Tai Chi Nytonline © 2001

Nr. 14 Oktober 1993

Guldkorn

De gamle mestre

Tai Chis rødder og udvikling

Kai He

Fire hemmelige ord

Tilbage til Tai Chi Nyt online

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Litografi af Chang San-feng

 

Guldkorn

 Af Chen Wei-ming.

Smidighed i Tai Chi Chuan vil sige at løsne op i alle ledene i hele kroppen på en sådan måde at de ikke virker forbundet. Hvis en hånd f.eks. bliver skubbet, giver hånden efter, men ikke albuen. Når der bliver skubbet på albuen, giver denne efter, ikke skulderen. Når der bliver skubbet på skulderen, gives der efter her, men ikke i taljen. Når der skubbes i taljen, giver denne efter, men der gives ikke efter i benene. På denne måde vil du være fast som et bjerg.

Når du angriber en modstander, skal din krop blive som ét. Hver enkelt lille del lige fra fødderne til benene, taljen, skuldrene, albuerne og hænderne. På denne måde kan du slå ud med din hånd som en pil der affyres fra en bue.

Hvis du ikke er smidig, vil hele kroppen blive sammensmeltet som en solid masse. Den er stærk. Men hvis en stærkere person skubber dig, vil du ikke kunne stå fast og modstå dette skub.

I Tai Chi Chuan skal du kunne indpasse dig. Være blid, hård, give efter, angribe og være fast. Disse er Tai Chi Chuans hemmeligheder

Tilbage til indhold

De gamle mestre

Fra dette nummer vil vi hver gang skrive kort om en af de gamle mestre, og senere også om de nye. Vi starter med Chen Wangting.

Chen Wangting (1580-1660), den niende generation af Chen-klanen fra Henan provinsen, var særlig god til kampkunst. Man kan ikke med sikkerhed sige hvem Chen lærte Tai Chi af. Han har højst sandsynligt skabt en del selv, men mange hævder at Tai Chis oprindelse ligger endnu længere tilbage. En anekdote fortæller at engang da Chen var på vej til Shanxi, så han to drenge brydes. En gammel mand der stod og så på, spurgte om Chen ville prøve at bryde med en af drengene. Det ville Chen gerne. Drengen holdt Chen fast om livet, og ramte ham tre gange med knæet i maven. Da Chen kom til sig selv var den gammel mand og drengene væk, men oplevelsen af at blive over-vundet af en ung dreng, gjorde ham endnu mere ihærdig i hans træning. Chen blev en af sin tids mest berømte kæmpere.
Da Chen på sine gamle dage trak sig tilbage videregav han sin kampkunst til de yngre generationer af Chenfamilien, læste filosofi og skrev digte:

Da jeg var ung kæmpede jeg mod onde kræfter
og trodsede mange farer
kejseren tildelte mig stor ære
men alt dette var uden betydning
her er jeg nu en grånet gammel mand
jeg ved ikke hvor meget tid der er tilbage
hvor end jeg går har jeg altid huangting klassikeren med mig
jeg laver kampkunst når jeg keder mig
jeg hjælper i marken når der er travlt
og jeg træner klanens unge i min fritid
om de vil blive drager eller tigre
er kun op til dem

 

Man siger at Chen Wangting skabte fem Tai Chi sæt, men han brugte ikke navnet Tai Chi. Det blev først brugt meget senere. Alligevel er det klart at disse sæt, som Chen skabte har haft en kraftig indflydelse på Tai Chi. Chen Wangting var under kraftig indflydelse af Qi Jiguang (1528-87). Han var general og en stor ekspert i kampkunst på den tid. Han studerede mange gamle stile, og skabte et system på 32 bevægelser som han lærte sine soldater. Chen Wangting brugte mange af disse bevægelser i sine sæt. General Qi havde meget lidt tid til at træne de finere detaljer med sine soldater, Chen derimod raffinerede sin kampkunst så det blev hævet op på et andet niveau, hvor filosofiske principper og helbredende teknikker blev inddraget.

