online © 2001
	Nr. 5 Oktober 1990
Guldkorn Tai Chi Chuan, Chi og Vejrtrækning Wu Stil Tungs Familiestil Tung Fu-Ling om Tai Chi Chuan Sangen om Tui-Shou Tilbage til Tai Chi Nyt online	GULDKORN FRA TUNG YING CHIEHS BOG OM TAI CHI Formålet med at løsne skuldrene og sænke albuerne, er at undgå at kraften bliver stoppet i ryggen og skuldrene, så den kan komme ud i armene og hænderne. Dette kan ikke undervises mundtligt og må trænes grundigt. Man må ikke tvinge skuldre og albuer ned, da det vil resultere i stivhed i stedet for fri bevægelse. Nogle folk siger at man ikke skal løfte vægte og træne rå muskelstyrke, når man dyrker Tai Chi Chuan. Dette er ikke altid korrekt. Før du lærer Tai Chi er din krop anspændt og du kan ikke bruge den fysiske styrke effektivt. Efter du har lært Tai Chi, er hele din krop afslappet og blød, og Chien cirkulerer frit i kroppen. Så bliver den rå muskelkraft til virkelig styrke. Din anspændthed skal være væk, men muskelstyrken bevares. Når den rå muskelkraft blokeres i skuldrene, kan den ikke dirigeres ud i hænder og arme. Muskelstyrken er kapitalen og blødheden er metoden. Med en god metode, kan man gøre store forretninger med en lille kapital. Men uden en god metode, er selv en stor kapital ubrugelig. At sænke Chien til Tantien, betyder ikke at man skal presse den luft man indånder ned i maven, men bare at man skal sende lidt opmærksomhed derned. Når du sender opmærksomhed nedad, vil blodet, som der ofte er for meget af i hovedet, synke ned til hjertet og cirkulere ud i lemmerne, der vil få stor gavn af det og dit helbred vil blive bedre. Selvom der er indre hårdhed i Tai Chi, sigter man på ydre blødhed. Igennem lang tids træning vil du opnå indre hårdhed. Det svære er at begrænse hårdheden til det indre, uden at udtrykke det udadtil. Ved at møde hårdhed med blødhed, kan du neutralisere din modstander. Tilbage til indhold   Tai Chi Chuan, Chi og vejrtrækning. Af Wu Tah-Yeh Med hensyn til hvordan man trækker vejret når man træner Tai Chi, er det ofte uklare og vage forklaringer der bliver givet. Der er mange steder i Tai Chi klassikerne hvor ordet Chi bliver brugt. Der opstår tit forvirring fordi både lærere og forfattere fejlagtigt sætter lighedstegn mellem opbygningen af Chi og vejrtrækning gennem næsen og eller munden. Dette er måske en af grundene til at mange instruktører og lærere lægger for meget vægt på specielle instruktioner i vejrtrækning. Den største forvirring opstår fordi det kinesiske tegn Chi er det samme som det for luft. Når en døende person stopper med at trække vejret, siger vi at han ikke har mere Chi. Men i mange tekster betyder Chi ikke altid luft i eller uden for vores krop. I kinesisk litteratur og daglig tale, er der utallige andre anvendelser af ordet Chi end lige luft. Chi bliver generelt brugt som betegnelse for noget der mere har med energi at gøre end den fysiske vejrtrækning. Ingen bøger udgivet før 1940 nævner noget om at vejrtrækningen skal følge bevægelserne og ingen nutidige bøger der anbefaler dette henfører denne metode til de gamle mestre. Derfor ser det ud til at vejrtrækning unisont med bevægelserne er en nutidig opfindelse, der ikke undervistes af de gamle mestre. De fleste forfattere der anbefaler denne form for vejrtrækning, bruger udånding når man strækker lemmerne for at lukke energi ud, og udånding ved sammentrækkende bevægelser for at samle energi. Men der er forfattere der anbefaler lige det modsatte. Hvis begge er metoder brugbare så må ideen om en speciel vejtrækningsmetode være af tvivlsom værdi. Selv lærere