Tai Chi Nyt nr. 15

Nr. 15 Februar 1994

Vifteform

De gamle mestre

Wang Zong-Yue

Ser man øverst på stamtræet fra sidste nummer vil man se, at Wang Zong-Yue var en af de allertidligste Tai Chi mestre vi kender noget til.

Man kendte ikke noget til Wang Zong-Yue før 1853, og man har faktisk kun skriftlige vidnesbyrd om hans eksistens. Wu Yi-Xiang fandt en håndskrevet kopi, i en salthandel, af klassikeren "Afhandling om Tai Chi" skrevet af Wang Zong-Yue. Man ved ikke noget om, hvem han lærte Tai Chi af, ej heller hvornår han skrev afhandlingen. Vi har altså ikke mange fakta om Wang Zong-Yue, og der har været mange spekulationer om han fandtes, eller om en anden i virkeligheden har skrevet den højt berømte klassiker under pseudonym. Ingen uden for Wu familien har set originalen.
I 1930 fandt Tang Hao et manuskript, der både indeholdt en skrift om brugen af lanse og Wang Zong-Yues afhandling om Tai Chi. I denne håndskrevne kopi var et forord af en ukendt person, der hævdede, at han i 1791 var elev af Wang i byen Kaifeng i Henan provinsen. Forordet hævdede, at Wang havde studeret brugen af lanse gennem mange år, men nævnte ikke hans lærer.
Yang Lu-Chan lærte Tai Chi af Chen Chang-Xing, der ikke havde en kopi af Wangs afhandling, men den var inkluderet i Yangs egne skrifter, altså må Yang havde fået kopien af Wu Yi-Xiang. Der er således mange huller i beskrivelsen af Wang Zong-Yue. I Kina i gamle dage var det ikke ualmindeligt, at en forfatter eller mester brugte pseudonym for sine skrifter. Det er muligt, at en kendt eller en ukendt mester, har forfattet klassikeren "Afhandling om Tai Chi" med Wang Zong-Yue som pseudonym, det kunne være en i Wu familien. Men fordi det er så længe siden og fordi mange Tai Chi lærere på den tid ikke kunne skrive, er der en reel mulighed for, at de løsrevne oplysninger om Wang Zong-Yue er sande. Under alle omstændigheder er hans afhandling en af de vigtigste Tai Chi klassikere.

Tilbage til indhold

Tai Chi er naturligt

Eller 'Træt af Spørge-Jørgen.'

Af Lars Bo Christensen.

Alle, der dyrker Tai Chi, har prøvet at skulle forklare andre hvad Tai Chi er. Men det er svært at give en forklaring som folk umiddelbart kan forstå. Folk tror at Tai Chi er for svært, unaturligt, skadeligt for knæene, de tror at det er dans, karate, gymnastik, eller spørger hvorfor bevægelserne har flere til højre end venstre hånd, alt muligt mellem himmel og jord. I Kina stiller folk ikke de samme spørgsmål fordi Tai Chi er en del af dagligdagen. Derfor må vi prøve at sætte Tai Chi i en sammenhæng hvor det nemmere kan forstås. En god forklaring kunne være at sige ,at Tai Chi er meget naturlige bevægelser. Ligeså naturligt at forstå for os som feks. digte, musik og dans.

