|
He Gong De
Huang Sheng-Shyan
I Ching
Tilbage til Tai Chi
Nyt online
|
|
He Gong De
Af Knud Erik Andersen.
I forbindelse med He Gong De's besøg til Danmark, havde TAI
CHI NYT den fornøjelse at få et interview med ham. Tal
Rosenzweig, der er en af hans elever, var tolk under interviewet. |
|
Mit første indtryk af He Gong De, var en meget afbalanceret,
venlig altid smilende, stille og rolig ældre herre. Han sikre
sig, at man ikke misforstår, det han siger. Selv om han ikke
forstår et ord dansk, var jeg ikke et sekund i tvivl, om han
vidste, jeg havde forstået, det han sagde. Flere gange skrev
han ned på et stykke papir, så Tal ikke skulle være
i tvivl om, hvad han mente.
TAI CHI NYT (TCN): Kan du fortælle lidt om
din baggrund. Hvor er du født, hvornår begyndte du med
din træning?
HE GONG DE (HGD): Jeg er født i Hebei
provinsen i Kina. Som 12-årig kom jeg til Sichuan provinsen
på det tidspunkt, hvor japanerne invaderede Kina. Jeg startede
med at træne kinesisk boksning, Shaolin Quan i skolen, da jeg
var 10 år. I 1952 i Shanghai gik jeg igang med at træne
Yang stil Taiji (Tai Chi) med Cheng Yi Ching. Da Chen Zhaokui kom til
Shanghai for første gang i 1963, begyndte jeg at træne
Chen Stil og jeg har ikke trænet andet siden. Efter Chen
Zhaokui's død i 1981, trænede jeg med Feng Zhiqiang. Men
uden tvivl har min hovedlærer været Chen Zhaokui. En
anden jeg har trænet med er Gu Liuxin. Han har trænet med
Chen Fake og Yang Cheng Fu. Han er kendt som den, der har skrevet
forordet til bogen : "Chen Style Taijiquan". Han kendte
alle Taiji lærere og havde nogle meget sjældne fotos af
Chen Fake. Jeg trænede især Yang stil pushing hands med
Gu Liuxin.
TCN: Hvordan var dit forhold til Chen Zhaokui?
HGD: Alle de gange han kom til Shanghai,
trænede jeg sammen med ham, men jeg fungerede også som
kasser for ham. Der var to hold, mens han var der. Det store hold,
det som han tjente pengene på og så en lille gruppe, hvor
vi alle var nære venner. Folk der underviser Chen stil i Kina i
dag, kommer fra denne lille gruppe.
TCN: Den Chen stil du laver, hvordan adskiller den
sig fra de andre Chen stile f.eks. konkurrenceformene?
HGD: I dag i Kina er der mange forskellige
slags Chen stil. Der er f.eks. Feng Zhiquang's, Chen Xiao Wang's,
Wang Wen De's og så er der noget, der hedder Xinjia. Det jeg
laver er Laojia, som er den gamle form, der består af to former
Yi lu og Paochui. Yi lu er den form, hvorfra man siger Yang stilen
stammer fra. Historien om Xinjia siger den blev skabt for, at man
skulle kunne undervise den uden for familien. Den adskiller sig fra
Laojia, ved der kun er én form. Det var meget normalt, man
ikke underviste i Chen stil uden for familien. Det var først i
1929, det blev åbnet.
TCN: Er der andre forskelle på de to former?
HGD: Det der er anderledes ved Laojia og
Chen stil Taiji er bevægelserne. Hvordan man end vender og
drejer det, er det svære. Fordi det stammer fra en tid, hvor
boksning var noget, man brugte til at forsvare sig selv og sin
familie med. Dvs. det var svært at lærer. Den store
forskel på den type Taiji jeg laver og så de andre Chen
stil former, men også måske i stor grad de andre Taiji
former. Der er så nogen, der vil sige, det også er i Yang
stilen, men det er i Chen stil, man kører
centerbevægelsen i tre cirkler. Dvs. man ikke nøjes med
at cirkle over en aksel og man benytter sig af Tangzijing,
spiraler, hvor bevægelsen hele tiden snor sig op gennem
kroppen og ned. Man bevæger nyrene og tænker energien ned
i fødderne og så kører den op og ud til det sted,
man fokusere.
En anden ting der er karakteristisk ved Laojia er, at man benytter
sig af åndedrættet i formen. Ikke nok med at hver
bevægelse har en indånding og en udånding, er det
rigtigt, man bruger et helt naturligt åndedræt. Man
benytter også det at synke ned i bevægelsen dvs. man
bruger meget mentalenergi på at dirigere bevægelserne,
hvor i kroppen de synker hen.
TCN: Hvad mener du om de forskellige Taiji
stilarter. Er der nogen, der er bedre end andre?
HGD: Alle stilarter er gode. Der er ikke
nogen, der er bedre end andre, det er et spørgsmål om temperament.
TCN: Fortæl lidt om Chen stil. Dets
historie. Man har efterhånden hørt mange forskellige
versioner af, hvordan Taiji blev skabt, hvad mener du?
