Tai Chi Nyt nr. 16

Nr. 16 Maj 1994

Oprindelsen af Yang familiens Tai Chi Chua n

George Xu

George Xu

Af Knud Erik Andersen.

I forbindelse med George Xu's besøg til Danmark i februar måned lavede TAI CHI NYT et interview med ham. George, der anses som værende en af de mest fremtrædende Wushu lærere i Verden, besøgte Danmark på opfordring fra sine elever her.

Tai Chi Nyt (TCN): Kan du fortælle lidt om din baggrund ?

George Xu (GX): Jeg er født i Shanghai, Kina. Jeg har trænet Kung Fu, siden jeg var 17 år. I Kina har jeg trænet sammen med ti forskellige lærere. Den første lærer jeg havde, var Xu Hung Pa. Han underviste i Cha Fist en form for Hsing-I. Efter ca. 1½ år begyndte jeg at træne hos en Pa Kua mester, Xiang Chen Len og han lever stadig. Min nuværende lærer er Chen Sung Bao. Han underviser i Lan Xu, der er en af de Nordlige Shaolin stile. Han trænede i sin tid sammen med Chen Sao Lin en af Yang Cheng Fus avancerede elever. Så han har også trænet Tai Chi Yang Stil med, hvad dertil hører f.eks. Pushhands og en kampform for to personer. Senere mødte jeg en ægte mester, som underviste i Hsing-I Honan stilen "De Seks Harmonier". Jeg har også trænet Yang Banhou stil, som er en meget hård stilart, der bestod meget tomandskamp, de udfordrede alle på den tid. De hårdeste stilarter i starten af 1970'erne var Hsing-I Six Harmonies og Yang Banhou Tai Chi. Disse to stilarter udfordrede alle stilarter. Når man stod og trænede i parkerne, gik de hen til folk og sagde "Undskyld må jeg træne her ?" Og sagde folk ikke ja, så kom de op og slås. De var de hårdeste kæmpere. Disse to stilarter udfordrede også hinanden. De der trænede Yang Banhou stilen, sagde de var de bedste, fordi de havde vundet over en Hsing-I mester i 1940'erne. Men Hsing-I folkene svarede, at den mester på det tidspunkt kun var en ihærdig elev, så det var helt klart, han tabte. Men alle stilarterne i Kina på det tidspunkt især i Shanghai, og der er over 200, respekterede begge disse stilarter. Disse to skoler var utrolig dygtige til kamp og de ledte altid efter nye udfordringer for at kunne bevise deres stils uovertruffenhed. Jeg har som sagt selv trænet disse to stilarter og mødt mange hårde kæmpere. Jeg er blevet skadet op til flere gange og jeg var bange hver gang jeg mødte op, fordi de ville gøre alt for at slå mig ud. Træningen var meget hård. Læren var skør. Hvergang jeg kom til træning slog han mig, så jeg ikke kunne trække vejret og hjertet slog med 200 slag i minuttet og jeg vidste ikke hvornår det holdt op. Jeg følte, jeg skulle dø. Når jeg kom hjem, blev jeg nød til at tage noget medicin. De træner mere tomandsøvelser og energitræning. Modsat i Yang Cheng Fu stilen, som den undervises af Fu Zhongwa, trænes der mere i form og pushinghands.
Jeg har også trænet boksning, fordi min lærer fra Universitetet var mester i mellemvægt fra 1951-57, så han lærte os lidt. Senere trænede jeg i en kort periode Yang stil i Folkets Park i Shanghai. I 1977 begyndte jeg at træne hos en Chen stil mester, hvis lærer havde rødder i Chen familien. På det tidspunkt blev han anset for at være en af de bedste i Shanghai.

George Xu

TC: Hvornår begyndte du på din træning i kampkunst og hvilke stilarter træner du ?

GX: Jeg begyndte i 1966 under Kulturrevolutionen. På det tidspunkt var der mange Rødgardister, politiet fungerede ikke på det tidspunkt, derfor havde man mange grupper til at beskytte folk mod overgreb. Jeg var leder for en af disse grupper. En dag fik vi en anmeldelse om, at der var 20-30 personer, der begik røveri på togstationen og i togene. Ikke noget problem tænkte jeg, så jeg tog 30 Rødgardister med til togstationen. Men da vi kom frem, var der ikke nogen på stationen. Jeg tænkte de måske, var blevet bange og stukket af. Så jeg placerede tre gruppe på ti personer rundt om stationen. Efter vi var delt op i disse grupper, kom bandelederen, der var et stort brød med store arme og hoppede op i toget og begyndte at smide ting ud. Jeg gav ordre til at gribe fat i ham. De ni, der var sammen med mig løb hen mod ham og det lykkedes os til sidst at få ham ned og bar ham hen til kontoret. Men døren var låst og pludselig var der 20 røvere omkring os. Vores venner lagde ikke mærke til noget. Røverne gennembankede de ni, der var med mig, men mig overlod de til lederen. Jeg blev trukket til side og han tog noget frem fra lommen, en kniv eller lign. og slog mig i ansigtet. Jeg tog mig til ansigtet. Blodet løb ned af mine fingre, så han troede han havde ramt mig i øjet. Han blev nervøs og jeg slog ham flere gange, men dengang var der ikke så meget kraft i mine slag. Senere stak de af og et par af mine venner hjalp mig tilbage til vores kontor, hvor vi tilkaldte assistance. Der kom 400 Rødgardister og vi fik fat aldrig fat i lederen. Jeg fik af vide at denne leder trænede Kung Fu. Så tænkte jeg, at jeg også hellere måtte gøre det. Herefter begyndte jeg at lede efter en lærer.

TC: Alle de stilarter du kan, har du lært dem af mestre eller af lærere ?

GX: I Kina adskiller man ikke en mester eller en lærer. Vi mener ikke en titel har den store betydning. Men selvfølgelig er der nogen, der er bedre end andre. F.eks. er mine Hsing-I mestre meget dygtige. Min Chen lærer er en af Chen Chao Que's private elever. Så han lærere en del af deres hemmeligheder. Yang Cheng Fu's niveau findes der ikke mange af. Der findes ikke nogen i Yang stil i dagens Kina med hans niveau. Der findes mange dygtige lærerere, men ikke på hans niveau. I andre stilarter f.eks. Hsing-I, da er min lærer den bedste.

TC: Var der nogen speciel årsag til du kom til USA ?

GX: Jeg rejste til USA p.gr.a. mine forældre, som boede der. Mine bedsteforældre har boet der i mere end fyrre år. Så da Kina åbnede mere op for grænserne, bad de mig om at komme til USA. Jeg begyndte at studere edb på Universitetet, men det varede ikke særlig længe. Det var ikke noget for mig.

TC: Underviser du alt du har lært fra dig, eller har du nogen "hemmeligheder" ?

