Guldkorn
De gamle mestre
Tai Chis rødder og udvikling
Kai He
Fire hemmelige ord
Tilbage til Tai Chi
Nyt online
|
Guldkorn
Af Chen Wei-ming.
Smidighed i Tai Chi Chuan vil sige at løsne op i alle
ledene i hele kroppen på en sådan måde at de ikke
virker forbundet. Hvis en hånd f.eks. bliver skubbet, giver
hånden efter, men ikke albuen. Når der bliver skubbet
på albuen, giver denne efter, ikke skulderen. Når der
bliver skubbet på skulderen, gives der efter her, men ikke i
taljen. Når der skubbes i taljen, giver denne efter, men der
gives ikke efter i benene. På denne måde vil du være
fast som et bjerg.
Når du angriber en modstander, skal din krop blive som
ét. Hver enkelt lille del lige fra fødderne til benene,
taljen, skuldrene, albuerne og hænderne. På denne
måde kan du slå ud med din hånd som en pil der
affyres fra en bue.
Hvis du ikke er smidig, vil hele kroppen blive sammensmeltet som
en solid masse. Den er stærk. Men hvis en stærkere person
skubber dig, vil du ikke kunne stå fast og modstå dette skub.
I Tai Chi Chuan skal du kunne indpasse dig. Være blid,
hård, give efter, angribe og være fast. Disse er Tai Chi
Chuans hemmeligheder |
Tilbage til indhold
De gamle mestre
Fra dette nummer vil vi hver gang skrive kort om en af de gamle
mestre, og senere også om de nye. Vi starter med Chen Wangting.
Chen Wangting (1580-1660), den niende generation af Chen-klanen fra
Henan provinsen, var særlig god til kampkunst. Man kan ikke med
sikkerhed sige hvem Chen lærte Tai Chi af. Han har højst
sandsynligt skabt en del selv, men mange hævder at Tai Chis
oprindelse ligger endnu længere tilbage. En anekdote
fortæller at engang da Chen var på vej til Shanxi,
så han to drenge brydes. En gammel mand der stod og så
på, spurgte om Chen ville prøve at bryde med en af
drengene. Det ville Chen gerne. Drengen holdt Chen fast om livet, og
ramte ham tre gange med knæet i maven. Da Chen kom til sig selv
var den gammel mand og drengene væk, men oplevelsen af at blive
over-vundet af en ung dreng, gjorde ham endnu mere ihærdig i
hans træning. Chen blev en af sin tids mest berømte kæmpere.
Da Chen på sine gamle dage trak sig tilbage videregav han sin
kampkunst til de yngre generationer af Chenfamilien, læste
filosofi og skrev digte:
Da jeg var ung kæmpede jeg mod onde kræfter
og trodsede mange farer
kejseren tildelte mig stor ære
men alt dette var uden betydning
her er jeg nu en grånet gammel mand
jeg ved ikke hvor meget tid der er tilbage
hvor end jeg går har jeg altid
huangting klassikeren med mig
jeg laver kampkunst når jeg keder mig
jeg hjælper i marken når der er travlt
og jeg træner klanens unge i min fritid
om de vil blive drager eller tigre
er kun op til dem |
Man siger at Chen Wangting skabte fem Tai Chi sæt, men han
brugte ikke navnet Tai Chi. Det blev først brugt meget senere.
Alligevel er det klart at disse sæt, som Chen skabte har haft
en kraftig indflydelse på Tai Chi. Chen Wangting var under
kraftig indflydelse af Qi Jiguang (1528-87). Han var general og en
stor ekspert i kampkunst på den tid. Han studerede mange gamle
stile, og skabte et system på 32 bevægelser som han
lærte sine soldater. Chen Wangting brugte mange af disse
bevægelser i sine sæt. General Qi havde meget lidt tid
til at træne de finere detaljer med sine soldater, Chen derimod
raffinerede sin kampkunst så det blev hævet op på
et andet niveau, hvor filosofiske principper og helbredende teknikker
blev inddraget. |
Tilbage til indhold
Tai Chis rødder og udvikling
I det første TAI CHI NYT skrev vi selvfølgelig om
Tai Chis begyndelse og lidt om den videre historie. Gennem tiden har
mange mennesker påvirket Tai Chi, og der er idag mange
forskellige opfattelser af hvad Tai Chi er. For at vide hvad Tai Chi
er, må man se tilbage på Tai Chis rødder. I denne
artikel vil vi prøve at belyse Tai Chis historie lidt dybere. |
Den mest almindelige myte om Tai Chis oprindelse, er myten om Zhang
Sanfeng, der levede i slutningen af 1400-tallet. Det er meget
svært at bevise noget konkret om Tai Chis oprindelse. Mange
mener idag det er Chen Wangting, der har grundlagt Tai Chi p.gr.a. at
Chen-klanen har dokumentation i deres annaler, der ser ud til at
kunne bevise, at de har lavet Tai Chi helt tilbage til Chen Wangting.