HGD: Det er vigtigt at forstå, at det
ikke er én person, der har skabt Taiji. Det er skabt gennem
flere generationer og at Taiji i sin tid oprindeligt bestod af
tretten bevægelser. Otte bevægelser, 5 retninger. Det er
basis for Taiji. Det er helt sikkert, at Taiji også har sine
rødder i en eller anden form for Taoistisk tradition. Hvor
vidt det er Zhang Shanfeng, er meget svært at sige. I nyere tid
i Kina har man forsket i det og man mener den sikreste historie, er
den der går fra Qi Jiguang, ham som Chen familien højst
sandsynligt har lært noget fra. Han havde en manual, hvor han
havde indsamlet bevægelser fra 16 forskellige stilarter og
lavet 32 bevægelser. Der kan man, når man studere disse
bevægelser, og man kender Chen stil og Yang stil, se at en hel
del af disse bevægelser er i Chen stil, men man kan også
se at bevægelserne fra Yang stil har forbindelse her. Dvs. det
er en ting, der er udviklet gennem flere generationer. De har så
siden taget forskellig smag i de respektive retninger, så man
kan ikke snakke om en entydig bevægelse. Men som sagt er det
vigtigt at fastholde, at Taiji har en taoistisk forbindelse og dens
basis er i de tretten.
TCN: Når vi snakker om de otte
bevægelser og de fem retninger, så kommer man til at
tænke på Baqua og Yi jing (I Ching). Har det noget sammenhæng?
HGD: Det er vigtigt at forstå, at
Taiji træner Yi, Qi og Jing. Hvilket hører til neigong
(neijia). I Kina deler man stilarterne op i to skoler neijia og
weijia. Hvor neijia er Taiji og traditionelt, men måske ikke
så meget i dag Xingyi og Baqua, hvor weijia er Shaolin Quan og
de beslægtede stilarter. Det der er fælles for Taiji,
Xingyi og Baqua er Yi. I det teoretiske er der en forbindelse til Yi
jing og Baqua, men det er kun på det mentale plan.
TCN: Hvad mener du om Taiji klassikerne. Bruges de
stadig praktisk eller er de ved at gå tabt. Jeg synes ikke der
snakkes så meget om dem mere. Er Taiji blevet for praktisk,
så man glemmer teorien bag den?
HGD: Ja, der er mange, som kun laver Taiji
som bevægelser. Det betyder man kun kan nå til et vis
niveau. Man er nød til at læse klassikerne, eller
få en instruktion til dem. Det er lige som, når man
går ud af en vej. Man bliver nød til at få henvist
den direkte vej ellers ender det med man går af for mange
omveje, at man til sidst farer vildt.
TCN: Udvikles klassikerne stadig. Kommer der nye til?
HGD: Det er en naturlig udvikling, at der
vil komme nye til. Taiji stopper ikke pludseligt, den vil fortsat
udvikles. Samtidigt mener jeg, der er en stor chance for, at den
klassiske Chen stil vil uddø. Fordi Chen stil i de store
træk går i en retning, der mere går på
konkurrencer. Det er vigtigt at forstå, at Yang familien har
spredt Taiji'en ud fordi, de har haft mange gode elever. I Chen
familien var det en helt anden type mennesker, der var ikke nogen,
der havde interesse i at brede det længere end til deres
familie. Dvs. det er faktisk meget få mennesker, der har
lært det. I sagens natur vil det gå tabt, hvis man ikke
har lært det fra en, som har det fra en traditionel kilde. Mens
forskellen på de forskellige Yang stile ikke er særlig
stor, man kan stadig se, det er Yang stil, så er forskellen
på Chen stilene afsindig store.
TCN: Dvs. at Chen familiens undervisningsmetode
med de tre gårde, kan gå hen og blive stilens undergang?
HGD: Det kan man godt sige. Der er folk i
Kina, der laver Laojia. Men i store træk, når man snakker
Chen stil, så er det faktisk en helt anden stil, der er snak
om. Under kulturrevolutionen var det ikke muligt for Feng Zhiqiang at
træne den anden form, da det var ulovligt og det er klart, hvis
man ikke træner en form i mange år, så vil der
opstå et brud. Det er ikke vigtigt at huske bevægelsen,
men ideen bag den. Taiji er ikke en fast ting. Ideen er meget fast.
Bevægelserne kan godt ændres. Det kan vi se på, at
der findes Yang, Wu, Sun stil osv. Det er ikke meningen, vi alle skal
lave det fuldstændigt ens. Men det er vigtigt at ideen er ren
og klar. |
TCN: Chen stil arbejder meget med spiraler.
Fortæl om vigtigheden af disse. Hvilke energier, jings,
arbejdes der med i Chen stil?
HGD: Det er en meget vigtig del af Chen
stilen. Man snakker om at spiralen kan snoes to veje, op eller ned.
Hele kroppen er sammenhængende. De små ryk, man ser i
Chen stil, er når bevægelsen starter op igen, så
køres spiralen ned og op igen. Man synker ned. Synker man
kraftigt nok ned, stiger den selv op igen.
Der er otte jing. Men de kan udformes på forskellige
måder. F.eks. et slag, hvor hører det hjemme. Et slag
skal have peng-energi, hvis det ikke har det, så har det ikke
den fjedrende kraft. Den jing, der bruges i Taiji er anderledes end i
f.eks. Shaolin Quan. Her ødelægges det der rammes, mens
man i Taiji, hvis man bruger den fjedrende peng-energi,
ødelægger det der er indenunder. En anden vigtig energi
er Chen-jing (synke-energi). Det der sker, når du synker, er at
så går der Qi i knoglerne og man får en meget tung
krop. Man får nogle meget tunge arme, så de virker meget
tungere end de rent faktisk er. I det øjeblik man synker,
får man også sin modstander til at synke.
