Tai Chi Nyt nr. 27

Nr. 27 Februar 1998

De kinesiske tegn ovenfor er den originale tekst til Yangfamiliens 40 kapitler, der består af 40 selvstændige tekster, der først for nyligt er udgivet samlet. Man ved ikke med sikkerhed, hvem der har skrevet dem. I teksten er ikke anført forfatter eller dato, men det er sikkert, at det er gamle tekster, der har været gemt i mere end 100 år, og at de har været videregivet i Yangfamilien. I hvert af de følgende numre kommer flere afsnit.

Tilbage til indhold

Yang-Familiens 40 kapitler

Afværg (Syd), Træk tilbage (Vest), Pres (Øst), Skub (Nord), Træk ned (Nordvest), Split (Sydøst), Albue (Nordøst), Skulder (Sydvest). Disse er kompasretningerne og ´De otte porte´.

1. De otte porte og fem skridt
Kompasretningerne og ´De otte porte ´demonstrerer princippet om den cykliske udveksling af yin og yang, der fungerer uophørligt i sin kurs. Derfor er det nødvendigt at forstå ´De fire sider ´og ´De fire hjørner´. De fire sider er Afværg. Træk tilbage, Pres og Skub; ´De fire hjørner er ´ Træk ned, Split, Albue og Skulder. Ved at kombinere side- og hjørne teknikkerne, får vi trigrammerne for portenes placering. Inddelingen i ´De fem skridt ´ indbefatter konceptet med de fem faser og gør os istand til at kontrollere de otte retninger. De fem faser korresponderer med gå frem (Ild), Gå tilbage (Vand), se til venstre (Træ), se til højre (Metal) og centreret i midten (Jord). Frem og tilbage er de skridt, der korresponderer med vand og ild; se til venstre og se til højre med metal og træ; og i centeret jordomkring hvis akse alting drejer. Vores krop indeholder de otte trigrammer og vores fødder træder de fem faser. Teknikker med hænderne og skridt; otte plus fem; tilsammen giver de summen tretten. Således kommer de tretten bevægelser fra naturen, og vi kalder dem ´De otte porte og fem skridt´.

2. Træningen af De otte porte og fem skridt.
De otte trigrammer og de fem faser er en del af menneskets naturlige evner. Vi må først forstå betydningen af ordene bevidst bevægelse. Efter at have forstået bevidst bevægelse, kan vi begynde at forstå energi, og til sidst fra at forstå energi, fortsætte til åndelig oplysning. Men i begyndelsen af vores træning må vi få en forståelse af bevidst bevægelse som, selvom det er en del af vores naturlige evner, er meget svært at fatte.

3. Vores naturlige evne til at skelne.
Når vi bliver født ind i Verden, har vi øjne at se med, øre at høre med, næse til at lugte med, og mund til at spise med. farve, lyd, duft og smag tiltaler alle vores naturlige sanseevner; bevægelser og skridt og vores lemmers forskellige funktioner, kommer alle fra vores naturlige evner for at bevæge os. Tænker man grundigt over dette, er det så uden grund, selvom de er ens i natur, men forskellige i vaner, at vi har mistet vores naturlige evner? Således er det, hvis vi vil genvinde vores naturlige evner, umuligt at åbenbare vores bevægelses- og potientiale uden fysisk træning, og umuligt at finde kilden til bevidsthed uden intellektuel aktivitet. Dette fører os til bevægelse med bevidsthed:
Når man bevæger sig almindeligt, føler man noget. Men når man træner, får man bevidsthed. Når almindelig bevægelse når et højere stade, bliver det ægte bevægelse, når almindelig føelse når et højere stade, bliver det bevidsthed. Ægte bevægelse og bevidsthed føles let, almindelig bevægelse og føelse virker svært. Ved først at søge at udvikle bevidst bevægelse i sig selv, og få det ud i ens krop, vil du naturligt blive i stand til at mærke det i andre. Hvis du søger det først i andre, er det sandsynligt, at du ikke vil finde det i dig selv. Det er essentielt, at du forstår dette princip, og evnen til at forstå energi kommer af dette.

4. Klæbe, hænge ved, have kontakt og følge.
At klæbe er at løfte sin energi, så den når frem til den anden; at hænge ved er at klæbe til den anden; at have kontakt er at glemme sig selv og ikke miste kontakt; at følge er, at jeg følger min modstanders bevægelser. Det er umuligt at forstå bevidst bevægelse uden at være klar over møde, klæbe, have kontakt og følge, men det er meget subtilt.

Fortsættes i næste nummer.........

Tilbage til indhold

Kina i Ming- og Qingdynastiet

De kendeste Tai Chi mestre levede alle i Kinas Ming- ogQingdynastier. Det virker temmelig fremmed på os, og man har en fornemmelse af at det er meget længe siden.

Af Lars Bo Christensen. Kilder: Douglas Wile og Jonathan Spence; 'Kina de sidste 400 år' og Douglas Wile.

Men faktisk levede Ch'en Ch'ing-P'ing,Yang Lu-Chan og Wu Yü-Hsiang i samme generation som Darwin og Marx.
Li I-Yu, Yang Pan-Hou og Yang Jian-Hou var samtidige med Einstein Freud og Ghandi. Jernbaner, telegraf, og missionsskoler var en del af det kinesiske land-skab og kinesiske hære brugte ofte moderne vestlige rifler. Hvornår har nogen tænkt på at Yang Lu-Chan formodentlig var i Peking da Engelske og Franske tropper i 1860 angreb byen og jog Manchu kejseren på flugt? Når vi læser Tai Chis klassikere får vi et tidløst indtryk, der er helt bevidst fra forfatternes side. Kinas oldtid og de skrifter der kom derfra, har dannet forbilledet for al senere skriftkultur. Men det må ikke forhindre os i at prøve at sætte os ind i hvem disse mestre var og i hvilken tid de levede.