der har lært af den samme mester, udvikler ofte forskellige variationer af mesterens undervisning. Yang Cheng-Fu havde en elev der hed Chang Qinlin, der også lærte Taoistisk træning fra Zhuo Haipeng. Ifølge Wang Yen-Niens bog fra 1972, havde Chang syv elever hvor imellem var Cheng Man-Ching, Wang Yen-Nien og Hu Yao-Zhen. Cheng Man-Ching anbefalede naturlig, langsom og rolig vejrtrækning, undtagen i den første meget simple bevægelse hvor man løfter og sænker armene, hvor han anbefalede indånding op og udånding ned. Ellers indikerede han ikke hvor man skulle ånde ind og ud. Wang Yen-Nien underviser 100 procent sammenhæng mellem bevægelser og vejrtrækning og specificerer i hver enkelt bevægelse hvornår man ånder ind og ud. Wang foreslår enda forskellige vejrtrækningsmetoder til de fire årstider. Den fremtrædende Chi-Gung mester Hu Yao-Zhen ignorerer i sit system fuldstændig vejrtrækningen. Han skriver i en af sine bøger at medmindre han specielt henviser til det, mener han ikke vejrtrækning med ordet Chi. Hu underviser naturlig vejrtrækning uden bevidst indblanding og siger at ved ikke at give vejrtrækningen for meget opmærksomhed, kan man opnå naturlig vejrtrækning. Denne sammenligning viser at selvom hver mester lærte fra den samme lærer, brugte de hver især et forskelligt system. I visse typer af meditation bruger man opmærksomhed på åndedrættet til at øge koncentrationen og undgå distrahering, selvom denne opmærksomhed i sig selv kan påvirke vejrtrækningen. I traditionel Tai Chi Chuan hvor målet er at udføre bevægelserne, med alle de ting der er at holde rede på, som en helhed, ville dét at koncentrere sig om vejrtrækningen være en distraktion der ville forhindre én i at koncentrere sig om helheden. Hvis du i det daglige liv altid lægger mærke til hvordan du trækker vejret når du arbejder eller i en almindelig konversation, kan du ikke koncentrere dig om at gøre det lige så godt. Hvis du går to kilometer eller i et kvarter og tilpasser vejrtrækningen til dine skridt, bliver du hurtigt træt, ligemeget hvor mange skridt du tager på hver vejrtrækning, og ligemeget hvor hurtigt du går. Og i Tai Chi Chuan er timingen i bevægelserne jo slet ikke så regelmæssige som i almindelig gang. Kunstig regulering af vejrtrækningen vil reducere Tai Chi til blot en vejrtrækningsøvelse. I klassikerne står der at Chien skal opbygges. Hvis du opnår ro i sindet og løsner led og muskler, er blød og får bevægelserne til at fortsætte flydende gennem sættet, vil du føle din energi flyde frit gennem hele kroppen ud til hver lille del, ganske som beskrevet i Tai Chi klassikerne Wu Ta-Yeh er pensioneret professor i økonomi ved FN, og har lært Tai Chi af både Tung Ying-Chieh og af hans søn og sønnesøn. Mr. Wu er en prominent Tai Chi skribent, og anerkendes som en autoritet i både kinesiske og vestlige Tai Chi kredse. Tilbage til indhold WU STIL En af de mest kendte skoler inden for Tai Chi er Wu stil. Der findes to stile der kaldes Wu stil, Wu Jian-Chüan og Wu Yu-Xiang. Men Wu Jian-Chüans stil er langt den mest kendte. Wu var fra mongoliet og hans far Quan Yau (1834-1902) var livvagt for en prins af Qing dynastiet. Chefinstruktøren for livvagterne var Yang Lu-Chan (1799-1872). En historie fortæller, at en dag hvor Yangs søn Pan-Hou ledede træningen, kastede han Quan Yau så håndt, at han kom til skade med det ene ben. Da Yang kom tilbage, så han Quan Yau halte og spurg-te, hvad der var sket. Quan Yau fortalte at han havde trænet med Pan Hou. Yang Lu-Chan sagde så, at han ville vise ham, hvordan han skulle