Tai Chi Nyt nr. 12

William Dockens

Af Knud Erik Andersen.

TAI CHI NYT: Hvordan begyndte du på din Tai Chi træning. Hvad er din baggrund?

William S. Dockens III

William Dockens: Jeg er søn af en professionel bokser, der rangerede som nummer fem på Verdensranglisten i mellemvægt. Så jeg har haft erfaring med kamp siden jeg var tre år gammel. Jeg har fægtning og brydning som baggrund for min kampkunst. Før dette deltog jeg også i atletik og amerikansk fodbold. I 1960 indså jeg at boksning ikke var det bedste at lave pgr. af udviklingen i USA på dette tidspunkt, så det var et spørgsmål om hvilken kampstil jeg skulle vælge. Derfor begyndte jeg at lede. Jeg prøvede Aikido, Shotokan og andre karate stile. Men så var der en amerikaner, George Westermann (Wes), som arbejde for flådens efterretningstjeneste i Kina som tolk. Efter en konkurrence, som han vandt, var der en, der fortalte ham, at hans Shaolin var udmærket, men der var det, som var bedre. Dette er ikke noget man kan sige til Wes og slippe godt fra, så det ene ord førte til det andet og det endte med at Wes udfordrede fyren, som viste sig at være en af Cheng-Man Chings elever. Udfaldet af kampen blev, at Wes begyndte at træne Tai Chi hos Cheng-Man Ching. Så det var egentligt fra Wes jeg lærte Tai Chi Chuan. Mit første indtryk af Tai Chi var, at det var meget smukt, men jeg var mere interesseret i kampkunst, ikke i dans. Derfor var jeg meget skeptisk. Men Wes spurgte, om jeg ikke havde lyst til at prøve. Da jeg havde trænet boksning, siden jeg var tre år og kom fra en familie med professionelle boksere, tænkte jeg "Stakkels fyr". Og det viste sig, der var en stakkels fyr, men det var ikke Wes. Jeg var den arme fyr. Det var på dette tidspunkt, jeg begyndte, og den første stil jeg lærte var Cheng-Man Chings.
TCN: Hvornår kom du til Sverige?
WD: I 1968.
TCN: Hvor lang tid har du undervist der?
WD: Siden 1968.
TCN: Du har fortalt lidt om George Westermann. Har du trænet sammen med andre?
WD: Da Wes rejste til Tyskland, trænede jeg i et år sammen med en, der hedder Jimmy Joe Chang, som underviste Chin-na, gribe teknikker. Senere flyttede jeg til Michigan, her mødte jeg min vigtigste lærer Dr. Hu. Han var mester i den klassiske Wu stil eller Hao stil. Han havde trænet under Hao Weizheng. Da jeg havde trænet hos Dr. Hu i længere tid, introducerede han mig, gennem en anbefaling i New York, til Liu Da, som er mester i Yangstil (se TCN nr. 8). Fra ham lærte jeg partnerøvelser og sværdformer. Her i sommer var det så Hao mesteren Hao Yin Ru (se TCN nr. 11).
TCN: Hvilke stil(e) træner du?