Kulturen

Sammen med de kejserlige beskrivelser af hoflivet og den bureaukratiske praksis viser romaner, malerier og skuespil pragten - for de rige - i Kina i det sene Mingdynasti. Bosiddende snarere i de større handelsbyer end på landet var de rige knyttet sammen i komplicerede klan- eller slægtsorganisationer på basis af herkomst på fædrene side. Disse slægtsorganisationer besad ofte store landområder, som gav indkomst til støtte for deres egne skoler, velgørenhed over for dem, der havde mødt hårde tider, og vedligeholdelse af forfædrehaller, hvor familiemedlemmerne ofrede til de afdøde forfædre. De riges rummelige boligkomplekser, beskyttet af massive porte og høje mure, var fyldt med produkter fremstillet af kinesiske håndværke-re, der sommetider arbejdede i statslige fabrikker men oftere var samlet i små lavskontrollerede værksteder. Broderet silke, som fik kvindens krop til at funkle, var altid efterspurgt af de rige, ligeledes det smukke blå og hvide porcelæn, som prydede de udsøgte middagsselskaber, der var så populære på den tid. Skinnende lak, jadeornamenter, fjerlet gitterværk, smukt elfenben, cloissonné, og rosentræsmøbler gjorde de riges hjem til skønhedsåbenbaringer. Og de kunstfærdigt udskårne børsteholdere af træ eller sten, det overdådige papir, selv blækstængerne og de sten hvorpå de blev gnedet og blandet med vand for at blive til det bedste og sorteste blæk, alt sammen gjorde enhver lærds skrivebord til en rituel og æstetisk verden, før han nogensinde havde skrevet et ord.
For at gøre det hele fuldendt var de velstående kineseres mad og drikke en stadig nydelse: rejer i pikant sovs og bønnemasse, sprød and og vandkastanier, konfekt, klar te, blød korn- eller druespiritus, friske og konserverede frugter og frugtsaft - alle disse retter fulgte efter hinanden ved selskaber, hvor man diskuterede litteratur, religion og poesi over retterne. Efter måltidet, mens vinen fortsat flød, blev skattede billedruller trukket frem fra familiesamlingen, og nye kunstværker, som søgte at indfange det væsentlige hos denne eller hin gamle mester, blev skabt af de berusede gæsters flydende penselstrøg.
I sine øvre sociale og økonomiske lag var der her tale om et højt uddannet samfund, som blev holdt intellektuelt sammen af en fælles gruppe af tekster, de Kinesiske Klassikere, der gik helt tilbage til tiden før Konfucius - til tiden hvor de nordlige kinesiske stater blev samlet i det andet årtusind før Kristi fødsel. Mens teoretikere diskuterede dens gavnlighed for kvinder, var uddannelsen streng og langvarig for velstående familiers drenge, som fra seksårsalderen blev præsenteret for rytmen i klassisk kinesisk. Derefter fortsatte de deres daglige studier i skolen eller med privatlærere. Studierne bestod af udenadslære, oversættelse og øvelser, indtil eleverne i slutningen af tyverne eller begyndelsen af trediverne var rede til at give sig i kast med stats-eksaminerne. Succes ved disse eksaminer, som steg i et hierarki af sværhed fra de lokalt afholdte til eksaminer i hovedstaden Peking, angiveligt under kejserens eget opsyn, gav adgang til indbringende embeder og umådelig social anseelse. Loven forbød kvinder at tage statseksaminerne, men kvinder af god familie lærte ofte at læse klassisk poesi af deres forældre eller brødre, og kurtisanerne i byernes glædeskvarterer var tit velbevandrede i poesi og sang, færdigheder som øgede deres tiltrækningskraft over for de veluddannede mandlige kunder. Eftersom bogtryk ved hjælp af træblokke havde været under udvikling i Kina siden 900-tallet, var det muligt at opretholde omfattende private biblioteker, og vid udbredelse af værker inden for filosofi, poesi, historie og moralske formaninger blev taget for givet.