aflede en modstander, så han ikke ville blive kastet igen. Quan Yau lærte godt og Pan-Hou kunne ikke længere kaste ham hårdt. Pan-Hou spurgte sin far, hvorfor han havde vist Quan Yau familiens hemmeligheder. Yang svarede, at han jo selv havde lært dem fra en anden familieklan og at han ville undervise dem til enhver, der var værdig til det. Quan Yau blev formel discipel af Pan-Hou og lærte Tai Chi Chuan i mange år. Inden han lærte Tai Chi var han allerede særdeles velrennommeret inden for andre former for kampkunst og blev på sine ældre dage mester i sin egen ret. Quan Yau gav det han havde lært videre til sin søn Aishen. Et mongolsk navn var ikke så velanset, så derfor tog Aishen senere efternavnet Wu. Wu Aishen blev senere mere kendt under navnet Wu Jian-Chüan. Wu startede med at lære Tai Chi da han var meget ung. Han blev tidligt mester og udviklede senere sin egen stil. Wu var sammen med Yang Shao-Hou, Yang Cheng-Fu, Xu Yisheng og andre med til at skabe en berømt skole i Peking, hvor Wushu lærere fra hele Kina kom og blev uddannet. Fra 1928 boede og underviste han i Shanghai til sin død i 1942. Wu havde to sønner Gongyi og Gongzao og en datter Yinghua. De har alle undervist både i Kina og Hong Kong. Udover dem er Yinghuas mand Ma Yeh-Liang, der nu er 90 år, og den nu 105 årige Wu Tunan de mest kendte elever af Wu Jian-Chüan. Wu stil kommer altså fra samme linie som den Yang stil vi dyrker herhjemme, og navnene og rækkefølgen er også ret tæt på hinanden. Mange af bevægelserne er også mere eller mindre ens. Men generelt er bevægelserne mindre, stillingerne er højere og det bageste ben er næsten helt strakt. Skubbe hænder teknikkerne er ligeledes korte og høje, men Yang stil udøvere kan sagtens træne med Wu stil udøvere. I Wu stil er der selvfølgelig også hurtig Tai Chi, sværdsæt, knivsæt og lanse. De små cirkler og de høje stillinger kan godt give det indtryk at bevægelserne kun er for afslapning og for ældre mennesker. Men med den rette instruktion og vedholdende træning giver den stor indre styrke. En af Ma Yeh-Liangs elever igennem 25 år, fortæller at han så mester Ma i en opvisning, hvor han gjorde et publikum åndeløst med sværd Tai Chi. Da han led af en alvorlig mavesygdom, startede han på at dyrke Tai Chi for sit helbred. Før han blev syg havde han dyrket kampkunst i mange år. Efter et års træning var han næsten rask og han kunne spise normalt. Men selv efter flere års træning tvivlede han på at Tai Chi kunne bruges i selvforsvar. En morgen hvor han trænede Tui Shou med mester Ma, fik han pludselig lyst til at teste mester Ma. Han skjulte sit åndedræt og skubbede pludselig af al sin kraft. Han havde forventet at Ma ville falde eller træde tilbage eller i det mindste lave en teknik. Men mester Ma rørte sig ikke, og som om han havde skubbet på en fjeder, blev han slynget tre meter bagud. Hans bomuldssko havde flækket begge hæle og inden en halv time hævede hans ben så han måtte bæres hjem. Senere spurgte han mester Ma om, hvad det var, han havde gjort. Ma sagde at det er sådan Tai Chi virker når man transformerer modstanderens styrke og vender den mod ham selv. Siden den dag var Qian en mere ydmyg og flittig udøver af Wu stil. Tilbage til indhold Tungs Familiestil Mester Tungs bedstefar, Tung Ying-Chieh, begyndte at lære Tai chi da han var teenager, af en lærer der hed Li. Af ham lærte han Hao stil. Senere var han elev af Yang Cheng-Fu igennem 20 år. Her lærte han Yang familiens Tai Chi, der var videreudviklet fra Chen familiens Tai Chi. Tung Ying Chieh vandt sig ry for at være