WD: Min stil er en blanding af Dr. Hus Wu stil og den klassiske Yang stil. Hvorfor jeg valgte disse to, går tilbage til min tid på universitetet i Minnesota. Her var der en kineser, som studerede kalligrafi og arkitektur. Han underviste i Tai Chi på universitetet, så da jeg mødte ham, blev vi med det samme venner. Hans familie havde trænet Tai chi i generationer hos Yang familien i Beijing. Da jeg så hans form, kunne jeg med det samme se, det var en meget smuk Yang Stil, så vi lavede en byttehandel. Han lærte mig den lange Yang stil og jeg lærte ham Dr. Hus Stil og hvordan man bruger den til at kæmpe med. Han brugte hovedsageligt Tai Chi til hans kalligrafi, fordi man kan få nogle virkelige kraftfulde penselstrøg, med Tai Chis hjælp. Men han fandt ud af, når han trænede kampteknikker, at han fik endnu mere kraft i sine penselstrøg. Senere satte vi de to stile sammen til en. Derefter vendte jeg tilbage til Dr. Hu, som hjalp mig med at forbedre det. Man kan ikke bare tage nogle bevægelser og sammensætte dem, der skal være en sammenhæng. Vi havde sat dem sammen så godt vi kunne og Dr. Hu viste os, hvor vi kunne sætte dem sammen. Hvorfor jeg valgte disse to stile er fordi jeg elsker de store bevægelser og angrebsmulighederne i Yang stilen, men på samme tid er Wu stilen super, når det drejer sig om selvforsvar. Jeg var fanget mellem de to. Dr. Hu grinte af mig og sagde "Du behøver ikke at vælge. Du skal bare blande dem, så har du dem begge". Yang Pan-Hou og Yang Shou-Hou integrerede begge den klassiske Wu stil i deres egne stile. Så det var ikke nogen revolutionerende idé, jeg kom med. Jeg synes bare, den er god for mig. Det er værre for mine elever, for det betyder, de skal være i stand til både at tænke i store og små cirkler lige fra starten. Ikke fordi Yang stilen mangler de små cirkler, det er bare det, at de fleste, der træner Yang stilen, kun træner de store. Tung familiens stil har de små cirkler. I den klassiske Wu stil skal man koncentrere sig om de små og det er svært. Desuden er den klassiske Wu stil ikke særlig køn at se på, men den er meget effektiv, derfor ville jeg ikke undlade den.
TCN: Hvorfor valgte du lige at blande disse to stile?
WD: Jeg havde set og haft mulighed for at træne den klassiske Chen stil. Det er en stor, hurtig og meget akrobatisk stil. Hvis den havde være bedre end Yang stilen, så ville Yang stilen aldrig have overlevet. Med Wu er en af årsagerne, at Yang Pan-hou, som var den mest kæmpende af Yang brødrene, lærte Wu stil. Dette i sig selv er en meget stor anerkendelse. Yang Shou-Hou, der var næste generation af kampbrødre i Yang familien, integrerede Wu stilen. Dette er også en stor anerkendelse.
Dr. Hu har set Tung stilen og har meget stor respekt for den. Hao Yin Ru har sagt, at Tung familien faktisk har Wu (Hao) stilen i sin oprindelige udformning. Så den klassiske Wu stils indflydelse er meget stærk hos dem.
TCN: Hvad fokuserer du på i din undervisning?
WD: Det jeg fokuserer på er noget jeg kalder: "Harmoni". Der er dem, der træner Tai Chi Chuan som fysisk træning, en meditationsform eller som et selvforsvarssystem. Dr. Hu sagde det er forkert at se på Tai Chi på denne måde. Hvis man tager Tai Chi kun som en fysisk træning, så kunne man lige så godt træne Chi Kung. Det er lettere at lære og faktisk vil resultaterne blive lige så gode, hvis ikke bedre. For dem der træner det som en meditationsform, gælder det samme. Der er meditationsmetoder, hvor man kan opnå en dyb meditation uden, at man skal kæde det sammen med en række bevægelser. Tai Chi bygger på Dao-Yin, som er en af disse Chi Kung øvelser. Det man gjorde var, at integrere selvforsvaret. Samlet giver de et helt andet resultat end hver for sig. Det er ikke selvforsvar. Det er ikke meditation. Det er ikke gymnastik. Det er noget helt andet, hvilket er umuligt at beskrive. Jeg føler, den sande Tai Chi fungerer på denne måde og det er sådan, jeg underviser den. Det andet jeg lægger vægt på, er at jeg kun underviser folk, jeg i Sverige kalder "Galningar". Folk der er helt skøre med Tai Chi. Jeg ville aldrig have undervist, hvis det ikke havde været for Dr. Hu. Han sagde, han kun ville lære mig Tai Chi på betingelse af, jeg ville lærer det videre. Årsagen til dette er, han var bange for at denne stil ville uddø og erstattes af det han kaldte "Hippie Tai Chi". Jeg prøver aldrig på at annoncere efter elever. Jeg vil hellere være kendt for mine elevers kunnen, end på hvad jeg laver.