By og land

Byerne i Ming-Kina, især i den tættest befolkede østlige del af landet, var præget af et myldrende og blomstrende liv. Nogle var travle bureaukratiske centre, hvor de lokale provinsembedsmænd havde deres kontorer, krævede skat op og ledede administrationen. Andre var rent kommercielle cen-tre, hvor handel og lokale markeder dikterede dagliglivets mønster. De fleste var omkranset af en mur, portene blev lukket om natten, og der var udgangsforbud.
Som det gjaldt for byer andre steder i verden, kunne byerne i Kina gradueres efter deres tjenesteydelser og graden af specialisering. Lokale markedsbyer, for eksempel, fungerede som basis for ligkistesnedkere, jernarbejdere, skræddere og nudelfabrikanter. Deres detailforretninger ud-bød halvspecialiserede varer som værktøj, vin, hoved-beklædning og religiøse remedier som røgelse, lys og specielle papirpenge til brændofre. Sådanne markedsbyer havde også beværtninger hvor kunderne kunne slappe af. Store markedsbyer, som tiltrak en strøm af handlende og velhavende købere fra en større region, kunne skabe grundlag for tøjfarverier, skomagere, jernstøberier, fyrværkerimagere og salg af bambus, fint klæde og te. Tilrejsende fandt her badehuse og kroer, og kunne købe de lokale prostitueredes tjenester. Op gennem hierarkiet når man til lokale byer, som koordinerede handelen i flere regionale markedsbyer. Her fandtes forretninger, som solg-te dyre skrivematerialer, lædervarer, ornamenterede lamper, udskårne altre, mel og tjenester fra tinsmede, seglmagere og lakvaresælgere. Her kunne tilrejsende også finde pantelånere og lokale "banker", som tog sig af pen-geveksling, og man kunne leje en bærestol og besøge et komfortabelt indrettet bordel. Efterhånden som byerne blev større og deres klientel rigere, kunne man finde endnu mere specialiserede luksusvarer og tjenester, sammen med den atmosfære hvori rigdommen - voldsomt eller stil-færdigt - grænser op til dekadence, snobberi og ud-bytning.
Ved roden af byernes hierarki, under markedsbyerne, fandtes de små lokale bydistrikter, hvor befolkningen var for fattig og spredt til at skabe grundlag for mange forretninger og håndværkere, og hvor de fleste varer blev solgt af omvandrende småhandlende på regelmæssigt afholdte markeder. I sådanne bydistrikter fandtes hverken rige eller regeringsembedsmænd, derfor var simple tehuse eller måske en stald ved vejsiden eller et tilfældigt tempelmarked de eneste muligheder for adspredelse. Dog udfyldte sådanne mindre bydistrikter en lang række vigtige funktioner, for de tjente som basis for sladder, indgåelse af ægteskaber, grundlæggende undervisning, lokale religiøse fester, omrejsende teatergrupper, skatteopkrævning og uddeling af nødhjælp i katastrofesituationer.
Netop fordi Mingtidens byer repræsenterede et bredt spektrum af varer og tjenester, arkitektur, forfinethed og administrativ bemanding, er det farligt at foretage simple generaliseringer. På samme måde var landområderne tilsyneladende endeløst varieret. I virkeligheden var forskellene mellem by og land i Kina utydelig, fordi forstadsområder med intensivt landbrug lå lige uden for og sommetider endog inden for bymurene. Håndværkerne arbejdede sommetider på gårdene i travle perioder, eller bønderne arbejdede i byerne, når midlerne var knappe.
Syd for Huai-floden, som skærer sig gennem Kina mellem Den Gule Flod og Yangzi-floden, var landet mest velstående, for her muliggjorde sammensætningen af klima og jordbund en intensiv risdyrkning. Regionen var på kryds og tværs gennemskåret af myriader af floder, kanaler og overrislingsløb, som vandede frodige markhaver og oversvømmede marker, hvor de unge risskud groede, eller løb ud i søer og damme, hvor man holdt fisk og ænder. Her førte sæsonvise oversvømmelser de nødvendige nærings-stoffer tilbage til jordbunden i de oversvømmede marker.
I områderne umiddelbart syd for Yangzi-floden dyrkede bønderne morbærtræer for at få bladene, som silkeormene lever af. De dyrkede desuden tebuske og en mængde andre produkter, som skabte ekstra ressourcer og muliggjorde en rigt varieret landbrugsøkonomi. Længere mod syd blev sukkerrør og citrusfrugter føjet til de grundlæggende afgrøder, og i det bjergrige sydvestlige område gav bambusskove og værdifuldt tømmer af løvtræ ekstra fortjenester. Vandtransport var hurtig, nem og billig i det sydlige Kina. Områdets landsbyer kunne opvise stærke slægtsorganisationer som hjalp med til at knytte samfundet sammen.
Selv om der også fandtes mange velstående bondelandsbyer nord for Huai-floden, var livet der hårdere. Vinterkulden var barsk, når iskolde vinde blæste ind fra Mongoliet, nedbrød jordskorpen og fyldte floderne med aflejringer og hvirvlede fint støv i øjne og næsen på dem, der ikke havde råd til at gemme sig bag lukkede døre. Hovedafgrøderne var hvede og hirse, som blev dyrket med meget slid på udpint jord, som de spredte bondesamfund omhyggeligt gødede med hver en smule menneskeligt og dyrisk affald, det var muligt at genanvende. Frugttræer som æbler og pærer voksede godt, det samme gjaldt sojabønner og bomuld, men mod slutningen af 1500-tallet var en stor del af jorden ryddet for skov, og Den Gule Flod var en uforudsigelig kraft som med sit aflejringsmættede vand snoede sig over de vide sletter mod havet. Uhindret af Sydens diger, oversvømmede mar-ker og kanaler kunne bandithære let føre mænd og udstyr tværs over de nordlige landområder, mens kavaleri kunne galopere i forvejen og vende tilbage for at advare de langsommere fodfolk om farer fra fjendtlige styrker eller udfald fra garnisonsbyer. Slægtsorganisationerne var svagere her, landsbyerne mere isolerede, samfundslivet ofte mere opsplittet, og den stædige ejer/dyrker, som levede tæt på et eksistensminimum, var mere almindelig end både velstå-ende godsejere og fæstebønder.