en af de meste kompetente til at videreføre Yangs Tai Chi. Efter kommunisternes overtagelse flyttede han til Hong Kong, hvor han boede og underviste til sin død i 1964. Men under Japans besættelse boede han i Macau. I denne periode brugte han meget tid på at male og skrive og i denne periode skabte han sit eget Tai Chi sæt. Bevægelserne byggede på de erfaringer han havde fået igennem mange år, hos forskellige lærere og i kamp. Tung familien har altid undervist Yang stil som det grundlæggende, men elever der blev i mange år, fik også lov at lære andre sæt, partner sæt, våbensæt og hurtige sæt. Tungs Tai Chi sæt indeholder både hurtige og langsomme bevægelser, der skifter gennem hele sættet, hvori der er knap halvtreds bevægelser. De langsomme bevægelser er for at følge en modstander og mærke hans intentioner og for at opbygge energi. De hurtige og eksplosive bevægelser skal, ligesom i de langsomme, udføres løst og afslappet. Sættet begynder med 'hold om påfuglens hale' som Tung har samlet i en hurtig bevægelse, med et hop og stamp i gulvet. 'Enkelt pisk' er mere åben, og 'træd frem og slå' udføres ligeledes med hop og stamp. Næsten alle andre bevægelser adskiller sig meget fra Yang stil, men principperne er de samme. Der er to spiraler til at følge en modstander i. Der er slag med 'hammeren' og med den knyttede hånd både lodret og vandret, og der er fodfejninger og armlåse. Næsten alle skridt er med følgeskridt, der kommer fra Hao stil. De tillader en at komme længere frem med et skub, og øver en i at følge efter en modstander med god balance. Som altid i Tai Chi, skal alle bevægelserne og overgangene mellem dem, være flydende uden stop. Derfor er det vigtigt at man ikke lærer sættet for tidligt, men sørger for at ens langsomme sæt er virkelig godt først. Så har man i dette sæt en mængde meget smukke bevægelser, der er særdeles brugbare når man skubber hænder. Tilbage til indhold TUNG FU-LING OM TAI CHI CHUAN Af Anthony DeLeonardis Følgende artikel er fra Black Belt Magazine 1967. Den er bygget op om et interview med Tung Fu-Ling da han rejste rundt i USA og gav opvisninger for at øge interessen for Tai Chi. Langsomt, næsten smertende langsomt, glider de to mænd omkring hinanden, løfter benene med overdrevne skridt, mens deres hænder og arme ser ud som om de flyder på luften med smukke yndefulde bevægelser. Det virker som en dans i slow motion. Men dette er en 'dans' med dødsens alvorligt formål. Uden at bryde harmonien i de bevægelser, de skaber, cirkler den store mand smidigt ind på den anden og forsøger at lave bevægelsen 'hold om påfuglens hale'. Dette er en temmelig poetisk beskrivelse af, hvad der foregår: et ondt lille angreb, hvor der tages fat i den andens tøj og trækker ham ind mod sig for at sparke og slå. Men med næsten latterlig lethed, laver den mindre mand et modangreb med en anden poetisk betegnet teknik 'bære tigeren til bjerget', som bliver brugt til at trække modstanderen ud af balance, hvorefter man giver ham en lille overraskelse. Her slutter den drømmeagtige sekvens brat. Den store mand, som i vægt overstiger den anden med ca. 25 kg., bliver pludseligt standset i sit forsøg, hvirvler bagud og rammer væggen med et stort brag. Manden, der sendte ham ind i væggen, virkede slet ikke anstrengt, men han skabte en stor kraft og styrke, uden at lave afbrud i de underlige, fredfyldte bevægelser. Den lille mand, som udviste denne styrke, er Tung Fu-Ling, som er ekspert i Tai Chi Chuan, et boksesystem, der stadig er meget lidt kendt udenfor de kinesiske kredse. Mester