TCN: Vil det sige du ikke underviser eleverne formen fra start af?
WD: I Kina er der tre måder at undervise på. Den første "I parken" er, hvor folk ser på mesteren og efterligner hans bevægelser. Den anden "I huset" er, hvor man lærer selvforsvar og den tredje "I dagligstuen" det er hvor mestrene underviser. Jeg har aldrig trænet sammen med andre elever. Jeg har for det meste fået enetimer, så det har altid været i dagligstuen. Den måde man blev undervist på, var at man lærte en enkelt bevægelse og man lærte at bruge denne bevægelse i kamp. Det var den eneste bevægelse man kendte. Man gjorde den perfekt i alle retninger, først derefter lærte man den næste. Når man så kunne alle bevægelserne og deres anvendelses muligheder, først da lærte man formen. Jeg prøver på at gøre noget midt imellem med mine elever. Jeg lægger vægt på, de forstår, hvordan hver enkelt bevægelses anvendes, mens de lærer den. Jeg lærer dem normalt stillingerne i sekvenser, men jeg lægger meget vægt på de lærer bevægelserne før formen. Oprindeligt var der kun 13 bevægelser, som blev sammensat til en form. Man kan ikke forvente, det er muligt at anvende alle teknikkerne fra formen i kampsituationer. Jeg beder mine elever om at bruge deres krop som en notesblok. Hvis de gør dette, kan jeg næste gang jeg ser dem, se hvor gode de har været til at "skrive ned". Formen er meget vigtig for mig.
TCN: I sidste nummer af TCN havde vi en artikel om kampteknikker. Er det muligt at lærer principperne, så man kan anvende Tai Chi som selvforsvar eller er det et privilegie der er forbeholdt mestrene?
WD: Det er nøjagtigt, som du får det undervist og det kommer an på, hvor meget tid man bruger på det. Da jeg havde lavet Tai Chi i to år, mødte jeg en Judokæmper, der havde 2. dan sortbælte. Han udfordrede mig og havnede hurtigt på gulvet. Jeg var lige så chokeret som han. I samme tidsrum prøvede min far to gange at kæmpe mod mig. Efter det første forsøg havnede han i sofaen og efter det andet op af væggen. Faktisk har jeg ikke mødt nogen kampkunst, jeg syntes var bedre end Tai Chi. I en

konkurrence som Wes arrangerede, var Tai Chi folk placeret på de første tre pladser. Efter at have trænet hos Dr. Hu rejste jeg til Minnesota. Jeg skulle besøge en Shotokan karate skole. Lederen havde 2. dan sortbælte. Han satte en afsine elever til at udfordre mig. Jeg var ellers kun interesseret i at se på. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at eleven var Shotokan Champion i Minnesota. Jeg overvandt ham på ca. to sekunder. Derefter prøvede læreren. Han holdt endnu kortere tid. Hvis der er nogen, som siger Tai Chi ikke virker som kampkunst, så er det fordi, de aldrig har mødt en, der kan bruge det og de har ikke mødt nogen, som underviser det korrekt. Det er ikke kun forbeholdt mestrene. De der træner hos en lærer, eller er villige til at ofre det nødvendige antal timer om dagen, de kan lære det. Jeg har set elever der virkelig kan kæmpe. Men jeg har også set nogen, der aldrig vil kunne lære det. Det er et spørgsmål om indstilling og hvor mange timer man er villig til at bruge på det.
TCN: Når man snakker om Tai Chi som kampkunst, kan alle så lære det, eller er det forbeholdt en bestemt gruppe?