GX: Jeg underviser meget åbent. Jeg underviser alt til de, der ønsker det og hvis de er klar til at modtage den form for undervisning. Jeg underviser alt, hvad de kan klare. Der er ting, jeg ikke underviser i, for der er ingen, som har vist interesse for at lærer det. Jeg går ikke videre med én, hvis den person ikke forstår det, han har lært før. Man kan sammenligne det med alfabetet. Man lærer først A sidenhen B, ikke omvendt.
Det betyder ikke, jeg er holdt op med at modtage undervisning. Min viden forøges år for år. Jeg inviterer hvert år en eller flere mestre fra Kina til at bo hos mig. Jeg kender personligt de fleste mestre. Der er mange af disse mestre, der siger de gerne vil undervise mig i nogle bestemte ting, men at jeg ikke må undervise det videre. Det gør mig forvirret nogen gange, for hvis jeg ikke må undervise i det, hvorfor skal jeg så lære det. Jeg lærere det netop for en dag at kunne give det videre. Men det er umuligt at ændre på deres holdning vedr. dette.

TC: Hvad anser du for værende en god Tai Chi lærer/elev og hvordan adskiller man den ene fra anden ?

GX: Hvad der kendetegner en god lærer ! Først skal man se, hvad han laver. Jeg ser ikke på det ydre. Jeg er fuldstændig ligeglad med om hans form er flot eller om det er Yang, Chen eller Wu stil. Jeg ser på hans indre tilstand. Sammenhæng. Jeg ser også efter hans krops muskler. Vi har 200 muskelgrupper, hvor mange muskler bevæger han på samme tid og disses koordination. Derudover ser jeg efter om hans brystkasse og mave synker, for at se om der er meget liv i den miderste del af hans krop. Hvis han er meget stiv, formen meget anspændt, han ikke bruger alle musklerne, kroppen ikke er livlig, så vil jeg ikke anse dette for værende godt. Mange gange kan man også se en læreres niveau på hans elever. F.eks. er der mange, der ikke vil lære al deres viden fra sig. Man kan også se om en lærer er åben eller ej. For mange gode lærere snakker ikke så meget om hemmeligheder. De snakker meget om formen og hvordan den skal udføres korrekt, men de taler ikke om indre Jing. De snakker ikke om de indre sammenhænge. Dette er en årsag til eleverne aldrig bliver bedre.
Hvad er en god elev ! Hertil vil jeg sige, det er aldrig for sent at begynde. Det vigtige er, hvor langt ønsker han selv at komme. Hvis han inderst inde ønsker at nå til tops, så er dette muligt. Hvis man får en hemmelighed, er det ligegyldigt, hvilket menneske man er eller, hvor forskellig man er. Man kan stadig nå til tops. Fordi træningen er helt anderledes, vil en elev uanset om han er ung og har en smidig krop, aldrig komme langt, hvis forståelsen og ihærdighed ikke er tilstede. Det er aldrig for sent at blive den bedste, hvis man vil.

George Xu

TC: Hvad mener du er det vigtigste at træne i Tai Chi ?

GX: Al traditionel Tai Chi træning er vigtig. Men de er vigtige på hver sin vis. F.eks. den cirklende kraft og basistræningen. Dette er for at gøre kroppen mere afslappet og smidig. For at være klar til at lave en, hvilken som helst bevægelse. Har vi ikke en god basistræning, har vi ikke nogen god form. Dernæst har vi også Qigong træningen, for at blive mere årvågen, da kroppen er mere afslappet, vil den indre energi flyde bedre. Mange mener, at Qigong kan hjælpe med til at give bedre kampevner, det tvivler jeg på. Jeg tror ikke på, der er nogen Qigong mestre, der er gode kæmpere. Mange siger, de kan dræbe ved blot at lægge hånden på én. En masse Qi-magi. Jeg har altid sagt, prøv sæt dem ind i et bur sammen med en tiger og en bjørn. Disse dyr snakker ikke om Qi, det er råstyrke. De er utrolige dygtige kæmpere. Hvis de kan dræbe tigeren og bjørnen og komme ud af buret i live, så er man den bedste Qi-mester. Jeg har aldrig set en Qi mester gøre dette. De har en masse hemmeligheder, "Jeg kan dræbe dig fra en afstand af 6 meter". Jeg har set flere af disse blive overvundet af ganske almindelige mennesker. Qi i sig selv er ikke særlig god til kamp, men det gør éns kamp bedre. Det hjælper på sensitiviteten og man får en bedre forståelse af kroppen. Det er derfor, vi har brug for en form. Formens vigtigste formål er at afprøve sammenhængene. Føler man i alle bevægelserne, at alt er sammenhængende, føler man kraften altid er tilstede. Kan man blive ved med at bruge denne kraft og er bevidst om at den kommer fra taljen, ikke fra hænderne. Så er éns form god nok og det er derfor ikke længere nødvendigt at lave den hele tiden. I mange bøger læser man om f.eks. Yang Cheng Fu, der lavede 20 forme om dagen, Chen Fa Ke og andre laver den otte timer om dagen. Hvis man gør dette vil, man automatisk blive dygtige Tai Chi mestre og gode kæmpere. Dette tror jeg stadig, er dumt. For jeg mener, hvis man laver 30 forme om dagen, vil knæene blive slidt og kroppen vil langsomt gå til, fordi den bliver hurtigt udmattet. Denne form for ting er blevet til Kampgang ikke Kampkunst. De nationale mestre i Kina træner ikke otte timer om dagen, de træner hårdt i en kort periode, de behøver kun at holde sig "Up to date".

TC: Kan du fortælle lidt om de forskellige Jing (energier) ?

GX: Der er flere hundrede forskellige Jing. Den vigtigste er Tzenjing samling af Jing. Den kan sammenlignes med, at man spænder buen. Senere kommer et højere niveau af Jing "Fjederjing". Man kan sammenligne det med en buestreng, lige efter man har affyret en pil, så vibrerere strengen stadig. Eller en hund, når den kommer op af vandet og den ryster sig, da er det helt nede fra halespidsen til snuden.

TC: Hvordan udvikler man disse energier. Er der nogle specielle teknikker ?

GX: Naturligvis behøver man en sammenhængende træning for at udvikle disse Jing. Hvis éns træning er forkert, lærere man aldrig disse Jing. Først skal man vide, hvad er en Jing. Det er det vigtigste og det mest grundlæggende. Når man træner en stil og det er ligegyldigt om det er Tai Chi, Hsing-I eller Pa Kua er det første, man skal træne på at samle Jing (Tzenjing). Det kan gøre ved, at man, når man træner sin form og de andre grundlæggende teknikker, prøver på at lede efter denne Tzenjing. Det er derfor nødvendigt, at hovedet er oprejst, skuldrene hænger ned, fordi er hovedet oprejst, vil skuldrene automatisk hænge ned. Hænger skuldrene ned, vil de to store rygmuskler være forbundet med taljen, som igen er forbundet med hoften, så de seks store muskelgrupper låser tæt sammen. Alle de små muskelgrupper er afslappede, livlige og forbundet og så har man bedre Tzenjing. Men Tzenjing er meget indviklet at forklare, men de små muskler skal først forbindes med de store, så hele kroppen er i bevægelse uanset, hvilken del af kroppen der bevæger sig. Kroppen skal arbejde som en helhed med fødderne plantet fast i jorden. Minimuskravet for Tzenjing er, at hofterne skal være i orden, er de ikke det, kan man ligeså godt glemme alt om tzenjing.