Men en ting man skal holde sig for øje, er at kampkunst til
alle tider har været forbundet med stor prestige. Det har
samtidigt været nødvendigt for at beskytte sig, ydermere
har kinesere ikke haft for vane at hjælpe folk uden for deres
egen klan. Disse forhold gør at alt ægte viden har
været holdt hemmelig. Man har på den ene side
forsøgt at holde det for sig selv og på den anden at
give indtryk af, at kun ens egen klan havde udviklet den bedste kampkunst.
Dette forhold gør at det er meget svært at skelne
løgn fra sandheden. Der er mange historier og legender om
forskellige lærere og familier, der har gjort krav på Tai
Chis oprindelse. Flere af disse historier er i vide kredse blevet
taget alvorligt indtil seriøse lærde har kigget dem
efter i sømmene og fundet ud af at de enten har været
opdigtede eller ligefrem tyvstjålet. Årsagen er
selvfølgelig at det at være kampkunstmester eller bare i
familie med en, var forbundet med umådelig stor prestige og
iøvrigt har været en stor indtægtskilde f.eks. som
livvagt, træner for kejserfamilien eller hæren. Når
man ved, at de der virkelig kunne noget, har holdt det for sig selv,
og når man tager Tai Chis Taoistiske baggrund i betragtning,
kan man næsten forestille sig at de der havde
tilstrækkelig ro i sindet til at mestre Tai Chi, var mennesker
der levede et harmonisk og tilbagetrukket liv. Derfor er myten om
Zhang Sanfeng måske mere realistisk end så mange andre
fantastiske historier. På den tid da Tai Chi blev skabt, var de
største filosoffer Taoistiske vandringsmænd, der levede
deres liv alene i bjergene. De havde ikke behov for berømmelse
eller et job hos Kejseren og dog var det ofte dem, der havde den
sande kunst.
Det der er nedskrevet om Tai Chi i ældre tid, det vi kalder Tai
Chis klassikere, er skrevet af sande mestre. Nogle af forfatterne
kender vi, men de ældste skrifter kan man ikke med sikkerhed
vide hvem der har skrevet. Så her får vi altså
heller ingen hjælp, selvom klassikerne er uvurderlige redskaber
til at forstå Tai Chi. Men hvorfor er det så vigtigt at
finde ud af hvornår og af hvem Tai Chi blev skabt, når nu
man ved at både kampkunst og helbredende øvelser har
eksisteret i årtusinder i Kina? Det vigtigste element i Tai Chi
er de ekstremt langsomme bevægelser. Dette adskiller Tai Chi
fra alle andre systemer, hvad enten de lægger vægt
på kamp eller åndelig udvikling. De langsomme
bevægelser er unikt for Tai Chi. De langsomme bevægelser
udført i f.eks. dans eller karate, vil ikke give den samme
virkning som ægte Tai Chi. Man siger at der kun er et sæt
af principper for Tai Chi. Men studerer man en bred vifte af Tai Chi
bøger, vil man se at der faktisk er uenighed på mange
essentielle områder. Så hvad skal vi da tro er de rigtige
principper? De gamle klassikere er svære at forstå og er
skrevet meget kortfattet og beskriver energien og følelsen i
Tai Chi, snarere end at give konkrete anvisninger på de fysiske
bevægelser. Derfor er man nødt til at have en
lærer, der i en ubrudt linie har fået videreført
denne viden om Tai Chis fysiske udtryk og principper.
De nyere stilarter, der er opstået for at popularisere Tai Chi,
har meget ofte ikke disse principper intakt. De giver muligvis en
afslappende og stimulerende virkning, men Tai Chis sande væsen
er desværre ikke altid med og folk der vil gå mere i
dybden, vil meget hurtigt føle, at der er begrænsede
muligheder for videre udvikling.