WD: Du spørger om folk generelt kan lære at slås? Det afhænger meget af deres baggrund. Jeg er f.eks. vokset op i et miljø, hvor der var tre typer børn. De der kunne løbe meget stærkt, de der var gode til at slås og de der skulle følges til og fra skole af deres forældre. Når man vokser op i sådan et miljø, vil man få en bestemt indstilling. Med denne indstilling er der ingen tvivl om man kan slås, og de der ikke kan, kan lære det gennem Tai Chi Chuan. Tai Chi er HELT sikkert det bedste valg for de, der ikke har fysisk styrke, men vælger at bruge hovedet i stedet. Fordi det kræver mindst muligt styrke for at opnå den stærkeste kraft. Men folk der begynder at træne Tai Chi, skal have stor tålmodighed. Da min bror så, hvad der skete med min far, ville han træne Tai Chi med det samme. Det endte med at han begyndte at træne en kombination af ørne og knæler kung-fu. Årsagen til dette var, at Tai Chi kræver stor tålmodighed og man skal kunne vente. Hvis man ikke har disse to ting, kan man ikke slappe af under stress. Tai Chi kræver maksimal afspænding. Tai Chi betyder "Det Højst Opnåelige" , hvilket det virkeligt er. Dette betyder, at man er nødt til at have det psykiske med i billedet. Det er ikke noget arveligt, hvilket vil sige det er muligt at lære det og erhverve det. Det er ikke noget man kommer let til. Man skal være forberedt på at bruge den nødvendige tid på det. Hvis man har andre prioriteter, kan man glemme alt om at lære det.
TCN: Hvem mener du, der med fordel kan træne Tai Chi?
WD: Næsten alle. Alt hvad de behøver, er en interesse i det. De der er interesseret i at lave smukke bevægelser kan træne "Hippie Tai Chi". De der vil træne kamp, kan træne under vejledning af en god lærer og de der vil træne meditation, ja selv dér er Tai Chi en god idé. Man kan næsten sige det er Universelt. Som jeg tidligere har sagt, er jeg kun interesseret i Tai Chi idioter, de der er villige til at spise, drikke og sove med Tai Chi.
TCN: Hvad med børn?
WD: Det er individuelt. Det er det samme som at spørge et barn om det kunne tænke sig at lære at spille violin. Der er dem der lærer at spille og senere hen bliver virtuoser og så er der dem, der får det til lyde som om de hiver en kat i halen. Det samme gør sig gældende i Tai Chi. Man kan ikke tvinge dem til noget og få et godt resultat ud af det. Da min søn William var ca. 1½ år gammel, sagde de til mig i børnehaven, han af og til lavede nogle mystiske bevægelser. En dag greb jeg ham i det og jeg kunne med det samme se, han prøvede på at efterligne de bevægelser han havde set mig lave. Hvis jeg skulle få min datter Paula til at lave Tai Chi, hvilket jeg ikke har, skulle jeg binde hende til en stol for at fange hendes opmærksomhed. Man må indse at børn er ikke børn, men små mennesker.
TCN: Mange mestre er blevet tvunget til at lærer det!
WD: Det er rigtigt. Men man må indse, at i en familie som f.eks. Tung, blev de tvunget til at lære Tai Chi på samme måde som jeg blev tvunget til at lære boksning. Det var ikke et spørgsmål om, jeg ville bokse eller ej. Det var et spørgsmål om, hvor mange timer jeg ville bruge på det om dagen. På samme måde var det med Tung. Det er en helt anden situation.
TCN: Har du nogle råd til de, der ønsker at forbedre deres Tai Chi?
WD: Først skal man anskaffe sig en god lærer, uden dette vil man få mange problemer. Dernæst skal man være villig til at forandre sig. Mange forventer at lære noget uden at ændre sig. Tai Chi kræver mange forandringer alt efter hvordan éns personlighed er fra starten. Hos mine elever i Uppsala beklagede mændene sig i starten meget over de skulle være passive og bløde. Kvinderne beklagede sig over at de skulle lære at slås. Tai Chi kræver mange ting. For at lære dem skal man kunne forandre sig. Det var min far der lærte mig at det er modstanderen der skulle forsvare sig, ikke mig. I Tai Chi skulle jeg lære at vente. Man skal forstå ånden i Tai Chi, hvis man ikke gør dette vil man forblive på begynder stadiet. Netop dette, mener jeg, er det største problem man står overfor som underviser.
TCN: Du sagde man skal have en god lærer. Hvordan kan en begynder afgøre dette?