TC: Hvad mener du om pushinghands. Når man læser udenlandske blade, så er der mange konkurrencer. Er de nødvendige. Nogen mener pushinghands er ligeså vigtig som formen. Har du nogle forslag til, hvordan man kan forbedre sin pushinghands ?

GX: Pushhands blev udviklet for ca. 360 år siden i Chen familien. Før i tiden var det fuldkontakt kamp. Men jeg mener dagens pushhands, går i en forkert retning. Den klassiske pushhands er ikke som nutidens "brydekampe", hvem der er størst og om hvem der vinder, bevæger man sig, har man tabt. Hvis jeg skubber dig, er jeg bedre. Ser man på konkurrencerne, hvem har brydeteknikken, hvem har de største arme, hvem har de bedste ben, hvem har den bedste "rootning". Jeg har en ven, hvis Tai Chi er meget dårlig, han har næsten ingen Tai Chi teknikker, han vandt det nationale pushinghands mesterskaber i 1984. Han brugte kun armene og benene til at skubbe folk ud af ringen. Det er i denne retning det går i dag. Samtidig med det er begrænset, hvad man må. Man må f.eks. ikke bruge låse. Jeg har spurgt mange mestre, hvad de mente om dagens pushinghands. De mener, at i dag har man svært ved at vinde, hvis man ikke har råstyrke og kan bryde. De fortæller, hvad de er interesseret i med pushinghands, er ikke at skubbe folk væk. Uanset hvordan man kæmper, er det ikke altid der kæmpes på afstand, nogen gange er man nød til at gå i nærkamp. I den situation hvem kan stadig bruge kraft og giver efter, hvem kan angribe helt nede fra anklen og slå modstanderen ud. Det de ser efter, er hvornår man kan bruge sin kraft, selv når man står tæt. Jeg laver pushhands af tre årsager. Jeg er ligeglad med at skubbe folk. Bliver jeg skubbet væk, så er det helt i orden. Hvis jeg føler, jeg skal flytte mig, så gør jeg det. Jeg bliver ikke stående som et stykke møbel, der kan skubbes, fordi jeg tager et skridt tilbage, er ikke ensbetydende med jeg har tabt.
Den anden er at teste mig selv. Jeg lader de andre angribe og føler efter, hvornår deres energi kommer, så ved jeg om de er samlet eller ej. Er de ikke det, ved jeg, det ikke er nogen opgave for mig. Jeg behøver ikke at bruge indre energi. Jeg kan teste mig selv om, jeg er samlet, mens han skifter stilling.
Den tredie er, at jeg ser efter om, jeg altid bruger taljen og kroppen til at skubbe med og ikke kun hænderne. Dette er, hvad jeg bruger pushhands til. Ikke for at se, hvor langt jeg kan skubbe andre. At få andre til at flyve gennem lokalet betyder intet.

George Xu

TC: Tror du det er muligt at bruge Tai Chi som selvforsvar ?

GX: Ja det er meget muligt. Men jeg har aldrig set en rigtig god Tai Chi kæmper. Det er først i 1960'erne og 70'erne, der kom rigtig gode Tai Chi kæmpere til. De tilhørte Yang Banhou stilen, ikke Yang Cheng fu. Inden da var det næsten altid Pa Kua eller Hsing-I folk, der var blandt de bedste. Hvis man kun træner form og pushhands, kan man glemme alt om at blive den bedste kæmper. Man skal også træne kampsituationer i alle mulige afskygninger, samt nærkamp og kamp på afstand. Bruge indre energi. Ved at tage dette ind i sin træning, vil den blive mere effektiv som selvforsvar.

TC: Har du nogen gode råd til lærere, når man underviser elever på forskellige niveauer.

GX: Der vil naturligvis altid være en forskel på, hvordan man underviser en begynder i forhold til en avanceret elev. Det vigtige hos en begynder er at få hans krop gjort afslappet og smidig. Men det kan de avancerede elever allerede, så dem skal vi gøre klar til kamp, deres kroppe skal være stærke. Deres indre Qi skal beskytte deres krop. Vi skal have dem til at forstå, at kroppen skal arbejde som en helhed.

TC: Har du til slut nogle gode råd til eleverne ?

GX: Træn meget på de grundlæggende øvelser. Hvis man træner på mange former og de ikke er korrekte, så kan man træne ligeså mange timer man vil, men du får intet ud af det. Men læreren er også meget vigtig. Hvis man har en andenrangs lærer, bliver man selv en andenrangs elev. Hvis man træner Tai Chi for helsen og man ikke sætter sig selv store mål, så betyder det ikke så meget, bare du ikke skader dig selv. Det eneste der bekymre mig hos Tai Chi elever er deres knæ, fordi de der ikke bruger deres hofter belaster deres knæ i stedet. Man skal passe på ikke at træne for hårdt i for lang tid.

TC: Er det muligt at få skader i Tai Chi ?

GX: Hvis man bruger hofterne forkert, eller hvis knæene ikke peger ligefrem. Hvis man træner rigtigt, vil man ikke have ømme muskler. Det er i orden de store muskelgrupper er lidt ømme, men ikke de små. Man skal se Tai Chi bevægelserne som svømning i luften. Man bruger de store muskelgrupper ikke de små, ellers ender det med man meget hurtigt bliver træt. På længere sigt er det muligt at få skader i knæene, hvis man ikke sørger for de peger ligefrem. Kroppens vægt vil hvile på knæet, hvis det peger til siden, dette vil slide det efter længere tid.

Tilbage til indhold

Oprindelsen af Yang familiens Tai Chi Chuan

Følgende artikel er skrevet af Wang Yan-Nian, der er Taiwans mest kendte Tai Chi mester. Den er en reaktion på den forklaring, han fik om Tai Chis oprindelse under hans første besøg i Folkerepublikken siden 1949.

Indledning: Jeg kommer fra Taiyuan i Shanxi provinsen. Da jeg var lille var jeg en vild krabat, jeg begyndte at lære kungfu da jeg var 7 år. Da jeg var atten begyndte jeg at lære Tai Chi hos en af de mest berømte lærere på den tid,Wang Xinwu. I 1945 fik jeg chancen for at studere hos Zhang Qianling, der var elev af Yang Jian-hou, og lærte af ham Yangfamiliens inderste hemmeligheder. I 1949 flyttede jeg til Taiwan og kunne ikke mere lære hos Zhang. I Taiwan har jeg gjort et stort arbejde for at udbrede Yangfamiliens Tai Chi, og har været vicepræsident i Taiwans nationale Tai Chi organisation i mange år. Da jeg var 80 år gammel fik jeg mulighed for at tage tilbage til det kinesiske fastland, for første gang siden 1949. Jeg besøgte min familie og gamle venner bl.a. min afdøde lærers datter. Jeg hørte på min rejse mange beretninger om Tai Chis udvikling og historie, som er usande. Det er ikke godt for eftertidens Tai Chi udøvere. Hvis ikke jeg fortæller om det, vil der opstå mange misforståelser og ingen ved så hvordan Tai Chi har udviklet sig, eller at Tai Chis virkelige grundlægger er Yang Lu-Chan, der med stor indsigt og energi skabte Tai Chi Chuan. Derfor vil jeg berette om Tai Chis sande oprindelse for at imødegå den forkerte ide som mange Tai Chi lærere fremfører.