TCN: Hvad mener du om konkurrencer i Taiji. Er de
noget værd, eller er det spild af tid. Hvis man laver
konkurrencer, hvad skal man så tage højde for?
HGD: Det er utroligt svært at vurdere
om en udøver på et højt niveau er god eller ej.
Det er meget vigtigt med øjnene. En historie om Yang Sau
Chung, fortæller om, når udøvere så ham i
øjnene kunne de uden tvivl se, han var meget dygtig. De kunne
se hans Yi var stærk, det er umuligt at lave konkurrencer for
at se hvis Yi er bedst. Konkurrencer er ikke spild af tid, fordi det
bl.a. er med til at skabe en interesse for Taiji. Det er vigtigere,
at én inden fra din egen stilart fortæller du er god,
end hundrede udenfor siger det.
TCN: Med de nye konkurrence stilarter,
tilside-sættes så ikke de klassiske stilarter?
HGD: Tiden i dag er anderledes. I gamle dage
brugte man meget lang tid bare på at øve en
bevægelse for at få ideen i bevægelsen med. I dag
er folks tid mere dyrebar, der er ikke så meget tid, så
derfor er nogle af de forkortede stile meget gode. Det svære i
Taiji er ikke at lære bevægelserne. Det er det indre, der
er vanskeligt, det der afgører, om det er Taiji eller ej.
Klassisk Taiji vil aldrig forsvinde. Der vil altid være nogen,
under overfladen, som træner anderledes. Der skal være
plads til det hele. Men i sagens natur mener jeg ikke, Taiji er noget
at konkurrere i.
TCN: Er det derfor, der ikke er nogen mestre, som
deltager i disse konkurrencer?
HGD: De vil være bange for at tabe. De
vil måske blive diskvalificeret af nogen, der ikke kender deres
niveau. Frygten for at tabe ansigt holder dem væk. I gamle
dage, hvis der var nogen, der ville teste en andens gongfu så
kom de. En som Yang Cheng Fu havde virkelig god gongfu, derfor var
han ikke bange for udfordringer, ej heller for at tabe ansigt.
TCN: Arbejder du med Qigong. Hvorfor. Indgår
der ikke qigong i Taiji øvelserne, eller er det to vidt
forskellige ting?
HGD: Forskellen på Qigong og Taiji er,
at man i Qigong går fra stilstand til bevægelse, mens man
i Taiji går fra bevægelse til stilstand. Der indgår
Qigong i Taiji. Qigong har ingen relation til boksningen, men er
hovedsageligt kun for helbredet. I Taiji er der en forbindelse mellem
helbredet og boksningen.
TCN: Kan Taiji bruges som selvforsvar. Hvordan kan
man lærer at bruge det?
HGD: Ja, det kan det. Det kan man bare se
gennem Taiji historien f.eks. på Yang Luchan osv. I dag er det
meget få, der har udviklet det til dette stadie, for uanset
hvordan man vender drejer det, så er Taiji i dag hovedsageligt
for helbredet. Men selvfølgelig, hvis man træner
hårdt, vil man nå til et punkt, hvor man kan bruge det.
På et simpelt niveau, kan man godt lave form uden at lave push
hands. Men når man begynder at blive bedre, er der en stor
forbindelse mellem det man laver i formen og i push hands. I formen
lærer man sig selv og sin krop at kende. I push hands bruger
man det på en anden. Jo mere man øver push hands, des
hurtigere finder man ud af, hvor vigtigt det er med formen, fordi det
er i formen man lærer forskellige energier og teknikker, som
man skal bruge i push hands. Man kan ikke lærer at kæmpe
uden at kæmpe. Man er nød til at have en modstander, man
kan øve med. Man kan ikke lærer det ved blot at
tænke over det.
TCN: Er der bestemte metoder til at udvikle energierne?
HGD: Det vigtigste for at lærer
energierne, er at lave formen. Fordi de ligger i den. Men der findes
også øvelser uden for formen, som man bruger til ligesom
at gøre motoren bedre. Der findes
åndedrætsøvelser, der findes siddende og
stående øvelser. Der findes øvelser, hvor man
specifikt kun øver spiral, hvor man cirkler energien op og
ned. Det vigtigste er kombinationen mellem at lave Taiji og bagefter
fordøje det man har lavet, altså tænker over det.
TCN: Man føler nogen gange, når man
hører der snakkes om de forskellige stilarter, at der er noget
jalousi mellem dem. Den ene mener deres stil er bedre end de andre.
Hvad synes du om denne holdning. Er det ikke imod principperne i
Taiji at have en sådan holdning. Skal vi ikke leve i harmoni
med hinanden, lære af hinanden og især respektere hinanden?
HGD: Folk der snakker sådan har intet
niveau. Det er den første måde, hvorpå du
afslører om du ved, hvad du snakker om. Man skal ikke vurdere
en udøveres niveau på, hvilken stil han laver. Taiji har
som vi ved rødder i Taoismen, så det er en meget
dårlig ting at snakke sådan om andre. Der er i dag ikke
en god grund til at holde på hemmeligheder, for så
dør de. Hvorfor holde på hemmeligheder, der gør
folk sunde.