WD: Jeg kendte en judoinstruktør, der gav et godt svar på dette. Han sagde "Det er bedre at bruge fem år på at lede efter en god lærer, end at bruge fem hos en dårlig". Nu kan man så spørge. Hvad er en god lærer? Først skal man vide lidt om tai Chi. Jeg vil foreslå begyndere at læse forskellige bøger om emnet, så de kan se at der findes forskellige stilarter og lære de mange navne at kende. Ligesåvel at man ikke kan forvente at alle i Skandinavien kan stå på ski, kan man heller ikke forvente at alle i Kina kan Tai Chi. Man SKAL have en god lærer, ellers vil man aldrig komme til at lærer det. Der er intet, der kan erstatte en god lærer.
TCN: Du mener altså det er i orden at skifte lærer hen ad vejen?
WD: Meningen er at hvis man finder ud af man har en dårlig lærer, at skifte hurtigst muligt. Ellers vil man ikke gøre fremskridt. Hvis man har en god lærer er det noget mere kompliceret. I karate er der op til ti sortbælte grader. Hvis man lægger mærke til, hvordan eleverne forbedre sig, vil man hurtigt se de der undervises af 5. eller 6. dan gør hurtigst fremskridt, mens de der undervises af en 1. dan aldrig vil komme i nærheden af det sorte bælte. Det samme gør sig gældende i Tai Chi selv om vi ikke har bæltegrader. Hvis man træner hos en dårlig lærer, vil det gå meget langsomt og du vil aldrig blive bedre end læreren. Hvis man træner hos en god lærer vil man kunne mærke fremskridt hurtigere og man vil lære meget mere. Så Tai Chi er som alle andre kampstile.
TCN: Hvad med to lærere på samme tid?

William S. Dockens III

WD: Det kan være et stort problem. Det kommer meget an på lærerne og eleven. De Taoister jeg trænede med, Dr. Hu og Liu Da m.m., var ligeglade. Dr. Hu havde intet imod Yang stilen. Liu Da brød sig ikke særlig meget om den klassiske Wu stil, men han begyndte sin træning under vejledning af Sun Lu-Tang, som mente at Wu stilen ikke var meget værd. Man skal huske at Sun Lu Tangs stil egentlig ikke er Tai Chi. Det er en blanding af Hsing-I;Pa-Kua og Tai Chi. Liu Da ville aldrig sige "Du må ikke træne hos en anden". Han ville nærmere sige "Du spilder din tid".
TCN: En sand mester, er det ikke en, der ved, når han ikke kan lære mere fra sig og sender eleven videre til en anden?
WD: Jeg ville meget gerne tro på denne idealistiske synsvinkel, men den måde man måler en god mester i Tai Chi er på hans Tai Chi kunnen. Deres personligheder kan variere. De er mennesker og mennesker er forskellige. Nogle kan have en dårlig personlighed men være meget dygtige, mens andre kan have en god personlighed, men kan ingen ting. Man skal vælge ud fra deres fortjeneste.
TCN: Tung Ying-Chiehs første mester bad ham træne for sig selv. Efter et stykke tid begyndt Tung Ying-Chieh at træne sammen med Yang Cheng-fu. En dag kom hans gamle mester til ham for at lære ham Wu stilen. Det glædede ham, at Tung havde fundet en ny mester som Yang. Han var ikke jalous. Er det ikke på denne måde en god lærer skal være?
WD: Når man ser tilbage på Tai Chis historie og ser de forskellige personligheder f.eks. Yang Pan-hou der dræbte så mange mennesker. Hvis nogen åbnede munden om Tai Chi kunne de komme til skade. Man kan godt forstå, hvorfor folk, når de ser bevægelserne, siger Tai Chi ikke er meget bevendt som selvforsvar, men dette kunne man ikke sige til Yang Pan-hou og slippe godt fra det. Nok kan man sige han havde en dårlig personlighed, men kan man stille spørgsmålstegn ved hans evner? Det er på denne måde jeg ser det. De mestre jeg har trænet med er alle meget gode mennesker. Liu Da er en gentleman og alle der møder ham mener det samme. Det er det samme med Dr. Hu. Han behandler andre med respekt. Men Kampkunsten er det vigtigste. For personer der er aggressive kan deres Kampkunst også være det vigtigste.