Hårpisken og den høje krave

Da Manchuerne tog magten i Kina og dannede Qing-dyna-stiet, blev det i de fleste tilfælde Manchuerne selv der tilpassede sig Kinesernes systemer. Men på ét område - nemlig når det drejede sig om manchuklædedragt og -frisure - var Manchuernes leder Dorgon besluttet på at lade kineserne tilpasse sig, snarere end omvendt. Kun én dag efter indmarchen i Peking udstedte han et dekret, hvori det blev krævet, at alle kinesiske mænd skulle have barberet deres forhoveder og på manchumaner have deres hår flettet på ryggen i en hårpisk. En storm af protester fik Dorgon til at annullere dekretet, men den følgende juni udstedtes et andet, hvori det blev krævet, at kinesiske militærpersoner skulle tillægge sig hårpisken. Dette skulle gøre det lettere for manchuerne at genkende deres fjender under slag og forsikre dem om, at de, der havde overgivet sig til dem, ville forblive loyale i fremtiden. Men nogle af Dorgons højtstående rådgivere følte, at dette ikke var nok. 1 juli 1645 genudstedte Dorgon ordren om, at alle kinesiske mænd inden ti dage skulle barbere deres forhoveder og ladeen hårpisk vokse ud, ellers ville de risikere henrettelse. Kineserne stod over for et ubetinget valg: 'Behold dit hår og mist dit hoved, "som denne ordre i daglig tale blev sammenfattet, "eller mist dit hår og behold dit hoved.
Mingdynastiets kinesiske mænd havde sat pris på langt og omhyggeligt opsat hår som tegn på mandighed og smagfuldhed, og de modsatte sig kraftigt Dorgons dekret. I

mange områder fik ordren dem til at gribe til våben mod manchuerne, også selv om de allerede formelt havde overgivet sig. Men denne gang stod Dorgon fast. Yderligere dekreter gav kineserne ordre til at overtage manchuernes klædedragt - stramme jakker med høj krave og knappet ved den højre skulder - i stedet for at gå klædt i Mingtidens løst hængende kapper. En anden afvigelse fra de kinesiske skikke, forbød manchukvinder at snøre deres fødder for at gøre dem mindre, sådan som kinesiske piger og kvinder havde gjort det i århundreder. På trods af de smerter, denne skik resulterede i, havde den bredt sig fra eliten til bøn-derne, og små fødder var for kineserne blevet et udtryk for kvindelig skønhed. Resultatet var, at millioner af kvinder led. Ved at nægte at følge denne skik forsvarede manchuerne deres kulturelle uafhængighed og skabte samtidig en effektiv hindring for ægteskaber mellem manchuer og kinesere, efter-som kinesiske mænd erklærede, at de fandt manchu-kvindernes fødder i normal størrelse seksuelt utiltrækkende.

Boxeropstanden

Mange myter er opstået omkring kampkunst og Boxeropstanden i Qingdynastiet. Det er klart at den opstod ud fra hemmelige nationalistiske broderskaber, men forholdene under oprøret var mere nuancerede.
I denne atmosfære af fjendtlighed og frygt begyndte en mægtig kraft at udvikle sig i Kina. De mange forskellige forklædninger, hvorunder den optrådte, kan samles under udtrykket nationalisme, som for kinesernes vedkommende omfattede en ny bevidsthed om deres forhold til de udenlandske styrker og til manchuerne. Udtrykket indebar også en tilsvarende fornemmelse af det kinesiske folk som en enhed, der måtte mobiliseres for at redde sig selv. "Boxerne Forenet i Retfærdighed", som de kaldte sig selv, dukkede i løbet af 1898 op som en samfundsmæssig kraft i den nordvestlige del af Shandong. De tog navnet og den kampkunst, de udøvede, fra en række hemmelige selskaber og enheder til selvforsvar, der i det fårgående år havde bredt sig i den sydlige del af Shandong, hovedsagelig som modtræk mod provokationer fra vestlige missionærer og omvendte kinesere. Nogle boxere troede, at de under kamp var usårlige over for sværd og kugler, og de dyrkede en udvalgt gudekreds af ånder og beskyttere fra folkereligionerne, populære romaner og gadeteaterstykker. Selv om boxerne manglede et forenet lederskab, rekruterede de lokale bønder og andre arbejende, der var blevet desperate over de katastrofale oversvømmelser, som i Shangdong-provinsen afløstes af tørke. De krævede afskaffelse af specielle privilegier, som kristne kinesere nød, og angreb både omvendte og kristne missionærer. I begyndelsen af 1899 havde de ødelagt eller stjålet en del ejendom fra kristne kinesere og dræbt adskillige omvendte i grænseområderne mellem Shandong- og Hebei-provinsen. Udlændingene blev bekymrede og krævede, at Qing-styret skulle nedkæmpe boxerne og deres tilhængere. Boxerne svarede med et populært slogan, "Genopliv Qing-styret - ødelæg udelændingene".
Deres ledere havde forudsagt at året 1900 skulle blive begyndelsen på en ny religiøs tidsalder, og netop det år øgedes antallet af boxere drastisk. Måske 70 %, var fattige bønder, mandlige og unge. Resten var en blanding af omrejsende og håndværkere, småhandlende og rickschawkulier, bærestolsbærere, kanalbådsmænd, læderarbejdere, skærslibbere og barbere. Nogle var hjemsendte soldater og saltsmuglere. Kvindelige boxergrupper sluttede sig til dem, mest piger mellem tolv og atten år, for at bekæmpe "forureningen" fra de kristne kinesiske kvinder, som man mente nedbrød de mandlige boxers styrke. Bedst kendt af disse kvinder var "Lotus" Huang, datter af en fattig bådfører og selv tidligere prostitueret, om hvem man troede, at hun havde enestående spirituelle evner. Andre kvinder var samlet i grupper, der blev kaldt Stegepande-lanternerne. De lavede mad til boxersoldaterne i gryder, som angiveligt efter hvert måltid på magisk vis blev fyldt op igen.
Boxergrupperne havde stadig ikke nogen koordineret ledelse, og i juni begyndte de at søge ind til Peking og Tianjin. De strejfede om i gaderne klædt i spraglede røde eller sorte uniformer eller gule turbaner og røde gamacher og med hvide armbånd. De plyndrede - og dræbte undertiden - kinesiske kristne og endog folk, der blot var i besiddelse af udenlandske genstande - lamper, ure eller tændstikker. Boxerne dræbte også fire franske og belgiske ingeniører og to engelske missionærer, brækkede jernbanespor op, brændte stationer ned og skar telegrafledninger over. Magtfulde provinsembedsmænd vaklede, og det samme gjorde Qing-hoffet, som af og til beskyttede udlændinge ved at sætte deres egne styrker ind mod boxersoldaterne. Til andre tider syntes de at se gennem fingre med eller endog at bifalde boxernes udtryk for fremmedfjendtlig "loyalitet". De vestlige magter havde i slutningen af maj og i begyndelsen af juni sendt forstærkninger på 400 soldater med tog til Peking for at forsvare indbyggerne. Men da jernbanelinjerne var blevet ødelagt, forsøgte en anden hær på 2.000 mand at kæmpe sig igennem fra Tianjin til Peking. De blev slået tilbage af boxerne og led svære tab.
Den 17. juni tog vesterlændingene fæstningerne ved Dagu fra Qing-styrkerne for at kunne yde dækning ved landsætninge af tropper, hvis en regulær krig skulle bryde ud. Samme dag, men før nyheden om fæstningens fald havde nået Peking, holdt enkekejserinde Cixi en kriseaudiens med manchu-fyrsterne og sine overordnede embedsmænd. Hendes ord, som blev skrevet ned af en af de tilstedeværende, afspejlede hendes kval og tvivl om, hvor langt hun skulle støtte sig på boxerne: "Kina er i dag forfærdelig svag. Vi kan kun støtte os på folkets hjerter og føelser. Hvis vi kaster dem til side og mister folkets sympati, hvad kan vi da gøre for at bevare landet?" To dage senere kom nyheden om om slaget ved Dagufæstningen til Peking, den tyske ambasadør blev skudt på gaden på vej til samtale i Zongli Yamen, og boxerstyrker begyndte en belejring af legationskvarteret. Enkekejserinden roste den 21. juni 1900 boxerne, kladte dem en loyal milits og udsendte en "krigserklæring" mod de udenlandske magter. Et afsnit lød:

Udenlændingene har været aggressive mod os, krænket vor territoriale integritet, trampet vores folk under fode.. De undertrykker vort folk og krænker vore guder. Den almindelige befolkning påfører de store lidelser, og alle brænder efter hævn. Dette er grunden til, at modige boxere har nedbrændt kirker og dræbt kristne.

Med klar støtte fra enkekejserinden og med overordnede manchu-embedsmænd i ryggen indledte boxerne en række angreb på missionærstationer og på udlændinge. Angrebene var særdeles voldsomme i Shanxi-provinsen. Den lokale manchu-guvanør, Yuxian, samlede missionærerne og deres familier i provinshovedstaden Taiyuan og lovede at beskytte dem mod boxerne. Men da de først var blevet samlet, beordrede han alle 44 mænd, kvinder og børn dræbt.
I Peking trak det udenlandske diplomatkorps og deres familier sig tilbage til et forsvarsområde, som hovedsageligt bestod af de britiske, russiske, tyske, japanske og amerikanske ambasadebygninger, der i hast var blevet befæstet med barrikader af møbler, sandsække, bjælker og madrasser. Hvis boxerne havde været bedre organiseret, eller hvis et større antal regulære Qing-soldater havde sluttet sig til deres angreb, ville vesterlændingerne helt sikkert alle være blevet dræbt. Men angrebet blev ikke gennemført med koordineret styrke, de moderniserede Qing-hære stod uden for kampen, og de magtfulde generalguvanører i det centrale Kina som f.eks. Zhang Zhidong holdt igen for at vinde tid og nægtede at kaste deres nyligt trænede tropper ind i konflikten.
Den 4. august udgik fra Tianjin en udenlandsk ekspeditionsstyrke på omkring 20.000 soldater, hovedsageligt fra Japan, Rusland, Storbritaninen, USA og Frankrig, som opererede under en fælles kommandostruktur. Boxernes modstand smuldrede snart, højtstående Qing-officerer begik selvmord, og de vestlige tropper gik ind i Peking og hævede den 14. august boxernes belejring. Da de gik ind i byen fra øst, flygtede enkekejserinden og hendes nevø Guangxu mod vest og oprettede en midlertidig hovedstad i byen Xi'an i Wei-flodens dal. Efter et langvarigt, ofte hårdt, felttog som hovedsageligt blev udført af en nyligt ankommet tysk ekspeditionsstyrke og efter vanskelige forhandlinger med det flygtede hof og i Li Hongzhang (som endnu en gang var den uundværlige mægler), blev en fredstraktat, kendt som Boxer-protokollen, underskrevet i september 1901.

Kinesiske Dynastier

ca. 2000-1500 f.kr.

1700-1027 f.kr.

Shang

1027-771 f.kr.