 Tilbage til indhold

Tai Chis rødder og udvikling

I det første TAI CHI NYT skrev vi selvfølgelig om Tai Chis begyndelse og lidt om den videre historie. Gennem tiden har mange mennesker påvirket Tai Chi, og der er idag mange forskellige opfattelser af hvad Tai Chi er. For at vide hvad Tai Chi er, må man se tilbage på Tai Chis rødder. I denne artikel vil vi prøve at belyse Tai Chis historie lidt dybere.

Den mest almindelige myte om Tai Chis oprindelse, er myten om Zhang Sanfeng, der levede i slutningen af 1400-tallet. Det er meget svært at bevise noget konkret om Tai Chis oprindelse. Mange mener idag det er Chen Wangting, der har grundlagt Tai Chi p.gr.a. at Chen-klanen har dokumentation i deres annaler, der ser ud til at kunne bevise, at de har lavet Tai Chi helt tilbage til Chen Wangting.
Men en ting man skal holde sig for øje, er at kampkunst til alle tider har været forbundet med stor prestige. Det har samtidigt været nødvendigt for at beskytte sig, ydermere har kinesere ikke haft for vane at hjælpe folk uden for deres egen klan. Disse forhold gør at alt ægte viden har været holdt hemmelig. Man har på den ene side forsøgt at holde det for sig selv og på den anden at give indtryk af, at kun ens egen klan havde udviklet den bedste kampkunst.
Dette forhold gør at det er meget svært at skelne løgn fra sandheden. Der er mange historier og legender om forskellige lærere og familier, der har gjort krav på Tai Chis oprindelse. Flere af disse historier er i vide kredse blevet taget alvorligt indtil seriøse lærde har kigget dem efter i sømmene og fundet ud af at de enten har været opdigtede eller ligefrem tyvstjålet. Årsagen er selvfølgelig at det at være kampkunstmester eller bare i familie med en, var forbundet med umådelig stor prestige og iøvrigt har været en stor indtægtskilde f.eks. som livvagt, træner for kejserfamilien eller hæren. Når man ved, at de der virkelig kunne noget, har holdt det for sig selv, og når man tager Tai Chis Taoistiske baggrund i betragtning, kan man næsten forestille sig at de der havde tilstrækkelig ro i sindet til at mestre Tai Chi, var mennesker der levede et harmonisk og tilbagetrukket liv. Derfor er myten om Zhang Sanfeng måske mere realistisk end så mange andre fantastiske historier. På den tid da Tai Chi blev skabt, var de største filosoffer Taoistiske vandringsmænd, der levede deres liv alene i bjergene. De havde ikke behov for berømmelse eller et job hos Kejseren og dog var det ofte dem, der havde den sande kunst.
Det der er nedskrevet om Tai Chi i ældre tid, det vi kalder Tai Chis klassikere, er skrevet af sande mestre. Nogle af forfatterne kender vi, men de ældste skrifter kan man ikke med sikkerhed vide hvem der har skrevet. Så her får vi altså heller ingen hjælp, selvom klassikerne er uvurderlige redskaber til at forstå Tai Chi. Men hvorfor er det så vigtigt at finde ud af hvornår og af hvem Tai Chi blev skabt, når nu man ved at både kampkunst og helbredende øvelser har eksisteret i årtusinder i Kina? Det vigtigste element i Tai Chi er de ekstremt langsomme bevægelser. Dette adskiller Tai Chi fra alle andre systemer, hvad enten de lægger vægt på kamp eller åndelig udvikling. De langsomme bevægelser er unikt for Tai Chi. De langsomme bevægelser udført i f.eks. dans eller karate, vil ikke give den samme virkning som ægte Tai Chi. Man siger at der kun er et sæt af principper for Tai Chi. Men studerer man en bred vifte af Tai Chi bøger, vil man se at der faktisk er uenighed på mange essentielle områder. Så hvad skal vi da tro er de rigtige principper? De gamle klassikere er svære at forstå og er skrevet meget kortfattet og beskriver energien og følelsen i Tai Chi, snarere end at give konkrete anvisninger på de fysiske bevægelser. Derfor er man nødt til at have en lærer, der i en ubrudt linie har fået videreført denne viden om Tai Chis fysiske udtryk og principper.
De nyere stilarter, der er opstået for at popularisere Tai Chi, har meget ofte ikke disse principper intakt. De giver muligvis en afslappende og stimulerende virkning, men Tai Chis sande væsen er desværre ikke altid med og folk der vil gå mere i dybden, vil meget hurtigt føle, at der er begrænsede muligheder for videre udvikling.
Derfor er det vigtigt at kunne følge Tai Chis udvikling helt tilbage fra de allertidligste rødder, så man kan se hvad der er de ægte principper i Tai Chi. Med den viden vil man kunne bedømme en Tai Chi stils kvaliteter.
Men lad os her kort opridse de mest kendte myter.