Derfor er det vigtigt at kunne følge Tai Chis udvikling helt
tilbage fra de allertidligste rødder, så man kan se hvad
der er de ægte principper i Tai Chi. Med den viden vil man
kunne bedømme en Tai Chi stils kvaliteter.
Men lad os her kort opridse de mest kendte myter.
(1) Myten om den Taoistiske vandringsmand Zhang Sanfeng, der under et
besøg i et kloster oppe i bjergene så en kamp mellem en
fugl og en slange. Dyrenes hurtige og smidige bevægelser
inspirerede ham til at træne flydende og smidige
bevægelser, der senere blev til Tai Chi.
Man ved at Zhang Sanfeng har levet. Han står beskrevet mange
steder i Taoistisk litteratur, men man har ikke fundet sikre
vidnesbyrd om, at han har opfundet Tai Chi. Der er også stor
usikkerhed om hvornår han skulle havde levet, hvis
beretningerne om ham er sande, skulle han have levet mere end 300 år.
Men da Tai Chi først har fået sit navn langt senere, er
det ikke usandsynligt, at han har lavet et system, der først
er blevet kendt senere under et andet navn.
(2) Chen Wangting fra Chen Jiagou i Henan provinsen er den man har
den bedste dokumentation for har lavet Tai Chi. For nærmere
beskrivelse se andet sted i bladet. |
(3) I begyndelsen af dette århundrede udkom en bog i Kina
skrevet af Wang Xinwu. Den hævdede, at Song Siming, der på
det tidspunkt var 70 år, var 17. generations efterkommer af
Song Yuanqiao.
En gruppe af de bedste Tai Chi boksere i Kina hørte om Songs
usædvanlige evner i kamp. De rejste hen til ham for at
afprøve ham og blev alle besejret. Song fortalte dem, at det
han havde lært, kom fra Song Yuanqiao, der havde lært det
af en eneboer ved navn Xu Xuanping, der levede i Tang Dynastiet
(618-907) i Nanyang i Anhui provinsen.
Xu Xuanpings liv er beskrevet i bogen "Digte fra Tang
Dynastiet" skrevet af Qi Yugong fra Song Dynastiet. Men igen
står der ikke noget om Tai Chi, hvilket måske er logisk,
da Tai Chi på det tidspunkt sikkert ikke har været et
etableret system.
Professor Xu Chen skrev en bog "At skelne sandt fra falsk i Tai
Chi Chuan". Her hævder han, at Songs skrifter er kopieret
fra Wang Zongyue og Wu Yuxiang samt at Songs pushhand teknik var
næsten identisk med Yang Luchans. Derfor mener han, at Song
trods sine usædvanlige evner, har lært fra et afspring af
Yang familien.
Der findes bøger med lange udredninger om hvem, der har
lært Tai Chi af hvem og med kritiske analyser af alt
tilgængeligt materiale om Tai Chi. Hidtil har ingen dog kunnet
bevise endegyldigt, at Tai Chi skulle stamme fra andre end Chen
Wangting. Men dette betyder ikke, at man kan affærdige de andre
myter. Der er en stor sandsynlighed for, at det var en Taoistisk
vandringsmand, der uden at påkalde sig opmærksomhed har
fundet frem til noget genialt. Måske har denne vandringsmand
undervist det videre til andre, og Tai Chi har bredt sig i
forskellige forgreninger, hvoraf den ene er endt hos Chen Wangting.
Hvis man ser på de forskellige "indre boksestile",
vil man se, at man ofte bruger de samme bevægelser, de samme
navne og de samme principper. Forskellen mellem systemerne er ikke
større end at de godt kan have opstået af samme kilde.
Dog har Tai Chi stadig sit unikke særpræg med de meget
langsomme flydende bevægelser. Laver man et stamtræ over
de mest kendte Tai Chi mestre, er vi imidlertid nødt til at
holde os til Chen Wangtings efterkommere.
Stamtræet deler sig i tre hovedgrene :
(1) Den gren, der hele tiden er forblevet i Chen Jiagou.
(2) Den gren, der gik videre til Yang familien.
(3) Den gren, der gik via Wu Yuxiang, Li Yiyu til Hao familien.