Tai Chi og det kinesiske sundhedsvæsen

Af Annette Leleur

Vi bringer her en artikel der har været bragt i bladet HEL i 1984. Det er længe siden, og der er sket meget siden da, men alligevel er artiklen relevant på mange områder.

Jens Erik Risom Petersen, også kaldet Sathyarti, var i 1984 på et halv års ophold i Kina, hvor han færdiggjorde sin uddannelse som akupunktør. Han fortæller her om sine oplevelser med Tai Chi, han som et led i sin træning modtog undervisning i, samt om det sundhedssystem som Tai Chi er en del af.

Annette: Du har gjort nogle erfaringer med Tai Chi under dit Kina ophold?
Satyarthi: Ja,jeg stødte på en Qi Gong Mester (også kaldet Chi Kung), det vil sige en, der underviser i forskellige slags åndedrætsøvelser, meditationsteknikker og bevægelser, blandt andet Tai Chi, som vi også kender det her i Danmark.
A: Hvad betyder Qi Gong?
S: Det betyder energiøvelser. Qi betyder energi, åndedræt, liv, livskraft og er navnet på den energi, som cirkulerer i meridiansystemet. Gong betyder øvelse, praksis.
Denne lærer delte Qi Gong øvelserne op i tre forskellige slags med hver deres forskellige kvaliteter. Det første har at gøre med bevægelser og med kropsstillinger, sådan som vi kender det fra Tai Chi, hvor kroppen holdes på en bestemt måde eller bevæges i bestemte mønstre. Det andet vedrører en bestemt brug af åndedrættet. Man ånder for eksempel ud, når man strækker kroppen udad og trækker vejret ind igen, når man kommer tilbage til centrum. Det tredje vedrører meditation og drejer sig om en bestemt måde at forholde sig til den handlen eller den praksis, man er i gang med, en særlig koncentreret indstilling til tingene, hvor man lader sin bevidsthed opsluge af processen, af bevægelsen eller af bestemte centrer i kroppen. Specielt det center, som de kalder tan tien, og som ligger omkring navlen eller lidt under navlen, er i centrum for opmærksomheden. Det er en slags energireservoir, som indeholder al den livskraft som skal til, for at vi kan leve, være aktive, tænke og føle.
Han beskrev endvidere for os, hvordan disse øvelser er rodfæstet i den specielle kinesiske form for anatomilære, hvor kroppen ses som gennemstrømmet af livsenergi i et netværk af kanaler eller kredsløb, hvorpå alle de forskellige akupunkturpunkter ligger. Det er et lukket kredsløb, det vil sige at det starter i en meridian, går hele vejen igennem kroppen for så at vende tilbage til udgangspunktet. Et af formålene for de øvelser, han lærte os, var at styrke dette energikredsløb og derigennem bedre helbredet, således at de forældelsesprocesser, som sætter ind på et bestemt tidspunkt af ens liv, bliver udskudt. Et andet mål er simpelthen opnåelsen af større balance, harmoni og velvære.
Udover disse generelle mål kan der også være specifikke mål med øvelserne, nemlig bearbejdelsen af de tilstande i kroppen, som har at gøre med fremkomsten af forskellige sygdomme. Selv en alvorlig tilstand som kræft mente man at kunne behandle med ganske bestemte øvelser.
Jeg fik i øvrigt det indtryk, at Tai Chi og Qi Gong er meget gamle systemer, som har været brugt i årtusinder i Kina. Der eksisterer beretninger om en læge, som levede to århundrede e.Kr. og hed Hua To. Han lavede en serie øvelser, som kopierede fem dyrs bevægelser: Aben, tranen, bjørnen, hjorten og tigeren. Der er tale om meget komplicerede bevægelser, som vi ikke nåede at lære, men han viste os dem og fortalte, at de havde en ganske specifik sundhedsopbyggende virkning. Det var ret fantastisk at se.
A: Vil det sige, at de ikke ligner det, man normalt kender som formen i Tai Chi?