Hvordan Tai Chi opstod. I Ming-dynastiet skrev Zhang San Feng og Wang zong Yue 'Tai Chi Jing' klassikerne om Tai Chi. De handler om Yin og Yang, tom og fuld og smidighed og blødhed. Men de skrev ikke noget om Tai Chi Chuan altså Tai Chi boksning. Vi skal se på hvordan Tai Chi boksning opstod. Chenstil kom fra Henan provinsen i slutningen af Ming- og starten af Qingdynastierne. Chens boksestile hed ikke Tai Chi og var inspireret af Shaolin. Men Chen Wang Ting havde lært at bruge indre energi af Jiang Fa. Yangstil kom fra Handan i Hebei provinsen, hvor Yang Lu-Chan grundlagde den. Yang havde endnu ikke fået det navn han er mest kendt under, Yang Wudi (Yang den uovervindelige). Han kaldte heller ikke sin kampkunst Tai Chi Chuan. Da han var ung dyrkede han forskellige kungfu stile. Han rejste meget og lærte af mange mestre på sin vej. Han tænkte meget over Zhang San Fengs klassiker om Tai Chi, og lærte sig at bruge disse principper. Dette gjorde at hans kungfu blev meget godt. Yang Lu-Chan hørte om Chen klanens berømte boksere og han rejste afsted for at lære af Chen. Men han fandt ud af at de ikke underviste til fremmede uden for klanen, så han spillede døvstum og søgte arbejde hos Chen. Gamle kinesiske klanfarme er inddelt efter et traditionelt mønster med flere gårde. Hos Chen var der tre områder. Det første år arbejdede han i den yderste gård og fik ingen ting at se overhovedet. Men han var flittig og andet år satte forvalteren ham til at arbejde i anden gård. Her trænede de mindre betroede elever. Her fik han en smule at se, for ingen var bange for at han skulle høre noget hemmeligt for de troede jo han var

døvstum. Men Yang havde endnu ikke set Chens rigtige kungfu. Ingen havde set Yang lave kungfu og han lod også som om han var uinteresseret i alt andet end at tjene penge til at få med hjem. Tredje år fik Yang endelig lov til at arbejde i den inderste gård, hvor de mest betroede af klanens elever trænede med Chen Wang Ting. Den højeste elev var Chens søn Chen Chang Xing. Yang vidste han skulle passe meget på ikke at blive afsløret. Yang kunne se at de trænede med indre energi ligesom han selv. Efter et år vidste han meget om Chens kampstil. Han havde hele tiden trænet for sig selv i hemmelighed og nu syntes han, at det var på tide at rejse hjem. Men Chen var uvillig til at lade ham rejse, for han var god arbejdskraft. Så en dag udbrød der brand i Chen Chang Xings værelse, mens han lå i sengen og var syg. Han kunne ikke selv komme ud og ingen kunne få ham ud af det brændende rum. Men Yang var snarrådig og hældte en stor krukke vand over sig, og gik ind og reddede Chen ud. Alle var mest optagede af den syge Chen, så Yang forlod farmen i forvirringen. Alle undrede sig over Yangs hurtighed og kløgt. De havde troet at han bare var en dum tjener. Men nu kunne de jo se at han var noget specielt og kom til at tænke på at han nok havde været ude for at lure dem af. De besluttede at sende folk ud for at finde ham og slå ham ihjel. Men Chen Chang Xing satte sig imod fordi Yang jo trods alt havde reddet hans liv.
I årene efter rejste Yang Lu-Chan rundt mange steder i Kina og kæmpede med mange store boksere. Yang havde blandet sin viden om Tai Chis principper med sin egen boksekunst og det han havde lært i sin tid hos Chenklanen. Han blev aldrig overvundet og fik derfor tilnavnet Yang Wu Di : Yang den uovervindelige. Mange spurgte Yang hvad hans stil hed, men han svarede aldrig direkte. Men han talte altid om Tai Chis principper, så folk begyndte at kalde det Tai Chi boksning, på kinesisk Tai Chi Chuan.
Denne beretning fortæller hvordan Tai Chi boksning opstod. Den blev fortalt mig af min lærer Zhang Qian ling. Men den adskiller sig fra den mest kendte forklaring, måske fordi folk syntes at det var lidet flatterende for Yangstil at Yang havde været tjener for Chenklanen. Men faktisk udviklede Yang sin egen stil, som adskiller sig kraftigt fra Chens boksestil. Derfor ved vi at Yang Lu-Chan grundlagde Tai Chi Chuan.

Tilbage til indhold

Gennembrud i Tai Chi Chuan

Dette er forordet til 5. udgave af Jou Tsung-Hwa's bog "The Tao Of Tai Chi Chuan". Den er indsendt og oversat af Georg Ahner.