Man kan uden at fornærme nogen sige, at den klassiske ballet er opstået som et modefænomen i en ikke så fjern fortid, hvor den øvrige mode bestod i at snakke fransk og gå med paryk. Pensionsalderen for kongelige balletdansere er idag fyrre år, og risikoen for at blive stoppet af skader før tid er meget stor. Ballet kan være smukt og imponerende, men man kan godt tillade sig at sige, at det langt fra er naturlig dans. Sålænge dans har været institutionaliseret, har det bevæget sig væk fra det naturlige.
På samme måde kan man spørge om kampkunst stadig er naturlig. Især når vi tænker på professionel boksning og karate.
Hvis vi definerer 'naturlig kunst' som et udtryk for noget vi skaber ud af vores indre, så er det vel ikke særlig naturligt, at blive slået til lire-kasse-mand for penge eller at blive balletinvalid som 28 årig.
Men så kan vi jo spørge os selv om Tai Chi er naturlig?
Der er skrevet meget om Tai Chis principper og ideen bag. Specielt Tai Chis klassikere, som vi har præsenteret på bagsiden i hvert nummer, giver en klar idé om hvad Tai Chi er. Men klassikerne siger ikke meget om den ydre form, om bevægelserne skal hænge sammen i en kæde, eller at de skal gå meget langsomt. Tai Chi har ændret sig, der findes flere stile, og konkurrencemomentet er også kommet med i billedet. Når vi står og træner i parken hver dag, er det vi laver så naturligt? Bare fordi vi kan lide Tai Chi er det jo ikke sikkert at det er naturligt. En balletdanser kan jo også lide at danse. Men der findes dansere der stiller sig spørgsmålet om deres dans er naturlig. Deraf er opstået 'Modern Dance' som ofte er meget naturlig og spontan.
Det er ikke sikkert at en Tai Chi stil er naturlig bare fordi den er traditionel (ballet er jo traditionel). Hvor gammelt skal noget være, for at det er traditionelt, og hvorfor føler vi os overhovedet tilpas ved at noget er traditionelt? At det har fungeret i lang tid, er åbenbart ikke det samme som, at det er godt eller naturligt.
Hvilke kriterier skal vi så bruge for at finde ud af om noget er naturligt?
Glæde? Nix. Balletdansere føler også glæde ved at danse.
Effektivitet? Heller ikke. Karate er effektivt.
Naturligt og simpelt kan bruges, fordi vi udmærket godt ved, hvad der er naturligt, og naturligt er altid simpelt.
Filosofien bag begrebet Tai Chi, der udtrykkes i Tai Chi tegnet, cirklen med Yin og Yang, angiver nogle meget simple og forståelige principper: enhed, cirklen, hård og blød.
Tai Chi er først naturligt når det er simpelt.
Så kan vi begynde at finde ud af om vores Tai Chi er naturligt. De fleste vil syntes, at der er mange ting at lære i Tai Chi. De første få bevægelser virker som regel ikke spor simple. Der er tusinder af ting som hjernen skal tage sig af at styre i bare én bevægelse, og at huske Tai Chi sættet kan være en næsten uoverkommelig opgave for mange. Dertil kommer hurtige sæt, partner sæt og våbenøvelserne. De fleste vil sige, at det ikke er simpelt. Og hvordan kan det være naturligt at efterligne et andet menneskes personlige udtryk?
Hvordan kan vi så sige, at Tai Chi er naturligt?
Denne forvirring kan kun skyldes, at man ikke kan se det simple i Tai Chi. I BlackBelt Magazine var der engang en artikel, der kritiserede Tai Chi for at være ekstrem indviklet og teknisk, og lærerne rettede petitesser i evigheder. Hvordan kunne man nogensinde få alt dette rigtigt, når forskellige lærere ovenikøbet gjorde det forskelligt, og det faktisk bare drejede sig om at slå en anden mand på næsen?
Ja man kan faktisk godt forstå kritikken, og man kan også godt forstå, at mange mennesker føler at Tai Chi er uoverkommeligt, selv om de egentligt føler sig tiltrukket af det.
Fejlen ligger hos Tai Chi lærerne og forfatterne af Tai Chi bøger.
Alt for ofte svælges der i forklaringer på detaljer og principper og teknikker, der kun er med til at forvirre. Mange elsker også at placere Tai Chi i en mystisk sammenhæng, der bestemt ikke hjælper på at forstå det. Vi forstår jo bedst noget nyt set i sammenligning med de ting vi allerede kender.
Men hvordan forklarer man, at Tai Chi er nemt og naturligt at forstå, til en begynder der har store kvaler med at huske første del? Skal man have lavet Tai Chi i tyve år før det er logisk og nemt?