TCN: Har du nogle gode råd, du vil give
videre til Taiji udøvere?
HGD: Det vigtige når man laver form,
er at der både er yin og yang. Blødt og fast. Hvis der
kun er det ene går det ikke. Man skal søge efter yin og
yang. Når man kan mærke der er yin og yang i sin form,
så er der et vigtigt element: Yi, Qi og Jing. At man ved det er
Yi, der styrer, at det er Qi og Jing, som kommer af den.
TCN: Hvem er arvtageren til den klassiske Chen
stil. Er der nogen?
HGD: Der vil være nogen. Hvem det
nærmere vil blive, vil tiden vise.
Under interviewet med He Gong De fremkom det, at han havde
været nær ven med Chen Weiming. I denne forbindelse fik
vi endnu et interview med ham, da det er sjældent at få
noget af vide om Chen Wei- ming fra første hånd og ikke
kun gennem bøger. Dette interview vil blive bragt i næste
nummer af TAI CHI NYT.
 |
Tilbage til indhold
|
Huang Sheng-Shyan
Følgende artikel har været bragt i Det Amerikanske
blad T'ai Chi.
Af Patrick Kelly. |
|
Huang Sheng-Shyan mente, at Tai Chi Chuan var en levende kunstart og
at det må gro inden i den enkelte person og ikke være
stillestående og fastlåst.
Han anerkendte også sande Tai Chi-udøveres bidrag,
uanset deres niveau. Da han vidste, at jeg også dyrkede andre
former for kampkunst samtidig, gav han det råd, at da alle Tai
Chi lærere har deres stærke og svage sider, skal man
sørge for at lære af deres stærke sider og ikke af
deres svage sider, som han selv igennem mange år havde gjort.
Det var den åbensindethed, der holdt os til ham, indtil hans
død i December 1992, og samtidig stillede den os fri til at
finde vores egen vej. Han sagde, at der var hundreder af bøger
til rådighed om Tai Chi, men de fleste var blot fulde af de
samme oplysninger, uden nogen særlig personlig erfaring. Han
bad alle gå tilbage til de første principper og studere
naturen og dyrene, for at forstå og genopdage Tai Chis
principper for os selv ligesom de gamle mestre, der grundlagde Tai
Chi havde gjort på deres tid.
Dette havde han gjort for sig selv gennem årene, og han talte
ofte om resultaterne af sine egne studier.
Han døde i Fuzhouprovinsen i Kina, hvor han blev født
83 år tidligere. Han kom først tilbage dertil få
måneder før sin død, efter 43 år i Taiwan,
Singapore og Malaysia.
Han efterlod ca. 35 uafhængige skoler. Han var velkendt og
respekteret overalt for sin indre styrke og evne til at bruge den i
pushhands. Desværre er der ikke mange vesterlændinge, der
har set hans evner på første hånd, og mange
tvivlede med rationelle argumenter på hans evner, fordi de
aldrig havde erfaret det selv. Jeg har aldrig mødt nogen, der
havde den mindste tvivl, få lov til at opleve hans virkelige
styrke. Nogle siger, at det var hans 20 år med Hvid Trane Kung
Fu fra Fujian, der var en stærk faktor i hans succes med Tai
Chi senere hen. Men han sagde altid selv, at han kunne takke Cheng
Man-Ching for sine evner i Tai Chi. Han mødte Cheng i 1949 i
Taiwan. Han blev elev af Cheng, som var den første der nemt
kunne matche hans evner i Hvid Trane. Huang blev hos Cheng til 1959,
hvor han flyttede til Singapore og senere til Malaysia, hvor han
tilbragte resten af sit liv med at undervise og udvikle sit system. I
sine senere år samlede han undervisningen for sine mest
seriøse elever, men rejste en del rundt til de forskellige
grene af sine skoler. Huang var exceptionel på mange måder
i sin undervisning, men en måde mærkede jeg særligt
som udlænding, og det var at han insisterede på at en
persons race eller familie tilknytning ikke havde nogen indflydelse
på hans Tai Chi. Derimod var det hans holdning |
og trænings metode og hjælp fra en god mester, der var
vejen til succes.
Han fortalte at erfaringen viste ham, at hverken meget rige eller
meget fattige ville have succes med Tai Chi, fordi begge var for
travlt optaget af penge. Selv om han var ret velhavende i sine senere
år, betalte elever på hans skole kun 20 $ pr. mdr. for
undervisning to gange om ugen.
Ifølge gammel kinesisk tradition, viste han aldrig den fulde
rækkevidde af sine evner, specielt mht. til de indre. Når
jeg spurgte ham, hvorfor svarede han, at det var fordi mange
mennesker tvivlede på, hvad han viste dem.
Tai Chi pushhands var hans yndlingstræning og underholdning, jo
mere man gjorde for at være subtil og dygtig, jo mere ville han
grine og returnere komplimenten. Når folk insisterede på
at bruge ydre styrke, og dermed udskifte deres ønske om at
vinde med muligheden for at lære, blev deres erfaring ofte kort
og smertelig.
Her er nogle af de ordsprog, der var karakteristiske for ham:
Når du drikker vandet, så husk dem
der gravede brønden.
Når du vander en plante, vander du
rødderne og blomsten kommer af sig selv.
Vær ikke tilfreds med at være elev
af en succesfuld mester. Du må også gøre din egen
træning succesfuld.