Vestlige Zhou

770-221 f.kr.

Østlige Zhou

770-476 f.kr.

Forår og efterår

475-221 f.kr.

Krigene stater

221-207 f.kr.

Qin

206 f.kr.-e.kr. 9

Vestlige Han

e.kr. 9-24

Xin (Wang Mang interregnum)

e.kr. 25-220

Østlige Han

e.kr. 220-280

Tre Kongedømmer

220-265

Wei

221-263

Shu

229-280

Wu

e.kr. 265-316

Vestlige Jin

e.kr. 317-420

Østlige Jin

e.kr. 420-588

Sydlige og Nordlige Dynastier

420-588

Sydlige Dynastier

420-478

Song

479-501

Qi

502-556

Liang

557-588

Chen

386-533

Nordlige Wei

534-549

Østlige Wei

535-557

Vestlige Wei

550-577

Nordlige Qi

557-588

Nordlige Zhou

e.kr. 581-617

Sui

e.kr. 618-907

Tang

e.kr. 907-960

Fem Dynastier

907-923

Senere Liang

923-936

Senere Tang

936-946

Senere Jin

947-950

Senere Han

951-960

Senere Zhou

e.kr. 907-979

Ti Kongedømmer

e.kr. 960-1279

Song

960-1127

Nordlige Song

1127-1279

Sydlige Song

e.kr. 916-1125

Liao

e.kr. 1038-1227

Vestlige Xia

e.kr. 1115-1234

Jin

e.kr. 1279-1368

Yuan

e.kr. 1368-1644

Ming

e.kr. 1644-1911

Qing

Tilbage til indhold

Tai Chi på New Zealand

Indlæg af Lars Johan Larsen

Det hele startede med, at jeg i maj 1997 i Holland mødte Wee Kee Jin (udtales djin), og master Yek Sing Ong, begge nære, personlige elever af grandmaster Huang Sheng Shyan, som for sin del er elev af den berømte grandmaster Cheng Man-ch'ing.
Huang Sheng Shyan blev født i Kina i 1910 og begyndte at træne Fujian, Hvid tranestil, som teenager, hos de bedste eksponenter inden for denne stil, indtil han selv mestrede stilen. I 1947 begyndte han at lære Tai Chi Chuan hos Cheng Man-ch`ing, hvor han studerede i 12 år. I 1958 startede han en Tai Chiskole i Singapore, som senere har spredt sig til over 30 skoler i Sydøstasien, med over 10.000 elever. Huang døde hjemme i Kina i 1992.
Wee Kee Jin og jeg blev hurtigt venner, og han inviterede mig til at komme og bo hos sin familie i Auckland på New Zealand.
Ellen Schomaker og jeg blev hentet i Auckland lufthavn af Wee Kee Jin (Jin) og Dean , en af hans elever. Ellen stødte jeg til i Frankfurt. Hun var også blevet inviteret af Jin. Ellen er en meget seriøs Tai Chi-udøver, og sidder i bestyrelsen i Stiching Tai Chi Chuan i Holland (STN). STN er en stor organisation med over 5000 medlemmer, der formidler og arrrangerer kurser inden for alle Tai Chi stilarter, til meget rimelige priser.
Cirka en time efter at vi var ankommet til Jins hjem, sad vi i hans sofa i dagligstuen, og talte om Tai Chi. Jeg spurgte til nummer 3 svingøvelse. Jin begyndte straks at forklare og demonstrere små detaljer og vise hvordan meget små slip i kroppen, gjorde en stor forskel, og hvordan dette gav sig til kende i push-hands. Herefter lavede vi push-hands i lang tid. Det var rart at blive skubbet rundt og gang på gang blive sat til rette i Jins bløde sofa. Efter 35 timer i en flyvemaskine, trængte kroppen og sindet til at blive løsnet op. Jin kom med gode råd, såsom "tænk aldrig på at skubbe", "undgå at bruge styrke (strenght)" og "hvis armene er hårde, vil det begrænse den afspændte styrke" m.m.
Jin begyndte med at træne Tai Chi i 1980 i Huangs Singapore-afdeling. I 1983 fik Jin mulighed for at lære direkte under Huang, og flyttede til Kuching i Malaysia, hvor han boede hos Huang i 4 år. I den periode lærte han Tai Chi under intens observation af Huang. Han blev undervist meget detaljeret i Tai Chi form (Yang stil), push-hands og han blev også undervist i Hvid Trane og siddende Qi Gong. Efter de 4 år blev Wee Kee Jin optaget som personlig elev, discipel af Huang og fungerede fremover som personlig assistent; han var den sidste i rækken af Huang assistenter. Herefter fulgte Jin Huang, når han underviste rundt omkring i Østasien, Australien og New Zealand, og fungerede også som oversætter, når det var nødvendigt.