Mange mestre har videreført Tai Chi og givet deres egen
påvirkning. Men de centrale principper i Tai Chi:
kampbevægelser i dybe stillinger, der udføres flydende
og meget langsomt, er trods en hvis forskellighed i formene blevet
bragt intakte frem til idag.
|
Tilbage til indhold
Kai he
Vi vil i denne artikel beskrive Kai he (udtales: kai hrø)
der betyder åbne og lukke. Stilen er også kendt som Wu
stil, Hao stil eller Hard style. |
Da Tung Yingjie (Dong Yingjie) som
teenager boede i Hebei provinsen i nærheden af Beijing (Peking)
i begyndelsen af dette århundrede, var han meget interesseret i
kampkunst og studerede adskillige stile.
Tung fik da mulighed for at træne med Li Xiangyan,
som var meget dygtig og respekteret, men ikke særlig kendt, da
han foretrak at leve i fred og ro.
Tung, som er bedstefar til Kai-ying Tung,
boede og trænede Tai Chi hos Li og der blev knyttet tætte
bånd mellem dem. Efter at havde undervist Tung i nogle
år, opfordrede Li ham til at tage hjem og træne på
egen hånd, men sagde at han skulle komme og besøge ham
engang imellem.
Tung hørte flere år efter, han havde trænet sammen
med li, at Yang Chengfu underviste i Beijing og tog af sted for at
studere hos ham. Dette var starten på et 17-års langt
bekendtskab med Yang, som udbredte Yang stilen, som den undervises i dag.
Tung fulgte med Yang, når han rejste til andre byer for at
undervise som f.eks. Shanghai og Canton i 1920'erne.
Det var omtrent på dette tidspunkt, da Tung opholdt sig i
Suzhou, ca. 80 km. vest for Shanghai, at hans gamle lærer Li
kom for at besøge ham.
Tung var meget glad og beæret over at se sin gamle lærer,
og for at han kom for at besøge ham. Li fortalte Tung, at han
vidste han var ivrig for at lære, så han var glad for at
han, var taget til en anden lærer som Yang Chengfu.
Men han fortalte også Tung, at hans Kungfu stadig ikke var god
nok, selv om han havde trænet sammen med Yang i mange år.
Li advarede Tung om, at der i det Sydlige Kina var mange kendte
boksere, som måske ville udfordre ham. Hvis han tabte, ville
det ikke være godt for hans navn, selv Li kunne tabe ansigt.
Li sagde, det var derfor han var kommet for at undervise Tung i,
hvordan han kunne udvikle og bruge Jing, indre styrke, i hans kampstil.
Han lærte ham Kai he, som bringer Jing fremad og ud i fingrene
og håndfladerne.
Tung fortsatte med at hjælpe Yang Chengfu. Senere flyttede han
til Hong Kong, hvor han underviste i mange år.
Lis stil blev kaldt for Wu stil eller Hao stil og senere for Hard
style. Den er kendetegnet ved at være kompakt, og ved dets brug
af Jing eller indre styrke og stammer fra to grundlæggende Chen forme.
Den blev skabt af Wu Yuxiang
(1812-1880) fra Yongnian amt, med udgangspunkt i det
grundlæggende fra Chen familiens Gamle stil, som han lærte
af Chen Qingping.
De blev viderebragt gennem Li Yiyu
(1832-1892) til Hao Weizhen
(1849-1920), som var Lis lærer. Sun stilen minder meget om Wu
stilen, fordi Sun Lutang (1861-1932)
også trænede med Hao.
Denne Wu stil må ikke forveksles med den mere kendte Wu stil,
som blev udbredt af Wu Jianquan (1870-1942).
I dag bliver Wu stilen sjældent set eller undervist, og slet
ikke som Li underviste den. Men den bliver undervist af Tungs
barnebarn Kai-ying Tung, som har undervist Yang stilen siden 1969 i
USA og som nu underviser i Los Angeles og besøger flere lande
i Europa og Asien et par gange om året.
Mester Tung siger hans bedstefar ikke underviste mange i Kai he, kun
én i Hong Kong og nogle få i Macao. Kai-ying Tung har
selv undervist nogle få i Thailand og USA. Han underviser kun
til elever, som har fået undervisning af ham i meget lang tid.