Hvis jeg underviser og du ikke træner,
spilder vi begge tiden.
Lær mindre og træn mere.
Det vigtigste i Tai Chi er forandring.
Nogle tror at pushhands kun er teknik, men de
forstår ikke, at hvis man ikke er et værdigt og
principfast menneske, når man ikke ud over et vist niveau.
Alle Tai Chi udøvere er brødre og søstre.
Selv efter 70 års hårdt arbejde
bliver tingene ikke nemme. Det kræver stadig en daglig indsats
at leve et givende og succesrigt liv.
|
Tilbage til indhold
|
I CHING
Denne artikel er 2. del af Bent Nielsens artikelserie om I Ching
(herefter: Yi jing). Første del blev trykt i forrige nummer af TAI
CHI NYT. |
|
Tekstens oprindelse og komposition.
Værket Yi jing, Forvandlingernes Bog,
som vi kender det i dag, består af to dele, hvoraf den ene del
er flere hundrede år yngre end den anden. Dette faktum var
allerede anerkendt af den berømte kinesiske historiker Sima
Qian (f. 145 f.v.t.), som giver den tidligst kendte beskrivelse af Yi
jing's oprindelse i værket Shi ji,
Historikerens Optegnelser, der blev færdiggjort i de
første årtier af det 1. årh. f.v.t. Heri siger
Sima Qian, at den ældste del af Yi jing,
som jeg her vil kalde spådomsværket, er forfattet af
kong Wen af Zhou (trad. 1184-1157 f.v.t.), mens den yngste del, De Ti
Vinger, tilskrives Konfucius (trad. 551-479 f.v.t.) (d.v.s. Sima Qian
nævner kun otte af de nuværende ti vinger). Selvom denne
tillæggelse af forfatterskaber er uholdbar, afspejler den den
filologiske indsigt, at Yi jing's to dele
ikke er skrevet på samme slags klassisk kinesisk og stammer fra
forskellige århundreder.
I løbet af Han-dynastiet (206 f.v.t. - 220 e.v.t.) inddrages
en række legendariske kejsere eller kulturheroer i kredsen af Yi
jing's ophavsmænd (primært som opfin-dere af
trigrammerne og konstruktører af hexagrammerne): Fuxi (som
lærte folket at fiske og bruge net til jagt m.m.), Shen Nong
(Den Guddommelige Bonde, opfinderen af bl.a. land-bruget) og Da Yu
(Den Store Yu, som tæmmede floderne). Forfatterskabet af
spådomsbogen bliver endvidere delt mellem kong Wen og hans
søn hertugen af Zhou (trad. d. 1105 f.v.t.), hvilket synes at
reflektere en dybere filologisk forståelse af
spådomsbogens opbygning. Yi jing er
således et værk, der bør omgås med den
allerstørste ærbødighed, idet det formodes at
indholde summen af den visdom og moral, som denne blanding af fiktive
og historiske personer repræsenterer.
Spådomsværket består af 64 korte afsnit, og hvert
afsnit har som udgangspunkt et hexagram, hvortil der knytter sig to
tekster: Én som kommenterer he-xagrammet, og én som
kommenterer de enkelte linier i hexagrammet. Hexagramteksten er den,
som traditionelt tillægges kong Wen, mens linieteksterne
tillægges hans søn hertugen af Zhou. Disse to tekster
udgør Yi jing's ældste del, og
som faderen er ældre end sønnen, synes hexagramteksten
også at være den ældste af de to. Sprogligt minder
hexagramteksten om et andet oldtidsværk forbundet med Zhou-dynastiet
(trad. 1122-256 f.v.t.), nemlig Shi jing,
Odernes Bog, hvis ældste dele formentlig stammer fra det 9.
årh. f.v.t. På kinesisk kaldes Yi jing
ofte Zhou yi, Zhou's Forvandlinger.
Spådomsværket indeholder ikke mange indre
dateringskriterier. Navnene gives på nogle Shang-konger, mens
ingen Zhou-konger nævnes. I hexagram 17, 6. linie siges det
dog, at kongen ofrer på Vestbjerget og i 46, 4. linie, at
kongen ofrer på Qi-bjerget; Vest-bjerget og Qi-bjerget menes at
være identiske og udgøre et kultsted i den
prædynastiske Zhou-stat i det vestlige Kina. Dertil kommer en
række spredte og ikke særlig konkrete hentydninger til en
konges krigsførelse og etablering af en række vasaller,
som kan omhandle Zhou-statens erobring af Shang og oprettelsen af Zhou-dynastiet.
Den prædynastiske Zhou-stat lå vest for Shangriget
omkring det nuværende Xi'an, og kilderne anfører 15
Zhou-regenter før erobringen af Shang. I denne periode har der
fundet en kulturel udveksling sted, og arkæologien har bl.a.
vist at Zhou-kongerne i en vis udstrækning adopterede og
tilpassede Shang-kongernes form for orakeltagning. Fra
Shangdynastiets sidste hovedstad Yin ved det nuværende Anyang
har arkæologerne fundet et arkiv bestående af mere end
17.000 skild-paddeskjolde og dyreknogler, som har været brugt
til orakeltagning. Spørgsmål til den Øverste Gud, Shang
Di, blev indgra-veret på skjoldene eller knoglerne,
hvorefter man ved hjælp af varme fremkaldte sprækker i
disse. Kongen eller spåmanden tydede disse sprækker og
undertiden blev svaret derefter indgra-veret.