Næste dag startede med, at jeg fik en halv times intens privatundervisning med vægt på den første svingøvelse, med fokus på synkronisering af bevægelse og intention, og at bevægelsen kom 100 % fra at åbne og lukke fra centret. Dette har jeg arbejdet på tidligere, så det var ikke nyt for mig, men ikke i samme høje grad. Her arbejdede vi med 100 % "intention". Jin sagde: "No more external movements!". For de fleste Tai Chi-udøvere bevæges det ydre, men det indre bevæger sig ikke. Et højere niveau er, når både det ydre og det indre er i bevægelse. Sådan plejede jeg at praktisere Tai Chi, men dette er ikke fuldendt. På New Zealand arbejdede jeg udelukkende på at opnå bevægelse indeni og ingen ydre bevægelse. De ydre bevægelser der er, er resultatet af slip, af afspænding, oftest fra basen og opefter, og af at åbne og lukke fra centret. Det indre bevæger det ydre. Dette har til formål at træne "intentionen". På dette niveau er det ikke forkert at tale om Tai Chi som en avanceret form for meditation i bevægelse.
Senere på dagen tog vi med Jin over til hans skole. Her trænede vi form og push-hands. Bagefter havde vi et par timers pause, efterfulgt af endnu en halv times privatundervisning, med nogle gode råd til, hvad der var vigtigst for os personligt at træne til næste dag. Denne første dag gav en meget god indikation for, hvordan de næste uger kom til at forløbe, dog med nogen variation. Nogle dage tog vi til fri træning i Cornwall Park, et utroligt smukt sted at træne, med udsigt over Auckland og One Tree Hill. Jins træning er seriøs, men dog aldrig så seriøs at der ikke er rigelig plads til hans gode humor og kærlige medfølelse. Denne kombination skabte et vidunderligt træningsmiljø.
Efter en uges tid foreslog Jin, at vi besøgte mester Yek Sing Ongs morgentræning. Yek havde morgentræning for en lille gruppe ihærdige elever. Vi trænede de 5 svingøvelser og den korte Yang-stil. Bagefter talte Yek om de vigtigste principper i Tai Chi, såsom ikke at bruge fysisk styrke, at vi måtte stole 100 % på afspænding. Den mindste brug af fysisk styrke vil hindre ens udvikling af Tai Chi'en. Han lagde vægt på, at Tai Chi er 85 % mentalt, og at man altid skal træne efter klassikernes anvisninger. Vi sluttede af med at skiftes til at træne push-hands med Yek. Forskellen på Yeks og Jins push-hands er, at jeg som regel kunne mærke Jin komme ind. Helt anderledes var det med Yek. Det var nærmest som at lave push-hands med et spøgelse. Jeg mærkede aldrig hans hænder, og ofte brugte han kun en enkelt finger til blidt at sende mig over i hans sofa. Jeg må lige bemærke, at både Yeks og Jins sofaer er forstærkede til formålet.
Master Yek begyndte allerede som 10-årig med at træne kinesisk kampkunst. Fra han var 10 til han blev 20 år, trænede han Shaolin. Herefter startede han på at lære Tai Chi under grandmaster Huang. I over 30 år havde Yek sin daglige gang til Huangs hjem og skole, som nær personlig elev. Yek Sing Ong er den ældste og mest avancerede af Huangs elever. Han fortalte, at hvis Huang havde været i live, ville han stadig gå hos ham hver dag. Huang var så dygtig, at selv efter 30 års intens træning hos ham, var der stadigt meget mere at lære. I 1973 vandt Yek de åbne taiwanesiske push-hands-mesterskaber. I 1991 vandt han de åbne malaysiske mesterskaber i Tai Chi-form. Udover at være en kompetent Tai Chi-mester, underviser master Yek også i Naiwaitan Qi Gong på New Zealand. Han har indrettet en utrolig flot klinik i garagen, hvor han praktiserer kinesisk medicin. Han har eksamen fra Amoy Universitetet i Kina og Universitetet for traditionel kinesisk medicin i Hong Kong. Udover Tai Chi deler han også min interesse for kunst. Han er en dygtig maler både indenfor vestligt maleri og traditionel kinesisk maleri. Han har taget eksamen på Nanyang Academy of Fine Arts i Singapore.