Tung havde lige demonstreret et af de grundlæggende principper i sin stil: At fysisk styrke ikke er nødvendig for at opnå stor kraft. Tung er en venlig, stille mand med et bredt smil og imponerende akkreditiver. Det var hans far, der lærte ham Tai Chi Chuan. Hans far anses for at være en af de mest kendte lærere i denne stil. Sønnen viderefører traditionen og leder flere skoler i Asien. Tidligere på året var Tung på en turné i USA, for at skabe interesse for sin stil. For de der ikke kender Tai Chi, kan det se ud som noget man aldrig før har set. På overfladen er der meget få lighedspunkter mellem dette kinesiske boksesystem og den japanske, okinawanesiske og koreanske karate. Men en dyberegående undersøgelse viser, at der er nogle ligheds-punkter mellem parader og slag. Men de danselignende bevægelser skjuler dette noget. Verdens mest udbredte selvforsvarssystem. Det vil nok komme som en overraskelse for mange, at Tai Chi Chuan er verdens mest udbredte selvforsvarssystem. Mens der maksimalt er mellem fem eller seks millioner karateudøvere i verden, er der måske hundrede millioner, der træner denne kinesiske stil. Denne overraskende statistik bekræftes med det faktum, at stilen udøves overalt i Kina, på trods af dets gamle taoistiske og i mindre grad Kungfutzianske tradition. Næsten alle har set billeder, hvor store flokke af kinesere i alle aldre, står på rad og række i parker og anlæg og er opdaget af at lave nogle fysiske øvelser. For det meste er det, de laver Tai Chi. Det skal pointeres, at man udmærket kan nøjes med at træne de fysiske øvelser for at styrke helbredet, i hvilket tilfælde det så bare bliver kaldt for Tai Chi. Langt færre beskæftiger sig med selvforsvarssystemet, som kaldes Tai Chi Chuan. De fysiske øvelser er meget tæt knyttede til de kampmæssige teknikker og kan uden større besvær omdannes til et kampsystem. Indtil i dag, har selvforsvars aspektet været velbevarede hemmeligheder, som kun blev undervist til udvalgte elever, og sjældent, hvis overhovedet, blev der givet undervisning til andre end kinesere. Men i de senere år er sløret blevet hævet, og det undervises nu til alle, der er interesseret i det. Kineserne tror på, at en ihærdig udøvelse af Tai Chi hjælper med til at give et godt helbred og et længere liv. Hvis dette er sandt, er mester Tung et strålende eksempel. Selvom han er 50 år gammel, virker han mindst 15 år yngre. Han har et behageligt ansigt uden rynker med et enkelt gråt hår i hans ellers kulsorte hår. Tung taler kun kinesisk, så han havde taget en af sine elever, Daniel Lee, som også er sort bælte i karate, med for at oversætte. Tung fortalte om forskellen mellem karate og Tai Chi Chuan. Man bruger modstanderens styrke mod ham selv. "Vi lægger ikke vægt på fysisk styrke og muskler som i karate. Vi mener ikke det er nødvendigt. For det første bygger vores stil på at bruge den anden persons styrke og vende den mod ham. Man kan kalde vores stil for et blødt system i modsætning til flere andre kinesiske stilarter," siger Tung. For de, der ikke har kendskab til kinesisk kampkunst, skal det her siges, der findes et utal af dem. Hvis karateudøvere til tider er bekymrede over den manglende enighed stilarterne imellem, skulle de prøve at se nærmere på de kinesiske systemer. Der er talrige kinesiske boksesystemer, og de er næsten alle opdelt i forskellige stile, enten p.gr.a. fejder eller mestre, som har sat deres individuelle præg gennem år-hundreder. Tag f.eks. det berømte Shaolin system (en stil der er forløberen til den moderne karate). Der er talrige Shaolin stilarter, hvoraf mange har karakteristiske poetiske navne som f.eks. 