Vestpå i Zhou-staten har man også fundet orakelben af de
nævnte typer, som dateres mellem 1300 og 700 f.v.t. Der er
desuden fundet orakelben med grupper af tal indridsede; næsten
altid grupper med seks tal og i nogle få tilfælde grupper
med tre tal. Efterhånden som mængden af disse orakelben
med tal voksede, begyndte forskerne at sætte dem i forbindelse
med Yi jing's hexagrammer, der som bekendt
består af seks linier eller i trigrammernes tilfælde af
tre. Tal-grupperne på orakelbenene er i sjældne
tilfælde ledsaget af en meget kort tekst, men ofte er tydningen
og fortolkningen særdeles usikker. I ét tilfælde
er teksten dog helt klar: "7 7 6 7 6 6 orakeltagningen var
lykkebringende" (se ill. 1). Frasen som jeg oversætter
"orakeltagningen var lykkebringende" svarer til
"vedholdenhed bringer lykke" i Richard Wilhelms
oversættelse og forekommer over 40 gange i spådomsbogen.
Det var imidlertid fordelingen af tallene i disse grupper, der i
første omgang fik en kinesisk forsker til at forbinde
hexagram-merne med orakelbenenes talgrupper. Tallene 2, 3 og 4
forekommer nemlig overhovedet ikke. Tallene 1 til 4 blev i den
pågældende periode skrevet med 1 til 4 horisontale
streger (lige som 1 til 3 stadig gør), og når disse tal
bliver sat sammen i lodrette kolonner, kan det være umuligt at
vide hvilke streger der hører til hvilke tal (42 kunne fx
være 24 eller 222 eller 123 etc.). Hypotesen er, at man undlod
at skrive tallene 2 til 4, men i stedet for 3 skrev 1 og i stedet 2
og 4 skrev 6. Dermed forklares det også hvorfor netop de to
tal, 1 og 6, forekommer langt oftere end 7 og 8 (tallene 5 og 9 er
meget sjældne). Hypotesen forudsætter således, at
der her er tale om en form for orakeltagning, der base-rer sig
på tallene 1 til 9, men kun interesserer sig for, hvorvidt
tallene er lige eller ulige. Hvordan denne orakeltagning har fungeret
lader sig ikke rekonstruere. Nogle talgrupper af samme art skrevet
på bambus stammende fra perioden 480-221 f.v.t. inkluderer kun
to lige og to ulige tal: 6 og 8, 1 og 9.
Fra Handynastiet kender vi tre forskellige udgaver af Yi
jing: 1) Stenudgaven.
Ifølge Fan Ye's (398-447 e.v.t.) Hou Han shu,
Det Senere Han's Historie, der dækker perioden 25-220 e.v.t.,
blev de fem klassikere mejslet i sten og opstillet i
universitetsgården i 175 e.v.t., så de lærde kunne
tage kopier af de officielle
Ill. 1
Udsnit af tegning af skilpaddeskjoldet med teksten "7 7 6 7 6
6 orakeltagningen var lykkebringende". |
Ill. 2
Aftryk af satenudgaven af Yi jing fra 175 e.v.t. som opbevares
på Shanghai Museum
udgaver. I 1920'erne fandt arkæologerne fundamenterne af det
kejserlige universitet samt adskillige fragmenter af disse steler med
klassikerne indgraveret. En del af disse befinder sig nu på
Shanghai Museum, og et relativt stort fragment af Yi
jing tyder på at udgaven har været identisk med
den overleverede tekst (se ill. 2). 2) Bambusudgaven
blev fundet i Fuyang, Anhui i 1977 i en grav som stammer fra ca. 165
f.v.t. Godt en tredjedel af de papirtynde bambusstrimler, værket
er skrevet på, er ulæselige. Teksten indeholder en del
skrifttegnsvarianter, som ikke kendes fra den overleverede tekst. 3) Silkeudgaven
blev fundet i en af de overordentligt rigt udstyrede
grave dateret til 168 f.v.t. ved Mawangdui i Hunan i 1973-74. Teksten
er skrevet på et stykke silke, der måler 49 cm i bredden
og 85 cm i højden og har oprindeligt været en rulle, men
i grav-en blev silkestykket fundet sammenfoldet. Derfor er de
inderste afsnit, som hovedsagelig består af spådomsbogen,
de bedst bevarede, mens de ydre, der dels består af dele af De
Ti Vinger og dels en hidtil ukendt tekst, er knap så
velbevarede. Lige som bambusudgaven indeholder silkeudgaven mange skrifttegnsvarianter.
I stenudgaven ser hexagrammerne ud som vi kender dem i dag, d.v.s. de
består af hele — og brudte - - linier, men i silke-udgaven
ser de brudte linier sådan ud _| |_ og i bambusudgaven ser de
sådan /\ eller sådan / \ ud. Det omvendte V i
bambusudgaven er identisk med 6-tallet fra orakelbenene, så
hexagrammerne i denne udgave kan siges at bestå af 1-taller (de
hele horisontale linier) og 6-taller, hvilket er det sidste skridt i
reduceringen af tallene 1-9 til ét lige og ét ulige tal.