Nej! Når man ser en Tai Chi mester, ser det ud som om at alting er én teknik, ét princip. Noget enhver kan forstå og lære. Men det er nødvendigt, at begrænse os til der hvor vi er nået, og ikke være utålmodige for at lære mere end vi kan klare. For ellers bliver det pludselig meget kompliceret. Men det er typisk for vores moderne mentalitet, at prøve at tage Tai Chi i én mundfuld, og så gå videre med noget nyt.
I Tai Chi er der én cirkel.
Den bliver til et skub og et træk. Et slag er ligesom et skub, bare hårdt med lukket hånd. Et spark er et hårdt skub med foden. Iøvrigt kan enhver del af kroppen skubbe, og retningen kan selvfølgelig varieres.
Hvis man prøver at huske hver bevægelse på den måde, virker det pludselig meget nemt, selv for en begynder. Derfor er det vigtig at kunne grund-bevægelserne i Tai Chi. Ellers vil variationerne komme til at ligne nye bevægelser, og der vil pludselig blive hundreder at huske.
At man har samlet de enkelte bevægelser i et langt sæt kan også virke indviklet. Men prøver man at se det som én helhed, som en melodi, eller et digt med én følelse eller idé, så er det straks nemmere at huske. Man skal selvfølgelig holde balance mellem den store sammenhæng og opmærksomheden på den enkelte bevægelse. Men hvis vi begyndte at stå og tænke over hver enkelt ord i et digt, ville det lyde hakkende og usammenhængende.
Den samme metafor kan bruges med hensyn til spørgsmålet om nytten af, at træne et sæt af bevægelser som et andet menneske har skabt, ovenikøbet i en anden tidsalder.
Prøv at betragte Tai Chi sættet som et smukt digt eller et stykke musik.
Alle ved at man kan få noget ud af at læse digte af Baudelaire eller Rembaud, eller af at spille musik af Mozart eller Debussy. Hvorfor skulle man ikke kunne få noget ud af at lave Yang Cheng-Fus Tai Chi bevægelser? Den skønhed, styrke og afklarethed der ligger i det, er meget stor.
Derfor kan man heller ikke bare lave om på det efter behag. Man kan ikke forkorte eller lægge til i et smukt digt. Hvis man laver om, bliver det et andet digt. Kun store digtere kan lave digte man gider læse, selv om det er de samme ord, vi har til rådighed. Derfor er det også svært at lave sin egen Tai Chi stil. Den ville være udtryk for ens nuværende niveau, og vil måske ikke være nogen udfordring, slet ikke for andre. Men det er selvfølgelig naturligt at skabe bevægelser selv. Det gør vi bla. i Pushhands eller for os selv hjemme på gulvet.
Men hvilken form for Tai Chi er så naturlig?
Det giver stof til eftertanke, når man tænker på at man i Kina fornylig har lavet Tai Chi stile, der er beregnet på at danne ensartethed i konkurrencer. Man har forkortet Yangstil for at sættet skal kunne passes ind i frokostpausen. Man har også taget det bedste fra de gamle stile og blandet sammen i én, og sørget for at alle bevægelser bliver lavet til begge sider.
Så er digtet måske lige pludselig lavet til en brugsanvisning på godt helbred.
Sådan et digt er ikke smukt, hverken at læse eller høre på. Og vi må håbe at der vil komme flere, der kan lave Tai Chi stile som de gamle mestre. I vore dage er der ingen komponister der høres så meget som Mozart og Bach. Vi må acceptere, at engang kunne de noget som vi ikke kan så godt idag, også når det gælder Tai Chi.

Tilbage til indhold

Besøg på Taiwan

Af Karen Aagesen og Lars Bo Christensen.