'Hvide Øjenbryn', 'Abe Stil', 'Ørnens Kløer', 'Trane Stil', ja selv en stil, der hedder 'Fordrukken Boksning'. Tung ser forskellen mellem alle disse stile, på bag-grund af om de enten er 'indre' eller 'ydre' stile. De 'indre' stile omfatter Tai Chi Chuan, Pa Kua og Hsing Yi. De 'ydre' omfatter forskellige kung fu stile, Shaolin stile og andre karate lignende stilarter. En forskel på dem er, at de 'indre' stile anses for at være mere undvigende, mens de 'ydre' for det meste er mere fysiske og aggresssive. Men i følge Tung er der også en anden forskel, og det er deres grundlæggende mentale holdning. Det grundlæggende i Tai Chi Chuan er begrebet 'chi'. Et lignende begreb kaldes på japansk for 'ki' og bruges i Aikido. Chi er en form for tankekraft, som siges at give større styrke og kraft til udøveren, når den udvikles og anvendes rigtigt i kombination med fysisk styrke. Men 'chi' er en flygtig kraft, der er lettere at forstå en at udvikle. Det er meningen, det styres gennem kroppen med viljens kraft. Tung siger, når han træner, sveder han i hænder og fingre 'der hvor chi kraften flyder ud.' Med denne viden om chi i tankerne, er det måske noget lettere at forstå, hvorfor Tai Chi Chun er et elegant, yndefuldt selvforsvarssystem. Da der ikke er behov for stor muskelkrat i denne stil, kan der lægges mere vægt på at forskønne den. Der er også en anden årsag. Det er typisk for kineserne, der har udviklet en af verdens ældste og største kulturer, at gøre alt af betydning mere yndefuldt og raffineret også selv om det er noget så voldsomt som selvforsvar. For den virkeligt hengivne, er Tai Chi Chuan fascinerende fordi der under over-fladen af disse smukke bevægelser, skjuler sig et grundlæggende, elementært system med stor styrke, som kan fremkaldes, hvis det skulle blive nødvendigt. Men indtil det er nødvendigt, fremtræder det meget smukt udadtil. Denne følelse for skønhed forklarer også, hvorfor mange af teknikkerne har poetiske navne som 'hvid trane spreder sine vinger' for at beskrive flere samtidige kampteknikker. Normalt anses der for at være 37 grundlæggende stillinger i Tai Chi Chuan, selv om antallet varierer fra lærer til lærer. Ved at sammensætte de forskellige sekvenser og kombinationer, er der i Tungs stil 128 bevægelser. Tung underviser Yang stil, som anses for at være den største klassiske stil. En anden vigtig stil er Wu stilen, der er opkaldt efter dens grundlægger, som lavede flere variationer fra Yang stilen. Tai Chi er et meget gammelt system I Tai Chi Chuan er alle bevægelserne cirkulære. Der er ikke noget spark eller slag, der er lige. Årsagen til dette er, at cirkulære bevægelser anses for at harmonisere med strømmen af chi, hvorimod man mener lige bevægelser, ville bryde denne strøm. Man bevæger sig også en hel del omkring. En Tai Chi Chuan udøver står aldrig stille og ser modstanderen i øjnene, på baggrund af det princip, at et bevægeligt mål er vanskeligere at ramme eller få fat i. Tai Chi Chuan er et meget gammelt system. Traditionelt anses grundlæggeren af bevægelserne for at være en taoistisk filosof Chang San-Feng, som det siges skulle være født omkring slutningen af det 14. århundrede. Slangen og fuglen Der er to forskellige variationer af, hvordan han skabte Tai Chi Chuan. En fortæller om en dag, han kiggede ud af vinduet, at han så en fugl kæmpe mod en slange. Fuglen forsøgte hele tiden at spidde slangen med sit næb. Men slangen undveg behændigt alle fuglens forsøg, ved at bruge