mester Tung givet tilsagn om at besøge Finland en gang om året. Alle ser frem til næste gang med store forventninger.

Tai Chi in Finland

Tilbage til indhold

Fem nøgle ord

Stilhed.

Hvis sindet ikke er stille, kan det ikke give fuld opmærksomhed. Hænderne der skal kunne bruges overalt, vil ikke have nogen kontrol.
Så sindet må være stille. I begyndelsen kan du ikke kontrollere dine bevægelser. Vær rolig i sindet og lær at føle og få kontrol, ved at følge bevægelserne uden afbræk, uden modstand og uden at være forudindtaget om hvordan bevægelserne skal være.
Hvis min modstander har stor kraft, så har jeg også. Kan jeg styre min kraft så mister han sin. Hvis jeg ikke har stor styrke, så styrer min vilje.
Vær fuldt opmærksom hele tiden, hvor han rører dig må dit sind gå hen.
Du må ikke flygte fra hans kraft, men heller ikke gå imod den.
Ved at øve dette i et halvt eller helt år, kan du lære at bruge det i dine bevægelser. Alt dette handler om vilje ikke om styrke.
Træn det længe nok og du kan kontrollere andre, og de ikke dig.

 Tilbage til indhold