Som en del af Lars' universitetsstudie rejste vi i efteråret til Taiwan i tre måneder. Primært for at studere kinesisk, men vi ville selvfølgelig også prøve at finde ud af hvordan de laver Tai Chi på Taiwan. Taiwan er, trods sit ry som økonomisk stormagt, en lille ø kun lidt større end Jylland. Til gengæld bor der 22 millioner mennesker. Øen har siden 1949 været isoleret fra det kinesiske fastland, fordi de kinesiske nationalister befæstede sig der, efter nederlaget til Maos kommunistiske tropper. Det betyder, at der er stor forskel på Kina og Taiwan. For det første er landet nu umådeligt rigt og industrialiseret. For det andet slap de for kulturrevolutionen i 1964-69. Meget af det vi finder interessant ved gammel kinesisk kultur og religion, blev så godt som udryddet i Kina, men trives i bedste velgående på Taiwan. Selvom om Taiwan idag er et moderne samfund, finder man alligevel et lille alter i alle hjem. Selv ejendomsmægleren og børsspekulanten brænder papirpenge af foran kontoret i skyskraberen, for at ære deres forfædre. Det meste af tiden opholdt vi os i hovedstaden Taipei, som udover at ose af forurening, oser af business og mobiltelefoner. Derfor var det en glæde, at så snart man trådte ind i en af byens mange parker, så man overalt folk træne deres krop på en måde man kun sjældent ser i Danmark. Alle var optaget af at øve dansetrin, lave qigong, kungfu eller Tai Chi. På visse tidspunkter, især tidlig om morgenen, kunne det være svært bare at finde en lille plet at være på. Og selv om vi stillede os op og øvede vores bevægelser, syntes ingen ,at det var mærkeligt. Men bagefter var der ofte mange, der gerne ville have en lille snak. De kom med en masse gode råd og fortalte meget åbent, om hvad de selv lavede. Så den hemmeligheds-fuldhed vi havde hørt at kineserne skulle omgærde sig med, så vi ikke noget til. Faktisk er Taiwaneserne utroligt åbne og venlige folk. Vi fandt hurtigt en park i Taipeis centrum, hvor der var særligt mange Tai Chi folk. Der var mange forskellige grupper, få meter fra hinanden, med instruktører i niveauer fra novicer til mestre. Især blev der trænet meget pushhands. Der blev udvist stor entusiasme og flid, og det så ud til at alle morede sig. Vi trænede mest med en gruppe, hvor alle uanset stil var velkomne. De første, der bød os op på "dansegulvet", var de mest ivrige.
Der blev knoklet en del, og det var nok ikke lige skønt altsammen. Man skulle også passe lidt på ikke at komme til skade. Men efterhånden som vi havde været der nogle gange, blev vi trukket lidt til side af nogle af dem, der virkelig kunne noget. De var utroligt venlige og bløde, selv om vi kunne mærke, at de var uhyggeligt skrappe. Det blev til en masse lærerige timer i godt selskab. De trænede tre timer hver gang og sad og fortalte røverhistorier under træerne når de holdt pause.

Feks. var der en gammel general der altid fortalte mange historier. Han havde været elev af en af Yang Shao-Hous elever i Peking. En af dem var at Yang Shao-Hou skulle have begået selvmord, ved at klippe struben over på sig selv med en saks. Angiveligt fordi Yang Cheng-Fus kone havde sagt noget til ham, som han ikke kunne bære i sit hjerte. Han kunne også en masse historier om Tai Chi mestre, der udfordrede hinanden i gamle dage.Bare vi kunne have det så morsomt med pushhands herhjemme!
Der er mindst 100 større Tai Chi grupper på Taiwan. En af de mest kendte mestre er Wang Yan-Nian. Hans lærer var elev af Yang Jian-Hou.
Derfor er Wangs Tai Chi stil lidt anderledes end den Yang Cheng-Fu videreførte. Han er nu 82 år gammel og har i 35 år undervist på toppen af et lille bjerg i udkanten af Taipei. Han har blandt andet lavet et Tai Chi sæt med vifte, bygget over sværdsættet. En af hans bedste elever er Julia Fairchild, en amerikansk kvinde på 37 år. Hun fortalte os en masse om Tai Chi på Taiwan og om konkurrencer i Tai Chi, som de har mange af på Taiwan. Hun har vundet mange medaljer i konkurrencer og indrømmer, at konkurrencer godt kan føre til brydekampe i pushhands, men siger at der faktisk ofte er pushhands af høj kvalitet. En af grundene til, at alle på Taiwan kan træne pushhands sammen meget nemt er, at de ikke altid holder sig til pushhandcirklerne (peng, li, ji, an). Istedet improvi-serer de cirklerne. Men teknikkerne de anvender, er de samme som dem vi kender fra Tai Chi sættet.
For os har det været spændende at være på Taiwan og se hvordan folk, på trods af forurening, hårdt arbejde og stress, alligevel har bevaret en glæde og tilfredshed med at dyrke deres krop og sind. Det er tydeligt, at de ikke dyrker Tai Chi, fordi de vil være sunde eller slanke, men fordi de synes, det er sjovt.