fleksible manøvrer og ved aldrig at være i ro. Herfra har vi historien om, hvordan Chang San-Feng lavede systemet udfra en slanges bevægelser. Den anden historie er mere fantasifuld og giver et eksempel på, hvilke former for legender og myter den kinesiske historie er fyldt med. I følge denne legende blev Chang opsøgt i en drøm af en af de gamle mytologiske guddommelige konger, som afslørede Tai Chi Chuans hemmeligheder for Chang. Under arbejdet med denne artikel talte vi med en anden Tai Chi lærer, James Wing-Woo. Han underviser i Hollywood og lærte i sin tid Tai Chi i Canton i Kina. Vi talte en dag med Woo på hans kontor, som var fyldt op med bøger om kinesisk kultur, historie, filosofi og akupunktur. Jeg foretrækker at kalde Tai Chi for meditation i bevægelse. "Der har i den senere tid været meget vås omkring emnet Chi." I flere tilfælde, kan den kraft eller styrke man opnår i Tai Chi Chuan, delvis forklares som chi, men en hel del p.gr.a. gode kendskaber til kroppens mekanik. "Her," siger han og rækker sin arm frem "prøv på at forhindre min arm i at skubbe din ned." Jeg strakte min arm ud og prøvede, men han skubbede den ned uden besvær. "Prøv nu at presse dine ben og bagdel sammen og prøv på at standse mig." Dette gjorde jeg og fandt ud af, jeg meget let kunne forhindre ham i at skubbe min arm. "Chi'ens kraft er i benene og du bringer den op gennem kroppen," sagde Woo "Men det har samtidigt også noget at gøre med at forstå kroppens dynamik." "Jeg foretrækker at kalde Tai Chi for meditation i bevægelse. Når jeg er aktiv, mens jeg laver Tai Chi Chuan bevægelserne, forsøger jeg på ikke at tænke. jeg prøver på at tømme mit sind for at opnå ro og klarhed," siger han. Woo pointerer, at begyndere i starten kun koncentrerer sig om bevægelserne, men når de kan dem nogenlunde, kan de frigøre deres sind og koncentrere sig om at opnå tomhed, klarhed og stilhed. Som det kan ses, er der en hel del filosofi forbundet med udøvelsen af Tai Chi Chuan. På Okinawa, i Japan og Korea er kampsystemerne mættet med zen buddhistisk filosofi. Men i Kina er det hovedsageligt kun Shaolin boksestilene, som er udviklet i det buddhistiske Shaolin kloster,hvor den buddhistiske filosofi står stærkt. I Tai Chi Chuan er det den taoistiske og til en hvis del den kungfutzianske filosofi, der giver bidrag til de moralske og spirituelle harmoni-er i denne form for selvforsvar. Yin og Yang Denne filosofi symboliseres med det berømte taoistiske 'dobbeltfisk' diagram. Det er en cirkel med en kurvet 'S' linie, som løber gennem det. Dette sym-boliserer det ældgamle kinesiske begreb om yin og yang, eller de to modsætningers sammensmeltning til en perfekt harmoni, så længe den ene ikke overgår den anden. På denne måde symboliserer yin og yang hårdt-blidt, aktiv-passiv, lys-mørke, mand-kvinde m.m. Et andet mere kompliceret symbol fortæller om de samme begreber i kungfutzianismen. Disse symboler sammenkalder 'det højest opnåelige' eller det højeste udtryk af filosofi. "Hvad vi egentlig prøver på er at forsøge på at videreføre de kinesiske principper så som tålmodighed, ydmyghed og udholdenhed. Disse begreber er anvendelige i alle trosretninger - taoisme, kungfutzianisme lige så vel som buddhisme," siger Woo. Vi forlod det lidt abstrakte og spurgte Woo, hvorfor Tai Chi Chuan bliver lavet så utroligt langsom i stedet for i et tempo, som normalt anvendes ved konfrontra-tioner. "De langsomme bevægelser optræner en god balan-ce, men det er også vigtigt, at man ikke kan skjule fejl. Når man bevæger sig langsomt, er det let for