(1) Myten om den Taoistiske vandringsmand Zhang Sanfeng, der under et besøg i et kloster oppe i bjergene så en kamp mellem en fugl og en slange. Dyrenes hurtige og smidige bevægelser inspirerede ham til at træne flydende og smidige bevægelser, der senere blev til Tai Chi.
Man ved at Zhang Sanfeng har levet. Han står beskrevet mange steder i Taoistisk litteratur, men man har ikke fundet sikre vidnesbyrd om, at han har opfundet Tai Chi. Der er også stor usikkerhed om hvornår han skulle havde levet, hvis beretningerne om ham er sande, skulle han have levet mere end 300 år.
Men da Tai Chi først har fået sit navn langt senere, er det ikke usandsynligt, at han har lavet et system, der først er blevet kendt senere under et andet navn.

(2) Chen Wangting fra Chen Jiagou i Henan provinsen er den man har den bedste dokumentation for har lavet Tai Chi. For nærmere beskrivelse se andet sted i bladet.

En brozestatue af Chang San-feng

(3) I begyndelsen af dette århundrede udkom en bog i Kina skrevet af Wang Xinwu. Den hævdede, at Song Siming, der på det tidspunkt var 70 år, var 17. generations efterkommer af Song Yuanqiao.
En gruppe af de bedste Tai Chi boksere i Kina hørte om Songs usædvanlige evner i kamp. De rejste hen til ham for at afprøve ham og blev alle besejret. Song fortalte dem, at det han havde lært, kom fra Song Yuanqiao, der havde lært det af en eneboer ved navn Xu Xuanping, der levede i Tang Dynastiet (618-907) i Nanyang i Anhui provinsen.
Xu Xuanpings liv er beskrevet i bogen "Digte fra Tang Dynastiet" skrevet af Qi Yugong fra Song Dynastiet. Men igen står der ikke noget om Tai Chi, hvilket måske er logisk, da Tai Chi på det tidspunkt sikkert ikke har været et etableret system.
Professor Xu Chen skrev en bog "At skelne sandt fra falsk i Tai Chi Chuan". Her hævder han, at Songs skrifter er kopieret fra Wang Zongyue og Wu Yuxiang samt at Songs pushhand teknik var næsten identisk med Yang Luchans. Derfor mener han, at Song trods sine usædvanlige evner, har lært fra et afspring af Yang familien.
Der findes bøger med lange udredninger om hvem, der har lært Tai Chi af hvem og med kritiske analyser af alt tilgængeligt materiale om Tai Chi. Hidtil har ingen dog kunnet bevise endegyldigt, at Tai Chi skulle stamme fra andre end Chen Wangting. Men dette betyder ikke, at man kan affærdige de andre myter. Der er en stor sandsynlighed for, at det var en Taoistisk vandringsmand, der uden at påkalde sig opmærksomhed har fundet frem til noget genialt. Måske har denne vandringsmand undervist det videre til andre, og Tai Chi har bredt sig i forskellige forgreninger, hvoraf den ene er endt hos Chen Wangting.
Hvis man ser på de forskellige "indre boksestile", vil man se, at man ofte bruger de samme bevægelser, de samme navne og de samme principper. Forskellen mellem systemerne er ikke større end at de godt kan have opstået af samme kilde. Dog har Tai Chi stadig sit unikke særpræg med de meget langsomme flydende bevægelser. Laver man et stamtræ over de mest kendte Tai Chi mestre, er vi imidlertid nødt til at holde os til Chen Wangtings efterkommere.
Stamtræet deler sig i tre hovedgrene :

(1) Den gren, der hele tiden er forblevet i Chen Jiagou.

(2) Den gren, der gik videre til Yang familien.

(3) Den gren, der gik via Wu Yuxiang, Li Yiyu til Hao familien.