Tilbage til indhold

MEIHUAZHUANG

Af Nikolaj Stage Jensen.

Blandt de mange forskellige stile, som udgør den kinesiske kampsport, findes der en stil, der til trods for dens oprindelse er urgammel, først for nyligt er blevet kendt. Denne stil kaldes: Meihuazhuang (meihuadjuang). Dens ypperligste mål er gennem forlængelse af livet ved hjælp af en optimal sundhed, at give den enkelte, den bedst mulige tilværelse.
Meihuazhuangstilen kan gennem dens mange forskellige aspekter betragtes som forfaderen til den kinesiske kampkunst. Den har sine rødder i et meget levende landsbymiljø i Øst-Kina, langs med Den Gule Flod og Den Store Kanal.
Rent historisk fortaber Meihuazhuangs oprindelse sig langt tilbage, men man ved at den eksiste-rede i 1500-tallet.
Til trods for, at stilen er ukendt i Vesten, har den dog haft indflydelse på den Vestlige historie, idet det var en af bevægelserne, hvorfra deltagerne i Bokseropstanden år 1900 kom. Stilen forblev isoleret og ukendt til Vesten bl.a. p.gr.a. denne blodige opstand, det er først her i de allerseneste år, at den åbner sig overfor udefrakommende.
Udøvere af Meihuazhuang på et meget højt niveau, teoretisk såvel som fysisk, bevarer og holder stilen levende i et isoleret, fattigt landsbymiljø. Adgangen til dette miljø kræver en introduktion, der nærmest er beslægtet med optagelsen i et hemmeligt selskab eller en loge.
Årsagen til at denne stil er knyttet til fattige landsbyer findes i Meihuazhuangs love, der forbyder at modtage penge for undervisning og udøvelse af stilen, såvel som de elever, der når et mesterniveau gennem loven, har forbud mod at kalde sig mester.
Mestrene, eller rettere, udøverne på højt niveau, har med andre ord, aldrig i modsætning til andre kampstile, været tilknyttet til en bestemt familie af mestre eller optrådt som livgarde for rigmænd.
Denne isolering har forhindret udvikling af individuelle skoler og tilladt at konservere intakt og uændret en urgammel tradition, hvor den filosofiske og praktiske viden konstant er blevet bevaret og udviklet af udøverne.
Et vigtigt element til bevarelse og udvikling af stilen har været en selvstændig tradition for hemmelige manuskripter, som har været med til at bevare og udbygge en viden i mange forskellige områder som Meihuazhuang berører. Kampsport, filosofi, fengshui, helbredelseskunst i alle dens afskygninger, metoder til forbedring af helbredet og forlængelse af livet, såvel som områder som spådom og besværgelser.
Meihuazhuang har sine filosofiske rødder i kinas tre store religioner: Taoisme, Confusianisme og Buddhisme. Men den trækker også på kinas store militærteoretiker fra det 4. årh. f.Kr. Sunzi.
Meihuazhuangs opbygning og teorier indeholder elementer, der er meget forskellige fra, hvad man vanligt ser ved kampkunst. Således er det vigtigste element ikke en kampteknik, men derimod en slags dynamisk meditation kaldet Jiazi (udt. dja-se). Jiazi kan ikke sammenlignes med, hverken Tai Chi Chuan eller Yoga, men kan, med en kraftig tilnærmelse, siges at have et vist slægtskab med Qigong. Man mener, at Qi (den indre energi) ikke kan manipuleres, men derimod bevæger sig spontant i kroppen gennem udøvelse af Meihuazhuang.
Jiazi, det fysiske grundlag for stilen, består af fem bestemte positurer kaldet Zhuangbu (udt. djuang-bu), der holdes ubevægelig. Imellem disse positurer er der et frit valg af bevægelser, der som eneste betingelse, skal respektere den kinesiske koncept om yin og yang.
Denne dynamiske meditationsteknik er selve fundamentet for opbygningen af udøverens vitalitet og helbred og bestemmende både for de kamptekniske evner, såvel som de allerede nævnte færdigheder.
Kampstilen består af to elementer. Den ene er den fysiske kamp, eller boksning, kaldet : Chengquan (udt. tjeng-tjuan). Det andet er brugen af våben : Qixie (udt. ti-sjie).
Chengquan udøves af to personer og består af en række sæt af bevægelser, der skal simulere den rigtige kamp så meget som muligt. Disse sæt af bevægelser er i begyndelsen stereotype, men skal