S: Det gør de overhovedet ikke. De var meget hurtigere, og han bevægede sig rundt på et stort felt i rummet, og det var meget særprægede og fremmedartede bevægelsesmønstre, som man med lidt god vilje nok kunne sætte i forbindelse med de forskellige dyrs karakteristiske måde at bevæge sig på.
Siden hen opstod det, man kender som formen i Tai Chi. Så vidt jeg ved daterer den sig til tiden under Tang dynastiet (618-907 e. Kr.). Denne form består af en serie langsomme bevægelser, slowmotion bevægelser, som blev udviklet videre i forskellige familier og forskellige tidsaldre, således at man i dag kender forskellige former i Tai Chi, som formentlig alle sammen går tilbage til de oprindelige former.
Jeg lærte en af de oprindelige former som stammer fra Tang dynastiet, en form som lægger meget vægt på det energiopbyggende aspekt.
A: Hvilken plads har Tai Chi og akupunktur i den kinesiske medicins større historiske perspektiv?
S: Ja rent historisk skete der jo det efter revolutionen i 1949, at al religiøs praksis blev bandlyst, og Taoismen blev på det nærmeste udryddet, mens buddhismen fik lov at overleve i meget kontrolleret målestok. Men inden for sundhedssystemet overvintrede imidlertid nogle af de øvelser og meditationsteknikker, som var en del af taoismen, fordi der er en direkte forbindelse eller parallel til akupunkturudøvelse og urtemedicin. De er baseret på den sammen teori, på den samme anatomi og fysiologi. Man kan således i det kommunistiske Kina opleve en lærer komme ind på et sundhedsinstitut og begynde at undervise i meditation.
A: I sundhedens navn!
S: I sundhedens navn, ja, men effekten er jo meditativ og koordineret med en eller anden form for spirituel udvikling, selv om det ikke bliver understreget.
I det hele taget er den kinesiske medicins historie fuld af paradokser. For et par hundrede år siden begyndte den gamle klassiske kinesiske medicin at falde i unåde i takt med den vestlige medicin trængte sig frem, og myndighederne satsede på, at det var den nye vestlige medicin, der skulle tegne billedet. Imidlertid var der så få læger uddannet inden for vestlig medicin, at det kun var den øverste overklasse og kejseren selv, der kunne få adgang til behandling. Det almindelige folk måtte stadigvæk bruge de traditionelle læger og sundhedsarbejdere. Men som et led idenne vestliggørelse af medicinen kom blandt andet akupunktur meget i miskredit, en tendens, der blev yderligere forstærket under Chiang Kai-Chek og nationalisterne i første halvdel af dette århundrede.

Først efter Mao og revolutionen fandt man ud af, at der lå en folke skat her, som det var væsentligt at grave frem og bruge. Men denne proces gik for sig samtidig med, at den vestlige medicin stadigvæk kom ind og blev udviklet.
Mit indtryk af det kinesiske sundhedssystem af i dag er, at der er nogenlunde lige mange læger af de kinesiske og de vestlige skoler, men at selve sundhedssystemet som struktur er baseret på den vestlige medicin. Folkekommunernes primære sundhedspleje foregår efter den vestlige medicins model, dog med noget af den traditionelle kinesiske medicin indflettet. Arbejdsulykker og akutte tilstande behandles efter vestligt mønster, mens folk ved kroniske tilstande eller langvarig sygdom selv kan vælge mellem den vestlige og den klassiske kinesiske behandlingsform.
Ser vi på opbygningen af den klassiske kinesiske medicin, finder vi tre hovedgrene: Der er dels akupunkturen og de teknikker, man i øvrigt bruger til at behandle akupunkturpunkterne moxa, el-akupunktur, laserakupunktur med videre. Så er der den kinesiske urtemedicin, som er en meget højt udviklet form for farmakologi. Den er ældre end akupunkturudøvelsen, men baseret på den samme forståelse af, hvordan organismen fungerer. Der er tale om meget kraftigt virkende urter, og det er derfor også fantastisk vigtigt at stille en korrekt diagnose, ellers risikerer man at gøre tilstanden værre. Den tredje gren er de forskellige øvelsessystemer, Qi Gong og Tai Chi. Disse tre grene danner en helhed.