Efter træning sagde Yek, at vi var velkomne til at komme til hans morgentræning fremover. Han havde først inviteret os en uge efter vores ankomst til N.Z., så vi var faldet lidt til. Yeks engelske er ikke så godt, så når Ellen og jeg var alene med ham, blev jeg den, der skulle oversætte fra kinesisk til engelsk. Ofte lod han os lægge hænderne forskellige steder på sin krop, så vi kunne mærke de utallige indre ændringer, der fandt sted i en enkelt bevægelse. Dette gav på en mere direkte måde en masse information, som ingen ord vil kunne beskrive.
En af de første dage spurgte han, hvad vi ønskede at gå i dybden med. Jeg svarede, at jeg ville koncentrere mig om de 5 svingøvelser. Dette svar var han meget tilfreds med, og sagde at mit svar viste, at jeg kendte vejen til at lære Tai Chi, og han lagde vægt på det vigtige i at fokusere på kvalitet i stedet for kvantitet. De næste par uger fik jeg lov at gå i dybden med den 4. svingøvelse. Der er så meget i hver af de fem øvelser, at jeg tror, at jeg kunne bruge måneder på hver enkelt. De 5 svingøvelser (på engelsk: loosening exercises eller relaxing movements) er skabt af Huang, efter at han flyttede fra Taiwan til Singapore i 1958. Da Cheng Man-ch'ing kom på besøg første gang 5 år senere, viste Huang øvelserne for ham. Cheng Man-ch'ing sagde, at det var nogle meget gode øvelser, til at øge forståelsen for nogle af de vigtige sider af Tai Chi Chuan. Huang blev til stadighed ved med at raffinere de 5 øvelser og hans Tai Chi-form til sin død i 1992.
I midten af 1980'erne gav Huang nogle gode råd til Yek. Han sagde: "Hvordan ville du vælge din lærer, hvis jeg ikke længere var her?" Huang svarede selv: "Måske møder du nogle, der er dygtige og stærke. De kan overvinde dig ved hurtighed og styrke. Hvis dette er tilfældet, skal du takke af og sige: "Du er dygtig", og søge videre. Måske møder du nogle, der har en utrolig stor viden om Tai Chi. De refererer til klassikerne, men hvad de praktiserer, er ikke i overensstemmelse med disse. Hvis dette er tilfældet, skal du takke af og sige: "Du er meget klog", og søge videre. Men hvis du en dag møder een, som kan returnere din styrke uden den mindste mærkbare brug af kraft, med hænder så lette som fjer, da er det tid til at knæle og spørge, om du kan blive hans elev".
Jeg blev ofte opfordret til at stille spørgsmål, og kunne altid spørge på et hvilket som helst tidspunkt. Nogle gange tænkte jeg: "Er dette mon et dumt spørgsmål?" Men fik ofte at vide, at de selv havde stillet mester Huang det selvsamme spørgsmål. Jeg fik altid lange uddybende svar af dem begge. "Der findes ikke dumme spørgsmål", sagde Jin, "kun dårlige lærere". Han sagde også, at elevernes spørgsmål altid vil være en kilde til udvikling af hans egen Tai Chi. Jin fortalte, at når han opdagede fejl hos elever, spurgte han altid sig selv, om han selv havde samme fejl. Han sagde også, at hvis du kun hæfter dig ved fejlene, vil du ikke kunne se kvaliteterne hos udøverne. Jeg oplevede aldrig, at de udnyttede deres overlegenhed i push-handsøvelserne. De havde ikke brug for at skabe frygt hos deres elever, eller for at afstive deres ego, men søgte at skabe det ideelle miljø for at lære. I Jins skole var der mange gode træningspartnere, elever med få års erfaring havde en stor forståelse for Tai Chis principper. Push-hands blev aldrig konkurrencepræget. Hovedvægten var lagt på at lytte med hele kroppen og hjælpe hinanden til bedre forståelse.
I fritiden fik vi lov at låne Jins bil, så vi kunne komme lidt rundt, især i weekenderne, hvor vi fik kørt Nordøen tynd, vandrede i bjerge og skove og nød New Zealands storslåede natur. Efter et par uger foreslog Jin, at hele holdet tog op til Coromandel Peninsula, hvor en af Jins elever havde en campingplads. Her havde vi en forrygende tid, hvor vi nød solen, vandet og den smukke natur, og lavede en masse Tai Chi.
En dag, hvor jeg og nogle andre elever hjalp Jin med at rydde op i hans have, kom Patrick Kelly (også elev af Huang) forbi. Han var på New Zealand for at afholde kursus for sine gamle elever, som kører hans skole i Auckland videre. Ellen og jeg har fulgt Patricks kurser, lige siden han startede i Europa i 1993. Jin og Patrick er gamle venner. De har tidligere afholdt kurser sammen på Huangs skoler i Australien. De ser altid hinanden, når Patrick er på New Zealand, og udveksler viden og erfaring. Patrick inviterede os til sin skole for at træne med. Vi tog dog kun imod tilbuddet i begrænset omfang, da både vore kroppe og hoveder allerede var travlt beskæftiget med Jin og Yeks undervisning. Vi blev flere gange inviteret med ud og spise med vore 3 lærere og enkelte andre elever. Efter sådanne aftener tog vi hjem til Jin eller master Yek og talte om Tai Chi. Udover Yek og Jin bor der en hel del andre gode elever af Huang på New Zealand. Nogle gange var de også med ude at spise. Ind imellem mødes alle og taler om gamle dage og træner push-hands. Huang har mange virkelig gode elever. Dette har jeg erfaret også i Malaysia, hvor jeg tidligere har besøgt hans største skole i Kuching.
Under en stor opvisning i Kina holdt Huang en tale, hvor han blandt andet sagde:"Tai Chi er ikke arveligt. Min søn vil ikke blive min efterfølger. Han ved kun lidt om Tai Chi. Mine dygtigste elever vil blive mine efterfølgere. De vil fortsætte med at udvikle min Tai Chi og naturligvis blive bedre end jeg ". En dag fortalte jeg Jins kone, hvor benovet jeg var over Jins dygtighed som lærer. Hun svarede: "Jeg tror han har talent, men han har også lært det af Huang". Huang var en meget ansvarsbevidst lærer og en god formidler. Denne gode ånd lever stadig videre blandt hans elever.
Jin krydrede dagene med den ene fantastiske fortælling efter den anden, om grandmaster Huang Sheng Shyans kunnen, som for eksempel når de sad og spiste sammen, kunne han bede Jin om at flytte hans fuldkomment afspændte og bløde arm fra bordet. Efter adskillige forsøg måtte Jin konstatere, at det var umuligt, og Huang ville sig: "It's all in the mind", og smile varmt.
Tiden nærmede sig til, at vi skulle hjem. Vi havde begge fået så meget ud af denne tur, både menneskeligt og fagligt, så afskeden var svær. Jeg har arbejdet og lært af mange kapaciteter inden for Tai Chi de sidste 12 år, men aldrig har jeg lært så meget som på denne tur. Det er med stor glæde at jeg kan fortælle,at jeg har overbevist master Yek Sing Ong og Wee Kee Jin om, at mange mennesker vil værdsætte deres ekspertise i Danmark, og de har indvilget i at komme hertil i maj 1998. Hvis der er interesse, vil de komme et par gange om året fremover.

Tilbage til indhold