Mange mestre har videreført Tai Chi og givet deres egen påvirkning. Men de centrale principper i Tai Chi: kampbevægelser i dybe stillinger, der udføres flydende og meget langsomt, er trods en hvis forskellighed i formene blevet bragt intakte frem til idag.

 

Tilbage til indhold

Kai he

Vi vil i denne artikel beskrive Kai he (udtales: kai hrø) der betyder åbne og lukke. Stilen er også kendt som Wu stil, Hao stil eller Hard style.

Da Tung Yingjie (Dong Yingjie) som teenager boede i Hebei provinsen i nærheden af Beijing (Peking) i begyndelsen af dette århundrede, var han meget interesseret i kampkunst og studerede adskillige stile.
Tung fik da mulighed for at træne med Li Xiangyan, som var meget dygtig og respekteret, men ikke særlig kendt, da han foretrak at leve i fred og ro.
Tung, som er bedstefar til Kai-ying Tung, boede og trænede Tai Chi hos Li og der blev knyttet tætte bånd mellem dem. Efter at havde undervist Tung i nogle år, opfordrede Li ham til at tage hjem og træne på egen hånd, men sagde at han skulle komme og besøge ham engang imellem.
Tung hørte flere år efter, han havde trænet sammen med li, at Yang Chengfu underviste i Beijing og tog af sted for at studere hos ham. Dette var starten på et 17-års langt bekendtskab med Yang, som udbredte Yang stilen, som den undervises i dag.
Tung fulgte med Yang, når han rejste til andre byer for at undervise som f.eks. Shanghai og Canton i 1920'erne.

Enkelt pisk

Det var omtrent på dette tidspunkt, da Tung opholdt sig i Suzhou, ca. 80 km. vest for Shanghai, at hans gamle lærer Li kom for at besøge ham.
Tung var meget glad og beæret over at se sin gamle lærer, og for at han kom for at besøge ham. Li fortalte Tung, at han vidste han var ivrig for at lære, så han var glad for at han, var taget til en anden lærer som Yang Chengfu.
Men han fortalte også Tung, at hans Kungfu stadig ikke var god nok, selv om han havde trænet sammen med Yang i mange år.
Li advarede Tung om, at der i det Sydlige Kina var mange kendte boksere, som måske ville udfordre ham. Hvis han tabte, ville det ikke være godt for hans navn, selv Li kunne tabe ansigt.
Li sagde, det var derfor han var kommet for at undervise Tung i, hvordan han kunne udvikle og bruge Jing, indre styrke, i hans kampstil.
Han lærte ham Kai he, som bringer Jing fremad og ud i fingrene og håndfladerne.
Tung fortsatte med at hjælpe Yang Chengfu. Senere flyttede han til Hong Kong, hvor han underviste i mange år.
Lis stil blev kaldt for Wu stil eller Hao stil og senere for Hard style. Den er kendetegnet ved at være kompakt, og ved dets brug af Jing eller indre styrke og stammer fra to grundlæggende Chen forme.
Den blev skabt af Wu Yuxiang (1812-1880) fra Yongnian amt, med udgangspunkt i det grundlæggende fra Chen familiens Gamle stil, som han lærte af Chen Qingping.
De blev viderebragt gennem Li Yiyu (1832-1892) til Hao Weizhen (1849-1920), som var Lis lærer. Sun stilen minder meget om Wu stilen, fordi Sun Lutang (1861-1932) også trænede med Hao.
Denne Wu stil må ikke forveksles med den mere kendte Wu stil, som blev udbredt af Wu Jianquan (1870-1942).
I dag bliver Wu stilen sjældent set eller undervist, og slet ikke som Li underviste den. Men den bliver undervist af Tungs barnebarn Kai-ying Tung, som har undervist Yang stilen siden 1969 i USA og som nu underviser i Los Angeles og besøger flere lande i Europa og Asien et par gange om året.
Mester Tung siger hans bedstefar ikke underviste mange i Kai he, kun én i Hong Kong og nogle få i Macao. Kai-ying Tung har selv undervist nogle få i Thailand og USA. Han underviser kun til elever, som har fået undervisning af ham i meget lang tid.
Mester Tung lærte Kai he, da han var teenager, på samme tid som han lærte Yang stilen. Han siger hovedformålet med Kai he, er at udvikle god Kungfu med Jing, selv om det også har helbredsmæssige og andre fordele.