instruktøren og eleven at opdage fejlen," siger han. Derefter spurgte vi Woo om bevægelserne overhovedet blev lavet hurtigt. "Ja da." Efter at have sagt dette, gennemgik han den første del af de 128 bevægelser. I denne hurtige version, mindede han om en lille cementblander, der bevægede sig på tværs af gulvet i sin træningssal med arme, ben, næver og albuer i bevægelse uden afbrud. Når man ser det på denne måde, kan man se, når en Tai Chi Chuan udøver kæmper, at der er en stadig strøm af kombinationer, modangreb og undvigende bevægelser. Turneringer er for farlige. Der er ikke nogen turneringer mellem Tai Chi Chuan elever. "Det er for farligt, vi anvender kun disse teknikker, når det er nødvendigt. Desuden kan man tilegne sig mange dårlige vaner i turneringerne," siger Woo. Tai Chi Chuan eleverne træner med hinanden, men kun i fastlagte rammer, hvor begge ved, hvad der er i vente. Men der er en form for konkurrencelignende øvelser, som kaldes at skubbe hænder, som eleverne deltager i med tiden. I disse øvelser lægger eleverne håndledene mod hinanden og bevæger dem derefter i store cirkelbevægelser, hvor hver af dem prøver på at forudse den anden handling og få ham ud af balance. "Vi prøver rent faktisk at blive sensitive overfor bevægelserne og tankerne fra modstanderen. Det er egentlig en kommunikation mellem to personer, uden snak. Det er ikke styrke mod styrke. Tai Chi Chuan prøver aldrig på at overvinde styrke med styrke. Hvad vi prøver på at gøre, er at følge den andens bevægelse i et forsøg på at fange den andens kraft," siger Tung. Med andre ord er det en øvelse, der er skabt for at udvikle og skærpe en persons chi. Et forsøg på at forbedre ens evne til at fornemme og skelne mod-standerens strøm af chi og anvende den til at få ham ud af balance. "Det er virkelig sjovt," siger Daniel Lee, "når man bliver bragt ud af balance i denne øvelse, har man den underligste fornemmelse. Der bliver ikke brugt nogen kraft, med undtagelse af din egen, til at skubbe dig. Da du ikke kan kontrollere din egen kraft, får den dig ud af balance." "Faktisk er det lidt ligesom skak," siger Tung. "Det har meget med forudsigelse og en hel del med psykologi at gøre. Det er en form for mental leg. Man prøver på at styre modstanderens kraft. Derfor anvender man ikke kraft imod ham, men i den samme retning han bevæger sig, for at få ham ud af balance." Mester Tung afslutter sit besøg i USA for at vende tilbage til sin familie i Hong Kong. Tung forlod Kina, da kommunisterne fik magten, men han har stadig flere brødre, der bor og underviser Tai Chi Chuan i Canton. Tung har sin egen skole i Hong Kong, som ledes af hans søn. Han har en anden søn, der underviser i Singapore. Tung planlægger at vende tilbage til USA senere på året. "Næste gang bliver jeg længere, hvis jeg kan se, interessen for Tai Chi Chuan har spredt sig nok," lovede han.   Tilbage til indhold SANGEN OM TUI-SHOU At skubbe hænder, Pang, Li, Ji, An, Udføres altid koncentreret og langsomt med alle kroppens dele i forening. Dette beskytter dig mod modstanderens angreb. Lad ham angribe med alle kræfter, kun 100 gram er nødvendigt for at aflede 100 kg. Led kraften der komme mod dig ud i ingenting, få kontakt, kløb og følg efter. Mist ikke kontakt og gør ikke modstand. Det er blevet sagt: "Hvis han ikke røre sig, røre jeg mig ikke. Hvis han bevæger sig, bevæger jeg mig først. Kraften ser blød ud, men er det ikke. Den er klar til brug, men kan ikke ses. Selv om kraften ser ud til at stoppe, forbliver følelsen af at fortsætte."   Ukendt Tilbage til indhold