Fra et filosofihistorisk synspunkt synes denne reduktion at passe med
tidspunktet for introduktionen af yin og yang
kosmologien, hvilket sker
Ill. 3
med de Ti Vinger. De to slags linier bliver herefter ikke
længere opfattet som tal, men som repræsenteren-de yin
og yang. Tallene er dog hele tiden til stede
lige under overfladen, som det vil fremgå af de næste artikler.
Det ser altså ud til, at spådomsbogens tekster og
hexagrammerne oprindeligt ikke har hørt sammen. Foruden
allusioner til historiske begivenheder består hexagram og
linieteksterne af poetiske småbidder, mundheld, varsler og
moralske sentenser. Disse tekster bliver på et tidspunkt
redigeret sammen med hexagrammerne og endvidere forsynet med nogle
orakelformularer af typen "orakeltagningen var
lykkebringende", "det ender med lykke", "ingen
katastrofe", "det gavner at krydse det store
vandløb", "det gavner at stoppe" etc. At
dømme efter det ovenfor citerede orakelben kan disse
orakelformularer stamme fra samme kilde som hexagrammerne, nemlig Zhou-kongernes
version af orakelbenene (disse magiske formularer forekommer ikke
på Shang orakelbenene).
Hvornår denne redaktion af spådomsbogen fandt sted er
vanskelig at sige, men jeg tilslutter mig indtil videre gerne de
forskere, som mener spådomsbogen blev samlet i årtierne
efter 771 f.v.t. På dette tidspunkt blev Zhou-kongerne tvunget
til at flytte deres hovedstad østpå i nærheden af
det nuværende Luo-yang p.g.a. af fjendtlige nomadestammers pres
vestfra og mangel på hjælp fra vasallerne. Tidspunktet
markerer både starten på det Østlige Zhou-dynasti
og begyndelsen til enden på Zhou-kongernes herredømme,
idet vasallerne efterhånden er blevet de facto
uafhængige stater, hvis fyrster snart selv påberåber
sig kongetitlen. Zhou-statens territorium er kraftigt reduceret og
Zhou-kongerne overlever kun som ceremonielle overhoveder. Dette synes
at være det naturlige tidspunkt til at samle sin kulturarv;
især når det drejer sig om et spådomsværk med
et magisk potentiale.
To historiske værker, Zuo zhuan, Zuo's
Kommentar, som dækker perioden 722-453 f.v.t., men tidligst er
redigeret 430 f.v.t. og Guo yu, Staternes
Erklæring, som er redigeret i det 4. eller 3. årh.
f.v.t., citerer eller nævner tilsammen Yi jing
22 gange. Den tidligste reference optræder under år 672
f.v.t., og det fremgår at Yi jing
hovedsageligt blev anvendt som et spådomsværk, men
undertiden henviste man til værket som en visdomsbog. Det har
gennem hele det 20. årh. været diskuteret, hvorvidt disse
citater var autentiske eller senere interpolationer. Hvis
ægtheden kan bekræftes, må spådomsbogen have
eksisteret før 430 f.v.t., men ikke nødvendgivis i 671
f.v.t., da citaterne kan være anakronismer fra
redaktørernes side. Hvis citaterne derimod ikke er ægte,
er det første pålidelige vidnesbyrd om spådomsbogen
ikke tidligere end midten af det 3. årh. f.v.t.
Bortset fra en omstridte passage i én version af Lun
yu, Samtaler og Sentenser, samlet af Konfucius' disciple
efter hans død i 479 f.v.t., er der intet, der forbinder
Konfucius eller hans disciple med spådomsbogen eller De Ti
Vinger før Han-dynastiet. Under kejser Wu af Han bliver der i
136 f.v.t. oprettet et kejserligt akademi til uddannelse af
embedsmænd i de konfucianske klassikere, og det første
værk, der nyder denne status som klassiker, jing, er
spådomsbogen Zhou yi. Fra bambus- og
silkeudgaverne ved vi, at spådomsbogen stort set havde den
form, den har i dag, men i hvilken form De Ti Vinger befandt sig er uklart.
Selve titlen De Ti Vinger, Shi yi,
optræder først i værker efter vor tidsregnings
begyndelse, og titlen er lettere misvisende, idet der faktisk kun er
syv tekster (strengt taget er der, som vi skal se, otte). Formentlig
omkring vor tidsregnings begyndelsebliver spådomsbogen inddelt
i to juan (d.v.s. i to ruller af silke) med
henholdsvis 30 og 34 afsnit (hexagrammer) i hver. |
Oprindeligt cirkulerede kommentarerne som fysisk selvstændige
værker, men efterhånden blev de skrevet sammen med de
værker, de kommenterede, hvorfor to af Vingerne, som er
kommentarer, hver især blev delt op i to dele. En tredje Vinge,
som er et selvstændigt essay, blev også opdelt i to dele
formentlig på grund af længden. Derfor tales der om ti vinger.
De første to Vinger udgøres af kommentaren Tuan,
som ifølge en tidlig kommentartradition betyder
'afgørelse'. Ordet skrives med tegnet, der ifølge en
kinesisk ordbog fra 121 e.v.t. betyder 'løbende gris' (se ill.
3), men fortolkningen 'afgørelse' beror formodentlig på
lydlighed med dette ord. Tuan er en
kommentar til hexagramteksten, som blev tillagt kong Wen, og i de
fleste udgaver af Yi jing fra omkring det 3.