Tai Chi Chuan er baseret på I Ching, især på idéen om "forandring". Ingen kan udføre former og positurer i Tai Chi perfekt - for perfektion er relativ - et ideal afhængigt af den enkeltes måde at opfatte på. Når vi leger Tai Chi, sigter vi mod en stadig forandring; at gennemspille variationer med henblik på, hvergang at gøre fremskridt i vor forståelse af de principper vi forsøger at legemliggøre. Selvom vi prøver at holde alting konstant, selvom vi stræber efter at genskabe et billede af en "perfekt form", så vil naturen selv sørge for at indre og ydre betingelser aldrig er de samme og der vil ikke være to identiske måder at lave formen på. Vi kan så enten blive frustrerede over dette, eller vi kan lære, hvordan forandring, den eneste konstant, kan tjene til at opnå højere niveauer af velvære, lykke og klar opmærksomhed.
Det sker af og til, at vi oplever et "gennembrud" i vores bestræbelser på at forbedre vores Tai Chi. Det er ikke ved den ensformige gentagelse at noget sådant sker. Det kan derimod udløses ved en omformning, en forandring i nuance eller positur, i stemning eller hensigt, som åbner op for et flow af uventet energi. Nogen gange er vi i stand til at beskrive et gennembrud med en fortælling eller et billede. Andre gennembrud kan være nonverbale - en ny følelse eller skærpet opmærksomhed. Som regel er følelsen af gennembrud oplivende. Den ledsages af en fornemmelse af, at tilsyneladende vanskelige ting er lettere - at tilsyneladende komplicerede ting er simplere. Ofte vil gennembrud på ét område have en bredere indvirkning. F.eks. vil gennembrud i en enkelt positur kunne sætte sig spor i resten af formen.
Gennembrud er ikke noget, der kun sker i Tai Chi Chuan. At bestå en vigtig prøve, at blive færdig med sin eksamen, eller prøve en ny metode efter i ti år, at have fulgt samme opskrift, at finde en hurtigere vej hjem osv. Alle disse ting kunne resultere i følelsen af gennembrud. Til hverdag bruger vi ordet gennembrud i betydningen: løsningen på et problem. Det jeg taler om er ikke det langsomme, næsten umærkelige fremskridt, som kommer af daglig træning. Gennem-brud føles mere dramatisk, selvom de er en relativt lille gevinst. Det er som et jordskælv - en målelig og skelnelig spændingsudløsning - snarere end en serie smårystelser, som ikke kan skelnes fra hinanden. Jeg ville definere gennembrud i Tai Chi Chuan som " en pludselig og oplivende overgang henimod oplysning".
Enhver som holder ud i Tai Chi og som anvender princippet om forandring vil opleve mange af den slags overgange. Cheng Man-ching fortalte om et sådant gennembrud, der skete for ham, da han studerede hos Yang Cheng fu. Ifølge Cheng formanede Yang gang på gang sine elever, at de skulle slappe af. Cheng gjorde sit bedste, men stadig uden fremskridt. De andre elever kunne stadig skubbe ham. Så en nat drømte Cheng, at hans to arme var brækket ved skuldrene, som en dukkes, og kun var forbundet til kroppen med en snor. Da han vågnede forstod han, hvad "sung" (at slappe af) betød, og da han trænede med sine kammerater undrede de sig over, hvordan han havde gjort så hurtige fremskridt.
Jeg havde en oplevelse af gennembrud en aften jeg så rodeo på TV. Pludselig så jeg at enhver bevægelse hesten gjorde havde et formål. Den måde hesten fik cowboyen ud af sadlen på, skete ved en rækkefølge af bevægelser, som skubbede cowboyens balancepunkt længere og længere ud indtil det var muligt for hesten at kaste ham til jorden. Vildt begejstret gik det op for mig, at det også var muligt i pushhands: de mindste bevægelser må indrettes efter at besejre ens modstander. Disse øjeblikke af åbenbaring må naturligvis følges op af timevis af træning.
I denne artikel kunne jeg tænke mig at skelne mellem to slags gennembrud. Det mindre er den personlige milepæl, som der kan være mange af. De to eksempler ovenfor tilhører denne kategori. Det større markerer grænserne mellem tre vigtige udviklingsstadier, som definerer vejen til sandt mesterskab i kampkunst. Ethvert af de tre hoved-stadier karakteriseres af en "metode". De der befinder sig på kampkunstens første stade bruger hånd-"metoden". De på andet torso-"metoden" og de på tredie stadie tankens-"metode". Selvom mange mindre gennembrud er mulige indenfor hvert stade er overgangen fra hånd til torso-metoden og fra torso til tanke-metoden tydelig; de kræver et større gennembrud, nogen gange kaldt et "kvantespring". Mindre gennembrud er individuelle oplevelser og vil variere meget. Det større gennembrud derimod, vil opfattes næsten ens af alle, som går fra et stadie til det næste. De fleste kamkunstudøvere forbliver på første stadie. Nogle få når det andet. Der går klassiske fortællingerom, de der har nået tredie stadium, men jeg kender ingen idag, som har nået det.
Håndens metode: Første stadium. Herved forstås udøvelsen af teknikker med kroppens ekstremiteter. Teknikerne omfatter stød, spark, blokader, slag, låsninger og chin na. Udspændinger er vigtige og bevægelserne er som regel store, hurtige og kraftfulde. Alle hårde, ydre skoler befinder sig indenfor håndens metode. For udøvere af kampkunst trænet i disse skoler, vil Tai Chi - defineret ved dens principper, ikke dens former - repræsentere et gennembrud: døren til andet udviklingstrin.
Uheldigvis forbliver de fleste Tai Chi udøvere også på det første trin, for formen og pushhands vil kun være en øvelse i teknik indtil de lærer at anvende "Hovednøglen" (anvendelsen af de otte trigrammer og de fem elementer) og dermed gennembrud til næste trin.
Torso-metoden: Andet stadium. Andet trins kende-tegn er brugen af torso-metoden, som karakteriseres ved, at kroppen bruges, især taljen og rygsøjlen, til at påbegynde og styrke armenes og benenes bevægelser. Dvs. torsoen lærer at styre alle bevægelser. På første trin er det muskeldynamik og uafhængige bevægelser, der frembringer styrke. På dette trin er det smidighed, "sammenhæng", indre bevægelser så som åndedræt og spiralbevægelsen (afbilledet i Tai Chi diagrammet), der åbner for den iboende energi styrke eller chi'en. Hvordan ser bevægelser ud i torso-metoden? Ingen af kroppens enkeltdele bevæger sig uafhængigt af de andre; enhver enkeltdels bevægelse er betinget af en samstemmen de bevægelser mellem alle andre dele og alle dele bevæger sig kontinuerligt i overens-stemmelse mellem Yin og Yang. Kun de som når dette stadie, kan siges at være sande Tai Chi udøvere. Men de er få. De fleste Tai Chi folk arbejder efter principperne, som definerer torso-metoden, men gennembruddet, som markerer mesterskab på dette trin er svært at få fat på. Man kan nemt bedrage sig selv i troen på at have gjort fremskridt på dette trin. Tai Chi former kan synes meget yndefulde og sammenhængende, især hos én, som har lang erfaring. En omhyggelig undersøgelse vil imidlertid afsløre, at hænder og andre legemsdele bevæger sig uafhængigt af hinanden eller at de går i stå og ikke ændres ved vægtskifte og taljebevægelser.
Tanke-metoden: Tredie stadium. Det er vanskeligt at tale om dette tredie trin eftersom jeg ikke selv har nået dette niveau. Klassikerne bærer vidnesbyrd om, at det er muligt og der er fortællinger om mestre, hvis bedrifter lyder som om de havde nået dette trin. I "Tanke-metoden" er alle bevægelser blevet absorberet i kroppen. De teknikker som før blev udført med ekstremiteterne, begynder og fuldbyrdes nu i den enkeltes energi. Hvor det før var torsoen, der styrede,er det nu "Tanken", energien der følger og udøverens intention fuldbyrdes med lidt eller nogen ydre virksomhed. På dette tredie stadium er fysisk energi, ch'i, blevet forvandlet til psykisk eller åndelig kraft, kaldet "shen". Der fortælles f.eks. om mestre, som kunne neutralisere en tigers angreb angreb simpelthen ved at tilbagereflektere tigerens voldsomme energi i et enkelt koncentreret blik.
Det er en ting at sige, det er nødvendigt med et gennembrud for at kunne bevæge sig fra trin til trin, men hvordan kan enhver af os arbejde henimod et gennembrud i Tai Chi Chuan? Forestil dig dit udviklingsforløb som en uendelig gang. Hvis udvikling bare var en funktion af anstrengelse over tid, ville gangen se ud som en rampe der gik opad i en vinkel mod et forsvindingspunkt.