med tiden kunne varieres ubegrænset og ideen er, at man i den sidste ende helt skal ophøre med at bruge bestemte sæt og være i stand til at reagere spontant ud fra ren inspiration.
Qixie, brugen af våben, er også karakteristisk for Meihuazhuang, idet der findes et meget stort arsenal af forskellige og usædvanlige våben. Det er et arsenal, der i princippet er ubegrænset. Som Chengquan lærer man først bestemte sæt og til slut, skal man være i stand til at bruge våbnene i en fri og spontan stil. Det er ligeledes grunden til, at en udøver af Meihuazhuang på et højt niveau, er i stand til at bruge, hvilket som helst våben, idet dets brug rent spontant kan erkendes.
Meihuazhuangstilen har en todelt struktur. Den ene hedder : Wuchang (udt. vu-tjang) og indeholder den praktiske boksedel, dvs. Jiazi, Chengquan og våben. Den anden del hedder : Wenchang (udt. ven-tjang) og indeholder den teoretiske del, dvs. læren om hvordan kroppen er opbygget, ideerne bag de forskellige bokseteknikker, viden om helbredelse, viden om spådom, såvel som avancerede kamp- og meditationsteknikker.
Studiet af Meihuazhuang begynder altid med den praktiske undervisning (Wuchang). Det er i løbet af denne undervisning, at den teoretiske del (Wenchang) progressivt introduceres. Undervis-ningen gives altid af en udøver på et højere niveau.
Adgangen til de hemmelige skrifter er kun muligt for de udøvere, som har nået et højt niveau af Wenchang.
Disse manuskripter er skrevet af nogle meget få udøvere på et meget højt niveau. Man siger normalt to pr. hundrede år. De er grundlaget for undervisningen i Wenchang og holdes strengt hemmelige for udøvere af lavere niveau såvel som udefrakommende.
Transmissionen af disse forfædres arkiver, som de hemmelige udgør, bestemmes ved spådom. Ihændehaveren af et manuskript vil altid være en Wenchangmester. Det er årsagen til at stilen er bevaret intakt gennem historien.
Den forskelligartethed, der kan eksistere i den praktiske, såvel som den teoretiske del er udtryk for udvikling, men også for den vedvarenhed, der er tilstede i Meihuazhuang. For dens ihændehavere, er det ånden og menneskene, der er grundlaget for stilen.
I den forstyrrede epoke som vor tid er, kan Meihuazhuang, idet den tager den fysiske krop op til fornyet overvejelse, meget vel være en af de remedier, som kan orientere menneskeheden i retning af nye moralske og spirituelle værdier.

Tilbage til indhold