"Når man laver Formen, bringes Jing til håndfladerne og fingrene ved hjælp af Sindet og koncentrationen", siger Mester Tung.
"Selvom man bruger styrke i håndfladerne og fingrene, er bevægelserne stadig afslappede og i overensstemmelse med de grundlæggende principper i Tai Chi Chuan så som : skuldrene er afslappede, taljen er løs, ryggen er ret, kroppen er fleksibel og bevægelserne koordinerede", siger han.
Kai he har nogle specielle kendetegn.
Et af dem er, at der altid tages et »følge skridt« i hver bevægelse. Dette indebærer , at den bagerste fod føres frem efter, man har taget et skridt.
Fodbalden på den bagerste fod er i jorden ca. en fodsbredde bag den forreste. Hælen på den bagerste fod er hævet lidt og det meste af vægten er fremme.
"Hænderne laver flere cirkler i Kai he og bevægelserne er mere cirkulære end i den traditionelle Yang stil", siger Mester Tung.
Første del af sættet, ligner egentlig meget sekvensen fra Yang stilen. Man starter med en lidt anden version af »Hold Om Påfuglens Hale« fortsætter i »Enkel Pisk« og »Hvid Trane Spreder Sine Vinger«, der udføres med venstre hånd istedet for højre. Så kommer en enkel »Jadekvinde Væver«, derefter kommer »Børst Knæ Og Skub« og så »Spille Guitar«, hvor håndledene er bøjede i en 90° vinkel, en op og en ned. »Træd Frem Og Slå« er med en vandret cirkel i modsætning til Yang stilens lodrette. »Tilbage Og Forsegle« afslutter første del.
De cirkulære bevægelser kan f.eks. ses i »Enkel Pisk«, hvor armene åbnes på en sådan måde, at man tydeligt kan se hvorfor formen hedder åbne og lukke.
Næsten alle slag er med en horisontal knyttet hånd. I bevægelserne så som »Næve Under Albuen« og »Den Gyldne Fasan Står På Et Ben«, er håndleddet på den løftede arm bøjet i en vinkel, i stedet for at være ret op og ned. Selvom mange af navnene på bevægelserne er de samme som i Yang stilen, bliver de til tider udført anderledes.
Der er to »Lotus Spark« og »Skyd Tigeren«, bliver udført med vertikale, parallelle knyttede hænder og et »Følge skridt«.
Nogle bevægelser, så som »Dobbelt Vind Gennem Ørerne«, er i Yang stil og ikke i Wu stil. Der er færre »Børst Knæ«. Men de fleste af bevægelserne er der, selvom det er i en lidt anderledes udformning.

Kai He

De selvforsvarsmæssige anvendelser er de samme som i Yang stilen med nogle få undtagelser. "Begyndere skal udføre den lidt hurtigere end normalt. Hvis den bliver lavet for langsomt, afbrydes Jing. Hvis man dygtig, så vil Jing fortsætte, selvom man laver den meget langsomt", siger Mester Tung.

Hans bedstefar brugte nogle af bevægelserne fra Kai he til at lave hans Hurtige stil, som vi idag kalder Familiestil. Disse bevægelser er bl.a. »Skyhænder«, »Lotus Spark« og »Følge skridt«.
"Kai he er ikke i strid med Yang stil. Man kan lave begge. Gør man det, bør man starte med at lave Yang stil, derefter Kai he. Hvis man gør det omvendt, er man fyldt med for megen energi og har behov for en pause, før man fortsætter", siger Mester Tung.

Tilbage til indhold 

Fire hemmelige ord

Af Wu Yi Xiang.

 

 

MI - Sprede. At sprede er at sprede Chi i kroppen og at sprede Chi over modstanderen.

KAI - Dække. At dække er at anvende min Chi til at skjule målet for hans angreb.

DUI - Imod. Min Chi møder hans og matcher hans angreb præcist.

TUN - Opsluge. At bruge min Chi til at modtage og omdanne hans kraft fuldstændig.

Tilbage til indhold