Men sådan er det ikke. Gangen er ujævn og afbrudt af en række aflåste døre. Man kan kun komme fremad indenfor hver passage ved tålmodighed og vedholdenhed over tid. Men uden nøgle er det umuligt at komme til næste passage. Med en vis indsats kan man bevare sin færdighed på dørens niveau. Men hvis man bliver selvtilfreds eller ingen nøgle har, vil man forblive dér og ikke gøre fremskridt.
Gennembrud er ikke et automatisk resultat af at tiden går eller en akkumulation af erfaring på et bestemt niveau. Års træning vil resultere i smidigere teknik, men udførelsesmåden vil være udvendig. Indre koncentration og forandring er nødvendig for gennembrud i Tai Chi Chuan. Tænk på bildesignets historie. De første biler var i alt væsentligt en stol eller et sæde sat op på fire hjul. I årevis tillod designere disse træk at diktere, hvordan biler så ud på ydersiden og lavede kun variationer over temaet. Det ydre var simpelthen en beholder for det indre. Hvis et gennembrud skulle finde sted, måtte en eller anden finde på et helt nyt koncept. aerodynamik var nøglen. Efterhånden som designere blev opmærksomme på de udvendige luftstrømme mod bilen og mindre på møblementet indeni, begyndte deres design at ændre sig radikalt. Selvom dette er en simplificering får vi her et indblik i, hvad et vigtigt gennembrud er. Det er ikke bare en lettere forbedring af en eksisterende idé. Det er et spring ind i en ny arena af kreativitet muliggjort gennem erkendelse af et anderledes og fundamentalt koncept. Det er hvad der skal til mellem hvert vigtigt trin i Tai Chi udvikling.
Jeg tror at svaret til de der ønsker at komme videre er dobbelt: vær aldrig tilfreds og søg altid flittigt efter nøgler til stadig mere fremskridt. Lad mig betragte disse idéer én for én. For det første: Hvordan kan Tai Chi udøvere undgå, at fald i selvtilfredshedens fælder. Selvtilfredsheden, som frister os til at slå os til tåls med, hvor vi er, snarere end at forfølge højere mål? En af måderne er at være meget opmærksomme på grundene til at vi dyrker Tai Chi og på de mål vi tror, vi kan nå ved at dyrke Tai Chi:
Mål organiserer energi: De hjælper os med at bruge vores tid og anstrengelser mere effektivt. Mål er mest virkningsfulde, hvis de bliver gjort bevidste og meningsfyldte. Hvilket mål har du sat dig i Tai Chi Chuan? Hvis du en dag opnår en færdighed, hvad tror du så, du vil bruge den til? Prøv at være konkret når du formulerer dine mål. F.eks. er "at have et godt helbred" eller "at kunne forsvare mig" eller "at føle mig afslappet og lykkelig" for vagt. Selvom de lyder godt, vil vage mål ikke fokusere din energi, ej heller inspirere dig til at anvende effektive midler til at realisere dem. Giv dig selv en udfordring: skærp dine mål, så de er en afspejling af din vilje til at gøre fremskridt og til gennembrud. Eksempelvis kan "jeg vil være rask" blive til "på seks måneder vil jeg tabe tyve pund og være i stand til at gå op ad trappen til min lejlighed uden at få åndenød". "At kunne forsvare sig" kan blive til "jeg vil demonstrere, at jeg på X antal parøvelser eller pushhandsøvelser, kan neutralisere min partner uden at skade ham". Speci-ficitet hjælper dig med at fokusere din vilje og styrker din tro på dine egne muligheder. Fokuser på noget du virkelig ønsker, ikke på noget der blot lyder godt. Hvor stærkt du ønsker dig noget er forskellen mellem et dristigt håb og et mål, som styrker din forfølgelse af det.
Potenserede mål er magnetiske: Da tiltrækker energier i dit liv som bidrager til deres opfyldelse og jager ting bort som distraherer dig fra dem. Når du én gang har et sådant mål med Tai Chi Chuan, må du begynde at skelne mellem, hvad du bidrager til deres opfyldelse og hvad der tapper din energi. Vil sene nattetimer hindre dig i daglig træning? Bruger du for meget tid foran TV'et eller på unyttig læsning? Søger du ofte selskab i stedet for at bruge den på dig selv. Du må være villig til at skubbe distraherende ting væk fra dig resolut og gøre, hvad der er nødvendigt for at opnå dit mål. Dit mål skal f.eks. kompensere for, at du står tidligt op hver morgen for at øve dig (!)
Lad os antage, at du er god til Tai Chi. Du har arbejdet hårdt i nogen år og synes, at du er blevet ligeså god som de andre. Andre er kun bedre end dig, fordi de har dyrket det længere. Det er et forræderisk sted. Du er ved at miste "begyndergejsten" og du står over for valg som vil være kritiske for din fremtidige udvikling. Selv hvis du efter tyve år tænker "nu er jeg god nok" eller "jeg er tilfreds med bare at have denne Tai Chi forening", så er du færdig. Du vil gå i stå dér og aldrig få gennembrud. Hvis du vil bryde igennem til næste fase, må du aldrig være tilfreds. Når du når dit mål, eller ser hinsides det til noget højere, så inspirerer princippet om forandring til, at du justere dit sigte mod den højere vision om selvopfyldelse. Kun din tørst efter at udrette noget større, vil drive dig frem mod gennembrud.
Lad mig så vende mig mod det andet koncept, jeg nævnte tidligere. Vigtigheden af flittigt at søge efter nøgler til endnu mere fremskridt. Hvor findes sådanne nøgler? Jeg tror, hvis vi oprigtigt ønsker gennembrud kan nøglerne findes under måtten i vores livs almindeligste erfaringer. Men vi må forædle vores intuition for at kunne hitte dem. En måde at finde nøgler til gennembrud i Tai Chi Chuan, er at tænke dybt over ting som andre mennesker tager for givet. Hvis man, uanset af hvilken grund, tager andre menneskers svar for pålydende, kan det blokere for fremskridt. Da jeg f.eks. begyndte at studere Tai Chi, undrede jeg mig over, hvorfor der var så megen variation blandt de vigtigste stilarter. Man fortalte mig, at det skyldtes forskellige mestres personlige stil, eller at variationerne var tilfældige eller skyldtes fejlagtig overlevering eller, at de repræsenterede alternative kampteknikker. Jeg søgte mine egne svar ved at studere tre af de kendteste stilarter og fandt at Chen, Yang og Wu stilene definerer et kontinuum designet med den bestemte hensigt at lede udøveren fra håndensmetode til tankens-metode, fra form til formløshed, fra handlingens begrænsninger i den ydre verden til handlefrihed i den indre. Jeg kan forsikre dig, at det vil være umagen værd for dig at undersøge dette, som jeg gjorde.
En anden måde at finde nøgler til gennembrud er at relatere så meget af dit daglige liv og af dit kendskab til, hvordan ting fungerer til din Tai Chi træning. Spørg hele tiden: "hvordan ligner det her Tai Chi?" Klassikerne og fortællinger om tidligere mestres liv vil også være givtigt stof. Men idéer som du henter i bøger eller uden for dig selv, skal personliggøres i din egen daglige trænings smeltedigel.
Daglig træning af Tai Chi Chuan er simpelthen en øvelse i at huske, hvem dit sande jeg er. Hvis du kan huske dit mål og acceptere muligheden af forandring, så vil du få gennembrud og begynde at leve på højere energi - og bevidsthedsniveauer. I sin klassiker om Tai Chi hævder Wang Tsung Yueh, at den energi, der skabes gennem kontinuerlig træning - Tong Ching - fører til en pludselig illumination eller Gudelignende stadium. Han maner nøglen til dette stadie og til Tong Ching er at forstå forholdet mellem Yin og Yang og derved tolke energi korrekt. Han lover enhver Tai Chi udøver: "Forstå Tong Ching og jo mere du øver dig, jo vidunderligere vil din udvikling være. Du forstår i stilhed og oplever i følelse indtil du kan handle, som du vil". Selvfølgelig er det modsatte, at hvis du ikke forstår, vil ikke nok så meget træning være til nogen nytte!