årh. evt. er teksten splittet
Ill. 4
op i 64 afsnit som følger umiddelbart efter hexagramtekstens
64 afsnit. Disse to vinger findes ikke i den danske udgave af
Wilhelms oversættelse.
Tredje og Fjerde Vinge består af Xiangkommentaren.
Ifølge kommentartraditionen skal xiang
her forstås som 'billede' selvom det skrives med tegnet for
elefant (se ill. 4). En nøjere undersøgelse
afslører, at Xiangkommentaren faktisk
indeholder to tekster, nemlig Da xiang, Det
Store Billede, og Xiao xiang, Det Lille
Billede. Førstnævnte er som Tuan
en kommentar til hexagramteksten, mens sidstnævnte (som ikke
findes i den danske udgave af Wilhelm) er en kommentar til
linieteksterne, som blev tillagt hertugen af Zhou.
Disse fire Vinger søger at udlægge teksten v.h.a. etiske
principper, yin og yang,
hexagramliniernes indbyrdes placeringer m.m.; altsammen ting der er
selve spådomsværket fremmed. Da Tuan
og Xiang som sagt nævnes af Sima Qian,
må de have eksisteret i en eller anden form omkring år
100 f.v.t., men de er næppe ældre end begyndelsen af det
3. årh. f.v.t.
Femte og Sjette Vinge kaldes Xi ci, De
Tilknyttede Ord; ifølge en tradition, der går tilbage
til Sima Qian kaldes denne tekst også Da zhuan,
Den Store Kommentar, selvom det ikke drejer sig om en kommentar. Xi
ci må snarere betegnes som en teoretisk afhandling, der
beskæftiger sig med de grundliggende filosofiske og
kosmologiske begreber i Yi jing,
spådomsteknikkens kosmologiske baggrund samt oprindelsen af
kinesisk kultur i lyset af Yi jing. Det er
med andre ord det første studie af Yi jing
og derfor en tekst, der refereres til igen og igen. Det er også
ét af de første steder betegnelserne yin
og yang dukker op som filosofiske og
kosmologiske begreber i kinesisk filosofi. Xi ci
blev fundet i en anden udgave sammen med sil-kemanuskriptet, men det
gælder for begge udgaver, at de er sammenstykkede af
forskelligt materiale og ikke udgør et afsluttet hele. Ingen
af udgaverne kan formentlig dateres tidligere end slutningen af det
4. årh. f.v.t.
Syvende Vinge hedder Wen yan, Tekstens Ord.
Af denne Vinge, som består af fire forskellige lag kommentarer
og gloser, eksisterer kun de to afsnit, der drejer sig om de to
første hexagrammer Qian og Kun.
Det har været en udbredt opfattelse, at det er resterne af en
komplet kommentar, men der er også den mulighed, at der aldrig
har eksisteret mere. Den centrale position de to første
hexagrammer indtager i Yi jing-filosofien
som selve inkarnationerne af yin og yang
gør det sandsynligt, at kommentatorerne har koncentreret sig
om dem. Dette argument taler for en relativ sen datering, men
indholdet er så forskelligartet, at konklusionen må
blive, at den syvende Vinge indeholder materiale der spænder
over perioden 4. - 2. årh. f.v.t. Wen yan
findes ikke i Wilhelms danske udgave.
Ottende Vinge, Shuo gua, Diskussion af
Trigrammerne, er i lighed med Xi ci en
afhandling eller et essay, der som titlen si-ger, beskæftiger
sig med trigrammerne.
Teksten består af to forskellige dele, hvoraf den ene del
minder meget om Xi ci. En russisk sinolog,
Iulian Shchutskii, som forsvandt i en af Stalin's lejre i 1930'erne
påviste, at dette afsnit passede på et bestemt sted i Xi
ci.
Da man undersøgte silkemanuskriptets version af Xi
ci, fandt man det omtalte afsnit af Shuo gua
der, hvor det ifølge Shchutskii burde sidde. Den øvrige
del af ottende Vinge fandtes i en lidt ændret udgave, så
en samtidig datering af Shuo gua og Xi
ci er sandsynlig.
Niende Vinge, Xu gua, Hexagrammernes
Rækkefølge (el. Orden), er et kort essay, der giver en
forklaring på hexagrammer-nes rækkefølge i den
overleverede udgave (som er forskellig fra fx silkeudgaven).
Derudover er der nogle forklaringer på navnene på
hexagrammerne. Denne tekst adskiller sig radikalt fra de øvrige
Vinger og består for hovedparten af en lang række
følgeslutninger, der begrunder hexagrammernes
rækkefølge i deres symbolske indhold.
Den tiende Vinge, Za gua, Diverse
Hexagrammer, er en meget kort kommentar, der nærmest har
karakter af en gloseliste. Hexagrammerne nævnes i en
rækkefølge, der hverken ligner det ene eller andet
kendte arrangement. Både Xu gua og Za
gua stammer formentlig fra det 2. årh. f.v.t. og findes
heller ikke i den danske udgave af Wilhelm.
Kort efter Han-dynastiets fald i begyndelsen af det 3. årh.
e.v.t. begynder kommentatorerne til Yi jing
også at forsyne Vingerne med kommentarer, og dermed har Yi
jing antaget den form, som bogen har bevaret så godt
som uændret i ca. 1700 år frem til i dag.
|
Tilbage til indhold |
online
© 2001