A: Kan man sige, at øvelsessystemet er mere forebyggende end egentlig helbredende?
S: Øvelsessystemet bruges både forebyggende og helbredende. Man tager patienter ind på hospitaler og klinikker og ordinerer ganske bestemte øvelser, bevægelsessekvenser, som folk skal udføre hver dag flere gange om dagen. Det kan godt dreje sig om flere timer om dagen, man skal udføre disse øvelser, for at de kan have den tilsigtede virkning.
A: Kan øvelserne så være den eneste medicin, eller vil man se, at de bliver fulgt op af akupunktur og urtemedicin?
S: Det er svært at sige, det fik jeg ikke rigtig noget klart billede af. Men jeg ved, at når man behandler kræftpatienter, kombinerer man øvelserne med vestlig medicin, kirurgi eller kemoterapi. Man bruger også undertiden urter i kræftbehandlingen, men derimod ikke akupunktur, som indtil videre ikke har vist sig specielt virkningsfuld i den forbindelse. Der forskes dog i sammenhængen mellem kræft og akupunktur, og vi fik også anvisning på visse punkter, som kan forebygge nogle kræftformers videre udvikling.
A: Hvordan forholder det sig med de kinesiske olkesygdomme? Er det de samme, som vi kender her i Vesten? Kender man for eksempel hjerte-karsygdomme i samme omfang som her i Vesten?
S: Ja. Man ser mange slagtilfælde og mange hjerneblødninger med ensidige lammelser. I det hele taget var der mange lammelsessyndromer, flere end jeg har set, når jeg arbejdede med akupunktur i England og i Holland. Det har efter min mening noget at gøre med ernæringen og med klimaet. Klimaet er meget barsk i Nordkina, og der blæser en kraftig, kold vind fra Mongoliet som gør, at folk konstant er udsat for træk på en helt anden måde, end de er herhjemme. I den kinesiske sygdomslære kan man også se, at vind regnes for en af de alvorligste sygdomsfremkaldende faktorer. Samtidig er ernæringen meget rig på fedtstoffer, som også svækker de meridiansystemer, som har med nerve og muskelsystemet at gøre, nemlig lever galdeblæresystemet. Endelig må man også regne med nogle emotionelle faktorer, specielt i en storby som Peking og i et land med et så totalitært politisk styre som det kinesiske. Mange kinesere var vrede, ikke en vrede rettet mod udefrakommende, men mod hinanden. Kineserne kan ikke siges at leve op til billedet af de glade og lykkelige kinesere, nogle har villet fremmane. De er derimod meget søde mange af dem, men det er som om der ligger en dyne over dem kollektivt set.
A: Fik du nogen fornemmelse af, om folkesundheden er værre eller bedre end i Danmark? Er det overhovedet muligt at danne sig et indtryk af dette?
S: Kineserne er generelt et meget, meget robust folkefærd, og derfor er det min fornemmelse, at sundhedsniveauet er relativt højt for et uland. Folk dør ikke af sult i byerne længere, men der er mange, der i perioder lever på sultegrænsen i landdistrikterne, specielt his høsten slår fejl. Men livet er så anderledes i Kina, at det er svært at sammenligne, og jeg har heller ikke rigtig nogen statistikker, til at underbygge mine indtryk.
A: Hvordan oplevede du, at sammenkoblingen af vestlig og klassisk kinesisk medicin fungerede, syntes du det gav et bedre behandlingstilbud?
S: Ja, det gjorde det afgjort. Folk kunne kombinere de to metoder efter eget valg for meget små penge. Behandlingen er næsten gratis på begge områder. Der har i øvrigt været en ret sjov udvikling, som bestod i, at for bare ti-femten år siden var der en temmelig kort liste over sygdomme, som man anbefalede blev behandlet med akupunktur og moxabehandling, og den liste er ekspanderet fantastisk i disse ti femten år, så den nu omfatter hundredvis af sygdomme, hvor man på forskellig vis kombinerer akupunktur og øvelser