Tilbage til indhold

I CHING

I dette og de følgende tre numre bringer vi en artikelserie af Bent Nielsen om I Ching (herefter: Yi jing).

Fra Klassiker til Bestseller.

Yi jing i Vestens Litteraturhistorie.

En af de tretten kinesiske klassikere, som fra 1400-tallet til 1912 har udgjort pensum ved embedsmandseksamen i Kina, har opnået en bemærkelsesværdig popularitet i Vesten. Det drejer sig om Yi jing, Forvandlingernes Bog, der allerede i 136 f.v.t. opnår status som klassiker for hvilken, der bliver oprettet en lærestol ved det kejserlige universitet. Yi jing er bygget op omkring en række mundheld eller varsler og allusioner til historiske begivenheder, som forbundet med et integreret system af lineære figurer - hexagrammer og trigrammer (se ill. 1) - gør det muligt at konsultere værket vedrørende fremtidige hændelser. Brugen af Yi jing som spådomsbog er dokumenteret i kilder fra det 4. årh. f.v.t., men i århundrederne herefter gøres bogen til kernen i et filosofisk system, der forsøger at forklare universets indretning og menneskets samfundsmæssige organisering ved hjælp af vekselvirkningen af bl. a. det mørke og det lyse princip, yin og yang.
Første gang navnet Yi jing når den europæiske læser er formentlig i 1681, da det nævnes i et latinsk værk om Konfucius, der udgives i Paris. Dette værk er skrevet af en jesuiterpræst ved navn Philip Couplet, som i en årrække har udført missionsarbejde på Kinas sydkyst ved Perleflodens udløb (Canton, Macau og senere Hong Kong). Jesuiterordenen, der spiller en stor rolle i kulturformidlingen mellem østen og vesten i 1600- og 1700-tallet, bliver grundlagt i 1534 med det formål at missionere blandt muslimerne, men allerede i 1542 er jesuitterne i Japan, og fra omkring 1580 begynder de langsomt og tålmodigt fra deres brohoved i Sydkina, Macau, at trænge nordpå til hoffet i Peking. Jesuitterne er velorganiserede efter militært mønster, og ritualer og påklædning, der kan hindre dem i arbejdet, bliver afskaffet, idet man lægger stor vægt på den ydre tilpasning til de fremmede kulturer, man arbejder i. Udover en grundig teologisk opdragelse får jesuitterne en lang akademisk uddannelse indenfor et eller flere verdslige fagområder, og det er netop deres viden om astronomi, der til sidst skaffer nogle af jesuiterpræsterne høje poster ved kejserens hof.
Det er imidlertid ikke usædvanligt med en ventetid på flere år, før nyankomne jesuitter bliver kaldt til hoffet, og ventetiden bliver fordrevet med at lære kinesisk og oversætte religiøs, filosofisk og videnskabelig litteratur begge veje. Vi ved, at en gruppe jesuitter i 1736 færdiggør en oversættelse af Yi jing til latin, som dog først bliver udgivet 100 år senere (Stuttgart, 1834 og 1839). Det fremgår endvidere, at oversættelsen bliver foretaget ved hjælp af en udgave af Yi jing oversat til manchu, det regerende Qingdynastis sprog. Manchusproget er ikke i familie med kinesisk, men hører under de altaiske sprog, der bl.a. også rummer tyrkisk, så måske skal manchuoversættelsen regnes for den første vestlige udgave af Yi jing.
Men allerede inden den latinske oversættelse er tilendebragt, har en anden jesuiterpræst fået fat i nogle plancher med forskellige arrangementer af hexagrammerne udar-bejdet af den kinesiske matematiker og filosof Shao Yong (1011-1077) (se ill. 2). Bouvet, som præsten hedder, sender disse plancher til sin ven i Tyskland, den kendte filosof G. W. Leibniz (1646-1716), der blandt mange andre ting arbejder med den praktiske anvendelse af forskellige matematiske principper, herunder konstruktionen af relativt avancerede regnemaskiner. Angiveligt ser Leibniz paralleller til sit eget binære talsystem (dvs. et to-tal-system) i hexagramarrangementet.
Endvidere finder Leibniz i Yi jing's talfilosofi udtryk for en kvalitativ eller åndelig forståelse af tallene, som han selv deler; en opfattelse af tal som formidlere af en højere sandhed.
I 1753 foreligger den første oversættelse af Yi jing til tysk af en vis Johan Thomas Haupt, og fælles for de næste mere end 100 års oversættelser og studier af Yi jing er en så godt som total mangel på forståelse for værket. Europæiske sinologer har i den pågældende periode mange fantasifulde teorier: Yi jing er en politikers notesbog, et politisk leksikon, en forklarende ordliste, en baktriskkinesisk ordbog,