Mester Tung lærte Kai he, da han var teenager, på samme
tid som han lærte Yang stilen. Han siger hovedformålet
med Kai he, er at udvikle god Kungfu med Jing, selv om det også
har helbredsmæssige og andre fordele. |
"Når man laver Formen, bringes Jing til håndfladerne
og fingrene ved hjælp af Sindet og koncentrationen", siger
Mester Tung.
"Selvom man bruger styrke i håndfladerne og fingrene, er
bevægelserne stadig afslappede og i overensstemmelse med de
grundlæggende principper i Tai Chi Chuan så som :
skuldrene er afslappede, taljen er løs, ryggen er ret, kroppen
er fleksibel og bevægelserne koordinerede", siger han.
Kai he har nogle specielle kendetegn.
Et af dem er, at der altid tages et »følge skridt« i
hver bevægelse. Dette indebærer , at den bagerste fod
føres frem efter, man
har taget et skridt.
Fodbalden på den bagerste fod er i jorden ca. en fodsbredde bag
den forreste. Hælen på den bagerste fod er hævet
lidt og det meste af vægten er fremme.
"Hænderne laver flere cirkler i Kai he og
bevægelserne er mere cirkulære end i den traditionelle
Yang stil", siger Mester Tung.
Første del af sættet, ligner egentlig meget sekvensen
fra Yang stilen. Man starter med en lidt anden version af »Hold
Om Påfuglens Hale« fortsætter i »Enkel
Pisk« og »Hvid Trane Spreder Sine Vinger«, der
udføres med venstre hånd istedet for højre.
Så kommer en enkel »Jadekvinde Væver«, derefter
kommer »Børst Knæ Og Skub« og så
»Spille Guitar«, hvor håndledene er bøjede i
en 90° vinkel, en op og en ned. »Træd Frem Og
Slå« er med en vandret cirkel i modsætning til Yang
stilens lodrette. »Tilbage Og Forsegle« afslutter
første del.
De cirkulære bevægelser kan f.eks. ses i »Enkel
Pisk«, hvor armene åbnes på en sådan
måde, at man tydeligt kan se hvorfor formen hedder åbne
og lukke.
Næsten alle slag er med en horisontal knyttet hånd. I
bevægelserne så som »Næve Under Albuen«
og »Den Gyldne Fasan Står På Et Ben«, er
håndleddet på den løftede arm bøjet i en
vinkel, i stedet for at være ret op og ned. Selvom mange af
navnene på bevægelserne er de samme som i Yang stilen,
bliver de til tider udført anderledes.
Der er to »Lotus Spark« og »Skyd Tigeren«, bliver
udført med vertikale, parallelle knyttede hænder og et
»Følge skridt«.
Nogle bevægelser, så som »Dobbelt Vind Gennem
Ørerne«, er i Yang stil og ikke i Wu stil. Der er
færre »Børst Knæ«. Men de fleste af
bevægelserne er der, selvom det er i en lidt anderledes udformning.
De selvforsvarsmæssige anvendelser er de samme som i Yang
stilen med nogle få undtagelser. "Begyndere skal
udføre den lidt hurtigere end normalt. Hvis den bliver lavet
for langsomt, afbrydes Jing. Hvis man dygtig, så vil Jing
fortsætte, selvom man laver den meget langsomt", siger
Mester Tung.
Hans bedstefar brugte nogle af bevægelserne fra Kai he til at
lave hans Hurtige stil, som vi idag kalder Familiestil. Disse
bevægelser er bl.a. »Skyhænder«, »Lotus
Spark« og »Følge skridt«.
"Kai he er ikke i strid
med Yang stil. Man kan lave begge. Gør man det, bør man
starte med at lave Yang stil, derefter Kai he. Hvis man gør
det omvendt, er man fyldt med for megen energi og har behov for en
pause, før man fortsætter", siger Mester Tung. |
Tilbage til indhold
Fire hemmelige ord
Af Wu Yi Xiang. |
|
MI - Sprede. At sprede er at sprede
Chi i kroppen og at sprede Chi over modstanderen.
KAI - Dække. At dække er
at anvende min Chi til at skjule målet for hans angreb.
DUI - Imod. Min Chi møder
hans og matcher hans angreb præcist.
TUN - Opsluge. At bruge min Chi til
at modtage og omdanne hans kraft fuldstændig. |
Tilbage til indhold |