en fallisk skabelsesmyte, en tekstbog i logik og meget mere, og i samme åndedrag bliver bogen affærdiget som det rene nonsens, barnagtigheder eller galskab. Det kan iøvrigt bemærkes, at alle de tidlige jesuiterpræster, som beskæftiger sig med bogen, enten bliver erklæret gale eller ekskommunikeret.
I slutningen af 1800-tallet kommer der imidlertid to oversættelser som markant adskiller sig fra de tidligere, idet de forsøger (omend uden større succes) at møde værket på dets egne præmisser. Det drejer sig først og fremmest om James Legges (1815-1897) oversættelse. Legge er født England og arbejder som missionær i Kina i mange år. Som ung sætter han sig som mål at oversætte samtlige tretten kinesiske klassikere til engelsk, hvilket han så gør (og i flere tilfælde fremragende), men Yi jing bliver lidt af et mareridt for ham. Han publicerer først sin oversættelse i 1882, selvom han har manuskriptet færdig næsten 30 år tidligere. Legge skriver i sit forord, at da oversættelsen er færdiggjort, må han indrømme, at han kun har forstået lidt af bogens dybde og metode. Han lægger den derfor til side i håb om, at han senere vil få lejlighed til at fordybe sig i værket. På vej hjem fra det fjerne østen taber han manuskriptet i det Røde Hav (hvordan det går til, melder historien ikke noget om), hvor det ligger over en måned, før det bliver fisket op. Arbejdet med at gøre de formentlig temmeligt udviskede blæksider læselige igen giver Legge anledning til endnu en gang at hellige sig Yi jing. Han reviderer og reorganiserer oversættelsen og udgiver den i sin nuvæ-rende form, men den hører dog stadig til i den absolut inferiøre ende af hans produktion.
Den anden oversættelse kommer 7 år efter Legges, i 1889, og er på fransk af belgieren Charles de Harlez (1832-99), professor i orientalske sprog ved universitetet i Louvain (Leuven). De Harlez's oversættelse er ikke væsentligt dårligere end Legges, men den har på trods af en engelsk udgave i 1896 og mange genudgivelser altid stået i skyggen af denne. Legges oversættelse eksisterer i mange forskellige udgivelser, hvoraf størstedelen er modificerede udgaver med andre navne på titelbladet (hvor de figurerer som redaktører eller forfattere af introduktion, ændret transskription, arrangør af kort og plancher m.m.m.), hvilket kan foranledige én til at tro, at det drejer sig om en ny oversættelse.
Det er dog først med Richard Wilhelms langt bedre og mere inspirerede oversættelse, som kommer i 1924, at Yi jing bliver en faktor i europæiske kulturliv og får indflydelse på tidens førende intel-lektuelle. Udgivelsens timing er perfekt: Sigmung Freuds (1856-1939) teorier om psykonanalysen, og de modifikationer hans elever, specielt A. Adler (1870-1937) og C. G. Jung (1875-1961), har tilføjet, er i 1920'erne ved at vinde almindelige udbredelse, efter at det vide-nskabelige gennembrud er sikret omkring 1910. Især Jungs teorier om det kollektive ubevidste og arketyperne som en fællesmenneskelig symbolverden, der fører ham ind i intensive studier af religionshistorie og mytologi, kan være en god indgang til en forståelse af Yi jing. Jung kender Yi jing via Legges oversættelse, inden Wilhelms udgave kommer, men han anser Wilhelms oversættelse for at være en klar forbedring, og i 1949 forsyner Jung den engelske oversættelse af Wilhelms udgave med et forord.
Richard Wilhelm (1873-1930) bliver præst i 1895, og i tidsrummet 1899-1920 arbejder han som missionær og lærer i Qingdao på sydkysten af Shandong-halvøen, hvor tyskerne har oprettet en mindre koloni (det bedste øl i Kina kommer stadig fra Qingdao og bærer byens navn). Wilhelm lærer hurtigt kinesisk og skriver meget om Kina og kinesisk kultur og oversætter en del bøger og skrifter. I oversættelsen af Yi jing får han hjælp af en lærd kineser, Lao Naixuan (1843-1921), som er ekspert i traditionelle Yi jingstudier og i familie med efterkommere af Konfucius. Wilhelm ønsker at gengive denne tradition i sin oversættelse, og han er ikke tilfreds
før, hans tyske oversættelse er blevet oversat tilbage til kinesisk og fundet tilfredsstillende. I 1922-24 underviser han i Peking, hvorefter han bliver professor ved Goethe Universitetet i Frankfurt a.M.

Hjemme i Tyskland bliver Richard Wilhelm gode venner med Jung, og de arbejder sammen om nogle udgivelser af Wilhelms oversættelser, som Jung forsyner med dybdepsykologiske kommentarer. Udgivelsen af Wilhelms Yi jing oversættelse bliver bl.a. anmeldt af forfatteren Hermann Hesse (1877-1962), som også bliver en af Wilhelms gode venner. Hesse har stiftet bekendtskab med psykoanalysen i 1916, hvor han efter et nervøst sammenbrud går i analyse hos én af Jungs elever. Samtidig kender han orienten dels fra faderen, som har været missionær i Indien, og dels fra sin egen rejse til Indien, så Hesse er fuldt fortroligt med det univers Wilhelm befinder sig i. Romanen Glasperlespillet, som giver Hesse Nobelprisen i 1946, er bl.a. inspireret af det lukkede og stærkt integrerede system, som også kan findes i Yi jing's kosmologi.
I England når Yi jing også ind i midten af de litterære cirkler ikke mindst hjulpet af en vis Aleister Crowley (1875-1947), som dyrker mange former for magi og okkul-tisme. Han udgiver skrifter, der knytter trigrammerne og hexagrammerne sammen med forskellige mystiske traditioner, og under pseudonymet Ko Yuen publicerer han en mnemoteknisk parafrasering af Yi jing. Crowley har en vennekreds mange vil have misundt ham: W. B. Yeats (1865-1939), Ezra Pound (1885-1972), Dylan Thomas (1914-53) m. fl., og William Somerset Maugham (1874-1965) skriver hans biografi isprængt en del fiktion under titlen Magikeren i 1908.
Det næste sted Yi jing bliver synlig uden for sinologiens lidt snævrere kreds er i Californien i 1950'erne. Hesses Glasperlespillet er stadig forholdsvis ny, i '49 kommer Wilhelms oversættelse på engelsk, og efterkrigstiden har fostret en ny generation af unge amerikanske forfattere med bl. a. Gary Snyder (f. 1930), Allen Ginsberg (f. 1926) og William Burroughs (f. 1914) i spidsen, den såkaldte beatgeneration. Interessen for østens mystik er blevet skærpet af nærkontakten med først Japan og senere Korea og af det store antal østasiatiske indvandrere på den amerikanske vestkyst. Denne dyrkelse af orientalsk filosofi og religion når nye højder samt en 'global' udbredelse i den vestlige verden i sidste halvdel af 1960'erne. Næste generation af forfattere og lyrikere, ofte sangskrivere som fx Bob Dylan (f. 1941), tager også Yi jing til sig, hvilket direkte kan aflæses i oplagstallene og udgivelserne af Wilhelm's oversættelse.
I Tyskland udkommer den i flere Taschenausgaben fra omkring 1970, men for at få den ned i lommestørrelse, bortredigerer man 3. del, Kommentarerne (som i den engelske udgave udgør siderne 369-718). Oversættelser til andre europæiske sprog kommer i hurtig rækkefølge (undertiden oversættes fra den engelske udgave), og den danske udgave kommer i 1973, også uden 3. del.
Den engelske udgave kommer som sagt i 1949, og nye oplag følger i 1951, 1960, 1961 og 1965. I 1968 kommer en ny udgave i et bind (de tidligere var i to), og denne udgave genoptrykkes i '69, '70, '71, '73, '74, '75, '77, '78, '80. Herefter kommer paperbackudgaven i 1983, med genoptryk i '84, '85, og '87, hvorfra min nuværende udgave stammer, men mon ikke der er kommet et par genoptryk siden da.
I tre efterfølgende artikler vil jeg se nærmere på Yi jing's historie og opbygning, forklare hvordan man konsulterer værket som spådomsbog og skitsere det filosofiske system, der har givet Yi jing dens fremtrædende plads i kinesisk åndsliv.

Tilbage til indhold